Afsocialiseringsproces

12. May 2016 af Maria Guldager

Derouten er ikke til at overse, min arbejdsløshed

har fået vinger og den flyver afsted med mig,

jeg smider toppen og går rundt med frie bryster, jeg starter revolutioner

og får andre kroppe til at elske sig selv, elske

at smide sig på gulvet, flå hjertet åbent, rulle rundt og krampe indtil de bliver helt frie

af egne systemer, af egne tilbøjeligheder og krumme rygge

kroppene får øje på sig selv, som barnet der ser

sig selv i spejlet for første gang, kroppene ser

at der ikke er noget i vejen med nogen, hverken dem eller andre,

om man er borgmester eller grønthandler eller musiker på strøget

man kan bare være, alle kan bare være, langsomt bliver

min mission fuldført, forestiller jeg mig, mens de lokker

med en hel dag med fuld forplejning, jeg skal slet ikke tænke på mad

en hel dag, en bekymringsfri dag, men går det

op, for jeg skal også have købt mere tandpasta i denne måned, fazer

burde blive frasorteret, jeg spiser tre poser

imens jeg overvejer min økonomi, nogle vil sige

det er trøstespisning, men de forstår ikke

at fazer og jeg har en særlig relation, jeg er født med skolekridt

i siderne af munden og dumle under ganen og tyrkisk peber ud af øjenene,

historie er hvad vi har, og jeg kan ikke gennemskue om jeg har råd

til at deltage, men det er selvfølgelig inklusiv al mad, det kan jeg trække fra, jeg starter revolutioner

i  samfundsøkonomien, det kan jeg trække fra derouten,

jeg samler skatter ind og giver til de fattige, forandringen

kom i tidernes morgen og blev, jeg starter

som praktikant hos en gartner, jeg er ikke

til planter og dyr, men jeg er heller ikke

til kontanthjælp, hvordan, spørger venner, hvordan

kan det være du ikke kender nogen, jeg starter

en revolution af planteskolen, befri jer selv

fra de grønne fingre, hug hug hug

alt det af, der blokerer, jeg lærer planteskolens personale

at det er i dem, den sande natur kan ses når uhæmmet gror til,

de jubler og føler sig hørt og forlænnget, forestiller jeg mig, praktik

forløb og positive affirmationer, vibes til universet, dans din indre løve, åbn hjertet, sluk tankerne, jeg hænger

ud med de store magter, men det er ingen kontakt

hverken fra dem eller ham eller mig eller nogen anden,

kontakten er sluppet op, de skriver ikke, han ringer ikke, han

vil sikkert gerne, men hans mangel på initiativ

skærer benene af  mine revolutionære miljøer,

og som jeg ruller rundt nøgen henover gulvet

ligner jeg en død fisk, der stadig spræller.

Derouten, er til at tage og føle på, jeg logger på Tinder

for at tage toppen af, eftermiddag

har en særlig duft, til forveksling frihedsduft

men hvilken frihed er der i en revolution, der omtaler sig selv som sådan,

folk køber og folk løber

eller går tur, ordner og når ting, plejer

sig selv, og får energiboosts eller bursts og luften

aer deres ansigter, som om de græder, som om aktivitet er gråd

og arbejdsløshed enhver mands vilkår, det siges sikkert

at du er bundet, når du er ansat, bundet når du ikke er ansat

og kun løst når begrebet ikke findes, kun da kan du tilhøre dig selv, jeg starter en

en æra hvor din tid er din egen, der er ingen købt og betalt tid,

fra nu af er luften din energi, din ånd dit privilegie, din gave, jeg starter fredsprocesser

for at beklage revolutionerne, der gjorde det af med samfundet, som vi kender

det, man kan høre fredsprocessen i mørket, jeg sidder øverst i huset, det drypper

med mænd der ikke kan tage sig sammen, min energi

viser sig

at være feministisk, jeg vidste

ikke den havde en ideologi, arbejds

løshedskurven ses på min talje, stram

som aldrig før, jeg rækker hånden

ned i tre poser af gangen, det er ikke

trøstespisning, men en jagt på det

stykke der smager bedre

end det plejer, jeg siger ja, uden at vide hvad kurset handler om, jeg kender

menuen og det er jo all inclusive og uanset hvad temaet er, kender jeg

kun velviljen og nysgerrigheden, jeg tager med fordi

en trang til spænding, arbejdsløshed, selvbeherskelsesproblemer

er et interessant kredsløb, jeg griber hårbørsten

og inspirerer atter titusinder med en dans

jeg selv lige har lavet nu, der skal ikke så meget til

at imponere, man skal bare vise sin frihed

over landegrænser, jeg vifter

med mine nederlag, så de mister deres værdi, mister jeg

mig selv i farten, jeg står og ser tomt efter

min tidligere retning, var det her

jeg skulle føres hen, jeg er på en social deroute

og jeg ved det godt, jeg betaler ikke skat

frivilligt, jeg har fået et job

i en time om ugen til 122 kroner, de trækkes fra

i dagpenge, og jeg overvejer et skattely,

men hvor går man, hen jeg sidder yderst

på min stol, da han fortæller hvordan kærligheden slider

på søvnen, yderst fordi jeg håber

han fortæller hvordan man finder kærlighed, jeg bytter

til hver en tid gerne søvn ud for kærlighed,

jeg ser ned over mine nøgne bryster og mit nøgne fantasi-publikum

og fortstår at det ingen steder fører hen, ingen

kan jeg inspirere, kan jeg

noget som helst og pludselig

bliver jeg til det hamster der ikke måtte komme ind i gåhjulpet, det skyder

sikkert ikke sig selv, men det er da bittert

at stå der og vide at livet er kort, at man kun er et hamster og at selv

i hamsterlivet, er man ikke til andet end pynt, end ventetid, jeg skyder

med løst krudt i håbet om at ramme en ansættelse, jeg tigger

om en ansættelse, for jeg er, skriver jeg, på en social deroute

hvor jeg bliver mere og mere fri, det vil sige

mærkelig og grotesk, I må hjælpe

inden jeg får startet et oprør blandt det ukendte folk

og alle stopper med at arbejde for penge

alle arbejder for passion

arbejder under passionens regime, de arbejder

med frie bryster der synger lige det, de vil.

Det siges sikkert at det gode arbejde er en  illusion,

skulle det mon være andet end fordærv, hvis jeg ikke har job

er jeg i fordærv, fordi jeg prøver så hårdt at få job, når jeg er

i job er jeg i fordærv, fordi jeg prøver hårdt at få jobbet

til at tilfredsstille mig, uden puden

ligger en 5-krone, hvem har lagt den

min flid eller arbejdsgiveren, jeg venter

og det er ikke fordi jeg ikke ved, at jeg bør handle

i stedet for at vente, jeg venter

fordi intet andet er vigtigt, kun hendes svar,

der er ikke livsmening i andre stillinger, mit liv

afhænger af hendes netværk og svar på tiltale,

kun det kvalificerede svar, der kan få mig videre, der kan skabe

et gennembrud

i mit regnbrud.

Derouten startede da systemet fik overtaget,

indkaldelse på indkaldelse, de kalder

mig ind og jeg sætter mig ind på hendes kontor, fordi jeg ikke kan komme ind

på arbejdsmarkedet uden at kende

nogen, og jeg har aldrig kendt

nogen, det er mig og systemet nu, kendskab

til systemet har jeg, ind og ud og udefra ind, og

jeg vågner forsigtigt op, da timen er gået, jeg får lyst

til at karikere situationen, og jeg spekulerer på

hvad der mon er galt med mig, siden

jeg vil lave satire med aling, jeg rejser mig demonstrativt

og går 1 meter væk fra computeren og spiser min mad mens jeg indvendigt mumler

“hun sagde bare jeg ikke mÃ¥tte spise ved den

hun foreslog blot at jeg gik i kantinen, men her mÃ¥ ogsÃ¥ kunne gøre det”

jeg tager mig blot en ret jeg har, og jeg ved

jeg tager den fordi jeg er provokeret, det er del

af min ventetid, prins hvor er du, jeg  får lyst

til at spørge den garvede underviser, der har sat sig nede bagerst i lokalet

om mine spørgsmål, mens kameraet zoomer ind

på den nye underviser, der står på scenen

hans øjne forvirrede, mund tør og han venter

på næste scene

så han kan komme videre, så jeg

kan få grint ud, jeg tjekker

mail, jeg er aktiv i min venten, jeg venter

på det rette svar, misforstå mig ikke,

der er mange måder at sige det på,

men kun eet vil give mig grundlag

for et underlag

til mine fødder

og børns fødder.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!