Kærlighed i maskeret form

7. March 2018 af Maria Guldager

Barndommen vågner i et host

de glade børnesange er forbi

nu hvor vi ved hvad de betyder

for forskellen på os.

Vi er vågnet op i voksne, seksualiserede kroppe.

Vores ånde krydser hinanden og jeg kan ikke skelne

lige dårlige fra svælget eller dybere endnu

lugter de fælt ud af tungen

som elskende

der ikke gider at stå op når børnene kalder

som voksne

der er for lykkelige til at gøre noget for verdenssituationen

som ministre

der ville myrde hinanden hvis den gensidige udveksling endte.

Hvis der findes en behagelig rutine, så er han den,

en gentagelse der fletter sig fredsommeligt ind i barndomsmusikken

den brummer i baggrunden som min mor

da hun hev mig hen ud til vaskemaskinen for at vise sin åndssløve datter

noget om det virkelige liv, i frihedens navn

ramte en lussing min kind

kærlighed i maskeret form

til en der svæver og må holdes nede til jorden,

til stenenes grundlæggende anstændighed.

Jeg er hans fugleunge der spiser direkte fra hans næb

er det mine øjne i spejlet eller min underlegne mors?

Han vokser sig stor ved mælken fra mit eventyrbryst

er det mig han krammer, eller min mors udtjente forside?

Hver omfavnelse er forskellig, en vil sige tak, en anden vil sige Se

min fortid og elsk mig alligevel, en tredje vil høre om det kan være rigtigt

at det jeg er, er godt nok, selv når jeg ikke gør noget, jeg ikke har lyst til

og sådan er krammene det vi har

med os og til hinanden og det vi pudrer de store forskelle med,

sagde jeg de folder årene har udvidet hans hud med, dragningen

vi begge har mod mad, er den hans og mit fælles eje eller alles,

i de nænsomme berøringer er et lag af overskydende tanker

er glæden et faresignal om en snarlig frygtelig opvågning?

————

Uskylden gasser de voksne, de omkommer eller

slår sig ned i den, et tilbageslag for uskylden der nu

tilsøles, udhviskes og spændes for en vogn og trælbindes mens

de skyldbevidste mimer barndom i et anfald af kompromis.

———

Tryglende gnaver et forlist ægteskab i mig

som jeg bider mig igennem den ældre mands fejlforhold

jeg kan kun holde ud at de fordampede kvinder var en fejl

var de der overhovedet, hvis jeg bider hårdt til?

Nej de var aldrig så tæt på ham som jeg er nu

hans ansigt er min mors

hans ensomhed er min sjæls

hans opgave er min fars.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!