Always one step away from insanity

2. April 2015 af Maria Guldager

Jeg er ind og ud af livet

Det skifter, hvis side jeg er på

min egen eller andres

Langt ind i fremtiden lover jeg

men ændrer mig og trækker løfterne tilbage

jeg taber kampen mod mig selv

prisen er gentagelsen

om og om igen

går fremtiden i mikrostykker

stykkerne borer sig ind i mine fodsåler

som jeg betræder nuet.

Meningen strømmer ind i mig

som en der lige har lært at læse

optager jeg alle ordene på min vej

Godthåbsvej, Basic Hair, Dit Pizzaplace, Frederiksberg kommune, Ledige tider i dag, Kun 39 kr, Gratis medlemskab, I biograferne nu, Superbrugsen, Akademikernes hus

skiltenes ord stabler sig oven på hinanden

falder sammen idet jeg distraheres af selvbevidsthed

hvad har jeg gang i?

sådan at ligge på langs for overfladen

der cykler rundt med mig

på et flimrende underlag.

Min sjæl står i flammer på et åbent og forladt hav

få det overstået, få det overstået

eksplosionen udebliver og jeg får lov

at sejle min egen sø

sådan ser det ud

lige før det trækker op til blæst

det er den sande død

at satse på min lyst til livet.

Et åndedrag der blæser igennem mig

puster mig op så jeg flyder oven på

bølgernes

skjulte vande.

Stavrende går jeg det første landstykke, men må snart gå sidelæns mellem glasvægge

gennemskuelig som jeg er, er der ingen anden vej og

jeg må liste for at undgå, for at modstå, for at få kål på.

Gæsterne ser mig se antydningen af min egen spejling

jeg ser antydningen af gæsterne

det ligner jeg er vært for gæsterne, for jeg står i forgrunden og er større end dem

men jeg er den, der er fanget mellem to ruder

med al min kraft går jeg ind i mig selv

som for at påtage mig rollen, jeg ser antydet og

jeg bliver til et stort blåt mærke.

—-

Kvinden trækker lugten af et helt alderdomshjem

med sig ind i omklædningsrummet

der i forvejen er belemret

med aldersfrustration

vi danser om hinanden

lugtende og klamme

forsigtige og høflige

bevidste om ikke at udstråle vor nøgne

irritation og utålmodighed.

Han ved ikke jeg eksisterer

selvom jeg finder noget at spørge ham om hver dag

hans svar er ’sent from my iPhone’

i farten

formuleringen lige diplomatisk hver gang.

Jeg tager samtalen et skridt videre

i troen på at jeg kan bære os begge ind i fremtiden

de andre græsgange jeg drømmer om

og som ikke gør ondt at indlade sig på

og straks går jeg i gang med at trampe klar parat start

på tåspidserne med mine nedgroede negle

jeg skriver: “jeg er alene, er du ogsÃ¥?”

Hans måde ikke at svare på er ikke den almindelige måde ikke at svare på

stykker af gammel svigt ligger på det nedtrampede græs

hvordan havnede det der? Sendt fra himlen?

Jeg bader mig i stilheden, glemmer stykkerne,

resterne af mig selv,

lader ignorationen oversvømme min læsning af skilte

betydningerne forsvinder

og jeg må skabe noget nyt

skriver igen til ham, der ikke vil kende mig

senere svarer han

diplomatisk, jeg kan jo komme forbi til en af foreningens aftner,

“Det kan jeg godt”, svarer jeg fra min computer

jeg kunne have skrevet meget mere

men lader det forblive slettet

sukker hele vejen igennem mig selv

som prøvede jeg at finde en vej ud.

Hvem er min årsag?

mit fødeland eller min afklimatisering?

For mig har der aldrig været tvivl

kun fortvivlelse og forsinkelse og forhærdelse

har samlet sig til en knude om mine ben

forhindret min gang

tidernes gang

Alligevel går jeg ind

i en ejendom der ikke er ejet af nogen

den står bare og hænger på en gade med ligesindede

der vågner hver dag med en eneste erkendelse:

at der ikke er tid nok til noget.

Dagene går således fra mig

at jeg må stå på

længere end godt er

at jeg må stå ved

mere end det der er.

Paradokserne løser jeg

ved at løsne tætheden

det flyder sammen og bliver til

det der går forbi

de lyse vinduer der river virkeligheden frem i mine mursten

lyset driver ned ad mine glasvægge

tid går mig forbi

uden at indse at den kender mig

den kender mig ind og ud og derfor ænser den mig ikke

den ved hvad der kan vides om mig for det er tiden, der har draget mig op

til den fuldvoksne kvinde jeg er blevet, men som tiden nu ikke kan genkende

den husker mig, hvis jeg ser den i øjnene med et forstirrende hårdt blik

men vrider sig fri, når alvoren er aftaget

en fri tid

er som en fri mund

utilregnelig

en trussel mod alle mine ejendele.

Jeg sluger min vilje som en pille

det fylder mig med luft, jeg kan mærke ud mod ribbenene, under mine arme.

Det nytter ikke noget at tænke videre

Ikke engang tænkningen værdsætter sit kvælertag

Jeg står på en grund, der ikke er min egen

jeg skriger til himlen efter en ejer

Hvem ejer den rådvilde eksistens?

Hvem har efterladt den her?

i en afgrund

på kanten af et forfald?

Jeg har gang i noget

jeg har glemt hvad er

står i en stue, nu i et køkken

det bliver senere

og jeg står andre steder med gribbe på skulderne

de letter; eller snare et pludseligt vindstød river dem med sig

luften flyder hvor end jeg står

ind og ud, snart kontrolleret, snart automatisk, snart anstrengt og modstridende

de sætter sig igen og holder mig nede

i frygtens årstal

når en desperat barndom banker på

og vil have mig til at lytte på afmagten i tilgroede ører.

Alt er allerede gjort før

Intet er som det skal være

det suser for mine ører

ideerne hvirvler rundt som tynde faldne efterårsblade

en storm er ikke noget jeg bliver udsat for, stormen er min tilflugt

Hvad er det han svarer pÃ¥, nÃ¥r han skriver: “Jeg ved det ikke endnu”

han er på een gang formel og tvetydig

han ved ikke om han vil have mig

er det, det der står?

Jeg rækker armene op som for at modtage

men jeg modtager kun min egen udgang

jeg fosser ud

og står for første gang fast

ved en andens magt.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!