Anmeldelse af et liv

13. April 2016 af Maria Guldager

Det er som om, at det hjælper mere at spænde op i hele kroppen, end at læse et vers fra den hellige bog, som om. Jeg kan klare det, hvis jeg bare holder igen, snører mig sammen, lukker for vejrtrækningen og går, bare går igennem det, går. Til fadet før maden er tilberedt, jeg spiser. Indtil det bliver min tur til at stå frem og tale.

“Desperate sjæle vokser sig uovervindelige i den menneskelige natur…” Eller “noget med forsømmelse af mit indre barn”, siger jeg for at trække lidt i land, trække det lidt ud, trække mig, trække sætningerne, jeg ved ikke hvem jeg er, hvad mit poetiske udtryk er, eller om det er vigtigt at vide, det er sådan noget, jeg plejer at sige, tænk. Jeg er blevet sådan en, der plejer at trække på bestemte sætninger endog skrive dem. Som om jeg er stolt af mine gentagelser, min overspisning, mine overspring, min genfortolkning. Af det der sker når det sker.

Vi spiller “sidste år ved denne tid” og jeg taber stort, kan ikke engang. Holde mine kæber selv, de låser sig, men de andre spillere er barmhjertige. Finder en bogtitel til mig og foreslår, at andres sejr i virkeligheden tilhører alle. En vinder, alle vinder, en anden vinder, alle vinder, nemt. At forstå, lederen foreslår, at jeg er for knyttet til den persona, jeg agerer som; jeg bør opdage hvem jeg virkelig er. Drop masken, mærk skyggen. I et forhold til alle andre levende væsener.

Jeg aner ikke hvem, nogen af de andre er, tænker jeg, og lader kampen begynde, dag ud og dag ind kaster jeg. Mig ind over de ukendte i håbet om at være en af dem, der bliver opslugt i en samtale, en gensidighed, en grund. Til at blive. Ved.

Du forstår det ikke, indvender jeg. Jeg har ikke selv angst, men andres, den spiser. Sig ind på mig og jeg står uden. Åndedræt og mere mod, for modet tog hun fra mig da hun gik. Ned af trappen og sagde: Man kan ikke høre hvad man selv tænker, når du er til stede, og mit åndedræt. Forlod min krop, det var ikke meningen. At tage hendes angst ombord og lade mig selv gå. Ud over afgrunden.

Han beder mig stoppe med at forfølge afvisningerne, jeg kan. Elskes højere end det, elskes. I sandhed, ord og gerning, jeg forstår det. På en religiøs måde, jeg forstår det på en sekulær måde, jeg forstår at det enten er det samme. Eller helt forskelligt, hvor. Skal jeg lægge mine penge. Jeg lægger dem ned. I Nettos pengeautomat.

Det er mit mønster, jeg opsøger en mand og bliver upassende, mærker for sent at jeg upassende og så går rygterne. Og manden.

Psykiateren nikker.

Et manglende svar, siger jeg, er mangel på kærlighed og han nikker og jeg mærker, at jeg er ligeglad med, om han nikker eller slår kolbøtter, angsten. Sidder i mig ikke. I ham. Han er forælder, jeg er den løse.

Det må sidde fast i mig et sted, hører du? Det upassende element, måske er det den arm der stikker ud mellem mine skulderblade, jeg har hørt, hører du, at de fleste ikke har en arm lige der, hørte du mig? Han løfter øjenbrynene og fyldes af rynker rundt i ansigtets hjørner i forsøget på at glatte midten ud, han lytter, aktivt, lytter, til min stemmes aktivitet, mon han forstår. At jeg lige nu tegner ham på min papirserviet, at jeg har hans nummer og vil forfølge ham de følgende måneder, ikke for noget. Andet end sand kærlighed, som jeg altid bilder mig ind det er og jeg tror virkelig det er, denne gang, han er den flotteste psykiater jeg nogensinde har set, og tænk hvad vi kunne starte. Op sammen, men der er selvfølgelig hans nationalitet, jeg indrømmer. At jeg helst vil have en amerikaner, jeg har aldrig. Haft en og jeg drømmer om det liv jeg kunne starte. Med en amerikaner, mens psykiateren siger, at han lige umiddelbart ikke kan få øje på min tredje arm, er det sådan, at du mærker disse upassende kropsdele på daglig basis? Han beder mig forstå at jeg ikke er upassende, men at jeg skal stoppe med at forfølge mænd.

Det skal jeg nok, det skal. Jeg.

Min vilje slæber min krop

indtil jeg opdager bedraget, hvilket. Bedrag, taler jeg om, alle. Arbejdsopgaverne vælter rundt i hovedet, jeg vælter. Opgaverne og arbejdet. Sammen til det eneste jeg er, er en bedrager, en arbejder, en der glemmer fortiden ved at konstruere nutiden, insistere på indflydelse over fremtiden uden. At se sig tilbage.

Har du overvejet, spørger han mig, at du forfølger andre, fordi du gerne selv vil forfølges? Et øjeblik går før jeg siger det. Jeg så siger.

…..”en der blev ved og blev ved og blev ved og blev ved og blev ved og blev ved og………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………..

…………………… at elske”

Han får penge, jeg får råd, jeg har svarene, han har pengene, jeg har råd, han får svar, jeg. Stopper med at tage pillerne, jeg har hele tiden. Vidst jeg ikke fejlede noget, jeg har bare ventet på at de andre ville gennemskue bedraget.

Der ER ingen måde. Ingen måde jeg skal være på. Det står mig frit for at gøre livet på min måde, der er ingen måde, der ikke bare er blevet fundet på, ingen måde. Der har vist sig skudsikker. Hvordan skriver man et digt? Hvor mange ord, hvor mange linjer, hvor mange rim, hvor mange billeder, hvor mange gange skal jeg føle mig forkert? Jeg ser dem kvantificere sig selv i stykker, hvorfor. Ikke bare skrive det som det er, som det kommer ud og er, hvorfor. Al den tilpasning, jeg slæber. Rundt på en manglende evne. Til at sige fra, til at blive forladt, til at lade døden komme til.

Som min nakke slæber mine tasker, fra, siger man fra, fra hvem til hvad, til at vågne op med en ustyrlig lyst der kunne spise et helt havs fisk, jeg vågner og drømmer om

En der vil ind

i alle mine lommer og sprækker og som sparker mit skidt væk, planter nye frø der kan vokse sig store og stærke fra mine hinder, mens jeg luger ud

i ærgerlige gener på hans side, fejer det unødvendige til en side og satser på at vinde. En vejrtrækning der føjer. Min ideologi, det føles så vigtigt. Når debatten vises på en fælles skærm, det er live, og det handler om krig, og jeg skriver lige til ham igen, hvis nu det netop skulle være denne beskeds skæbne. At blive livsforandrende.

“Det er jo sådan… den politiske front laver en transition så folket får lov til at vælge deres egen leder….vi befrier områder løbende… vi arbejder sammen med civilforsvaret…situationen er kompleks og dynamisk og vi har ikke svarene på hvem styret skal overdrages til endnu….planen er vedtaget af 60 lande…. borgerkrig…vi kan ikke tillade os at læne os tilbage…vi er nødt til at bekæmpe dem…truslen er aktuel…kampen skal føres..det der driver nødvendigheden er deres stigende spredning rundt omkring i verden…. svær mission….styrkerne skal trænes…investeringer… risiko for civiltab i byområder…”

Nødvendigheden sætter sig som et panser om min krop og jeg bruger hver nat på, at afværge bombetogter, har han skrevet. Intet svar, ingen kærlighed, bare bomber og trusler og mellemørebetændelse og arbejdsopgaver jeg har selv har valgt og som nu ligger ustruktureret i min inbox og en kalender app jeg ikke kan åbne og  børn der ikke vil spise op og jobafslag der overstiger jobansøgninger i antal og venner der skriver hvornår kommer du og en dårlig samvittighed der spørger om jeg ikke burde træne nu og en pande. Der brænder, en verden der brænder, en telefon der brænder, vi mangler kærlighed, hører du, hører han, hører psykiateren. Selvom timen er gået, og vi ikke længere sidder sammen, hører han at vi mangler kærlighed, jeg siger det til ham selvom han ikke ser mig eller svarer mig længere, jeg. Siger: vi mangler kærlighed.

Vinden i mit hoved spejder efter tryghed, der er. Et eller enormt isolerende over at være i et parforhold, kommer jeg. Nogensinde til det sted på bjergets top, hvor vinden strømmer igennem mig og ingen. Kan se skyggen af skam. Er det. En hjælp at bruge handsker? Lægens mave kan næsten ikke klare synet af mit bare anushul, jeg kunne sige. Er det ikke dit job. Men jeg siger. Knopperne er nok heller ikke noget, men de vokser. Sig større og længere som hår der væver sig sammen til en hård substans og efter tre år ved jeg, at jeg er tale om et malplaceret kranium, det ses. Sjældent, men vi er nogle stykker. I en facebookgruppe med medlemmer. Hvis børn er blevet opereret for det, jeg overvejer. Det slet ikke, jeg. Spænder op i hele kroppen, også de kropsdele andre ikke kan se, jeg søger jobs, fortæller at jeg vil gøre alt for at få jobbet, jeg lyver. Ikke, jeg vil gøre alt for at leve dette liv, uanset hvor ringe jeg kan udtale mig om det, så er jeg nødt til at være, nødt til finde et hjem, finde et arbejde, jeg vil. Hellere have malplacerede kropsdele end at mangle et arbejde. Indeni og udenpå vil jeg arbejde, jeg vil score et arbejde, gøre mig til et arbejde, modtage et arbejde ind over hele kroppen.

Har du prøvet at tænke. Siger lægen, På noget andet end din nakke, det er bare fordi. Der altid er et psykologisk problem hos patienter med malplacerede kropsdele, måske. Skal du bare glemme din forsvundne nakke lidt, måske. Skal du prøve at forlade dit hjem indimellem, måske en daglig tur rundt om søen, jeg fortæller. Ikke at jeg ikke har råd til et hjem,  hvordan. Er du dog kommet dertil, bliver jeg spurgt. På netdating, jeg sletter. Mig. Og prøver igen, strammer op, hvordan. Er jeg kommet hertil, tænker jeg,  da jeg i debat argumenterer for at boligerne burde gå til danskere og ikke flygtninge, hvem er. Vigtigst, hvem er. Jeg.

i alt dette, jeg ser mig selv i søen, går videre, glemmer, stopper igen, ser bedre efter i refleksionen, men kan ikke se så meget denne gang, vandet er grumset og solen falder ikke på søen. Til min fordel og jeg går videre og overhører to amerikanere, kan jeg. Mon gå derhen nu hvor begge mine ben har sat sig i ørerne, ja. Det kan jeg, for jeg nægter at stoppe mig selv bare fordi min krop er låst og delene sidder bag tremmer for straffe de ikke har gjort, med fanger de ikke hører sammen med, amerikanerene. Stopper samtalen, ser forbavsede på mig, jeg giver mig. Ind i et ægteskab for at jeg endelig kan gøre noget af det, man skal nå her i livet,jeg giver mig. Til at tude for jeg er tyve år og har ikke nerverne til at træde ud af det skridt jeg har taget, skridt jeg har taget, skridt. Rundt om uklart vand, jeg kaster mig selv i det, endnu mens det er uklart, for sæt det klare vand afslører mine malplacerede kropsdele i taljen, hvad var det. De amerikanere stirrede på, hvad var det. Nu jeg tænkte på, hvad var det. Nu min plan for mit liv, han spørger. Til mine mål og deres opfyldelse og jeg ser på sidste jeg har skrevet i min notesbog, det vil sige. Det eneste, der ikke er gået tabt og der står: “lære at stå på hovedet” og om opfyldelsen kan jeg fortælle ham, at den ikke er der, smerten. I nakken er der til gengæld, selvom nakken er blevet usynlig for mig, sammen med øjne, og nogle små pukler, der kunne ligne tæer, men sidst jeg tjekkede, sad de på fødderne der stadig stikker ud af ørerne, min datter. Siger, at det er sådan en mand, jeg skal have, han skal. Da være lidt mere ligesom dig, mor, ligne dig.

Tre stjerner.

Ud af et ukendt antal.

Fortsættelse følger.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!