At gå med til (at gå med)

9. February 2014 af Maria Guldager

Mit hår stopper lynlåsen på vej op af min ryg, jeg hiver til og det går. Min dørs lås binder, jeg fjumrer med nøglen, til sidst går det. De mange trappetrin er glatte og lyset i gangen virker ikke, men det går. Min cykel står ikke hvor den plejer, så jeg går rundt og spørger efter den; ingen har set den, den er væk, eller stjålet, så jeg må gå. Der er mudret, og jeg snubler over en hensmidt øl, så min jakke bliver brun og våd, mit knæ knirker, og mine fortænder ligger på den kolde gade, resterne i mund føles skarpe mod min tunge, det skal nok gå alt sammen. En mand lufter en hund, jeg bliver bange, den får lov at gå helt hen og snuse, og jeg hviner og kommer til at vise min ødelagte tandsæt, vi går nu, siger hundeejeren. Klokken er blevet senere end forventet, det gør mig forpustet og pinlig, og jeg formulerer en sms, der ikke vil sendes af mine kolde fingre, jeg går til, for at blive så lidt forsinket som muligt. Døren bliver åbnet, da jeg siger mit navn, han ser min nakke og konstaterer, at det går over igen, er jeg okay med ikke at få en operation, er jeg klar til at gå videre på egen hånd? Mit udtryk er nikkende, og jeg går derfra. Tandlægen har ikke en tid, men når det er så akut, må jeg jo komme. På vej op af trappen til praksissen bevæger væggene sig, jeg ser store runde plamacher i mit syn, jeg gnider mine øjne, og ser først tydeligt igen, da tandlægens klare lys hældes i mine øjne for fuldt drøn, det går ikke, siger tandlægen. En ny tid reserveres, og jeg tager den med hjem i lommen, det går over, tænker jeg. Min hængekøje er ikke spændt ordentligt fast i loftet, jeg lægger mig alligevel i den, jeg falder ned, og mit hoved triller af, det går nok, tænker jeg adskilt fra min krop, man har set det så ofte før, jeg er okay.

Natten restituerer min krop, som glemmer sin ensomhed ved at gå gennem fantasiens civilisation. Guden er et låg på min psykotiske væren, jeg letter på den alfaderlige, for at se om der findes noget derude, der kan stække mit fjeld af begær, for det er vokset overkommeligheden over hovedet, jeg ser mig selv glide tilbage i galskabens vrøvl, det ligner, at jeg har set en utålelig udgang deroppe. Min mund kaster spørgsmål ud i rummet, men jeg svarer ikke, man kan ikke svare på det, der er uden for ens rækkevidde at erkende, så meget begriber jeg da, og mens min pande endnu sover, reder jeg nydelse fra smerte, det er filtret og så uløseligt i mit hår, (hårene starter ved min storetå og støt vokser de op ad min ganske krop og ophører ved mine hovedhårs spidser) at jeg vover mig til at opsætte det hele i et efterliv. En elastik, der giver sig når jeg kastes rundt i kurserne, men holder mig samlet, så fysiske genstande ikke kan forgribe sig på mig igen.

Det lærred jeg viser, får læseren til at hive efter vejret, så jeg må skjule det igen. Der mangler luft, skønner min excentriske handleevne, og på maleriet klasker jeg snæversynede huller, man kan snuble i, sådan holdes man på dupperne, i live, alert, klar, aktiveret. Der er ingen samling i maleriet, udover den frygten for faldet danner. Det fuldbyrdede sceneri akkompagneres af en svimlende violin, de lukkede øjne, de opmærksomme sind, papiret fyldes med en let tekst, der fornøjer i et roligt tempo hele vejen ned af siden og op langs den næste, en lethed, som mine egne ord ikke har med sig, nogensinde, for mine ord er bygget af det, man kan fristes til, det man i det hele taget nogensinde kan fristes ved, og der glemmer de sig selv, hvor de og deres sult kommer fra, og hvad intentionen og destinationen var, og de leder efter denne første mening så intenst, at de ikke bygger en ny betydning ud af sig selv, og det liv, de er blevet givet.

- Ha, du mener livet er en gave?

- Ja, du betalte da ikke noget for det, og mærk nu denne smukke musik, som du kan takke livet for, at du kan høre

-  I det øjeblik jeg fødtes, stod jeg i gæld til omverden- ansvar, opgaver, uundgÃ¥elige trivialiteter er mig pÃ¥lagt simpelthen som følge af min “gave”! Følger der da vel forgældelse til en gave?

- Du mener, at fordi livet kræver af dig, at du er en person, der indgår i form for menneskelighed, kan livet ikke være noget, du er blevet givet?

- Så længe jeg ikke kan komme ud af det igen, så er det ikke en gave, vel? Snare en fælde, en afhængighed, et trip, der hverken kan spoles tilbage eller frem, det kan ikke nogensinde igen blive før livet, før nødvendighederne for mig; en forbandelse, ja det er ordet

- I princippet kan du jo vælge en udvej, det har andre da gjort før dig

- Og kom der noget godt ud deres selvmord? Næppe! De sårede andre, de skabte uro og de blev ikke forløst i livet, og det indebærer livet; et behov for udfoldelse, en længsel efter mere. Man kan ikke bare gå! Man er ikke herre over sit eget liv, og paradoksalt nok, er man påkrævet at leve netop, som om man var!

- Man skal vel bare leve velvidende, at man ikke slipper levende herfra. Se nu på godheden, og på den forskel du kan være, det føles rigtigt, så når der er ansvar og selvopretholdelse er det vel kun fair?!

- Det er malplaceret at tale om retfærdighed i et liv, der i sig selv er uretfærdigt. At få livet er uretfærdigt, fordi man intet har, at skulle have sagt om hvem  man fødes af, på hvilken planet og under hvilken alder. Nogle bilder sig ind, at vi kommer igen og igen, så at jeg måske er i et råddent liv nu på baggrund af det liv, jeg sidst levede, og ikke lykkedes i, og her kan man tale om retfærdighed pånær to helt centrale dele: Mit første liv er ikke selvvalgt, og hvordan kan jeg stole på, at den, der dømmer mit forrige livs handlinger, fælder en gyldige dom? Desuden er følelsen af rigtighed heller ikke din, den er blevet påtvunget dig gennem alverdens manipulerende faktorer

- Jeg kan høre, at du lever i kritikkens tidsalder, men bare så du ved det, er kritikken og kravet om verifikation for længst forstummet under optimismens høje tale. Og det handler ikke, som det fejlvist får at høre for, om at ignorere det dårlige, men at overvinde det onde indefra og ud

- Præcis, jeg er tvunget ind i en kamp imellem onder, som jeg tvunget til at prøve at vinde. Tvunget, fordi den levende ikke kan andet med de her ulidelige behov for nydelse og smerteunddragelse. Jeg skal altså både kæmpe, som jeg ikke vil, og vinde noget, der end ikke kan give mig det, jeg vil

- Jeg synes stadig, du er for kritisk

- Jeg er, hvad man nødvendigvis må være, når jeg ikke lever afskærmet fra denne mødding af efterplaprere, der har de tækkeliges hænder i munden.

Vi holder hinanden for munden, og lader tonerne smelte sammen med tingene, der styrede al min færd i går, så de ikke længere gør os til naragtige eller hovedløse. Hvad vi måtte kaste af blikke, tager vi med os, når vi går.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!