At vække passiviteten

14. July 2016 af Maria Guldager

(Findes oplæst på Vimeo)

“Mellemrummet er et, vi alle finder nødvendigt” siger chefen for det hele, og jeg er i tvivl om ‘mellemrummet’ er et velkendt kommunalt begreb eller om han er filosofisk et øjeblik og vi hver må have hver vores tolkning af det potentiale han henviser til; kunne et mellemrum være afstanden mellem mig og andre, kan et mellemrum være en blok af tiden, der hverken kommer før eller efter, men står lige mellem og stopper progression, bare for en tid, men en tid der ikke går fremad og dermed ikke kan måles, og derved er udelukkende subjektivt, kun virkelig for den enkeltes bevidsthed som et indre rum der koordinerer alle ydre rum, så det ydre rum kan give mening for den, der træder ind i det, så den der træder ind i rummet, kan træde ind meningsfuldt og med respekt for både tid og sted uden at lade sig styre, for ikke at sige omstyre, heraf. Men dagsordenen tillader ikke debat, eller er det bare luften herinde, der gør at vi bøjer os for hans argumenter, på samme bøjelige måde som når jeg kender en mands sygdomshistorik indenfor de første 30 minutter vi har kendt hinanden, og ingen lyd giver af mig, men blot giver mit kendskab og når jeg konfronteres 5 år ind i relationen med hvorfor jeg først da fortæller, at jeg har lidt af kronisk hovedpine i 10 år, og har adskillige skader i knæ, hofte og nakke, falder jeg ind i en bue, en optur ovenover nedturen, jeg mener at det hele er fint, at jeg slet ikke har behov sådan at udbasunere mine fysiske knæk. Problemet er ikke at finde en mand, tænker jeg, men at en mand finder mig.

Jeg giver stilheden et hjem, vil du spise med igen i aften, og kan du medbringe din musik?

Mit hoved bevæger sig til stilhedens rytmer, åndedræt på repeat i små fine cirkler, vi spiser afholdenhed med glasur.

Døden er lige så stille som et ur uden visere, mens livets cyklus larmer, bevægelser jeg har inviteret, imiteret, men kun sjældent initieret

for jeg er ikke et særtilfælde, jeg er endnu en der skal samme vej, endnu en der lever i fællesskabets trældom og i evig længsel efter ensomhedens ro.

Beskederne tikker ind, han sender billeder af sin mad, hver uge, siger han, spiser familien sammen, jeg siger at han er den mest almindelige mand jeg kender, han ler lidt og jeg hører mig selv sige: “jeg mener ikke kedelig”, men det er nøjagtig det, jeg mener.

Manden forklarer at han desværre ikke kan nu på fredag. Der kommer gæster fra Jylland. Nej, heller ikke næste weekend, forklarer han, for der pakker de bilen og tager til Jylland. Så bliver det efterårsferie, og der tager vi i sommerhuset. Weekenden efter, lad mig lige se, Birgitte, råber han med høj røst, en ukoncentreret stemme fra langt væk svarer ham, nå, hun har ikke lige tid, nej men jeg mener bare det er der naboen holder sølvbryllup, så der skal vi tidlig op og så er der fest om aftenen. Så må vi lidt længere frem i kalenderen, hva, haha, jo jo sådan er det jo, ja der er planer nok at tage af, haha, ja men så hedder det 27. & 28., men se der får vi to hold gæster, først fra Jylland, og så naboen, og weekenden efter er det den årlige fest på Birgittes side, ja vi ser dem ikke så ofte, men et par gange i året så flyver de ind fra Bornholm, så vi må over i december måned, for at kunne mødes, ja første weekend er jo der mormor og morfar kommer til æbleskiver, de bliver selvfølgelig ikke til om søndagen, så der kunne vi jo, nej vent, min søn har en fodboldafslutning, det er nærmest hele søndag, og weekenden efter er vi hos mine forældre, så vi er vel ved at skulle ind i det nye år, hvad siger du til det? Hallo? Hallooo?

—-

“Det er bare fordi du sagde, at du blev hurtigt forelsket, og nu har vi set hinanden i fire måneder og du ved stadig ikke helt? Jeg kan ærligt talt ikke holde dampen oppe, hvis jeg ikke snart får kærlige ord, bare lidt ros indimellem, Maria!” Han har ret. Han er nok den første mand nogensinde, jeg ikke er blevet hovedkulds forelsket i, han er farveløs og har ikke en eneste egenskab jeg beundrer eller som inspirerer min egen måde at være i livet på. Findes der nogen undskyldning for at have levet i forestillingen om, at han var min billet ind i almindeligheden?  Hvad der imidlertid tager sig ud som en slet side af forholdet til mine samtidige, en mislyd i tonen om respekt for næsten, en man ikke har kunnet høre indtil nu, fordi jeg forpint har opretholdt en diskretion af mit indre, viser sig at være et særtilfælde for godt nok har han kedet mig, og jeg ikke sagt fra, men i sin dom må man medtage den faktor, at jeg ikke ved hvad kærlighed er. Hvis man ikke ved det, hvordan kan man da være skyldig i ikke at udøve den? Hvordan kan en betingelse for at være integritetsfuld, være at ville det gode så det udadtil får syn af et helt bestemt scenarie, endog helt bestemte sætninger i min mund?

Således bevæger jeg mig igennem dybderne, det ligner jeg holder for rødt, men jeg padler, bare langsomt, jeg laver noget, bare ikke det, man vil have mig til. Dybtliggende svigt i kroppe, der tvunget som de er, gør dem hårde som det bur, de sidder i. hvis jeg havde været en mand, ja den sang, præcis den feministiske sang om kvindens lavere stilling. Der er gået en mand tabt i mig men var han der, ville han blive beundret, endda idoliseret, jeg havde kunne fatte mig kort og uinteressant, præcis som arbejdsmarkedet ønsker det, ja de ville klappe i deres hænder over en så charmerende mand, der er så ansvarlig for sit ansigt, så fuld af handling, autoritet og nye påfund, men jeg har født børn og forlænget mit maveskind, forlænget mit CV med strækmærker så afskyvækkende for arbejdsmarkedet som fælleskontor er for den effektive medarbejder, men det er ikke den sang, ikke en sang om at være singlemor med børn, jeg kan ikke fordi jeg har børn, jeg kan ikke fordi jeg har børn, jeg kan ikke fordi jeg har børn, nej det er sangen om at være i en krop, der er mindre attraktive på arbejdsmarkedet, i hvert fald indenfor det sociale fagområde der er mit. Er det mit? Det er måske så meget sagt. Det er et man har prøvet at lære mig op i, men -præcis her får vi en prøve på problemet. Mænd er indbildske nok til, at give udseende af at eje et fag/felt. Deres instinkter taler deres klare sprog: de har brug for nogen, der adlyder deres betydningsfulde ord, og mænd holder ikke deres følelser ansvarlige for noget, til gengæld er der et element af tvang i deres forslag, og med den metode opnår de resultater, mens jeg padler langsomt, ser på fisk og nuancerne af de røde lys, i netto støder ind mand i mig, jeg tror ikke det er med vilje, indtil han siger mit navn og: “vi har skrevet sammen på Tinder”. Jeg bliver flow. Ikke fordi jeg har skrevet med ham på Tinder, men fordi jeg står med kurven fuld af lutter chokolade og i hænderne har en med nødder og en med lakrids, som jeg prøver at vælge imellem. Jeg lægger begge i kurven, og henslynger uden videre at det er “til børnene” som det viser sig, er første gang han hører om, jeg kan godt huske ham. Jeg likede ham fordi han havde jo på den skole, som jeg ville ansættes på, men jeg holdt op med at skrive til ham, da han i en bisætning skrev, at han ikke var en del af ansættelsesudvalget, hvilket jeg havde syntes var en absurd kommentar! Som om jeg kun likede ham, fordi jeg håbede, han kunne få mig steder hen, hvilket jeg måske nok gjorde ubevidst, men da ikke bevidst. Nu står vi i netto, han med sine mørke krøller og let krummede ryg, en ternet skjorte og kun med økologiske grøntsager i kurven. “Men så må du hilse børnene”, siger han og venter et øjeblik som for at se om jeg læner mig ind i et kram, det sidste jeg har lyst til, derpå går han over til vinen, måske øl. Som om jeg vil hilse mine børn fra en gut jeg har skrevet med en måske to aftner og som jeg aldrig skal se igen, pånær måske i netto.

Han siger, han kan læse en afbrudt opmærksomhed i mine tekster. Skuffelsen over at han ikke kan sige noget om mig som jeg ikke ved, får mig til at indse, at jeg tror mine tekster er clairvoriante. Jeg rejser langt væk for at finde nye muligheder, men jeg møder bare nye udfordringer, eller faktisk old gamle udfordringer, jeg må først modernisere et helt kontinent før jeg kan forvente, at møde nye muligheder, nye ansigter i mig selv, nye døråbninger, nyt menneske igennem døren, ud af døren og frem i verden, nyt menneske i en gammel tid, ingen dør for sig selv.

Det er blevet så sent nu, at det er lige vidt hvornår jeg kravler i seng. Projekterne overtager hinanden som et rytmisk åndedræt der holder mig i live, uden at jeg giver det omtanke, lige så let som den næste indånding starter, lige så let indlader jeg mig med nye ideer og på en udånding falder der en stille regn af blod indeni mig, som er jeg på vej ud af mig selv, sindsbevægelser der lader mig mærke at min praksis er essentiel, at jeg hver dag må sætte mig selv sammen for ikke at ryge ud, for ikke kun at være mine dele men også være mit hele, for ikke kun at være skyer der driver langsommeligt og ind og ud tilfældige formationer men også den vældige himmel, hvor intetsigende den synes at være, kun opretholdt af tro og den bønspraksis, jeg heller ikke engagerer mig i, hvis jeg integrerer mig selv hver eneste dag, sløv og ubrugelig vågner jeg, og må på sin vis starte forfra som man må starte forfra i med ethvert menneske i nye relationer, her er jeg, her er du, i relationen til mig selv må jeg også bære over med, bære mig selv over og tilbage ind, der hvor blodet hører til, fordelt ud, i pauser, i rum, i hele kroppen, i bevidstheden om hele kroppen, pausen, rummet, rytmen, skyen, himlen, relationen, bønnen.

Ændringer i mine bevægelser giver ændringer i mine erfaringer

jeg troede jeg havde ændret mig

ved at bevæge mig anderledes

men her står jeg igen med en mand

der ikke aner hvem jeg er, ikke aner

hvad jeg prøver at vise ham og hvad værre er

jeg prøver at vise ham noget

jeg er blevet til chefen igen:

strategien til en skilsmisse

og her står jeg atter med en mand, fordi jeg tror

store skatte kan gemme sig

dybt inde

men jeg er den eneste, der er dybt inde og hvad nytter skatten så.

Mit liv er en lang pause

prøver jeg, men nej, pausen er fravær

ikke liv, pausen er ønsket om handling, pausen

før næste udånding, pause lige filmen, så jeg kan leve

imens du indlever dig, og gør indlevelsen i filmen

til dit rum mellem virkelighed og fantasi

gør dit ord til liv for mig, beder jeg.

men ordet kolliderer med min verden

med min krop der er revet i stykker af ondskab

styk mig sammen, skab

et fravær, en pause fra dette selv

der snare tager bestik af dyret end af Gud

ingen dør for sig selv, om du pauser, pauser du for Gud

om du trevler, trevles du for Gud,

menneskeheden kommer til kort

korte pauser

mellem tankerne og der findes fravær

det vil sige ro og nærvær

og livet for Guds nådige ansigt.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!