“Fri til at leve, lige så svært som det kan være”

”Wuhuuu jeg hypnotiserer dig”, sagde slangen Kaa til et lille nuttet egern, der ikke forstår, den skal være bange, for at blive spist. Alt imens den frygtindgydende slange forsøger, at sætte tænderne i sit egern-måltid, putter det lille pelsede egern sig på slangen, som var det en seng, og siger, mens det sukkende lukker øjnene søvnigt; ”moar”.

Her går slangen Kaa fra at være modbydelig til at være helt smeltet og blød om hjertet. Smigret – benovet – fyldt med beskyttertrang. Jason syntes desværre slangen var for uhyggelig, så vi måtte skifte over på Postmand Per, men jeg er ret sikker på, at slangen ikke spiser egernet, men at der udvikler sig et intimt forhold. Det er cirka hvad, der plejer at ske.

Det er en klassiker indenfor børnefortællinger.

Hvad er det, der sker ved os, når vi bliver kaldt forælder? I mit barndomshjem var det lige så frækt at bande, som at kalde mine forældre ved navn. Det var syndigt. Jeg vil da også selv opfordre mine børn til at kalde mig mor. Men hvorfor? Er jeg bange for, at hvis de ikke SIGER det, så ER jeg det ikke? Nej, men at blive kaldt mor af mine børn betyder, at de accepterer det faktum jeg står i. At det er mig der er den, de har.

Der er et spørgsmål om tid i følelsen af uerstattelighed, som igen (altså igen, fordi jeg ofte behandler evighedsspørgsmålet i mine indlæg) henleder opmærksomheden på uforgængelighedsbestræbelser.

Mine livsopgaver lige nu giver mig indimellem følelsesmæssig kighoste-kræft ala bræk og lungetarmsvulst  i membranen (lige de værste sygdomme jeg kan opdigte), fordi jeg er ude af stand til at varetage tre børns behov til fulde, når de græder på mig på én gang, og alle har brug for min fulde opmærksomhed og 10 hænder.  Jeg VED meget om hvordan min forælderrolle og mangel på samme påvirker dem som mennesker, og min utilstrækkelighed fjerner mig fra mit eget livsmål; at opfostre eminente skabninger, der ikke har en sorg at se tilbage på i deres barndom.

Derfor bremser jeg mig selv for ofte i, at ønske timeglasset skal rinde lidt hurtigere. At der skal være lidt kortere til det er ”min tid”. Det er for hårdt et spændingsfelt at ånde i. Jeg ved, jeg bør handle og vende mit liv om til noget sjovt, og ikke bare gå i musemøllen og klage. Men møllen skal jo køre rundt, og når jeg er eneste mand på skuden, ja så er det ikke rigtig noget at gøre. Jeg er MOAR, og det giver mig glæde og det giver mig hovedpine. Jeg mindes, at ligge i min seng som barn, høre min mor i køkkenet og love mig selv aldrig at få børn, fordi jeg ikke ville kunne holde til at knokle som hun gjorde. Jeg var så utrolig klog som barn….

Det er som om, at jeg erkender mere og mere, og for hvert åbenbaringstrin ser jeg med afmagt tilbage på ekstremt uholdbare beslutninger, som jeg selv har taget. I god tro såmænd. I forkert tro.

I en sang der hitter i radioen for tiden (skrevet af Steffen Brandt før jeg blev født – hvem der synger ved jeg ikke) lyder en tekststrofe emanciperende: ” Fri for at savne noget, ingen rigtigt ved hvad er”.

Kan man forestille sig, at vi som børn bliver omfavnet af en voksens (typisk forælderens) beskyttertrang og mødt med så vanvittig en kærlighed (og som mor til tre kan jeg underskrive, at der er tale om vanvid ift. kærlighedsmængde – det er den slags, man egentlig ikke burde prøve derhjemme!), at når vi så bliver store og den voksne segner længere væk fra os, så begynder vi på selvstændigheds-kapitlet ledsaget af en massiv savnfølelse? Hvilket så når vi forelskes befries fra jf. citatet, og når der så kommer børn til verden, så mærker vi tillige en slags uovervindelighedsfølelse, fordi vi igen er uerstattelige…?

Men selvom jeg med mit meget snævre erfaringsapparat kan indkapsle det i ovenstående, så har Steffen Brandt så syret ret i, at ingen rigtig ved, hvad det er. Uerstatteligheden er i alle fald ikke kun af det gode. Måske fordi jeg KAN overvindes, og dermed ikke er uerstattelig, men bør agere som en sådan…

103 år før min fødsel, blev en tysk hr Martin Heidegger til, og han skulle komme til at mene, at angsten tilbyder en af de mest grundlæggende muligheder for at åbne sig mod eksistensen og finde sig selv. Og jeg prøver så lige nu på, at droppe det billede jeg har af den selvudviklende angst som stående på en stejl klippe og kigge ned på et åbent hav, hoppe og føle man har fundet det, som ingen rigtig ved hvad er – det overrumplende overmenneske, det begærtilfredsstillende. Og i stedet erstatte billedet med bunken af åndsopslidende ”der er ikke andre til at gøre det end mig”-opgaver , og ad den nøjsomme vej overvinde min tossede beslutning om at blive gift i en fart, droppe bryllupsrejsen,  leve hovedløst i et umodent ægteskab, famle uddannelsesmæssigt, satse på tynde relationer, få børn (for) tidligt, og dernæst få en mere hurtigt og så om at beholde mit tredje barn (som var en ups’er, jf. tidligere indlæg)

Hvor er meningsfuldheden hos en indisk kvinde der står op til slid og slæb hver dag, og kun måske får et dagligt brød for den korporlige tortur. Jeg vil gerne vide det. Jeg er ikke vant til at leve med så meget praktisk arbejde, med så meget ansvar og en overdosis af uerstattelighed.

PS jeg frabeder læseren at fremfinde værktøjskassen. Min frelse handler om fokus-skifte, optimistisk livsløgn og taknemmelighed for nuet, I know!! Det er nogle af metoderne, der kan lukke munden på de ærlige følelser, jeg fortæller om i dette indlæg. Men jeg er nødt til at give frustrationen plads, så den ikke overfalder mig bagfra som reaktion på for meget coach-korrekt udredning. THIS IS REAL LIFE