Baggrunden må aldrig ryge i…baggrunden…!
Nu er det slut med at frygte det*. Nu er det sket! Jeg gled i sneen og min knæskal røg om på siden af benet på det værst tænkelige tidspunkt – da jeg var alene med mine to børn. Og da jeg er typen der ikke kan styre mig ”tone-niveau-mæssigt”, lavede jeg, godt bistået af børnene, larm for et helt orkester omme på vores stakkels parkeringsplads.
Her ligger jeg så med benet i skinne og påbud om ikke at tage den af i 3-6 uger. Er I klar over hvor svært det er at skide med benet udstrakt??
Nå, men et godt eksempel på hverdagslivet med eet kan forandre sig. Og så tænker man måske, at al den snak om sandhed da må komme i baggrunden et øjeblik.
Nej, den er vigtigere end nogensinde. Mennesket har brug for trøst, når det lider. Jeg kan ikke trøstes af en løgn. Findes Gud andre steder end i min hjerne? Det føltes sådan. Jeg bad til ham og blev tryg – altså på den anden side af chokreaktionen. Men var det blot en følelse? Måske er det lige meget, måske kan jeg bare tage følelsen og ikke interesse mig for ægtheden. NOT
Min mand røg i 12 år. Så stoppede han, fordi vi begyndte at komme sammen. Så begyndte han igen bag min ryg og røg i et halvt år, før jeg opdagede det. Så lovede han, at det var slut- og hvis han ville ryge, så ville han ikke lyve om det. I går, samme dag som mit sne-styrt, fandt jeg ud af, at han røg. Igen havde han løjet overfor mig. Jeg har, i den periode jeg troede var røgfri, udspurgt ham, mens han har kigget mig i øjnene og svaret, at jeg var helt galt på den.
Kan det ikke også være lige meget, om han har sine hemmeligheder eller ej? Måske er det ligegyldigt om vi er ærlige overfor hinanden, jeg kan vel tage hans ord for gode varer uden at interessere mig for ægtheden. Forstår du pludselig mit NOT?
Vi har dog så meget andet at tænke på LIGE nu – hvorfor skulle det gøre en forskel her?
Fordi ærlighed giver overblik og overblik tryghed og tryghed ro. Når man har eller har haft spædbørn, går det op for en, hvor essentiel denne ro er for et menneske. Spædbørn har et stort sovehjerte, og når de bliver forhindret i at sove – henholdsvis af kolik eller overstimuli eller sygdom – bliver de så åbenlyst frustrerede og kede af det, at man kan mærke det helt ind i. Uroen. Følelsen af en forkert stresset og smertefuld tilværelse.
Men kolik tager sin tid at komme over- roen lader vente på sig.
Kærlighed er der imidlertid none stop – som en forbandelse når man hellere bare besluttede at styrte sig selv i afgrunden, og som en livredder selvom mandens kys smager af nikotin…
*hør voiceblog “mulighedens angst”
Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »