Balanceslip

5. February 2014 af Maria Guldager

Kaster mig ud fra rådvildhedens tage

svæver

som var der nogen der så på

og skulle have en oplevelse

af mig

som et godt fald.

Det kører hele tiden, de kører hele tiden, hele tiden køer, jeg

rækker armene ud og lukker øjnene

sådan som man gør, når man vil bringes i kontrol

af en anden

en situation

eller en partner.

Her handler det om ikke at spænde

op i kroppen

jeg må bøje mig

gøre mig elskelig og respekteret

vise mine elastiske former for ellers

er fortiden min fremtid og

det ser sort ud

når vi træder rundt i hinanden

ind og ud og omvendt og igen bare bagfra

det hjælper alt sammen, siger man og lader skuldrene slippe

for at komme helt op til ørerne

hvor ingen kan høre noget alligevel

fordi skrifthungeren er altoverdøvende – skriv til mig -

man tager sig til hovedet

når man ser mine saltomortaler

på min flygtige men lange vej ned

hvor jeg med huden strejfer mening men

mister overblikket

og ansigtet

jeg vrider og snor mig for ikke at komme til at se ned

som ordet stress dækker over flere symptomer, dækker jeg

flere fænomener til med en deform psyke

som ved, hvad der venter

fra din medbragte vrede, der stråler ud

gennem fingre, der smører min ryg

til i en bekymrings grænseleg

en behandling af de tildækkende

tanker, der får følelserne til at vrøvle

og det er skændigt, når man er så tågetæt

på det brag jeg ikke skuler til

et endeligt smæld jeg slet ikke vil ane kommer

for ikke at gå til grunde

i de goder, jeg møder

rigdom, overmod, ømhed, tillid og evner

for ikke at miste pusten helt,

følelsen må reddes af tanken, oversættes

som det den er

en mavepuster tiltænkt hovedet og nedefter.

I farten ser jeg ikke så meget

men forestiller et sted i detaljerigdommen

at man ser mig

deres blikke er alvorlige

og så jeg bliver alvorlig

omkring hvordan jeg ser ud

det er så sjovt det hele

lige indtil

jeg ramler ind i geografiske

kortlagte indbyggere, der vil mig noget

og alligevel ikke

de vil oprør, de kæmper med magten

under tætte tåger af skandaløse gerninger,

de tvinger mig til at være bedre

jeg lever op ved at leve efter

jeg hører op ved at høre efter

og vejret hiver efter at røre dem, så

jeg trodser min fremtidsskræk, de må ind i varmen

inden deres fald

men min time er knap

og enfoldig

og her er slet ikke varmt, så vi ryger

længere og længere fra hinanden

skvulper rundt egenhændige

fordi mine løfter ikke gjaldt da det først blev fremtid

i en hviskende jagt på dybe vejrtrækninger og

min dag og min krop opdager jeg

er det samme

og aldringen ser man får en ende

ved at jeg glider i farven

går i et med farven

på solnedgange

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!