Boblerne

2. December 2015 af Maria Guldager

Det pulserer indeni mig, euforisk glæde, nej det er ikke glæde, det er mig, det er mig der bobler over, det er mig der endelig kommer fysisk til udtryk, i latteren, i dansen, i sindssyge hop op og ned, jeg er glad men ikke over noget, kun over at jeg endelig kan være mig, men det har jeg jo været hele tiden, eller har jeg, har jeg ikke skånet dig for sandheden, har jeg ikke holdt mig tilbage og forstået dine grunde til ikke at tale til mig, har jeg ikke ignoreret mine fødder, har jeg ikke gået uden at vide hvorhen, har jeg ikke talt uden at vide hvad jeg sagde, og nu er hæmningerne væk, jeg bobler, det er mig, ikke glæde, bare mig, jeg bobler, dansen koger over og jeg tager alle med storm. Utsch utsch.

Manden. Det vanskelige. Pizzaer og plader med chokolade der bliver kværnet. Fordi han er ligesom alle andre. En mand. Det vanskelige. Det der ikke passer til min lethed. Rammer, regler, regulering, en mand, det vanskelige væsen. Manden er en ramme, jeg vil bryde med. Jeg er nødt til at det, jeg kan ikke tåle hans øl og hans skingre parfume. Hans måde at være ude på, hans måde at være hjemme på, jeg må bryde med mønsteret. Der må ske noget, der kan føles i mit hjerte, ikke kun i mit underliv. Så jeg sætter mig over skrævs på ham, lander midt i hans skød og jeg ler så højt jeg kan, upassende højt, ryster min overkrop foran hans øjne. Jeg stimulerer og gør ved.

Forvisset om, at jeg bibringer ændringen.

Hans duft er off. Den irriterer mine næsebor. Det er nok bare en forkert parfume, tænker jeg og mindes min cykeltur herhen med duften fra kvinden foran. Den gjorde mig rolig, den havde sit eget univers med sig. Det var en voksen duft og sjældent har min cykling været mere stabil/selvfed; det var som om, jeg kunne finde ud af at stoppe med at spise, når jeg ikke var sulten, som om jeg forstod at spare på mine penge, som om jeg var typen folk kunne betro sig til uden at jeg kom til at tage ordet og fortælle om mig selv i timevis, som om jeg ikke konstant gav op, når det hele blev strengt, ja det var som om, jeg blev en kvinde, der passede ind i en mand, det vanskelige, rammerne. I omkring 3 meter. Hun drejede af med mand og børn.

Hans alder er også høj, ikke nødvendigvis for høj, ligesom parfumen også kan vaskes af (i undskyldninger), men høj. Han rører mig og alt er godt. I et par øjeblikke og jeg frier til ham. This is it. Det er fint. Rigeligt. Ikke spot on, han får mig ikke til at grine, kun komme. Det er ok, det er ok. Nok.

Der er bare det. At jeg ikke kan bryde med rammerne. Manden er en ramme, man ikke kan bryde med. Enten har man ham som han er, eller også bor man i ensomhed resten af sine dage.

Jeg mærker, at han mærker at det ikke svinger. Det har jeg mistænkt siden første gang, jeg så ham. Jeg har kendt hans tvivl. Set og hørt dem. Dybt ind i mit ubevidste. Hans tilbageholdenhed giver mig kløer. Så gælder det. Alt sættes ind på, at han skal genkende mig. For hvilken urimelighed om en mand ikke genkender min gudindestatus.

Samme insisteren på at jeg først er en sand gudinde, når andre kan se det, får mig til at tale i timevis med en mand halv min størrelse til en fest, jeg ikke umiddelbart husker hvorfor jeg er med til. Den halve mand overbevises. Jo, jeg er en gudinde. Han indrømmer at en så smuk kvinde aldrig har talt til ham før, at han nærer en mistro til mig netop nu, for hvad vil jeg dog med ham, hvad er jeg ude på. Hans skepsis sprænger mine bobler en for en, og jeg må flygte, inden jeg helt forsvinder i hans sår. Dansegulvet genopliver mit hjerte. Denne gang.

Ubevidst slukker jeg min tørst med mandens fascination og det går galt. Ikke bare lidt, men katastrofalt galt, for han er ikke fascineret

. Så galt som til at min tidligere bedste veninde, ja min bedste veninde der forlod mig på grund af noget, vi endnu ikke har talt ud om, og som jeg ærlig talt ikke tør tale med hende om, for jeg ved, der bliver added til min skyldfølelse eller du er ikke god nok til mig følelse, som jeg havde i vores relation all along, men som jeg håbede var et misgreb. Jo mere hun afviser mig, jo flere kærlighedserklæringer sender jeg til hende. Det kan man bare konstatere. Statistisk. Det bevidste analyserer det ubevidste, og de kan ikke enes om hvem der styrer hvem.

Hun siger hej, for det er jo ikke på den måde. Jeg siger også hej, og så er det. at jeg bør introducere ham der sidder overfor mig. Det fortæller alle rummets vibrationer mig. Jeg lystrer dem og rækker en strakt arm med åben håndflade mod manden, som det i samme nu går op for mig at jeg ikke kan huske navnet på. Knuger hånden hurtigt, holder armen strakt lidt endnu mens alle parter venter i spænding men sætningerne sidder fast i min strube, og manden må selv sige sit navn. Den tidligere veninde som også er den flotteste kvinde jeg nogensinde har set, tager imod hans hånd, og hans navn, kigger lidt frem og tilbage imellem os, mens jeg tager revanche for de manglende ord.

Snakken går, den vandrer op af et bjerg, sit eget bjerg, den stabler sig ovenpå sig selv. Den handler ikke kun om at manden er min date, men også at vi nok ikke skal ses igen, fordi jeg ikke er til analsex og det er det han vil have, og det kan jeg ikke give, og han vil lege far mor og børn og det gider jeg ikke, og han vil være kinky hele tiden og det gider jeg aldrig, aldrig, aldrig, det kommer ikke til at ske.

Snakker smerten ud. Slingrer som glatis. Afsløringerne, hvor hører de til henne, jeg kan intet se, for der er så glat og så mørkt i ensomheden. Her i mine egne stramme bukser.

Imens min enetale stikker helt af, imens jeg taler mig rød i hovedet, ude af stand til at stoppe, vendes hele cafeens øjne mod mig. Rummet stopper det der var gang i, folkene rejser sig og laver en beroligende Tai Chi serie, der får mig til at køre helt op. De byder mig en ro, men for mine ører klirrer og knaser det. Manden rækker mig rødvinen, som jeg drikker ud.

Den smukke kvinde skal også til at videre, siger hun i et stift men drop-dead smukt smil, vi vinker. Jeg med hovedet i glasset.

Jeg vil sige hans navn og klemme hans hånd, for at trøste. Men hans hånd føles uværdig af mig nu, nu hvor jeg ved, at han ikke ser min storslåethed. Og jeg har ærligt talt glemt navnet igen. Der har været så mange. De er alle ens. Samme strammer. Jeg mener rammer. Så simple og konventionelle rammer, at jeg bliver den komplicerede, det vanskelige væsen. Jeg husker dog Jakob. Jakob husker jeg navnet på. Han var den date, der tog mig på brysterne første gang vi var ude at spise.

Jeg husker navnet, fordi jeg tænkte meget over det. Er det et rigtig godt tegn eller et rigtigt skidt tegn? Det er aldrig sket før, og jeg kunne både lide det og slet ikke lide det.

Det viste sig at være skidt, meget skidt, men jeg husker navnet på ham, sådan er det. Når man lagt sine fingeraftryk under min bluse.

Manden – den nuværende- prøver at forklare, hvor naturligt det er, og at jeg overreagerer. Han er ikke til mænd, nu må jeg slappe af, det er almindeligt og han har brug for at prøve grænser af. Jeg smiler. For det gør jeg, når er virkelig vred i skuldrene og såret i hjertet. Så smiler jeg. Og bliver stille. Stilheden er sprængladt. Man kan forveksle mig med en meget blid kvinde i den situation. Det er ikke tilfældet. Så har man skudt helt forbi. Man har skudt og ramt en bevæbnet hær af følelser.

Han tilbyder ikke at køre mig hjem. Jeg smiler. Det er så fint, yes, jeg skal nok selv klare den herfra. Hvor end du har taget mig med hen.

Jeg ender på fortorvet til en blind vej, sidder på en sten, da han kommer og spørger, om det er mine vanter, jeg siger ja fordi det sner og jeg håbede lige at jeg kan håbe, men det er udelukket. Det er ikke en mulighed længere. Ikke efter det jeg nu forstår om ham, manden, rammen, det vanskelige vilkår jeg ikke kan indfinde mig med.

Det er et ja til vanterne, og kun dem. Han prøver ikke engang på noget heller.

Er jeg så ussel, tænker jeg, som jeg betragter hans bagside blive fjernere og fjernere for mit udsyn. Mærker stenen under mig trænge sig ind i hele min krop med sin kulde. Min næse summer. Næsten værre end parfumen.

Et øjeblik overvejer at tage min hjemløshed til sin yderste konsekvens. Blive her indtil en myndighed kommer og fjerner mig. Men jeg kommer i tanke om hvor ressourcestærk og kompetent jeg er.

Rejser mig. Græder i taxaen hjem. Dels fordi alle håb om en mand jeg kan elske, er røget på hovedet ned i kælderen, og dels fordi den ukoncentrerede chauffør kører os fra rødt lys til rødt lys. Jeg tæller indvendig, og græder over, at jeg er ked af det. Jeg græder mest over det faktum, at jeg er ked af det. Jeg er jo boblende glad.  Jeg er lavet af bobler. Farverige, svævende opad og rundt, forenede som i hændernes bønnestilling.

Ren jubel, ren ecstasy. Hvad laver jeg dog så foran dette røde lys kun med 1-tabellen til at styrke mig på? Boblerne er sprunget og tilbage er bare min ihærdighed.

Jeg kaster mig i sengen. Sengen kaster sprudlende ideer i mig.

De kommer ud på smser, der aldrig skulle have været sendt, og som heller aldrig bliver svaret på, hvilket diskvalificerer enhver tekst.

Der findes ikke mænd uden rammer, uden firkantede hoveder, uden en glasplade foran følelserne.

Smserne bliver til klatter af søvn. Jeg mærker min ømme krop, der kun har sig selv at sove med.

Jeg mærker min hungrende krop tage imod et par hoppende børn. Det er morgen, og hopper vi så igen? Ja vi hopper, så lejligheden under os falder i pris, vi er sindssyge og vi gider ikke gulvet, ikke hele tiden, vi hopper og springer over, og stamper gulvet i endnu dårligere stand, hvis det er muligt, vi stamper og damper og får hele balladen til at se fornøjelig ud.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!