Imorges kom sætningen her til mig: “Det hele er en lang udskillelsesproces inden i skabningen, der resulterer i, at vi af noget udefrakommende bliver udskilt en efter en; måske på baggrund af hvad (og hvordan) vi selv har udskilt af os”.

Det er min påstand, at livets kamp i et metaperspektiv handler mere om, at beslutte hvad der skal aflægges, end hvad der skal tilkomme, fordi det der integreres ofte er skødlandende.
Jeg’et må nødvendigvis skille sig af med haltende egenskaber, når det mere eller mindre besværet har erhvervet sig bedre; når det har forstået hvad det er for færdigheder, der kan føre jeg’et til sejr.

——- her har vi endnu en ubekendt i min dilemma-teori. For at mestre en udskillelse, må jeg’et vide hvorhen det vil. Hvad en sejr er.

Det er min personligt rekvirerede erfaring, at jeg ikke kan lære alt. Det er en gammel konklusion. Måske en af mine 10 første.

Efterfølgende konklusion må da munde ud i et læringspotentielt budget.

Den tanke afføder en læringslammende frygt for, at spilde muligheder i min sælsomme pladstrængte hjelm. Luk ned, hør ikke efter nu, sluk sluk sluk; jeg har ikke kapacitet til det du siger; jeg sparer plads op til min næste fagbog eller personmøde.
Selvom jeg netop betragter mig selv som fungerende underfundigt sådan, så lad os lige her flygte fra den frygtindgydende tanke.  Og fryse ved det ekskvisitte moment, hvor selve udskillelsen sker.
Det er dog sjældent i én simpel arena, hvor autoriteten er entydig, at det virkelige menneskes udskillelsesproces foregår, næh hvis jeg iagttager mig selv igennem tidsbestemt mode, kirkens kærlighed, sundhedsgudens ideal, liberale holdninger, buddhistiske værdier, livsnyderens behag, underholdningsgenialitets grin, uddannelsens sprog og så videre og DERPÅ siger, at klumpen bør tage form og aflægge det irrelevante; her, lige her i det øjeblik, sætter den håbløse distilfredsstillelse ind.
Og i et fortvivlet utilfredsstillet sind sker en selektiv orientering, der undgår det, der menes at bringe mere af det samme. Kald det personlighed, hvis du vil.
Her accepteres i stedet den menneskelige orden med et så kraftfuldt ja-nik, at det brutalt og diskvalificerende udsletter det gamle upassende.
For at lykkes i den adgangsgivende liga lukker jeg’et øjnene for det, der mistes og lader det ske, rent forsvarsmaskinelt, lader sig svaje ind i det, der skal til, for at nå i mål med hvad end det selv eller andre har besluttet.

Det skal jo for pokker ud! Barnlighedens tyranni og pubertetens overmod.  Uomgængeligt bliver mit legeme opereret i – henholdsvis af eliminerende underbevidsthed og det urørlige i skyen- mens jeg har åbne øjne og kalkulerer eftervirkninger af indgrebene. Til tider afgiver det umanerlig smerte. Til tider skaber det en ejendommelig fornemmelse af magt. Det første erklærer skyggesiden ved alle folkeslags vilkår, og det andet om illusionen der gør, at vi overkommer dem.

Momentet ender ikke, mig bekendt. Det sker og så sker det igen og så igen og. Det eneste jeg påvisende kan argumentere for giver dulmende stilhed, er selvophøjende refleksion over de allerede udførte indgreb. Dét eller dumhed og forfald til et lavere udviklingsstadie. Det kan man nægte eller imødegå og fornægte, eller måske omdøbe i en manipulativ narrativ udgivelse, der ikke tager afsæt i det, som jeg for evigt er lænket til ; meningshøjden.

I det lys, hvor jeg ikke etisk forsvarligt kan udklæde mig som aktør, ser den timelige gang for mennesket så enkel ud og man forledes til at spille med i den strategiske kortleg, hvor reglerne konstruerer, at den stærkeste overlever. I og udenfor mennesket.

Hvis ikke du tårer op i dit sangforsøg til disse toner, så er der kun 3 kausalitetssammenhænge* til det:

1. Du har en følelsesmæssig tilsnævring et sted på kroppen og kan ikke bevidst få adgang til dit eget sinds humane begær efter berøring

2. Du, selvom du måske mærkede en snert behovsgenkendelse, valgte at tænke mere på alt muligt andet end netop de sungne ord

3. Du fik ikke sat lyd på, da den afspilledes/du gav dig ikke hen i dit sangforsøg

Ellers ved jeg det virkelig ikke.

Den har ramt mig igennem mange år. Plet hver gang. Lige i tårekanalen. Altså når jeg selv skal synge den, for her dukker mine fiktive billeder op af personer i historiske slag og det bliver klart for mig, hvorfor vi overhovedet kan være til sammen- krig og egovælde til trods. Ikke hvorfor vi er til, eller hvorfor vi er her sammen- det ved jeg ikke-, men den giver bare et indblik i hvorfor vi kan. Sammensmeltningen mennesker imellem giver den maksimale selvfølelse, længslen efter en sådan må fungere som redningsvest i hårde tider. Så snart vi ikke har brug for at andre har brug for os- hvad er vi så?

Sindssyge.

I dag tænker vi i diagnoser. Læs resten af dette indlæg »

Hvis jeg kunne bestemme et nytårsfortsæt uden begrænsning, som jeg tror, vil gøre mig det muligt at komme igennem dette liv… Så sagde jeg til min sjæl, at den skulle acceptere dagen og dens helt plane gerning. Jeg ville stoppe med at blotte, stoppe med at ægges og undgå ualmindelige former for forandringsprocesser. Min hjerne lod sig være til på en rolig kortsigtet menneskelig vis, jeg nød så livet og jeg gjorde ingen utilpasse med mine grublerier, uselskabelighed og forbundne tendenser.

Mens jeg endnu er altfølende og ude af stand til at leve det umiddelbare liv, så vil der i mit sind være flager af fortvivlelse.

Latterligt tv er det, der er så perverteret, at det har forårsaget din mangel på intim-kærligheds-association når du hører ordet sex. Men der er også det tv, som umiddelbart ser latterligt ud, men som egentlig illustrerer det mellemrum, du ikke kan formidle med ord, og som er vigtig for forståelsen af menneskets inderste. Sådan et program er en del af et større kunstværk – det er et tidsbillede. DOG: uden tankerne bag de skrålende farver, uden sans for meningen med den type tv, uden et kritisk sind og evnen til at lære lektien deri og ikke blot adaptere sig efter det; ja da er det så sandelig farligt. Musik, teater og mange andre former for kunst udtrykker det samme. Min pointe er faktisk kun den, at tv bliver undermineret, fordi den ikke kun dyrkes af en subkultur, og skal rammeopsættes til mængden, hvilket rigtignok kan være kvalitetsnedsættende, men også afslørende for hvad der angiveligt rører sig i enhver.

Jeg tænker især på det tv-koncept, som vi er ved at udvikle  iris-slidgigt af at se, men når rutine-sang-eller -talent- konkurrencer alligevel har så mange seere er det unægtelig fordi det rammer noget i os. Jeg er blevet grebet af det nye Voice-program. JEG TROR PÅ DIG Læs resten af dette indlæg »

Det er længe siden jeg her på bloggen har forholdt mig til et aktuelt populistisk emne, men nu har jeg lige hørt en radioudsendelse på p1, og jeg bliver nødt til at videregive min selverklærede store viden omkring børn! Hør eventuelt først radioprogrammet: http://www.dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2011/11/15123649.htm

Jeg er enig med Camilla Dorthea (men jeg har liiiige et par tilføjelser)! Hvis du vil gå hjemme – fint, men er vi så enige om, at du ikke samtidig kan kvalificere dig i den liga af folk, som bruger tiden på arbejdet? De udearbejdende kan ligeledes heller ikke de samme egenskaber som den hjemmegående tilegner sig i barselstiden. Jeg er så inderligt indigneret over, at kvinder tror, de kan det hele på en gang! DET ER EN LØGN! Man kan ikke være tilstrækkelig minister samtidig med at man er tilstrækkelig mor til en nyfødt eksempelvis..

En lytter ringer ind i programmet og postulerer, at børn der kommer i vuggestue tidligt og er i kontakt med mange forskellige pædagoger, fungerer dårligere i skolen. Jeg forstår til fulde argumentets tanke. Har selv troet det. Læs resten af dette indlæg »

Jeg er nødt til at sige det her en gang for alle:

Det kunne være dig!

Så få ”detaljer” (det vi betragter som detaljer indtil de ikke er der mere), skal fratages dit liv, før du slår dig hårdt, når du falder.
Fra mit liv er blevet taget alt, hvad der hed sammenhængskraft. Selvom netop tilhørsforhold fra min start var mangelvare, formåede jeg da at stable noget op; noget der nu er væltet, itu, smuldret og fortrukket. Læs resten af dette indlæg »

”Wuhuuu jeg hypnotiserer dig”, sagde slangen Kaa til et lille nuttet egern, der ikke forstår, den skal være bange, for at blive spist. Alt imens den frygtindgydende slange forsøger, at sætte tænderne i sit egern-måltid, putter det lille pelsede egern sig på slangen, som var det en seng, og siger, mens det sukkende lukker øjnene søvnigt; ”moar”.

Her går slangen Kaa fra at være modbydelig til at være helt smeltet og blød om hjertet. Smigret – benovet – fyldt med beskyttertrang. Jason syntes desværre slangen var for uhyggelig, så vi måtte skifte over på Postmand Per, men jeg er ret sikker på, at slangen ikke spiser egernet, men at der udvikler sig et intimt forhold. Det er cirka hvad, der plejer at ske.

Det er en klassiker indenfor børnefortællinger.

Hvad er det, der sker ved os, når vi bliver kaldt forælder? I mit barndomshjem var det lige så frækt at bande, som at kalde mine forældre ved navn. Det var syndigt. Læs resten af dette indlæg »

Når jeg gør grin med mine teenageår kan det virke så overlegent. Som om jeg nu har fundet den helt sublime måde at opføre mig og tænke på. Nej, og man skal heller ikke tro, at man er den person man er i dag, uden at være blive modelleret hertil af den person man tidligere var. Min psykes mangelsprog oprinder, når jeg frustreres over tidligere livsvalg. Dagligdagssituationer, der giver anledning til ærgrelse er eksempelvis ikke at have nok selvtillid til at tro på mine matematiske evner  som folkeskoleelev(og dermed være modtagelig overfor matematikundervisningen mens tid var) eller at have naive holdninger og klodsede måder at tackle visse relationer på.

Jeg har oplevelsen af, at have bygget en masse op, som jeg i disse år langsomt får pillet fra hinanden og sat sammen på en anden måde. Væk kan jeg jo ikke tage det. Det er der ligesom. Et sted i mig i form af holdningsskifte og eksperimentel tankesæt og mange steder på det helt praktiske plan som fx kost, tro, ægteskab, krop og traditionsindførelse. Da jeg planlæggende byggede mit liv op som teenager troede jeg, at jeg havde det rette fundament. Jeg behøvede ikke noget fritidsjob som andre unge, for penge betød jo ikke noget på lang sigt, hvilket næstekærlighed i form af frivilligt arbejde gjorde. Bare for at nævne et enkelt eksempel på hvor jeg kunne have beredt mig bedre på den umiddelbare kommende fremtid.

Måske tænker jeg over det i særdeleshed, fordi jeg netop er gået ned af en skillevej. En, der for evigt vil skille mig fra den idealistiske  og paradis-hungrende teenager.

Der er ingen overlegen nutidig helt i mig, der kan berette om et nyt fundament jeg kan leve på. Læs resten af dette indlæg »

Som Henrik Iben skulle have skrevet, er optimisme den livsløgn man ikke kan leve uden.  Af min far har jeg lært, at pessimister kan være ganske humoristiske, men ikke spor livsbekræftende, og det er vel i grunden det vi vil, ikke? Have vort liv bekræftet- mennesket drives af netop denne kraft fra medmennesket.

Og når medmennesket interesserer sig for det, vi KAN, så kan vi det lidt mere, lidt længere, lidt mere hardcore. Mine forældre sagde tit og ofte at de elskede mig, da jeg var barn. Men jeg husker tydeligt den første gang, min mor anerkendte en evne hos mig. Eller rettere sagt; første gang jeg forstod, at hun roste mig sandfærdigt. Og den følelse er meget bedre, end den jeg får ved ofte at høre ordene “jeg elsker dig”.

- Jeg har været teenager. Måske 14 eller 15. Jeg havde stram hestehale og det var inde i spisestuen. Jeg husker, hvordan det føltes. Det kom voldsomt bag på mig, selvom min mor bare havde sagt det helt selvfølgeligt. Hun slyngede det bare ud, som om jeg altid havde vidst, at hun syntes jeg var rigtig god til det socialt intelligente. Læs resten af dette indlæg »

Nogle dage bliver min dårlige samvittighed så stor, at jeg ikke kender nogen bopæl. der kan rumme den. Jeg hader skyld. Undgår den helst. Hellere opfylde de krav, der stilles til mig uden luksus og dovneri, eller også få sat målene derned, hvor jeg kan hænge sammen. Uden utilstrækkelighedsfølelsen.

Min mand og jeg er ved at blive skilt. For ikke at udlevere ham, vil jeg ikke komme ind på hvorfor. Men skylden er naturligvis en tango. Konklusionen er, at det bare ikke kan fungere med et samliv.

Mit hjerte er ved at falde ud. Der er ikke plads i mig for bare skyldfølelse overfor børnene. Visse omgivelser bliver også skuffede. RIP. Mit åndedrætsbesvær skyldes udelukkende mine elskede guldklumpers velbefindende. Hvordan vil de reagere – nu som senere? Hvordan bliver det for mig stå selv med dem – er jeg nok? Læs resten af dette indlæg »