Hold mig inde

21. February 2018 af Maria Guldager

Se hvor højt selvværd jeg har.

Se hvor livsglæden siver ud af mig

til gavn for andres øjne, jeg får noget i øjet

en allergi, jeg blev ellers indendøre i dag, undgik stormen, undgik mødet med dem derude, slap for at dukke op som et punkt på en dagsorden, jeg pakkede mig sammen på sofaen, så min krop ikke ville forstyrres eller overbruges, jeg gemte alle meninger væk, så de ikke fik mig i klemme, jeg var kommet udover det med at behøve øjenkontakt, jeg havde taget trygheden til gidsel i min stue og nu dette øje!

Ud af vinduet ser jeg mennesker der går i kroppe

der er vant til at køre biler

det er bil-kroppe der afmåler

hvor tæt på de kan gå

hold din afstand og blink, når du har tænkt dig at gøre noget uforudsigeligt

når du vil tage en anden vej

men pas på det ikke bliver narkotiserende, du kan dreje af og aldrig komme tilbage,

jeg går tilbage til sofaen og lænken indendøre

hvor ydmygelsen ikke kan nå mig

hvor usikkerheden om, hvem jeg kan betro mig skal overtales til ikke at gå med mig ud af døren,

jeg gruer et øjeblik for i morgen, man har fundet mig, man vil have mig ud

så jeg ikke ender med at føde 7 børn og stadig ikke have lært sproget

tænk hvis jeg pludselig sagde: Er der et sted hvor jeg lige kan være mig selv

måske ville de vise mig toilettet, er det mig der trækker tøjet af i spejlet, eller er det en, der har glemt at man ikke kan sælge sin krop

uden at sælge sin sjæl, så er det en død krop, men spejlet trækker vejret, nej jeg mener, er der et sted

hvor jeg kan fortælle om min frihedslængsel og danse en urytmisk dans for pumpe ilt ind i håbet

jeg spørger ikke, det har jeg lært ikke at gøre, man må liste den ind, personligheden, ikke sin egen humor, men kontorhumor, et lille stænk af vittighed, ikke hver dag, men ugentligt,

år efter år, langsomt kan man vise sit spejlbillede og ved begravelsen vil de vide nok, ikke alt, men nok

til at holde en tale indendøre, mit øje som var det åbnet for stærk blæst, man kunne sejle i dem, spejle i dem, dråbe efter dråbe, genkende

selv sværdet og livs geværet.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Inspiration, fra vred til voksen

19. February 2018 af Maria Guldager

Hvilken dag var det

mandag eller onsdag

sommer eller på nippet til vinter

da min barndom mislykkedes

havde jeg strømper på, opsat hår eller sov jeg uvidende

da håbet visnede, da angsten blev serveret

på min plads ved bordet, var det

første gang jeg spurgte, om jeg kunne sidde et andet sted, var det

den dag hvor det kejtede tog min selvfølelse over,

faldt jeg for dybt i sukkerskålen eller steg den varme sovs mig til hovedet

hvornår blev jeg fremmed

for mig selv, var det først

da jeg lagde håbet til hvile

om at blive fundet.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Det der skrives lørdage kl 10:40

6. February 2018 af Maria Guldager

Smser

frekvensen afslører forbrugeren

Lars på 47 svarer så prompte, at jeg ved han vil spørge

“Nå er du blevet for fin til at skrive tilbage”? hvis der går mere end to timer mellem

mine svar og det gør der, for jeg skriver med 5 andre

mænd, Lars’s smser står klar, så snart jeg har gjort antydning til at ville svare, jeg

skriver at jeg lige er blevet fyret, jeg har heller ikke et sted at bo, jeg har gjort op med min fortid, men den forfølger min ryg, som er snoet, jeg er født sådan, snoet,

og det er min egen skyld, at jeg må forklare mig i de næste 150 smser, forklare forklare, vi danser rundt på kanten, langt fra flirten, tæt på fortvivlelsen

fyret fordi jeg de troede, jeg kunne mere

problemet er ikke at jeg sælger min sjæl

men at ingen vil købe den, sådan en sms

kan mere, end de fleste 47-årige kroppe.

Jeg vil hjem, tænker jeg under en mislykket akt

hvad er hjem, Et sted jeg har været så meget, at man skulle tro jeg hørte til der

at jeg ikke kunne finde ud af at være andre steder, jeg har set gulvet, stolene, dørene, væggene, vinduerne så mange gange

at man skulle tro jeg havde lært noget- at det pensum de uddelte var blevet forstået nu, jeg glemmer hvor jeg er

da jeg under tandbørstningen lukker øjnene,

jeg kunne være her eller ikke her, det er som om autopiloten flyver mig ud af mit sted

og ind

i en fantasi

med tomlen mod en endnu uskrevet sms

jeg vågner op til 27 smser, hvoraf kun en får betydning for en lørdag morgen

22 har Lars på 47 skrevet og jeg må blokere hans nummer som er en dansk udgave af de amerikanske restraining orders, jeg undrer mig over, at jeg gav ham mit nummer, så tidligt i processen, jeg havde nok bare håbet han kunne hjælpe mig med at flytte mine ting senere i dag, der er tre smser

fra min coach, der siger vi godt kan udsætte aftalen, at hun godt kan forstå, det er meget at skulle flytte, når jeg netop er blevet opsagt

og jeg føler mig som en der prøver at undgå noget, ikke min coach, men alle de her mennesker der gør sig umage for at være samme sted på samme tid

for at købe en vare

som typisk er mælk

eller en bil i hvid, ingen vover sig ud i en farve eller fire, den ene

betydningsfulde sms er fra jobcenteret i Ålborg, hvor jeg engang boede i 7 dage, og stadig har adresse,

det kan have betydning for min ret til dagpenge

penge til i dag- gør mig urolig for i morgen- skriver jeg til frederik der har læst på CBS.

De andres indre dialoger

smider jeg rundt

med mine kropslige øvelser

jeg efterforsker hver en krog af min krop

og finder i et dybt squat en rest

af dig. hvad laver dit øre her, din ene tå og det meste af din mave

som et halsbånd hænger dine rester om mit skridt

hvordan mon det føles at blive fundet i en andens navle

Nu ved jeg hvordan det føles at blive

skåret i, overflødiggjort,

fyret som en lussing der var tiltænkt mig.

Det føles som kulde i hovede og som at blive født ind i en verden der er koldere, end man troede verdner kunne være.

Toget er tyve minutter forsinket,

Klokken er 10:40 og jeg tænker på hvor meget, der allerede er sket i dag og alt det, der slet ikke er sket

manden overfor spuler mig med sit blik

“få hver en urenhed med”

får jeg lyst at kommandere

men jeg når det ikke før min hjerne blinker, det er ikke engang lyde min telefon plejer at lave, men jeg og flere andre passagerer ser op

klar til at hoppe ud af en flyver i brand

fordi manden over får en snap, de pinefulde lyde fortsætter og jeg tænker på, hvad jeg kan gøre

for at få dem til at stoppe og det får mig til at tænke over, hvor lidt jeg tidligere har haft sex for.

sushi er til at forstå, biograf ligeså

jeg har også haft sex for at få min telefon opladt

et bad

1 mili-liter zendium

en vask kan sjældent nå at tørre.

Vand i hovedet, vand i hovedet og så prøver vi igen

Jeg begynder at tage ud af bordet så de kan se, jeg er sådan en der tænker på at tage ud af bordet

endda smide madrester ud og skylle sovsen af og gå ind igen og ligne en

der spejder efter mere hun kan gøre

jeg er sådan en der vil gøre mere

for dem der ikke har mere at gøre

jeg gør mere

end jeg skal

for mindre

end jeg bør, er der noget mere

smerteligt

end at kunne mere og ikke gøre det.

—-

Er det et bjerg eller en mand, jeg har mødt

på min rejse mod fastlandet

hans ansigtsudtryk registrerer min luft

vore ansigter overlapper hinanden

men mens han står i sin vægt

svæver jeg højt nok til at se

hans angst for falde ud af livet

udover kanten

hvor alle kan se til

mens han falder frit

mister mister mister mister

navn

titel

tilknytning

vidner

først der opløses forskel og vi ser det samme

når jeg i en sms skriver:

døden skal vi opleve alene

vil du binde dig til mig så længe?

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

tårerne taler

6. December 2017 af Maria Guldager

I lang tid ledte jeg efter realiteten

På afstand og på nært hold

kaldte jeg naturen, historien, beviserne frem

for at se dem på papir, forevigt som det, der ikke kan fortrydes eller fortyndes

mobiliseres eller motiveres

den er som den er

i realiteten er der både afvisning og invitation

en afvist invitation

en invitation til at afvise

i afvisningens invitation er jeg smurt ind i argumenter

for ikke at tage de voksnes råd lige nu, i invitationens afvisning  jonglerer jeg

de opgaver jeg har sagt ja til, ude af stand til at mærke

at alle andre har forladt rummet, vi har ikke tid

til høre den podcast, miss maria guldager

I realiteten

ser øjnene der ser

ikke sig selv

kontrollere

regulere

amputere

sig til beviset på at de eksisterer, og måske er beviset

Venner

det eneste problem ved at chokolade er min bedste ven

er, at det forsvinder så snart

jeg har tygget af munden

hov, var det ikke når jeg havde tygget af munden vi to skulle tale sammen?

Nåh nej..

Det er vel egentlig heller ikke af betydning

jeg hverken hører efter eller hører til

derfor kan man også sælge mig en lille gummibold

hvis man siger den er velsignet og veldesignet

hvis man siger den har tilhørt mig i et tidligere liv

hvis man siger den kan hæve mine vibrationer op

op over det man skulle tro

var sandt

for jeg længes

ikke nødvendigvis efter en hoppebold

men efter at en hoppebold kan noget uforklarligt

at den overrasker mig, giver kropslige skælv og magiske øjeblikke

så sælg mig hoppeboldens rige

forklaringen på

min egen fremmedgørelse

og endelige form

en bold der besidder magten over jorden og luften

Kunne du også holde magten over dem der sætter deres cykel ved siden af min

Kan det være gode mennesker

Der ikke er voldsomme og flækker plastik af mine skærme

en bold der vil der hoppe til verdens ende for mig, der består af vand,

hvis jeg gnider den i mine hænder mens jeg tænker på min ild

og kaster præcis på mærket på jorden fremme foran mig, ja jeg kaster den ned

dybt i moder jords indre

for sådan får jeg fat i rigdommene,  og nu kan det godt være at skattene ikke ser ud som jeg tror, at moder jord giver gaver, jeg ikke lige selv ville ønske mig

men det tidspunkt er gummihoppebolden købt, jeg har skrevet under og man kan komme efter mig, hvis jeg bare kaster den væk nu, så jeg insisterer på

at det bliver trend at komme hurtigt fra den ene snart den næste kant

trenden gør mennesket til en bevægelse

i det uformelige landskab af variationer

der ikke kan indfanges

som det, det er.

Realiteten under sandheden er

at jeg aldrig var nogen god yogalærer, for sådan en skal helst gentage andres gentagelser

en gammel viden i en ny realitet

det eneste gentagelse jeg prøver, at holde fast i er mine tårer

skyggerne for mit udsyn fra

kanten af måtten fra kanten af scenen eller kanten af det urimelige, eller kanten af det naive eller kanten af den længsel

der hopper med ud hver gang jeg siger

mit navn.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Jeg er smuk og det har intet med at du skulle komme at gøre

9. November 2017 af Maria Guldager

Nu er jeg alene om livet igen

Jeg inviterede dig ellers ind

i min smerte

vil du have smerte, sagde jeg

du mumlede noget, jeg troede betød nej, men det var kun en formodning

vil du bestige bjerge for at komme tættere på min smerte, spurgte jeg

du tissede i bukserne, det kunne være frygt, men det var kun min formodning

vil du med ind i mine dale, dybderne af min sjæl

Han ringede fra Egypten for at sige

jeg er i Egypten og du vil have en kæreste og jeg er ham, man har på siden

sidenhen

har jeg foreslået

at du tog min kærlighed med dig på dåse

tror du ikke lige den kan være i din frakkelomme

vil du have noget intimitet i denne frysepose til kolde tider?

Fisken, så evigt kærlig, det misbrugte barn, så endeløst grænseløs, den ambitiøse, så umåleligt selvbedragerisk

Jeg har taget makeup på, det er fordi jeg skal noget senere, sagde jeg, du kyssede, jeg brød mig ikke om det, der var ikke

nogen gnist

kun når du talte

nej snare når du lod mig tale

det hændte

at du lyttede og fordi jeg vidste du var vidende

vidste jeg, at mine budskaber gik rent ind

gennem munden, vores kys afslørede

det jeg allerede vidste før vi mødtes

det ville aldrig gå

men jeg går ikke bare udenom vel

når der er en mand der lytter

du kunne ikke se jeg havde makeup på, godt det samme, sagde jeg på en poetisk måde i en talebesked,

og på næste sms

havde vi aldrig været kærester, aldrig været meningen, aldrig været et match, aldrig været andet

end spændning

i min kæbe

af at slæbe

rundt på livets råb, kærlighedshåb,

jeg er alene om at besvare.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

6. November 2017 af Maria Guldager

Jeg ved godt vi er født i forskellige stjernetegn og at du ikke umiddelbart har mine dybder

Men der må være en standard for med hvilken hast jeg lader mig afvise under himlen

vist af, spist af med rationelle rim – undskyldninger og skulle det være en anden gang, nej det skulle ikke, men en kvinde brug for en kærlighed

så derfor sker det nok alligevel igen, at jeg sidder aften på aften og venter på, at der står LÆST under mine beskeder og studerer tiden for læsningen, måske er der en numerologisk sammenhæng på spil, i mangel på svar, skriver jeg selv et

kære maria, jeg elsker også dig overalt på jorden, skønt vi kun har mødt hinanden to gange, du er smukkere end guld og vildere end solen selv. Vil du med til Paris i morgen?

Det her er ikke den romantiske hollywood drøm, jeg ved du tænker noget i den stil, at jeg er en eller sindssyg kvinde der lige som alle leder efter true blood, eller love eller hvad nu, at jeg er fisk og desillusioneret, men egentlig er jeg bare træt af at have diarre, træt af at det jeg åbner for, smager, fordøjer, glider mig af hænde, smutter lige igennem mine grænsebomme, jeg vil have noget til at sætte sig i mig og blive der, og ikke skulle skylles ud til kostelige psykologtimer, du skal ikke lade dit fokus være på ham, kan de så sige, maria, du skal elske dig selv, og det gør jeg så, jeg har fx købt de her fine og dyre ringe, de er ægte guld eller diamant, jeg ved det ikke helt, men de har kostet over 1000 kr og det er mere end jeg plejer at bruge på min egen udsmykning, ih hvor er jeg god til at elske mig selv, tænkte jeg, det er heller ikke så længe siden jeg har været i bad og jeg er også ved at lære at meditere

ja sådan tænkte jeg, indtil jeg læste i en nyhedsmail fra en ukendt afsender der reklamerede for et selvkærlighedskursus, nej de kaldte det en pakke, i mailen stod der specifikt at hvis man lige havde købt smykker til sig selv, så havde man FULDSTÆNDIG  misforstået konceptet selvkærlighed, og der var jeg, både i min seng og i min indboks, det var jeg midt i misforståelsen, en ukendt afsender havde fået en modtager til ikke at kunne genkende sig selv længere,

nej selvkærlighed er noget helt helt andet stod, men så kunne jeg ikke få mit kreditkort til at virke, jeg faldt i søvn og vågnede op til lyden af en “motivation for succes” video på youtube, ikke selve jim carry, men reklamen før ham, der handler om et kursus, nej de kaldte det et akademi, jeg skulle tage at tage på, hvis jeg ville tjene penge mens jeg sad på stranden og ingenting lavede, ud over at høre lyden af likes på min instagram profil mariaguldpigen

Hvad skal jeg være

for at dine arme slår sig omkring min eksistens, arme eksistens, der tigger en mand om kærlighed,  en der har indrømmet at han ikke er typen der har sådan noget som følelser, hvortil jeg indrømmede at selv den mest feministiske kvinde jo helst vil have den slags mand, der ikke rigtig føler noget, men bare kan gribe hende når ustabile handlinger, herunder den emotionelle spisning, slår til.

jeg ved godt, at mit kærlighedshoroskop har talt. Kun en stædig og kampklar fisk bliver ved ideen om en tvilling på nuværende tidspunkt,

men hvad er tidspunktet- måske er der nye muligheder i dette nu, måske er kl dette øjeblik en numerologisk åbning og universet vil sende et mirakel til mig der flyver rundt her under himlen med et begær efter et sted at lande

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Sådan står det til at

1. November 2017 af Maria Guldager

Det er imens jeg spiser chokoladen at jeg får lyst

imens den cremede masse smelter mod min tunge og gane får jeg lyst

til mere chokolade, pizza kunne også gøre det, der er bare det problem med pizza,

at den kommer med en papkasse, det problem at ingen pizza uden pap, og så ved enhver hvad der er foregået og man må snige sig ud i nattens mulm og mørke mens man lige lå så godt i sit egen fejlernæring for at smide pap ud med pap, hvis man ikke vil vågne op på et gerningssted.

Måske vil jeg gerne lide, tænker jeg, mens jeg igen pakker alle mine ejendele i netto-poser, for det provokerer mennesker, at en som jeg skal lide, og det kan jeg godt lide, provokationen, reaktionen, notifikationen når de skriver: jamen altså da, vores samfund er gået af lave, når der ikke er bolig til en som dig, jeg liker kommentatorene mens jeg spiser et stykke mere og glædes over, at der ikke er nogen der regner på hvor meget bolig jeg kunne have fået, for de penge jeg igennem de sidste 30 år har brugt på junkfood, det er strukturelt problem, skriver jeg i tråden, og trevler den dårlige energi op med lidt humor, jeg bliver nok også valgt ind en dag, og så skal I bare se, så bliver dem der før var udskud til indskud i et Danmark der i stedet for at gå at lave, får noget at lave, det er ved at blive lavet, det laves og leves og …

fejl på netværket

netværket fejler mig

netværket er uden fejl men min skrift

kan ikke udkomme, for vi er ikke forbundet, netværket og jeg, og det betyder lige ud sagt: at hvis ingen hører dig, findes du kun i folks maver som den sult de ikke kan styre.

Det gør mig urolig at du tager skjorten af, knap for knap, lader den glide ned over dine magre arme, din tatovering på højre skulder  viser sig, fregner og små revner i dig pibler på frem på din HUD jo længere ned din skjorte kommer, Det gør mig rolig

At ae din tyndhed for at sikre at du ikke helt forsvinder, med lukkede øjne sanse dine arme, dine sider og let trykke ind med mine tommelfingre mod dit solar plexus, afsluttende, på een gang accepterende og kvalificerende.

I en rus af  DINE dufte og MINE drømme bliver alle beskeder ligegyldige, hvis ikke dit navn står over dem, jeg konfronterer min frygt for at komme til at sige noget forkert, noget der får dit navn for evigt i eksil fra min telefon

Min rolige tilstand kan nemmest fremmanes når jeg ikke arbejder

På at tjene penge til en husleje og et fødeindtag der kan gøre mig tryg og …rolig

Min urolige tilstand trænger ind i mig, når du har vist mig hvor mager du er, på dedikation til mig, skal jeg bare elske dit omrids, mens du beholder indersiden?

For så kunne jeg ligeså godt bare arbejde, hylster til hylster kunne vi handle, uden at mene noget, højst om farverne i de andres butikker. Og så kunne vi gå hjem om eftermiddagen, passe pligterne, hilse på gadens folk på vej hjem fra supermarkedet, dog kun med den ene vinkende hånd, den anden slæber plastikposer og vi må passe på for der re store lastvogne i det smalvejede kvarter, de bringer mad ud til folk der ikke gider poserne, ja lad os overveje det, hvilket fremtidsperspektiv det pludselig giver os, jeg tror det kunne spare os for en time og en hel del slid. Så kunne vi spise aftensmad på tallerkner vi diskuterer om hvem skal vaske op igen, på et bord af usagte fornemmelser, sammen med små personer vi måske engang gav liv til, måske har de endnu ikke fået taletid, men jeg kan høre mit haleben synge og din mave kramper igen, det er et sted

Som ikke ro eller uro

Der findes en grå zone. Jaja, siger du, gråzonen, den kender vi, det er den vi opdigter når vi har været utro, løjet, stålet og lagt for had. Men den grå zone jeg taler om, er virkelig. Der findes et felt imellem os, så langt holder fysikerne med mig, hvor der mennesker, tidspunkter, aftaler kan falde ud i en grålig lomme, de aldrig kommer tilbage fra. Det drejer sig om situationen hvor din eks-mand igennem 7 år siger ja til at hjælpe dig med at flytte for 33. gang og hvor han så lugter så sirligt, man kan også sige vederstyggeligt, at det vil være et almindeligt menneskes pligt, at nævne noget om det til ham.

Her starter gråheden altså ved at jeg lugter noget. Jeg ved, der skal handles på det for hans, og alle i nærhedens skyld, men det der sker er at begivenheden må skubbes ned i et gråt hul, den kan ikke tåle højlys snak, jeg kan ikke fortælle ham om deodoranter for så skal han svare i flove termer, og vi skal egentlig bare løfte de her kasser fra et sted til det næste. Væk fra det grå, over i det rene og nye og bedre liv. At sige noget vil være en hånd tilbage i tiden, og hvem ved hvad ivrige fingre rammer der, som forskruer fremtidens udfald.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

RegneArk

6. June 2017 af Maria Guldager

Nogle mennesker er ikke så priviligerede

De ved slet ikke hvad det vil sige at vågne op dækket i sit eget lort

eller hvordan man må klippe sit hår af, fordi der sidder bræk i det

De ved ikke hvordan det føles at være sovset ind i afhængigheder man ikke vil kunne genkende sig selv uden

De aner ikke hvad man mener med indre mørke eller afvigende følelser der kaster sig rundt i en

De ved ikke, hvordan det er at bære noget afmægtigt tungt, man ikke kan lægge fra sig, fordi det man bærer, er armene

De har aldrig prøvet at sidde fast i fortiden med deres store hale, for de har slet ikke haler, der kan sidde fast i andres sprækker eller endog blive glemt i et gammelt hus der brænder

De har ingen dæmoner at se i øjnene, blive forfærdet over og søge at komme til livs på de mest drabelige måder

De har ikke prøvet at flyve ud af sig selv og have lyst til at blive ved med at flyve ud over virkeligheden og verden og væremåden

De ved ikke, at der ikke er en vej, før jeg tager et skridt og min vej derfor ikke er din vej, for min vej er formet af mit skridt og din vej af dit skridt

undskyld jeg kan ikke høre dig, siger du skidt eller skridt? Nå skidt..

Han lader sin hånd glide ned over min numse

vi er omringet af sværmere, der har fulgt os siden søen

han gør mig opmærksom på ordspillet, den omsværmede

jeg prøver at le, men væmmes ved hans scent, som da han sluger mine safter, jeg skriver i lige dele begær og ubehag

hvor mange mænd

er jeg nødt til at teste

før jeg ankommer det forjættede sted? Landet med de mange navne, gryden med deres arme fortid, mine summende kriterier og en bog der beskriver kærligheden som det der altid er i os, det er slet ikke nødvendigt, står der, at være betaget af en mand, man kan gå direkte til kærligheden, for du er kærlighed

kedelig kærlighed tænker jeg og ser på mit hjerte

jeg er sammen med mig selv, jeg taler med aleneheden, jeg er sammen med aleneheden, men tester endnu en mand, bare her i pausen, fordi min krop beder om forløsning, indtil det er helt tydeligt, at han er en perverteret mand langt under mit niveau

niveau 11 er min søn nået til, er det ikke sejt mor, jo, det tror jeg, hvis det kan være sejt at trykke heftligt på tasterne så en lille mand på en skærm bevæger sig

bevæger følelserne i mig, de slynger sig ind i hinanden, da jeg oplever hvor døde levende mennesker kan være, og hvor levende døde mennesker kan være

i deres eftermægle og ånd

ånden bor i den sætning jeg plejede at eje: Søger du efter en seriøs relation for det gør jeg

jeg har lukket spørgsmålet

ensomhedens ekko lød for højt i det

og derinde i ensomheden bor afskårethed, fravær og altopslugende minderne

jeg er flyttet over i det uhørlige rum nu

mellem verdnernes formørkelse

lysstrålen, den dansende, over vandende, mellem verdner,  det værste jeg ved

er at stå stille uden spørgsmål, uden søgen.

———–

Kære YouTube, når jeg bliver gammel

husker du stadig det korrekte antal

views, for jeg husker dårligt og de store

der ser med på views, ser på seere

vil ikke tage drømmen fra mig, siger de

mens de banker min skal med et baseballbat.

Jeg skovler ind, for at der kan blive mere af mig, mere at høre, mere at gøre,

Hvor meget er et minut værd

hvis jeg har spildt 10, hvor meget har jeg da mistet?

Hvis jeg kunne få samtalen mellem

mine forældre første gang de mødtes

hvad ville den da koste mig? Skal nutiden være dyrere end fremtiden eller fortiden den vi skylder penge?

Er mine film bedre jo flere der ser dem

er min torsdag eftermiddag mere værd jo flere der vil se mig på den

er min krop hvor den skal være

jo dygtigere vi er

til at imitere kærlighedsakten?

Hans krop

er min livline

jeg sidder op og lytter til hans snorken, den beroliger mig, det er ligesom selv at sove

ubevidst flyde gennem livet, hvor stor en del af dig

vil have mig, hvor stort

smilede de til dig da du var baby, jeg fortæller

dig at hun ligner en der blev smilet til som baby, længe og gentagne gange, du smiler bare af mig før en af os siger

jeg kan ikke længere give dig liv

i skyernes hvirvlen om mine ører er jeg gået på kompromis med mig selv

Du må tro på det, Maria, siger de

som om jeg skal gøre noget

man ikke kan gøre, for tro er ikke en handling, siger de, det er en tillid

Har du tillid til dig selv?

hvis du ikke selv tror på det, såeh ..

står jeg her igen som en krop

uden tro

som en tro oven på min krop

som en krop der har forladt sin tro om verden

som en plads i verden til min krop uden tro

som en plads til min tro på min krop i verden uden tillid

Hvor mange gange vil de bede mig tro

før mine følelser glider på en sten

smutter under mine fødder og lader mig teste mand på mand

hensat enhver moral

test på test på niveau på niveau og en krop der kalder på opmærksomhed

man kan høre det hvis man bliver helt stille og lægger hovedet ind til hjertet

slag for slag

skidt for skidt

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Den kunstige virkelighed

5. April 2017 af Maria Guldager

For mange planer på samme dag

for mange dage på de samme planer

mit hoved er mit gevær

fyrer ideer afsted, mens kroppen er smurt ind i kulturens tjekliste: promover dit selvværd, sælg din afmagt, køb din hjertesag

Mine venner er gået ned med stress. De kalder på mig:

det er meget bedre hernede, kom kom

Lykkelig den der bor i et glashus og intet ejer at kaste med,

dem der kun ejer gennemsigtighed, og aldrig kan tjene penge nok til selvbedrag og selvværdsproblematik

Jeg gemte ordene i mit hjerte

svarede jeg

da de kom fra SKAT og spurgte efter mine kvitteringer

Jeg skal have for 2000 kr

sagde jeg

til den clairvoyante der ikke kunne finde en eneste ånd der gad udtale sig til mig.

—–

Er der mere på den anden side

eller skal jeg give alt, hvad jeg har lige her

hvem skal modtage det

hvem skal slæbe på det

jeg kaster mig ind i et parforhold og håber

at han stopper med at ryge

vi skal alle samme vej

siger han, der bliver crowdet siger jeg, og tilrøget.

Jeg lader mig fotografere nøgen og håber

at det får andre til at vade lige ind

i mit skatkammer, bare tag, siger jeg

det er bare et billede op

at man kan se mig udækket

i virkeligheden vil ‘modet til vanviddet’ være for tungt

at bære med sig rundt i jakkelommen

og vise til en der ryger sig selv op.

Til den der samler mig op på den kolde gade

og tager mig med til sit hjem og siger:

“Nu er dette også dit hjem”

Til den der samler mig op midt i gråden og forladtheden

og tager mig i hånden og siger:

“Du kan være tryg i din egen krop”

Til den der samler mig op i sultens time

og finder sin mad frem og siger:

“Spis, jeg har rigeligt”

Til den der samler mig op i fattigdommen

tager mig med i sin succes og siger:

“Du er million dollar, guldpige, flyv”

Til den der samler mig op i mismodet

og lægger sine hænder mod mit hjerte og siger:

“Nu kan du endelig være den, du virkelig er”

Til den der samler op af fortvivlelsens rand

og smitter mig med latter og siger:

“Nu bliver alt godt”

Til den der samler mig op i mine indre blødninger

kører mig på hospitalet og siger:

“Jeg vil vente på dig for evigt”

vil du

eventuelt lige adde mig på facebook?

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Tiden i nydelsen

28. March 2017 af Maria Guldager

Der er et nydelsesfuldt øjeblik lige før

jeg får travlt

lige før jeg rigtigt tager fat

de boblende hænge-sekunder

jeg er ikke startet, jeg har ikke travlt

jeg er til

uden opgaven

uden presset.

Det er denne tid

jeg tre timer senere i afmagt ønsker mig tilbage

til

for så havde jeg ikke nydt dem

jeg havde brugt dem effektivt

så jeg ikke stod der senere, og var ubelejliget med stakåndethed og løftebrud.

Nydelsen er min

kun indtil jeg træder ud af øjeblikket inden

det der kommer efter

og fortolker nydelsen som spild.

Den gode tid er min

kun indtil jeg har dårlig tid

og tiden derfor ikke gør det, den skal

når den intet overlader til kedsomheden

og alt til arbejdsomheden

er jeg i boblen der sprænger

i nydelsen der forgår

i tanken om en tidens march

frem mod et vigtigt møde kl 17:00

som jeg ikke har forberedt mig til

som jeg ikke kan koncentrere mig til

som jeg ikke kan bidrage seriøst til

for jeg er i nydelsens øjeblik

det, som er forgået

jeg er i nydelsen der lurer

i sekunderne lige før

jeg skal og

’skal’ forgår når jeg er, og

nydelse forgår når ’skal’ er.

—-

Jeg går forbi ham på den mest uvenlige måde jeg kan

jeg er ubehøvlet, hvad er der galt med mig?

kort efter går han lige så uvenligt forbi mig

jeg er okay, der er ingenting galt med mig

vi gider bare ikke

vi gider virkelig ikke

at være sultne kroppe i disse timer

at time disse kroppes sult

at sulte kroppen med tid og atter tid lige her i dette ‘inden’

vi gider ganske enkelt ikke at være i et supermarked med rådne grøntsager, kun sødmælk og forslåede færdigretter kl 21 i udkanten af København

hvad er der galt med den her butik? Og hvor er vejen ud? Forbi ham, ser jeg.

—–

Det er ikke i det jeg spiser

ikke i tanken om det jeg spiser

ikke i oplevelsen af at spise

men spisningens spisning

i det jeg spisers spisning

det fortæres

med følelsen af at være både i fuld kontrol og komplet ude af kontrol

følelsen ophæver sig selv

så jeg bare mærker spisning

jeg mærker sultens seng

jeg mærker begærets kjole

jeg mærker afhængighedens værge

jeg passer på mig selv ved at spise

jeg spiser mig selv ved at passe på

jeg passer ikke

jeg spiser

jeg lægger først mærke til smagen, i det sekund jeg tager et nyt stykke, en ny bid

der bider sig fast

så fraværet slipper

og aktiviteten bliver til en stillestående permanens

en perlerække af indføring

mens jeg stiller mine beskidte sko på meningsudtrækket

mening der trækker ud

trækker mig med ud

trækker tiden ud af mig, mens

tiden nydes med min mund

mmmhhahhaha velbehag

lige indtil næste dag

der altid skal være så pokkers moralsk

at den får mig til at ønske, at jeg ikke havde været tid

i spisningens bad

for nu er ganen øm, og toilettet sprøjtet til, og energien spærret inde

i den gamle nydelse, der nu kun er et svagt minde om en onsdag

aften der blev spist op:

jeg spiste ikke slikket

jeg slikkede lutter spisning

Hvor dejligt må jeg have det

imens jeg forbryder jeg mod mig selv?

——-

Hun, den fremmede, vil ikke tage min dyrebare tid

siger hun langsomt, mens vi holder vejret sammen, kan tiden

selv hoppe til og fra, nu er vi der, nu er vi der ikke, kan tiden

vente på vores hiv efter luft, for det gælder ikke lige nu, kan tidens

elastik holde spændingen til hun er færdig med at tale

om det ligegyldige

for noget i mig forstår

den formålsløse samtale med den fremmede

som dyrebar.

——–

Jeg kommer til dig, skriver jeg

for jeg ved hans tid er knap

Jeg skynder mig at pakke sammen

for jeg ved at, hans tid er vigtig

Jeg planlægger minutiøst vores samtale

for jeg ved, tiden med hende aldrig kommer igen

Jeg presser det ind i mit skema og lyver

“jeg har tit tid”

fordi min tid ingenting er værd

hvis ikke disse to mennesker er i den.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

« Forrige indlæg