Uhm jeg har lige sat den lækreste grøntsagstærte I ovnen. Skulle det være noget med en opskrift, findes den her

Mit køleskab er spækket med alt hvad (jeg tillader) mit hjerte begærer. Grøntsager, frugt, fisk og god ost. Det føles dejligt. Og det føles nervepirrende. Hvornår kommer straffen? Suk, 20 sultne millioner mennesker er på flugt fra naturens vandmaskre i Pakistan, og vi ved om så mange steder i verden hvor ufred, sult og vold hærger. Hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg tro?

Der er meget kristendommen ikke kan forklare mig, og derfor føler jeg også, jeg render hovedet imod en mur hver gang jeg besøger en kirke i håbet om at ”blive klædt på” spirituelt. Lige meget hvor jeg forsøger, får jeg kun den ene vej præsenteret. Det mærkes i prædiken, i sangene og så sandelig også i de folk, som jeg får talt med på sådan en søndag. Der er mange måder at være på, at tænke på, men TROEN er den samme. Det har førhen beroliget mig. Fælles front trods forskellige vinkler. Nu bliver jeg harm, for hvordan kan man som gruppe lukke øjnene for alt det, der peger en anden vej?

Nogen gange har jeg lyst til at være lesbisk – bare fordi det støder mod de gamle overleveringers klippefaste ide om sammenhæng. Der har altid været uenighed i samfund trosmæssigt! Grunden til, vi er hvor vi er i dag, og andre kontinenter er hvor de er i dag (religiøst set), er at et flertal ”vandt”. Nogle kæmpede hårdere eller havde bare flere midler. Og så blev landets værdier grundlagt, og på samme tid dets minoriteter. Homoseksualitet har haft det svært hele vejen igennem, så vidt jeg ved? Hvis det pågældende styre har tilbedt en levende Gud, har det i hvert fald.

Men stupide forsøg på, at klemme mig selv ud –  af hvad end jeg betragter som – det ”for snævre” nytter ikke. Mht. seksualitet er jeg stadig ved at lære. Hvor gavmild må jeg være med min krop overfor andre end min mand? Hvad er formålet, hvad er skaderne opvejet mod gevinst? Det, der kan synes nok så dumt rationelt set, behøver ikke være det i praksis hvor følelser og utæmmelige tanker hersker. Her er smagen vigtig. En ret kan være nok så sund og ærbødig med fornufts-brillerne på, men i praksis tæller også smagen. Ja, det er rigtig dumt at tømme slikhylderne hver aften, og holde sit eget ædegilde derhjemme. Men en sådan dom må alligevel lade stå åbent for en mere følelsesladet forklaring. Vi har brug for livet skal smage godt – brug for det lækre, det let tilgængelige, det der kan give os den gode følelse vi hele livet jager.

Men bliver kroppen dvask, helbredet frossent og tænderne rådne – ja så må man overveje en anden måde, at opnå frihedsfølelsen på. Lige meget hvad, jeg begiver mig ud i synes der, at være en slagside. Hvis jeg bare går igennem EN dør for meget, så enter jeg til et ganske uønsket form for liv. Min 2-årige har lært at sige ”det er farligt”… Han bruger udtrykket flittigt, og jeg bliver nødt til at give ham ret. Det er immervæk farligt at være til. Men jeg prøver at droppe frygten for det der måtte komme, og det der måske allerede er. Det lykkes ikke altid, og fra tid til anden får jeg trang til at gå i kirke, lukke øjnene, bare tro, bare glemme, bare spise mig mæt i den foran mig serverede ideologi . Også det…kan være farligt. Alt efter hvad man mener, frihed er.

Det har været så svært, at starte på dette blogindlæg. For det første er det svært at få noget inderligt ud, når jeg for tiden føler, jeg skal holde sammen på alt det indeni – gemme det lidt, klare den alene. Min mand er ved at forberede vores flytning, og derfor har jeg været selv med børn i 14 dage. Når der tilmed er tale om en på 9 måneder og en på 25 måneder, som begge er enormt tryghedsafhængige, så er det bare ikke verdens smalleste sag at have dem selv i tom lejlighed, og med et fysisk overskud på 0-punktet. Jeg brokker mig gerne til mine omgivelser. Fortæller hvor hårdt det er, hvor svært det er at klare skærene, når de små reagerer på, at far ikke er hjemme. Men jeg får igen og igen tilbage, at det jo er mit valg at få børn med så lidt aldersforskel. Og hvis det er noget, man selv har valgt, så er man åbenbart ikke berettiget til at have lyst til at kaste sig i graven over det.

Meget bliver derfor holdt inde. Det føles jo også urigtigt, at brokke sig over de to i min verden jeg elsker allermest…

For det andet kommer jeg nemt til at forenkle sagerne på sådan en sum side her. Det er jo store spørgsmål jeg har, og jeg vil så nødigt give en opfattelse af, at jeg har et eneste svar. Når jeg bliver til (udvikler mig), bliver jeg i virkeligheden væk (forsvinder fra et til noget og måske til sidst til ingenting.) Måske er denne blog, min facebook og mine øvrige streger på livets tapet, et forsøg på at få lov til at være her – seriøst. Mine tanker forsvinder ofte, før jeg husker jeg havde dem Læs resten af dette indlæg »

Jeg er blevet usikker på, om jeg er i tvivl om Gud. Hvis han er til, er han jo den eneste, jeg kan stole på. Ligegyldigt hvilket sympatisk eller ekstraordinært menneske, der står overfor mig og giver mig svarene, så er det upålideligt. I hvert fald ikke tilstrækkeligt troværdigt for mig, der ikke tror man kan frapille tidens tag og det gældende paradigme, når man angiver det man selv regner for sandhed. For ikke at snakke om egne følelser, og værdianskuelse.

Hvis Gud dog bare svarede mig. Direkte.

Kristne vil mene Gud allerede giver svar, men at jeg blot ikke hører dem. Det er vås i mine ører. Det lyder så fascinerende og magisk til at starte med, men hey så er det lige, at ens egne følelser og tanker har det med at blande sig ind i opfattelsen af, hvad Gud har sagt. Jeg er træt af hjernespind, og mirakler der kun muligvis er mirakler. Det er ikke for at underkende hvad andre har oplevet af storslåethed, men jeg er selv utilstrækkelig, når det kommer til at tro.

Men modsat – hvis Gud IKKE er til….. Læs resten af dette indlæg »

Øjne er ikke sjælens vindue, men min datter på 7 måneder har ikke opgivet ”nedstirring” i håbet om at få lidt at vide – hun er yderst tryllebundet af ansigter. Dukkers, menneskers, Lego med øjne, you name it! Det er vist meget almindeligt for piger. Det er som om hun vil IND (hvorfor det naturligvis skal sanses med munden lige som alt andet), og hun er helt klar over hvilket legetøj, der potentielt har sjæle.

Men hvad er derinde bag øjnene, under huden og alt det synlige – udover det krampagtige begær efter at blive elsket, velanset og personificeret? Svaret er; Det eneste der adskiller os fra hinanden – vore lyster (hvilket, ifølge mig, udgør talenter, drømme, viljestyrke, overlevelsesevne osv.) !

Efter mit brud med kristentroen (en sætning, der stadig får mig til at skælve) betragter jeg lysten som den positive drift, der gør os i stand til dagens modvind. Lysten til selv at have det gode liv, er den kraftigste af alle, og er den der har motiveret mig allermest EVER.

Måske vil man stemple det som værende udtryk for, at kristne lever for andre mennesker, mens jeg nu lever for mig selv. Det kan dog også bare være, at jeg her er i kontakt med min sande natur. Kristne vil indvende, at det netop er menneskets sande natur, man bør kæmpe imod som kristen.  Eller rettere sagt vil kristne nok sige, at menneskets sande natur blevet fordærvet af synd, og det er så den syndige del, der kæmper imod den rene guds-billedlige. Læs resten af dette indlæg »

Jeg gennemgår mange lidelser for tiden, hvis jeg selv skal sige det. Dette indlæg handler om et af de psykiske forhold, for udover at være en mega emotionel strandet hval, helt vildt frustreret over vores bolig-job-situation og egoist udover alle grænser i og med at jeg stadig gruer for at skulle have dette barn, der mildest talt vil spolere alle mine håb for fremtiden – ja så har graviditeten også sat sig i den sparsomme nattesøvn. I kraft af modbydelige drømme.

I nat vågnede jeg op skræmt og ængstelig, og jeg kunne huske hver detalje af drømmen, hvilket sjældent er tilfældet for mig. Det gennemgående var en uhyggelig mand, som jeg ikke kunne undslippe. Det startede med at være min barndomsvenindes far (der fysisk forgreb sig på hende dengang) og ændrede sig så til en anden elitær og uhyggelig mand, som jeg ikke længere husker personificeret. Jeg skulle redde veninden, men vi havde gymnastiktime på vores gamle folkeskole. Og så kan man jo ikke bare stikke af!! Efter timen skjulte vi os i et mørkt og koldt rum, og herefter var venindens fars rolle en anden mand, og nu var han på jagt udelukkende efter mig. Han kontrollerede mig – jeg kunne ikke gå, for så ville han blive sur. Jeg behøvede ham, og skælvede af skræk for ham på samme tid. Jeg blev lukket inde i et rum. Min telefon virkede ikke. Jeg var så bange for ham – han var stor og frygtindgydende. Læs resten af dette indlæg »

73 % (rundt regnet) af mit liv består af andres narrativer. Min venners fortællinger/oplevelser/erfaringer er tæt sammenflettet med mine egne, for man eksisterer som bekendt i kraft af andre. Dog er min historie  autopoietisk dannet; hermed mener jeg at vi selv skaber vort eget billede af omverden og dermed af det relationelle, som udgør forskellen på ’du og jeg’, og altså derfor synliggør ’et jeg’. Venner fodrer så at sige mit liv, mit selv.

Jeg bruger ordet ’fodring’, selvom det minder mig om mange mislykkede surdejs(-fordrings) forsøg samt alt for platte serier om vampyrer. Men i valg af ordbruget ligger en analogi til min nuværende syge og SULTNE krop. Det er meget op og ned her, men som altid når jeg er gravid (især første trimester) så er det mest NED. Uanset gode dage er jeg konstant sulten. Det eneste jeg kan gøre for at bevare åndedrættet, er at spise. Spise kvalmen væk, spise når jeg har kastet op, spise mig til energi, spise mig til en bedre smag i munden, spise for at undgå diverse smerter spise spise spise! Min krop skal konstant fodres, for at hænge lidt sammen. Jeg kan ærligt sige, at jeg hamrende træt af at spise- hvor forkælet det end lyder overfor de, der ikke KAN spise. Problemet er, at jeg ingen lyst har til at komme noget i munden, og alligevel kræver min smertende mave det. For mig er det hårdt arbejde at spise pt., og psykisk hjælper det ikke just, at jeg blot ser mig selv blive federe og federe!

Så i den afmagt fodrer jeg mig selv med magt… Læs resten af dette indlæg »

Oprah siger tit hun har fået en appifany, eyeopener eller aha-moment. Det sker faktisk også for mig indimellem! Og det ville I vide hvis DR ellers havde givet mig det talkshow jeg fortjener, men lad mig i stedet formidle gårsdagens store AHA her.

Lige for tiden er der absolut ingenting fornuftigt at se i fjernsynet, så jeg skruede om på dr2 og faldt i staver til noget jeg troede var en dokumentar om middelalderen. ”The Tudors”, som serien hed, viser sig så at være det vildeste spændingsdrama fra tiden før reformationen i England. Du ved, paver og hele pivtøjet. Det gribende for mig var de fantastiske kvinders mangel på magt over egen situation. Jeg vidste det jo godt, men når man ser det på den måde, så går det limbiske system altså aggressivt til værks, og fremkalder det rene raseri over mændenes arrogance.

Jeg prøvede at forestille mig, at det var mig der måtte neje hver gang en mand kom ind i rummet – at det var mig der absolut ingen rettigheder havde; ikke engang til at sige fra overfor sex- at det var mig der ikke havde en selvvalgt fremtid at se frem til, men blot måtte tage hvad der kom til mig og håbe på at kunne føde drenge- at det var mig, der var gift med en mand der (hvis jeg var heldig) kun havde elsket mig kort, og herpå betragtede mig som husholderske.  Men jeg kunne ikke. Bedre gik det med at forestille mig selv i rollen som Wolsey, der ville slå kongen ihjel og som på grund af disse planer blev halshugget.

Jeg kan skrive meget mere om kvindeundertrykkelse, for i de senere år har jeg kun forbundet det ord med burkaer og koner til terrorister i fjerne hallal-lande. Men her til lands har vi jo også været voldsomt undertrykte, og jeg mener ikke bare det her med, at det har været svært at klare sig uden at være gift. Nej jeg vil længere tilbage, når min forargelse skal retfærdiggøres helt. Der hvor kvindens største ønske var, at kunne føde børn, og naturligvis helst sønner.

Og så er vi ved at være ved det, jeg egentlig ønsker at skrive om. Mit aha-moment kom Læs resten af dette indlæg »

Desperat mangler vi en sort skjorte til Mikael. Vi skal til fest. Det skal ikke bare være en almindelig sort skjorte – nej den skal sidde perfekt og gerne med lidt mønster. Ekspedienten i Diesel viser os sortimentet og som den børnefri-familie vi endnu er, tager vi os god tid til at finde den helt perfekte. Wow. Mikael vil få fame and fortune i det der outfit. So hot. Vi går til kassen beslutsomt, da vi har fået lidt halvtravlt, hvis vi skal nå hjem inden festen. Diesel-eksperten er lige ved at give os en skøn oplevelse af shopperiet, men ak. Da han kommer bonen ned i posen til skjorten ser han med alvorlig mine på os og siger: ”HUSK at stryge den inden brug!”.  Jeg spørger naturligvis hvorfor, men svaret husker jeg ikke nu. Jeg husker bare, at han sagde, der ingen vej udenom var! Det var et must – ellers ville den gå i stykker i vask eller noget i den stil. Vi går sukkende derfra. Mikael fordi skjorten var dyr, og jeg fordi vi ikke kan nå strygning til i aften, så Mikael må i en af de falmede…

Her 4 år, 2 børn, adskillige byer og omgangskredse senere hænger skjorten der endnu. Med tag. Hver gang Mikael får lyst til at se sort og hot ud, kommer der en eller flere af disse forhindringer i vejen; Vi kan ikke nå at stryge den, vi kan ikke finde strygejernet, Jason går amok hvis vi stryger og han ikke må røre, Vi kan ikke finde ud af at stryge, Vi har ofte ødelagt tøj ved strygning og så er der lige den, som alle undskyldningerne bunder i: VI GIDER IKKE! Læs resten af dette indlæg »

Det er egentlig vildt så meget man kan opnå ved, at trække vejret helt ned i maven. Omvendt er der ikke ret meget man kan opnå, hvis man slet ikke trækker vejret! Lidt ligesom at man bliver nødt til at indtage føde, for at overleve, men ved hjælp af den rigtige føde kan en harmonisk kropstilstand blive dannet.

Hm. Jeg starter lige et andet sted. I forgårs bagte jeg kernesunde kanelsnegle. Det lyder utrolig pænt, men det var en rædsel uden lige. Skidtet ville ikke hænge sammen! Først kom jeg til at røre 3 æg i, istedet for 1, og dernæst tog min kreativitet overhånd, hvilket er helt almen procedure for mig, når jeg slavisk skal følge noget som helst. Det plejer da at gå…. I dette tilfælde blev udfaldet dog katastrofalt, og jeg måtte fedte dejen af bagepapiret, ned i køkkenmaskinen igen og i med det hvedemel hele projektet handlede om at undgå!!! LORT! Lorte kanelsnegle, der kom ud som på hårde boller, føj. Hvorfor skete det? Som indrømmet, fordi jeg ikke kan følge en opskrift. Men også fordi jeg ALDRIG har bagt kanelsnegle før, og alligevel lægger ud med en relativ kompliceret helse en af slagsen! Havde jeg været en haj til den almindelige, havde der nok ringet et par klokker, før jeg stod med udrullet dej uden nogen form for sammenhængskraft what so ever!

Min pointe er, at man må lære hvad det vil sige at være normal, før man kan være afvige det normale meningsfuldt. (En del af at være normal er, at føle sig en smule anderledes end mængden på visse områder, så fortvivl ej hvis du ”altid har følt dig anderledes”!!) Da jeg aflagde mig min tro, mærkede jeg hvordan der lige så langsomt opstod fanatiske tendenser på andre områder – lyst til at indgå i andre ekstreme grupper.

- Vi skal altid ses i en social kontekst, for ville vi overhovedet eksistere individuelt uden andre? Det lader vi filosofferne tage sig af, og springer i stedet videre til ”social epistemologi” – eller ”social erkendelsesteori”.  Og hvad ved jeg så om det? Læs resten af dette indlæg »

Min blogs kerneinteresse er, at udforske sandhed, herunder ærlighed. Så er det sagt. Igen.

Som fast læser af min blog ved du, at jeg lider neurotiske tankeanfald. Fx bliver jeg ofte angrebet af tanken om, at der sidder ny læser og scroller ned herinde på siden, og bare ikke kan overskue hvad det er for noget. I sådan en tanke popper straks to spekulative sider op – den rationelle og den aah knapt så.

Den første siger mig, at jeg jo ikke engang selv ved, hvad det her er for noget, og mon egentlig ikke der er vigtigere forhold, jeg skal gå ind nu, i stedet for at sidde fast i skønhedsfejlene.

Den anden siger, at jeg da for katten må tage mig sammen og tydeliggøre lige her på den første side man ser, hvad det er,  jeg vil have frem om forskellige sandheds-vinkler, om gruppepåvirkning ift. hvad man oplever som sandt, om hjernen der på trods af/pga. sin komplekse funktioner jo i den grad kan blive narret – måske især af emotionelle udbrud.

Suk..ja..det er vigtigt – jeg har lyst til at råbe mine opdagelser ud, og få feedback om andres tanker. Det er bare et fåtal, der synes mine teorier er relevante. Samtidig ved jeg godt, at folk har tænkt alt før mig, og på den måde er det ikke så vigtigt, om jeg får formidlet noget. Sammenlignet med nød og ulykke er filosofiske åbenbaringer ligegyldige og dog så ufatteligt væsentlige. Hmm jeg er både og. Jeg er enten og eller. Jeg er fatamorganaet og den virkelige vare på en og samme tid. Læs resten af dette indlæg »