RegneArk

6. June 2017 af Maria Guldager

Nogle mennesker er ikke så priviligerede

De ved slet ikke hvad det vil sige at vågne op dækket i sit eget lort

eller hvordan man må klippe sit hår af, fordi der sidder bræk i det

De ved ikke hvordan det føles at være sovset ind i afhængigheder man ikke vil kunne genkende sig selv uden

De aner ikke hvad man mener med indre mørke eller afvigende følelser der kaster sig rundt i en

De ved ikke, hvordan det er at bære noget afmægtigt tungt, man ikke kan lægge fra sig, fordi det man bærer, er armene

De har aldrig prøvet at sidde fast i fortiden med deres store hale, for de har slet ikke haler, der kan sidde fast i andres sprækker eller endog blive glemt i et gammelt hus der brænder

De har ingen dæmoner at se i øjnene, blive forfærdet over og søge at komme til livs på de mest drabelige måder

De har ikke prøvet at flyve ud af sig selv og have lyst til at blive ved med at flyve ud over virkeligheden og verden og væremåden

De ved ikke, at der ikke er en vej, før jeg tager et skridt og min vej derfor ikke er din vej, for min vej er formet af mit skridt og din vej af dit skridt

undskyld jeg kan ikke høre dig, siger du skidt eller skridt? Nå skidt..

Han lader sin hånd glide ned over min numse

vi er omringet af sværmere, der har fulgt os siden søen

han gør mig opmærksom på ordspillet, den omsværmede

jeg prøver at le, men væmmes ved hans scent, som da han sluger mine safter, jeg skriver i lige dele begær og ubehag

hvor mange mænd

er jeg nødt til at teste

før jeg ankommer det forjættede sted? Landet med de mange navne, gryden med deres arme fortid, mine summende kriterier og en bog der beskriver kærligheden som det der altid er i os, det er slet ikke nødvendigt, står der, at være betaget af en mand, man kan gå direkte til kærligheden, for du er kærlighed

kedelig kærlighed tænker jeg og ser på mit hjerte

jeg er sammen med mig selv, jeg taler med aleneheden, jeg er sammen med aleneheden, men tester endnu en mand, bare her i pausen, fordi min krop beder om forløsning, indtil det er helt tydeligt, at han er en perverteret mand langt under mit niveau

niveau 11 er min søn nået til, er det ikke sejt mor, jo, det tror jeg, hvis det kan være sejt at trykke heftligt på tasterne så en lille mand på en skærm bevæger sig

bevæger følelserne i mig, de slynger sig ind i hinanden, da jeg oplever hvor døde levende mennesker kan være, og hvor levende døde mennesker kan være

i deres eftermægle og ånd

ånden bor i den sætning jeg plejede at eje: Søger du efter en seriøs relation for det gør jeg

jeg har lukket spørgsmålet

ensomhedens ekko lød for højt i det

og derinde i ensomheden bor afskårethed, fravær og altopslugende minderne

jeg er flyttet over i det uhørlige rum nu

mellem verdnernes formørkelse

lysstrålen, den dansende, over vandende, mellem verdner,  det værste jeg ved

er at stå stille uden spørgsmål, uden søgen.

———–

Kære YouTube, når jeg bliver gammel

husker du stadig det korrekte antal

views, for jeg husker dårligt og de store

der ser med på views, ser på seere

vil ikke tage drømmen fra mig, siger de

mens de banker min skal med et baseballbat.

Jeg skovler ind, for at der kan blive mere af mig, mere at høre, mere at gøre,

Hvor meget er et minut værd

hvis jeg har spildt 10, hvor meget har jeg da mistet?

Hvis jeg kunne få samtalen mellem

mine forældre første gang de mødtes

hvad ville den da koste mig? Skal nutiden være dyrere end fremtiden eller fortiden den vi skylder penge?

Er mine film bedre jo flere der ser dem

er min torsdag eftermiddag mere værd jo flere der vil se mig på den

er min krop hvor den skal være

jo dygtigere vi er

til at imitere kærlighedsakten?

Hans krop

er min livline

jeg sidder op og lytter til hans snorken, den beroliger mig, det er ligesom selv at sove

ubevidst flyde gennem livet, hvor stor en del af dig

vil have mig, hvor stort

smilede de til dig da du var baby, jeg fortæller

dig at hun ligner en der blev smilet til som baby, længe og gentagne gange, du smiler bare af mig før en af os siger

jeg kan ikke længere give dig liv

i skyernes hvirvlen om mine ører er jeg gået på kompromis med mig selv

Du må tro på det, Maria, siger de

som om jeg skal gøre noget

man ikke kan gøre, for tro er ikke en handling, siger de, det er en tillid

Har du tillid til dig selv?

hvis du ikke selv tror på det, såeh ..

står jeg her igen som en krop

uden tro

som en tro oven på min krop

som en krop der har forladt sin tro om verden

som en plads i verden til min krop uden tro

som en plads til min tro på min krop i verden uden tillid

Hvor mange gange vil de bede mig tro

før mine følelser glider på en sten

smutter under mine fødder og lader mig teste mand på mand

hensat enhver moral

test på test på niveau på niveau og en krop der kalder på opmærksomhed

man kan høre det hvis man bliver helt stille og lægger hovedet ind til hjertet

slag for slag

skidt for skidt

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Den kunstige virkelighed

5. April 2017 af Maria Guldager

For mange planer på samme dag

for mange dage på de samme planer

mit hoved er mit gevær

fyrer ideer afsted, mens kroppen er smurt ind i kulturens tjekliste: promover dit selvværd, sælg din afmagt, køb din hjertesag

Mine venner er gået ned med stress. De kalder på mig:

det er meget bedre hernede, kom kom

Lykkelig den der bor i et glashus og intet ejer at kaste med,

dem der kun ejer gennemsigtighed, og aldrig kan tjene penge nok til selvbedrag og selvværdsproblematik

Jeg gemte ordene i mit hjerte

svarede jeg

da de kom fra SKAT og spurgte efter mine kvitteringer

Jeg skal have for 2000 kr

sagde jeg

til den clairvoyante der ikke kunne finde en eneste ånd der gad udtale sig til mig.

—–

Er der mere på den anden side

eller skal jeg give alt, hvad jeg har lige her

hvem skal modtage det

hvem skal slæbe på det

jeg kaster mig ind i et parforhold og håber

at han stopper med at ryge

vi skal alle samme vej

siger han, der bliver crowdet siger jeg, og tilrøget.

Jeg lader mig fotografere nøgen og håber

at det får andre til at vade lige ind

i mit skatkammer, bare tag, siger jeg

det er bare et billede op

at man kan se mig udækket

i virkeligheden vil ‘modet til vanviddet’ være for tungt

at bære med sig rundt i jakkelommen

og vise til en der ryger sig selv op.

Til den der samler mig op på den kolde gade

og tager mig med til sit hjem og siger:

“Nu er dette ogsÃ¥ dit hjem”

Til den der samler mig op midt i gråden og forladtheden

og tager mig i hånden og siger:

“Du kan være tryg i din egen krop”

Til den der samler mig op i sultens time

og finder sin mad frem og siger:

“Spis, jeg har rigeligt”

Til den der samler mig op i fattigdommen

tager mig med i sin succes og siger:

“Du er million dollar, guldpige, flyv”

Til den der samler mig op i mismodet

og lægger sine hænder mod mit hjerte og siger:

“Nu kan du endelig være den, du virkelig er”

Til den der samler op af fortvivlelsens rand

og smitter mig med latter og siger:

“Nu bliver alt godt”

Til den der samler mig op i mine indre blødninger

kører mig på hospitalet og siger:

“Jeg vil vente pÃ¥ dig for evigt”

vil du

eventuelt lige adde mig på facebook?

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Tiden i nydelsen

28. March 2017 af Maria Guldager

Der er et nydelsesfuldt øjeblik lige før

jeg får travlt

lige før jeg rigtigt tager fat

de boblende hænge-sekunder

jeg er ikke startet, jeg har ikke travlt

jeg er til

uden opgaven

uden presset.

Det er denne tid

jeg tre timer senere i afmagt ønsker mig tilbage

til

for så havde jeg ikke nydt dem

jeg havde brugt dem effektivt

så jeg ikke stod der senere, og var ubelejliget med stakåndethed og løftebrud.

Nydelsen er min

kun indtil jeg træder ud af øjeblikket inden

det der kommer efter

og fortolker nydelsen som spild.

Den gode tid er min

kun indtil jeg har dårlig tid

og tiden derfor ikke gør det, den skal

når den intet overlader til kedsomheden

og alt til arbejdsomheden

er jeg i boblen der sprænger

i nydelsen der forgår

i tanken om en tidens march

frem mod et vigtigt møde kl 17:00

som jeg ikke har forberedt mig til

som jeg ikke kan koncentrere mig til

som jeg ikke kan bidrage seriøst til

for jeg er i nydelsens øjeblik

det, som er forgået

jeg er i nydelsen der lurer

i sekunderne lige før

jeg skal og

’skal’ forgÃ¥r nÃ¥r jeg er, og

nydelse forgÃ¥r nÃ¥r ’skal’ er.

—-

Jeg går forbi ham på den mest uvenlige måde jeg kan

jeg er ubehøvlet, hvad er der galt med mig?

kort efter går han lige så uvenligt forbi mig

jeg er okay, der er ingenting galt med mig

vi gider bare ikke

vi gider virkelig ikke

at være sultne kroppe i disse timer

at time disse kroppes sult

at sulte kroppen med tid og atter tid lige her i dette ‘inden’

vi gider ganske enkelt ikke at være i et supermarked med rådne grøntsager, kun sødmælk og forslåede færdigretter kl 21 i udkanten af København

hvad er der galt med den her butik? Og hvor er vejen ud? Forbi ham, ser jeg.

—–

Det er ikke i det jeg spiser

ikke i tanken om det jeg spiser

ikke i oplevelsen af at spise

men spisningens spisning

i det jeg spisers spisning

det fortæres

med følelsen af at være både i fuld kontrol og komplet ude af kontrol

følelsen ophæver sig selv

så jeg bare mærker spisning

jeg mærker sultens seng

jeg mærker begærets kjole

jeg mærker afhængighedens værge

jeg passer på mig selv ved at spise

jeg spiser mig selv ved at passe på

jeg passer ikke

jeg spiser

jeg lægger først mærke til smagen, i det sekund jeg tager et nyt stykke, en ny bid

der bider sig fast

så fraværet slipper

og aktiviteten bliver til en stillestående permanens

en perlerække af indføring

mens jeg stiller mine beskidte sko på meningsudtrækket

mening der trækker ud

trækker mig med ud

trækker tiden ud af mig, mens

tiden nydes med min mund

mmmhhahhaha velbehag

lige indtil næste dag

der altid skal være så pokkers moralsk

at den får mig til at ønske, at jeg ikke havde været tid

i spisningens bad

for nu er ganen øm, og toilettet sprøjtet til, og energien spærret inde

i den gamle nydelse, der nu kun er et svagt minde om en onsdag

aften der blev spist op:

jeg spiste ikke slikket

jeg slikkede lutter spisning

Hvor dejligt må jeg have det

imens jeg forbryder jeg mod mig selv?

——-

Hun, den fremmede, vil ikke tage min dyrebare tid

siger hun langsomt, mens vi holder vejret sammen, kan tiden

selv hoppe til og fra, nu er vi der, nu er vi der ikke, kan tiden

vente på vores hiv efter luft, for det gælder ikke lige nu, kan tidens

elastik holde spændingen til hun er færdig med at tale

om det ligegyldige

for noget i mig forstår

den formålsløse samtale med den fremmede

som dyrebar.

——–

Jeg kommer til dig, skriver jeg

for jeg ved hans tid er knap

Jeg skynder mig at pakke sammen

for jeg ved at, hans tid er vigtig

Jeg planlægger minutiøst vores samtale

for jeg ved, tiden med hende aldrig kommer igen

Jeg presser det ind i mit skema og lyver

“jeg har tit tid”

fordi min tid ingenting er værd

hvis ikke disse to mennesker er i den.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Det vigtige

25. March 2017 af Maria Guldager

Hendes øjne blev trukket gennem lokalet, tilbage på en iøjefaldende pris, hvem trak, tilbudsskiltet, nysgerrigheden eller luften imellem dem. Det er som om, sagde hun,

at jeg kysser min afholdenhed

på læber midt på ansigtshud med skægstubbe, der flænser mig ren, det største han har taget fra mig

er mit fokus

der glider ind i andres eftermiddage, en kold næse på min cykel, ude i andres luft, det vrimler

med frosne tårer, frosne vejrtrækninger og udstoppede hjerter

de er døde, men nogle har fundet os, og sat os i stand, det ser næsten ud til at vi elsker hinanden

i gadebilledet, billedet af en gade, der ligner en motorvej, en motorsav, en motor under de spinende ben

jeg møder en jeg kender, vi hilser i forbifarten, jeg på cyklen, hun til fods, livet til låns og eftermiddagen smadres som et glas

splinter i min sjælehud i nettos kø, kassedamen, denne person udnævnt til at håndtere pengene, smadrer et æg, det er ikke hendes

skyld, jeg står

og ser til mens de rydder op, børn der græder

voksne der hyler

fordi de endelig har mulighed for at lave noget

men har glemt hvad de skulle

er det så overhovedet en mulighed

når alt står så stille og kun hovedet kører.

———

Det skete bare en dag at han ændrede sig

ham jeg elskede

blev til

ham jeg ikke elskede

og så

fortsatte jeg

med at elske ham jeg ikke elskede.

————

Kan huset rumme mine ideer

kan mine ideer rumme huset

har huset flere rum

har rummene flere huse

er jeg den eneste i flokken

er flokken det eneste der er mig?

———-

Der var den igen. Usikkerheden, Tror den vi er venner? Jeg vender blikket op, siger fra og siger til, siger

univers, hvad er det jeg vil, og så er han halv min højde og kan ikke se jeg er anderledes, ser han kun min nederste halvdel og ikke min øverste galning

jeg ligner mig selv

mere og mere

jeg er brudt om du vil

ud af flere og flere

fællesskaber der tog imod

bunden der blev bundet op i al den forbundethed, min krop

så ingen udvej, der er den igen, den snigende ven, en grådig jalousi jeg ikke vil være i

jeg lufter ud

men røgen sidder i møblerne.

—-

Her er jeg

er det vigtigt

her er verden

er det vigtigt

her er mit liv

er det vigtigt

her er sandheden

er det vigtigt

her er børnene

er det vigtigt

her er historien som den var, det der virkelig skete, her er løsningen, svarene, resultaterne, det her er hvad vi har opnået, her er vi nået til, hører du

til vigtigheden

eller er du ukendt, omkommet i informations eksplosionen, der melder tre overlevende

likes.

——

Alene

fordi kroppen sitrer når jeg lukker øjnene

fordi min egen vejrtrækning er nok til at beruse mig

fordi jeg ikke behøver dele kærligheden, jeg kan beholde den hele selv

fordi hvis din krop også ligger her, må vi skiftes om luften

fordi din krop først skal samles, før vi kan snakke sammen, alene

fordi der er stille og mine lår er vigtigere og mit fokus helt mit eget.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Opdateringer i stilheden

18. March 2017 af Maria Guldager

Det regner

så mange forpligtelser ingen tilhører

om natten

så mange minder ingen vil have

jeg er vågen

så mange bøger ingen får læst

her ligger jeg og lytter til vejrets meditation, dette silende enkelte fokus, dette nattebærende arrangement, der dæmper manges gøremål, om lidt bliver det lyst

så få meninger om hvem jeg er

og roen bliver opbrudt, folk vil stige ud af de biler, jeg hører suse forbi, og begynde at klirre med kaffekopper og pengeapparater

så få gange har jeg levet efter mine idealer

allerede nu, i mørket hører jeg folk, unge folk, der skriger op, det er natten til lørdag, husker jeg, det forklarer de unges larmende generthed, endelig, har de en chance for at skrige op, vække nogen, uden at skulle forklare deres villen

så få gange har jeg valgt, før jeg ikke havde et valg

om natten.

—-

Der er han igen. Afklædt foran mig. I mit

minde. Skjult

i min skrift. I mit blik. I måden jeg spiser på.

En digter læser op

uden at trække vejret ned

han glemmer

ingen ord men

det meste af sin ånd

Hvordan har du det

egentlig

indeni?

egentlig indeni indeni indeni egentlig indeni?

Drømmen afviser mine evner

når jeg som en evnesvag forfølger

drømmen eller manden

ham jeg nægter nogensinde at komme mig over

jeg stritter imod, om de så lukker mig inde på livstid, jeg opgiver ikke

at han var der, han var der, jeg lover jer, han var der

i mit hoved, ingen andre

kunne se ham, men mit hoved

så en prins

—-

Ikke nok med at jeg er et herberg

rummelig med plads til de sultne

jeg har selv fået pladsen som hjemvild

uden et sted at bade og sove

ekspanderer og punkterer min afgrund mig med sin

‘trækken uvished i langdrag’.

Hans krop var mit hjem for en tid

kan et hjem elske et menneske?

kan et herberg give den enkelte tryghed?

Nu er mit hjem en hjertesorg

mit hjem, en tankestrøm

mit hjem, et jag i siden

mit hjem skifter skind

idet minutterne overtages af timerne

mit hjem

min krop

der denne nat ikke sover helt godt.

Om dagen er jeg en flyer

jeg deler mig i alle postkasser og på alle fælles tavler

jeg beder høfligt om du vil have mig, her er listen over ting, jeg kan servere dig

jeg respekterer et nej

siger jeg og ser ned på min krop der kramper og klamrer.

Kirke, mærk din krop,

angsten har for længst nået brudesløret

hvem er bag det tildækkede

udover over paniske øjne der ser ud mod jeres to rækker af venskaber.

Jeg tror, regnen er stilnet

eller har jeg slugt så mange tårer, at jeg ikke kan kende forskel på vådt og tørt, på indeni og udenpå, på udefra og ind og oppefra og ned?

jeg gætter på, at jeg ved mere, end jeg tror

jeg kan huske

at der er mere at hente bag de lukkede øjne

end hos nogen øjenåbnende dagspresse.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

1. March 2017 af Maria Guldager

Okay, så vi hvisker tavlen helt ren, er det det du siger?

Hvor mere kan man slette en person end på sin telefon og sin computer

Mit hjerte er fyldt med slanger

tilgiv mig jeg er svag

jeg lader mig friste til at kaste mig om halsen på ham igen

men denne gang brækker han halsen

jeg har snoet mig rundt og rundt og rundt om ham, strammet grebet og nu er han væk

ren tavle siger du,

jeg prøver at fange den med renhed, mener du tomhed

intethed, gennemsigtighed, udblødthed?

Det skvulper over med

mit indeni

og det udenpå

tager over

jeg ledes af min identitet, videre frem, progressivitet, ikke helt ramt

den store kærlighed men hvor tæt skal jeg på

før den virker større

end det jeg har i mig selv, rent bord

mener du her fra hvor jeg står? Midt i den tragiske mangel på tilknytning

til arbejdsmarkedet siger jobcenteret

til fællesskabet siger kirken

til andre mennesker siger vennerne

til dig selv siger jeg uden at sige noget, for jeg lytter alligevel ikke efter, jeg er lettet

oven på vores brud, ja jeg svæver, og holder en andens baby uden selv at ønske mig en

må man overhovedet det, holde en uden at ville have en, jeg lå engang i hans arme

og tænkte, at det eneste jeg mangler nu

er kærlighed og penge.

———

Jeg vil ikke kaldes den frafaldne

jeg har prøvet men ingen aviser tog historien

jeg gav op efter en avis, men jeg tænkte at de måtte sende den videre selv

helt ærligt hvor meget skal man gøre gratis

her serverer man den ene lækkerbisken efter den anden

skal jeg løbe ud og nøgen og råbe KOM OG TAG MIG

jeg har prøvet men fik et par af billederne fjernet fra facebook

Når tolerancen er lav, og det hysteriske mode højt

vanker der opgør

når jeg gør det op

er jeg faldet fra så mange steder

at det kan lægges sammen til et langt fald

igennem

tage, ruder, spejle, kister, studenterhuer

Helt igennem til falds for opmærksomhed

lever jeg, den frafaldne, uden at være klar over

at jeg er faldet fra

hinanden, jeg der dagligt flår min virkelighed op og forkrampet siger

alt er muligt

falder fraskilt ind i mit voksenliv,

og fra det splintrede sted skriver jeg alle mine ord, hvorfor

vil de ikke trykke dem, vil det trykke dem, nu leger jeg

rundt om mig selv, får jeg øje på nye vinkler

og konklusioner, vise ord som jeg kan tro på, aha, det var fordi jeg aldrig havde set mig selv fra siden

nu forstår jeg hvorfor ingen mand nogensinde har elsket mig

min sidelinje falder igennem, bliver overset i mængden

jeg falder fra fordi mine sider ikke kan hænge ved i den store bog

de lærdes bog, de skriver en mail til mig, faktisk er der bare en eneste HR-chef

Der er en af mig og en af ham. Jeg – dvs 1- henvendte sig til ham- dvs. 1 og i alt er vi nu to men i sit svar mig skriver han: Vi henviser til… Vi øsnker dig en god dag…

Vi skulle jo ikke ende sådan, tænker jeg, at man gør sig selv til flere på een gang.

———-

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Halvfærdig

22. February 2017 af Maria Guldager

Jeg tænker ikke på dig

mere end hvertandet sekund

imens der tales til mig

i pauserne mellem mine tanker

i sangen jeg skråler

sidder mindet

og når jeg juicer

og når jeg danser

og når jeg spiser

og når jeg sidder

og når jeg trækker vejret

minder det mig om dig

om dengang du elskede mig

du elskede mig

du elskede mig

om dengang du elskede

at putte dig ind til mig, at føle dig tryg ved mig, holdt din ven op med at kontakte mig

fordi du havde sagt vi nok ikke holdt

udsatte du at booke billetter til jylland

fordi du vidste at vi nok ikke holdt til weekenden

talte du nogensinde om en fremtid med mig

eller talte jeg kun med dig, talte jeg altid bare til dig, sagde du nogensinde noget eller var du bare sulten eller mæt eller træt eller energisk, ville du

nogensinde noget

med

mig

tog jeg et billede af din hånd på mit lår da vi var til koncert med Mraz

fordi jeg vidste

jeg ville få brug for det?

Det værste er

siger jeg og hyler

min veninde spidser ører

men hvad skal jeg nævne først

at du ikke skal holde min hånd igen

at jeg ikke får lov at se din hånd blive ældre dag for dag

at du ikke holdt mit vanvid ud

at du ikke bestod min kvindetest

at jeg blev for meget for en hårdfør mand som dig

at jeg ikke må mærke din nakke igen

eller se din unge krop hjælpe mig med ting

nej det værste er, siger jeg som om jeg ikke blev færdig med at beskrive dine hænder,

at jeg aldrig bliver lykkelig igen aldrig uden dig aldrig lykke aldrig uden aldrig dig igen

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Tro noget

19. February 2017 af Maria Guldager

Så du vil gerne være famous

du vil gerne have penge

købe et hus og være den der bor i huset

bo der med de børn du engang har givet liv

men til daglig giver fravær, du vil så gerne

tro Рp̴ Рdet

de eneste mursten du har, er i den mur, du løber hovedet imod

hver gang du prøver at vinge og tvinge

fantasien igennem virkeligheden som

sten i din ryg: et spejl på barndom i dit bryst

en vandrende, foranderlig sorg som en landskabelighed bag

din ukuelige bestræbelse

på at blive tv-stjerne, blive produktionsselskabet, blive hele nabolaget

så du kan finde mening med din dirrende krøllede lidenskab

båret er du af dit knælende mønster

ræk mig en chance, tigger du, i håbet om at suget i dit mellemgulv svinder ind

af den afsked du tager med manden, du elsker mest,

frygten for at han ikke elsker til samme solforgyldte længde

sætter veerne i gang, opbrud, resignation,

for at gå på det gyngende, kaldende, bydende fødsels vand

i dig står en forseglet fascination som skulptur,

hvad gemmer du i kammeret bag forelskelsen, bag lammelsen, bag det opsigtsvækkende

vanvid, hvem er du i den skyggeløse, ekkotomme og vidtstrakte stilhed?

Der er så meget verden i dig, hvem er under det tænkbare, bag dine ord, under din tro,

under dine væltende vilkår og den drivende angst?

spørger vi, der bruger smartphones til pynt på vores vægge, det er grænseløshedens fryd,

siger vi og sætter macs i kunstig jord i en balje, du må vågne, vågne op til

et job der kan gøre dig mæt, du må blive, blive voksen nok,

til menneskekædernes sammenhold, hvor du ikke længere vækster i dumhed,

voks dig ind i vores himmel, hvor det halve af dig allerede er, din fortælling

er fjernhedens.

——-

Jeg tror et øjeblik selv på

at det er hans skyld, jeg ligger i armene på en mand

jeg ikke synes lugter godt

jeg ikke synes ser godt ud

jeg ikke synes er rar

jeg ikke synes rører mig rigtigt

jeg ikke synes har noget at skulle gøre nøgen, så tæt på min beklædte krop.

—–

Kære digtsamling

hvad vil du have, jeg skal bygge dig af?

mit indre virkende tortur

mine ydre omstændigheders plage

det tøjlede uvejr

under mine dragende visioner

de utællelige fejltagelser

med en barndomsstorm i baghovedet

fantasien om den højeste vellyd

i mit forelskede hjerte der endelig finder fred

den vippende kærlighed

håbet om ham der ser mig

sejlende opad mod kløgt

strømmende lethed i takt med den vægtløse dans

belyst af et magnetisk felt

hvori min krop sitrer, vibrerer mere end nogen kunne have troet muligt

fortryllet af følelsernes inderside

iscenesætter jeg disse spørgsmål

tilgiv mig, kære digt, at mine øjne er i vejen

for den karavane af trosspor, du kunne have skrevet frem.

—-

Vi kommer til at

krydse grænser og han børster sine bukselår af og siger: så nu tilbage igen

han til sit

jeg til mit

høfligt og uden nogen skulle tro noget.

Vi krydser grænser

jeg griber chancen som havde selveste Oprah kastet den til mig

hvornår er noget en god ide

han rører mine bryster som mine bryster elsker at blive rørt

hvornår er noget ikke en god ide

mit underliv skuffes og svier vågent i bekræftelsessyge hele natten

mens jeg siger ja-nej med munden og nej- ja med kroppen

hvem skal man tro

jeg ligger imellem linjerne uden at røre på mig

likvideret eller besvimet, endnu ikke sunket

ned i morgendagens skam.

—–

Jeg savner dig,

sandsynligvis fordi du er familiær

tak, du er også familiær, siger du,

der ligesom jeg har en anstrengende familie,

du siger, at hvis jeg vil have dig, så skal jeg lade dig

være, ‘lade dig være med mig?’ Lad nu vær med-

at kræve, projicere og hyle natten lang

siger du og så siger jeg

men jeg vil have dig

til at tage mig

i mit mest umulige øjeblik, jeg vil have dig

på afstand, hører jeg min stemme

så du kan kaste dig hele vejen ind til mig, bore dig

ind imellem mine flapper, smage på mine safter, så jeg ved

at jeg er din Gud, at jeg alene forsyner dig med hele din formue og står klar til at tage imod den igen.

———-

Som iboende feber

som en sol i kroppen

som nervesystemet gone elektrisk

er jeg forelsket i dig

jeg kortslutter

brænder op

please gå, siger jeg

for jeg kan ikke,

det skal jeg nok, siger du,

mens jeg aldrig har mærket noget så voldsomt i mine knogler

slår jeg op med dig, igen, forfra

på forhånd, jeg lavede også altid forud i dansk, jeg rev

til gengæld den logiske fagbog i stykker og påstod

der havde været vandskade, jeg slår op

fordi man ikke må elske folk så højt

det er patologisk, jeg føjer

mig ind i verden, slår op

selvom vi aldrig rigtig var kærester

kun da vi besøgte dine forældre i julen, jeg slår mig

op på at ville formidle sårbare emner

var min livsførelse en matematisk ligning ville den aldrig gå op, hvornår går det op

for dig, at jeg er sammenfiltret med en fordring, en mission, et formål

om at finde nogen at tro på.

—-

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Pausen i opmærksomheden

11. February 2017 af Maria Guldager

Her ligger jeg: en bunke knogler

tænkende ben, bunker

af fortydelseskød, jeg ligger tæt ovenpå hinanden,

end ikke min stolthed kan klemme sig ind imellem blod og ben og fedt, verden

er væltet ved den ene tanke

at jeg mister dig, jeg ligger fladt ned,

prøver at regne mit liv ud

eller bare hvor jeg skal bo om en måned

med fuld opmærksomhed: flammen der bor i mig

flammen der brænder mig

mærker mig for livet

udelt opmærksomhed er en mangelvare

tænker jeg og

sælger ud af min opmærksomhed

til Facebooks univers,

jeg vil møde verden

er det her verden mødes

er jeg med i verden?

er jeg i min egen verden

scroller, logger ind og ud, twitter, stalker, spammer, drømmer

om større opmærksomhed der kun er til mig

mærket, ja brændt af flammen

risikerer jeg alt for at få dine

øjne på mig.

—-

Pausen mellem det ene øjeblik og det næste

holder pladsen for en

Ã¥nding der venter

på det øjeblik, der genkendes for hvem det er

et stykke liv

i sig selv

med sig selv

som sig selv

til sig selv

mod sig selv

et stykke selv

der skifter retning op ind, ned ud

han når ikke at tjekke sin telefon før jeg er kommet tilbage til ham efter at være gået fra ham

selv

der

er øjeblikket: en pause

før fremtidens kolde ansigtslag.

Det er sørgeligt men det gladeste tidspunkt i min krop

er når du både rører og ser mig, kun dig, kun mig, vores hud

Det er sørgeligt men det eneste jeg vil udrette i dette liv

er vinde dig over, forgudes af dig, være dit et og alt

Det er sørgeligt men hvis du ikke har set mig, har ingen set mig,

bjergene, det magiske spejlblanke vand, den åbne himmel lukker øjnene uden dig i mig

Det er sørgeligt men jeg lever for at elske og du kan skubbe

mig til side, jeg er nødt til at elske dig for at leve mig

Det er sørgeligt men min sjæl fortvivler når du ikke har lyst

til at forenes i et kys, vande min tunge, tage det der er mit og blande det med det der er dit

Det er sørgeligt, men det er sandt at jeg er ligeglad med sandheden så længe jeg må

ligge på dit bare bryst, båret af jorden under dig, næret af skattene i dig.

Det er sørgeligt men jeg kender ikke længere det politiske landskab eller det vi aktuelt taler om

men jeg kender hver en fregne, hver en streg i din hud, dine dufte, dine bløde kanter, dine forsvarsværker, din akutte hunger, din frustrerede træthed, din irritation over mig, din mangel på evne til at møde mig i en dyb samtale, det er sørgeligt og uskolet men jeg bilder mig ind

at jeg er i live for at elske hver en del af dig som den er.

Der går et øjeblik

før jeg svarer

på hvor jeg i øjeblikket bor,

i blikket fra hendes øjne

trues min selvagtelse

det er midlertidigt

svarer jeg og hun siger: ja det går over, alt ordner sig

et øjeblik efter tager hun alt hvad jeg ejer og går

hun kommer nok tilbage når hun er kommet

til sig selv igen, fællesskabet

har taget hendes selv, hun taler kun om Jesus

jeg giver hende et øjeblik

der nu har varet to år

og jeg giver hende det hvert øjeblik fortsat

for det går over: selv det tryggeste hjem, alt ordner sig,

i opmærksomhedens

pause.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Mellem et hjem

6. February 2017 af Maria Guldager

Kunne jeg bare forsvinde ind i lyden

af dit navn, overtages helt af din stærke favn,

det er kun en flugt

hvis du ikke er virkelig.

Jeg er alene hjemme i det store hus

så jeg putter godt med saltet smør i maden

spiser den med velbehag og slår store prutter ud i det tomme hus

jeg hører en grynten fra stuen, jeg farer sammen,

der ligger en mand i sofaen

jeg troede jeg var alene

det er du også siger han, nærmest i søvne

Jeg er ikke alene, hvis du er her, siger jeg,

jeg er taget afsted, du har huset for dig selv, siger han

men du her jo endnu? insisterer jeg

Jamen jeg er her fordi jeg glemte at få mig selv med

siger han, og vender sig om på den anden side, hans krop

er stor, ikke sådan lige at glemme, hvad mener du

siger jeg, han snøler, at han har glemt sig selv, så han må ligge der

imens han selv er til fest, hvor er de sørgelige

resterne af ham

når festen har taget hvad den skulle bruge.

——————–

Jeg ser ind i dine øjne

der har alle dine minder i sig

to skinnende idealer

jeg lever mig ind i

dine år, dine kår

linjer om munden lige før kinderne, er du sikker

på du altid har været så usikker

jeg krammer dig akavet

din arm er i vejen

jeg presser dig alligevel ind mod min krop

du kæmper ikke

for os

jeg lukker mine øjne

så ingen kan gå ind i min smerte

opmærksomheden lægger sig

på min hud som en hinde

beskytter og forstørrer på samme tid

min hjemløshed.

—-

Bevægelserne mellem et hjem og en mand

er fine

dine nøgenbilleder er fine

jeg spørger ikke ind, jeg er ikke alene hjemme

jeg spørger ud, ikke for grundigt, svarene keder mig

alene på cyklen spørger jeg ind

hvad mener de med fine?

jeg har vist dem det hele

det er ikke fint: et veldækket bord er fint,

min nøgne krop er ikke fin, den er et hul på størrelse med barndommen

vi sætter os rundt om bordet, jeg spørger ikke om jeg må gå

jeg går

for tidligt, for stilsikkert, for tæt til kroppen

lystig går jeg over mit eget vovemod

over i en provokation, jeg troede var færdig

med at invitere,

jeg vil ikke sidde til bords

blot for at kvæles i bordet, evaluere bordet, rengøre bordet, hylde bordet, bore i bordet,

med tilhørende manerer, jeg vil være

hjemme i min nøgne krop

der beder om en opmærksomhed på størrelse med voksenlivet, dagligt

fyldes jeg med hjemlige bevægelser

mellem dig og mig.

—–

Kategori: Indlæg | Comments Off

« Forrige indlæg