De søvnløst sovende

24. August 2014 af Maria Guldager

Tankerne støder mod hjernens bjergside

de støder til den side der ikke holdes med

der ikke holder ved, stenskred og rystelser

undervandsuvejr i mit hoved

spor vildledte af historiens rester

historien om det sammentrukne selv

spændt ud mellem poler

omringet af sin egen objektivitet

vildledende spor fører mig frem

jeg har hverken den fornødne ro eller uro til at skrive

længere og længere frem

indtil jeg brat støder på et gammelt fund

der ikke findes mere

skriver det ned

støder på tankedybets grund og må lægge afstand til det der fandtes

får et smil på snap

på 5 sekunder er det forbi

kontakten har sluppet sit tag i mit hjerte

gid rastløsheden ligeså.

Det voksne hjem minder om aftenimage

den utålelige kaffebryg mens opvredne klude sliber bordene

rumsterende voksne der følger arbejdsgangen

rengjorte ritualer

ritualiserende afdæmpede lys- e stemmer sukker

og roens bogstav møder øjnene i bogen

med en foruroligende trang til at vide: hvordan blev jeg sådan her?

slappere i ansigtet, strammere i oplæsningen

af normer

i et køkken

men til lænestolen finder selv krigen sin vej

vold og tilfældige gode gerningers vold

man strammer op og ignorerer grebet i mit hjerte

sådan gør vi her sådan gjorde vi før

der er ikke energi til utopi

med alt det der skal udføres

for at lænestolen kan få selskab

kludene vaskes, hænges til tørre, foldes, lægges på plads, bruges, vrides og ligger

længe og overværer den almindeliges hygge

førend den voldsomt samles op og mishandles påny.

Vi arrangerer en quiz for at formilde den lukkede genre

men ingen stiller nogensinde det rette spørgsmål

det biologiske stilles på utallige måder

men aldrig det rette spørgsmål

Søvnens plads er overgydt med tabte hårs mangfoldige prøvelser

værgeløse drømme

æder sig ind på

frysende ængstelige selvopofrende drømme

tankeside efter tankeside flakker som øjne der mødes

man bladrer ørkesløst og forudfølende

for at afføre sig traurige hændelser

jeg vokser sammen med min tanke

på et litterært papir der kan klippes ud

og slippes

eller bruges som skabelon

men der er en forløsning i ikke at være nogens favorit

opløsningsmidlet står afstøvet under vasken.

Hver dag er der dog en, der tænder sirenerne

der farer byen tynd

med drømme om at udrydde ondskab

jeg sidder op, lytter til hans tandsæts knirken

det er endnu for tidligt

til at slå op, til at se hvem der dominerer

den tågede venten

i morgenens morgen domineret af

tavse trafikanter der vidner det gryende

og det allerede udsprungne år

ser til ser på ser sig om efter mere som

kan vække interessen

for det gode, det uudryddelige

en knirken der får mig til at reagere prompte

selvom hjertet aldrig lærer det.

Jeg er passioneret for noget

jeg ved ikke hvad

jeg vil finde noget godt

jeg ikke ved om findes

eller i hvilken stand vil være

hvis jeg står alene

der vil altid være en procentdel der står alene

med hjertet gemt under en kontrol

hvad vil jeg alene?

alene noget godt

så godt som alene

noget så alene

passionen er en saft og saften af passionen er udvandet

når procentdelen ikke kan finde det gode

at gøre at tænke at se sig som efter

det rette.

Det er noget der sker om vintereftermiddagen

omkring kl 16

som også sker når jeg er sammen med løftet

om at blive ved hans knirkende kæbes bitre ånde:

et utilfredsstillende samkog af mørke farver

jeg bliver vakt i den søvndyssende ritualisering

ikke tilfreds ikke herboende

en ventende tid, en tæt læsning af et uopdaget selvmord

mens kaffetænder og bjørnehuler under øjnene dulmes i sin egen reproduktion

i trafikken transformeres vi fra afgang til ankomst

havgang og herkomst

løftet om at nå frem til

ikke at være for meget men lige tilpas

lige tilpas passion og søvn og tankevirksomhed.

Jeg står og ser direkte ind i hende

i hendes manglende selvværd

knitrende marker

man kan høre den fremmede på lang afstand

og han kan ikke finde en eneste frisk plante

bølger af bræk, genbrug til det urimelige

knastør hud, hvad er der sket med hendes overmod

jeg slipper mine forpligtelser, lader hendes landskab tørre ind

til ren biologi.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!