Den der ved mig

4. January 2017 af Maria Guldager

Hvor meget skal man give

det er spørgsmålet, er det ikke

hvordan give nok uden at give for meget

blive mig selv uden at forblive selv

evigt rasende mod tiden, forbløder jeg selv

om jeg har lukket alle vinduer, hvordan

give mig selv uden at forgive mig selv

med underholdning der ikke giver slip

et slip, et fald, ned i et hjem

børn med smørsovs i hovedet, jeg vender kroppen om

vender babyen i min mave om

vender hovedet hvor fødderne før var, prøv nu

at komme ud

rigtig udkomme

så de hører dig

ser dig

ikke bare tror dig, men ved dig.

Det er ikke for at vælte

dig omkuld nu, jeg ved jo godt, du er træt, uoplagt og ikke magter mere i dag

men da du fik mig til at komme for et par timer, sprøjte mine væsker udover stuegulvet, søgte intetheden ly i mit telt, kan du holde mig med dine pløkker

igennem telefonen, holde mig så jeg ved, jeg er noget, intet

kan skræmme mig

og gøre mig så let i benene at jeg ingen steder står

skrevet ned, Langs mine ben,

flyder væske fra mine øjne, en jamren

han hører mine lyde som forløsning men det er en gråd fra bunden af mit skræv, med intet i længere, intethed, nedskrevet i

mine lange kringlede beskeder

om sult, det jeg ikke skriver er, at hvert et sekund venter

på at du træder ind af døren, hvilken som helst dør, og giver dig i kast med mig, kaster

alt andet væk, kaster dig over mig, din kvinde, jeg venter, forventer, venter for at

mærke mit bryst sitre når du skriver en besked til mig,hvordan går det

spørger min veninde, med halvguden

jeg retter hende, for jeg gør ikke noget halvt.

Giv ham plads, siger hun, men også pladsen er blevet til intet gjort

—–

Arbejdet har givet mig alt hvad jeg har

og det har taget alt hvad jeg var

min frihed, min fantasi, min fremtid, har du det også sådan

at du af og til ville ønske

at du kunne stoppe med at kopiere andres

tonefald, gestikulation, ansigtsudtryk

Massemedierne har givet mig alt hvad jeg er

og de har taget alt det jeg har

min tid, min tanke, mit tomrum

———

Det er fordi du er i huset

at mine kæber spænder op, man siger

at alting starter indefra, har jeg startet dig

ved at se dig længe nok i øjnene

ved at love dig min opmærksomhed, som om det var en jeg kunne love ud

ved at give dig sunde vaner mens jeg smadrede mig selv i fortrydelser

jeg tilgiver dig fordi jeg rent etisk bør og rent egoistisk vil

jeg tilgiver dig fordi jeg har startet dig

men tilgivelse er ikke nok. Din dårlige energi hænger i gardinerne som en gennemtrængende røgdunst

hvem er du blevet til, var det virkelig mig der startede dig

da jeg insisterede på et trygt og evigt ægteskab

jeg skulle være en kone, en der ikke længere var alene

når depressionen bed til jeg blødte, jeg var en kone

indtil jeg smagte en anden mands tunge, den kan det der er vildere, sagde han

alt er muligt tænkte jeg

men det var det ikke, det var umuligt, både du og han, umuligt og jeg startede det

med et stille puf jeg havde kopieret det bedste jeg kunne.

—-

Smerten

Sorgen

Sulten

det nytter ikke noget, det der ville nytte var hvis jeg fik opereret penge ind i benene, jeg ville veje

så tungt ned efter, kunne sparke døre ind og kværne planeten rundt, penge

ville give mig mine børns latter, penge

ville give mig den anerkendelse jeg skatter, penge

ville kunne give mig nattesøvn, jeg kunne endda sove længe i penthouse lige ved siden løven, penge

en modigere kæreste, end gladere veninde, en adresse til min forælder, en mildere vinter, penge kunne give mig det hele

Han siger, at han elsker mig, det er kun de ord: jeg elsker dig, han siger– NÃ¥r han virkelig skal erklære sin kærlighed, jeg elsker dig, Han mÃ¥ være en af de fÃ¥

der stadig tror, det betyder noget at elske, hvor kosteligt, vil du med, spørger han, til udlandet, vi kan også flytte sammen, jeg spørger hvad det koster, han siger 60 men så er der også skyfrit, jeg tror ham ikke, jeg ved ham

vi elsker hinanden ind i fremtiden mens sorgen reagerer nuet

hvad hvis vi mister kærligheden

for øjnene af alle de andre

hvor ER pengene i dine ben dog tunge, han går omkuld midt i akten, mellemspillet, lige før vi inviterer til parmiddag og holder jul i et fælles hjem med matchende striktrøjer

han døser hen, væk fra bevidstheden om mig, bevidstløs koger han i det nøgne rum

oplyst en af hidsig pærer der skriger på selskab

mit sande selv er en skoletræt stædig spekulant

og med torne i maven forlader jeg ham for en aldrende chauffør med flere penge, omkring de 60.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!