Den skønneste orden

10. June 2014 af Maria Guldager

Noget summer i mit hoved

et dyr sikkert

et menneske, måske

det ville ikke være så sært, hvis der var et summende medmenneske i mit hoved

det ville forklare pladsmanglen

og de ukontrollable tanker

følelsen af at være under kontrol

når jeg er helt alene

Jeg ser en film: en kvinde skal til at sove

jeg ser en søvn: en kvinde bliver filmet

hun er nøgen

sengens mark og hendes blik gør sovesituationen øm

hun er en sårbar kvinde, skrøbelig måske, fin i alle fald, en kvinde

med et filmende kamera tæt på sig, først ben, baller, ryg og så et closeup

af hendes tanker

hun forestiller sig nok at der ingen er, eller at hun jo er en rolle, en anden, en ikke sårbar

det kaldes filmiske illusioner

og kan både gøre hende bredere, finere og mere udødelig end hun er

det er nok derfor hun græder i filmen

har hun selv besluttet at tage de roller, hvor hun skal græde? Har nogen besluttet det hen over hovedet på hende?

hun forestiller sig grunde til at græde

og så græder hun pinen ud

og bagefter sover hun ikke, som jeg tror, når jeg ser hendes lukkede øjne og afslappede krop lige før sceneskiftet

hun står op og føler sig afklaret, hun føler sig forvisset, hun føler at rollen skal sove nu og hun være vågen

hun står op og tager sig ud som sig selv, uden gråd, uden grunde til at være ked af det

hun forestiller sig andres grunde til at være ked af det

hun bliver ked af det, fordi hun lige nu ikke kan forestille sig andre end sig selv

husk tøjet, råber sminkøren efter hende

tak, siger hun, og lader som om hun er med i en film

så det ikke er pinligt at være nøgen offentligt.

Vi sidder i et teater; det de laver på scenen kaldes også teater og vi ser på dem, karaktererne,

og får fornemmelsen af, at der findes andre mennesker end os

med hverdage i, med mad i, med en endnu ukendt fremtid i

vi kommer hjem overvældede, indignerede, endog inspirerede

vi forsøger vi at koordinere vore bevægelser som vi har set det fra tilskuerpladserne

han hælder op, jeg holder glasset frem

han siger stop, jeg taber glasset

vi må kunne gøre det bedre

koordinere vore bevægelser så der bliver et os, en fortælling

som når han koordinerer sine bevægelser i bilen, og der bliver en kørsel ud af virksomheden

vi prøver igen

spiller et teater i vores seng

men jeg spilder mælken og meningen, det var ikke min mening

det er ikke din skyld, skynder jeg mig at sige, inden nogen ser vores stykke

vi laver det bare om, tænk ikke på det, jeg beklager, jeg har gjort dig så nervøs

den skrattende lyd af min undskyldning skærper vore sanser/paranoia

ser de os? taler de om os? hvad mener de om os? forstår de vores betydning? Nerver.

Du bliver så glad når jeg hilser

som kun en lille mus kan blive det

var du ikke så lille som en mus

ville du måske aldrig blive ænset

din glæde er stor som en elefant

du bevæger dig imellem to meget slidte dyreanalogier, musen og elefanten

og i det spænd kender jeg mig selv

nok til at vide at jeg bør hilse

og endda logre.

I dag har jeg ikke spist noget, ikke noget substantielt

men jeg har heller ikke udrettet noget substantielt

min fætter sagde engang, en af de få gange vi har talt sammen sagde han, at det hang sammen

forholdet mellem det man udretter på en dag og det man behøver at spise

alle andre har afvist det

dem jeg har turdet spørge, og det er op til flere, heraf mindst en kostekspert

men jeg tror han har ret, min fætter,

så i dag laver jeg ingenting og spiser ingenting

så går regnskabet op og jeg kan glemme min tunge samvittighed

i bussen eller i supermarkedet eller på arbejdet, så længe det er et sted

ingen finder den, og gætter på at det er min.

Et udseende der altid er blevet passet godt på, passerer mig

jeg rejser mig og ser godt efter

der er en fyldig udgave af mig og der er en ranglet udgave af mig

jeg ser personlighedskramperne danse, ikke rytmisk, det kan man ikke sige, ser dem krampe

fra et vindue i din fortid

ser jeg tilstanden lige før et udbrud: fred

en krop uden rynker, løs hud og andre alderdomstegn

du ligger harmonisk på kærlighedens skulder

og bøvser af, du får det værste ud, du ligger og er ny, uspoleret, upoleret

du ligger i en sofa, for lang til at støtte fødderne på den, du ligger så harmonisk

at man leder efter de stiplede linjer rundt om dig

men den er god nok, du er skønheden selv

din kønne krop presses senere som hvidløg

du mindskes men forstærker smagen af en anden

gift dig aldrig, sagde jeg ellers

jeg rejser mig og husker ikke om jeg nogensinde har sat mig

for de larmende smukke udseender får det hele til at snurre

verden, pengene, venligheden

for øjnene af min sentimentalitet.

Hvad skulle det være? Kunne jeg gå jorden rundt i enhvers påberåbelse af min skønhed?

det har vi ikke her

desværre

ja des værre endnu

er at jeg intet begærer fra din forretning

end ikke kærligheden?

nå den her?

ja den kommer i 12 farver

sæsonens farver?

præcis, du ved vist om hvad du taler

jeg vil have kærligheden som det eneste, det eneste, hører du? Byd mig aldrig andet!

jeg ser, men i hvilken farve skal den være? Nummer 4 er den jeg selv går med, min favorit

jeg må skuffe dig, ekspeder en anden, I har ingen kærlighed til randområdet og det er den eneste, jeg mangler.

I min familie taler vi aldrig

om andet end hvornår vi skal ses næste gang

man hilser, stiller skoene, sætter sig og finder kalenderen frem

vi når aldrig at spise maden, jeg er holdt op med at lave mad til familien, vi spiser ikke

den ældste kan ingen dage de næste par måneder, jo tre dage

men der kan den yngste ikke

hvad så med, siger forældrene, og foreslår datoer, den ældste for længst har afvist

et par timer inde kommer hårdknuden

det er her, vi næsten ser på hinanden

der er kun en gammel, nærmest antik, kalender imellem os, før blikket rammer de andre

grusomheder vælter ud, så støvede de er, tiderne imellem os,

hvorfor skal vi andre tage hensyn til dig hver eneste gang? Støv

det er det samme, hver eneste gang, siger de

og jeg siger, at jeg jo også har inviteret de samme

familien klukker

lidt mindre end jeg havde haft til hensigt, skuffelse

hvorhenne næste gang?

det kan ikke blive hos den ældste eller den yngste

og slet ikke forældrene i de weekender, I er for sent ude

der er optaget alle dage

ja så skulle det selvfølgelig være. . .

ikke tale om, der kan jeg ikke, det er udelukket

i glimt føler vi

at det er uden ende

men så er besøget forbi, vi når ikke mere, vi skal ting hver for sig

kalenderen lukkes, skoene kommer på, farveller, vi ses

ja vi ses, det gør vi vel, snart igen.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!