Der er kort til Karen…. når man lige tænker over det!

Så er julekortet til Karen skrevet. Og havde det ikke været for den dårlige samvittigheds tidskrævende tankestrøm, så havde jeg nok også nået i postkassen med det i dag, men nu er det for sent. Og det er frygteligt at komme for sent. Det er slut,endt, forbi og du nåede det ikke. Der var noget at få, men du fik det ikke. Der var en ensom, du kunne have holdt ved selskab, men du nåede det ikke – det er ikke et øjeblik, du kan gribe længere, og det må du så leve med resten af dit liv.

Det er ganskevist ikke postkassen, jeg taler om længere, for her er konsekvensen af min forsinkelse blot, at brevet når frem senere. Min egentlige dårlige samvittighed handler om det besøg hos Karen, jeg bare aldrig kommer på! Hun nærmer sig de 100 år, og jeg har ikke set hende i de sidste 7. Ja det er pinligt!

-Og her er undskyldningerne – det er så svært at komme derhen og det at tage initiativ til det, falder mig bare ikke naturligt. Disse er undskyldningerne, som skal få mig til at sove om natten, når hun dør inden jeg nåede at hoppe på det skide tog, og køre i det der ligner en time. Og for at gøre sørgeligheden endnu mere sølle, så ville det ikke engang være et pity-call at besøge hende! Jeg er vild med damen! Hun har levet det mest spændende liv, og hun ved så meget om andre lande- hun har rejst rundt hele sit liv, og jeg kan ikke være i rum med hende uden at lære noget nyt. Tænk at sådan et fantastisk menneske skal sidde selv – kontakterne her er få, netop pga hendes rige udlandsliv og den høje alder.

- Hmm hvordan går jeg fra bør til gør?
Måske ved at fokusere på det sidste, frem for det første jeg skriver, som jo bunder i frygt. Frygt for at gøre hende ked af det og frygt for ikke at nå at se hende, inden hun dør. Frygt har det med at lamme mig. Det er jo noget jeg vil undgå, så jeg lukker øjnene for det, udsætter det eller glemmer det om dagen og tænker på det om natten.

Fx frygter jeg Sudan. Uha et væmmeligt styret land –stadig i borgerkrig og har været det i 21 år- nord mod syd, kristne og muslimer mod hinanden.  Bare tanken om at befinde mig i sådan et land, skræmmer mig. Frygten for at samme primitivitet vil nærme sig min sikkerhedszone, lander i skødet på mig, når jeg læser om itusprængte minareter* i Sudan. En del af kampen ligger i den slags symbolik, men det endnu mere frygtelige er naturligvis mennesketorturen og slagtningerne.

-Frygten giver mig ikke trang til at gøre noget ved situationen, men minder mig blot om, at jeg intet kan gøre ved al ondskaben. Ellers ville jeg vel ikke være bange?
Hvis jeg i stedet fokuserer på, at jeg virkelig gerne VIL besøge den vise ældre dame – hvad afholder mig så?

-Jeg er jo ikke den eneste med en Karen i sit liv og Karen er såmænd ikke den eneste Karen i mit liv heller. Det er et velkendt fænomen med bekendte og ældre familiemedlemmer, som der ligesom bare aldrig er et rigtigt tidspunkt til at besøge.

- Jeg har lige brugt en time på, at se på covers til min mobil. Så jow, jeg tøver med klicheen om tidsnød, for alt kan prioriteres. Hvor spontan og utraditionel jeg end føler mig, kører min hverdag alligevel i en svært omstrukturerbar rille. Det er vist noget med nogle kognitive skemaer i hjernen, der er lidt for.. skematiske??..

For mig tror jeg ærlig talt det handler om, at det skal huskes og herefter arrangeres! At skænke et besøg en tanke er ikke nok.

Gid det var, arrangering kræver nemlig dét som et julekort manipulativt forsøger at udtrykke; overskud!

* Og her må en klokke gerne ringe.. ønsker vi et forbud mod forskelligheder -kunne det resultere i en slags borgerkrig…eller noget andet frygteligt