Det er ikke ovre før jeg når til bunds

30. March 2014 af Maria Guldager

Født af løgne

ind i vidtforgrenede bedrag

Længden

vokset til og

båret i en løgn

bærer løgnmoderen selv

løgne i sin mave

s overmod i en

overflod af aftenmoden

syndfloden kønsmoden

spredt ud som tykke løgne

tykke løgnagtige lår

vaklende forkert og bagstræberisk

i uærlighedens usandfærdighed

løgne i retfærd, bekræftelse og hjemstavn

løgn som en del af opmærksomhedens rettethed

mod en bedragerisk grund

løgn som intentionen bag

enhver skændig norm

i en praksis med falske

varer i baggrunden

til en offentlig løgn

smurt ud over

mit ansigt, ja min ganske krop, hører du

mine forstillelser, dit klistrede værk,

mine løgne, mine svæklinge der spiser sig store

i hinanden, stærk er løgnens sværte

i min strube, løgneren

er den

jeg kender

og aldrig har kendt, løgn

sejler af sted med mig

jeg driver, og

som en blandt mange andre

løgneriske

vrider fantasierne mig

af led

det sociale led som

er en løgn

men ægte i fantasien: venskabet: fremtiden:regnen

Kærlighed trives på film, fordi den blomstrer bedre der,

end i sort jord

s uduelige mænd

der giver den forladte

facade lyst til at råbe det

man kun kan råbe

hvis facaden virkelig er forladt

og virkelig kun en facade:

Der er ingen derude, er der vel?

Ingen der vil afgive en smule fokus

ingen der kan se mig, se, semig, ERDERVEL?

ingen der kan, ingen der vil, ingen der tør!

Fantasien

har talt fluks ind i et selv

bedrag i spejlet,

et chok over spejlets stemme,

fremmer løgnen

min gamle have

noget MÃ… jeg have

tilbage

i min fine men uduelige og

ødelagte dag

ødelagte stemme

ødelagte løgn

helt øde men stangfyldte

lejre i fantasiens vildnis.

Nu er jeg i det tætbevoksede

sensuelles

regime og duften,

duften er forholdt kritikken

den stakkel

hvis visdom får skyld for så meget.

Ved mine fødder skal den ligge

lade den ligge

lade den

op.

Indtil jeg har duftet til enhver mand

en til hver mand

indtil en mand en

løgnforladt sandhed

holder

under armene.

—–

I en sætning gør kvinden sig selv nogen ting meget klart (præcis hvad er uklart)

Kvinden fostret af enigheden og som til daglig opfostrer konsensus, tager ud i ødemarken, hvor hun ikke stirrer ind i en skærm på et afskærmet hotelværelse, der ellers i forhold til størrelse har en rimelig døgnpris, og hvor hun ikke forklarer verden verden med løse ord, der giver mest mening, hvis hun bare havde malet dem, men hvor hun i stedet løber lange distancer, ikke afklædt på den helt nøgne måde, men den knapt overlevende måde, hvor hun løber hårdt og længe i truende sol og lige ved siden af belastende kriminalitet og ud og ind imellem dristige løver alt sammen for at plukke rettigheder fra Naturen til alle de folkeslag, hun møder, ja hvor hun om aftenen, samtidigt med et grønligt skær over himlen, får en åbenbaring om, at de hverdagslige småsamtaler, hun før underkendte som værende overflødige irritationsmomenter, er meget vigtigere end enigheden; disse strækker sig fra kedsomhed over hyperaktivitet til en autistisk visdom som den glatte hud, der spændes helt ud, får riller og manifesterer sig som erfaringer, som mærker, nej klatter på en ukendt malers hænder, hvem der griber ud efter kvinden, når hun erkender dette storslåede, vækker hende og spørger, om hun vil med ud, så hun endelig kan se mere end sit eget lille virkelighedshjørne, hun er enig i, at det burde hun.

—-

MÃ¥ske under spisebordet

Lige pludselig skrider timerne ned over en som murbrokker. Man har råbt sådan efter mere tid, og med et indfries ønsket, uforsigtigt og mirakuløst. Man opdager at man ligger i en pøl af blod, afkræftet af travlheden, ude af stand til at rejse sig og takke nogen for de store summer af tid til bare at ligge. Begrænset af sin krop, der ellers har tid nok, men ikke status nok til at være lækker for alvor, eller begrænset af andre folks tid til ens krop eller folks kroppe, der ikke for alvor er noget lækkert, men bare et skue, bare det man kan se fra under de timelige murbrokker, mens man lider, ikke længere råbende, nu bare taknemmelig og ubrugelig. Folk går omkring pølen og tænker deres. Gid de intet tænkte! Og intet ville, for selv ligger man jo der uden energi til hverken villighed eller tankeindhold. Og kunne egentlig bare godt tænke sig noget solidaritet. Eller færre sten i hjertets tomrum. Men menneskeheden indfrier ikke de to bønner; den går bare og sukker over de mange emails og de mange beskidte tallerkener og de gevaldige drømme, der kræver noget langt stærkere end murbrokker, nemlig energien og den ligger aldrig der, hvor den skulle ligge.

—-

U(d)synet

Igen anklages jeg for at gemme mig under gulvtæppet, nÃ¥r jeg egentlig burde ud af min skal og ud af mit land og ud af mit sprog og ud af mit blæk og ud af min ide og ud af mit køn og ud af min frygt. Hvad betyder det, nÃ¥r jeg skriver “verden”? Brok, siger man, brok du dig bare til mig! Men nÃ¥r sÃ¥ det vælter ud af mig med skøre knogler rÃ¥ber de fra under fremtidsfundene at jeg skal tie, jeg skal stande, jeg skal holde mig. Derfor gemmer jeg mig. Mit tæppe min verden. Ind og ud af mit kranie problematiseres lyde, lyster, betragtninger, dramatikkens skuespil og værst af alt realitetens skuespil foran mine sarte sjæleøjne. Trækker tæppet over dem, pakker fornuften ind i førlyset. De grønne griske øjne i mørket ser kun pÃ¥ mig for at undskylde deres snarlige udspil: min opmærksomhed fortæres af ulvenes rovdrift, og jeg ser en lydløs destruktion af alle fantasier. Beder om mikrofonen, kom nu, der skal rÃ¥bes op, har intet andet, skriger jeg, intet andet end indbildningen, hvem var vi ellers? Om overhovedet et hvem og et vi? Jeg holder hænder udstrakt foran mig, de grønne grÃ¥dige øjne ser til. Ingen mikrofon giver mig stemme. Ingen lytter giver mig noget at sige. Skaber i stedet mursten af luften, og de ser mit vÃ¥de maleri, de ser min tørre tekst, men fraværet af mit syn kan ikke ses. Herom bygger jeg min luft, min beskyttelse, min fastholdelse. For mens jeg ligger under for den grønne griskhed, stÃ¥r spørgsmÃ¥let pÃ¥ højkant og skriger sin angst ud pÃ¥ vej over afgrunden: Er jeg den, jeg er, selv hvis du ikke ved eller synes/mener/tror, at jeg er det?

—-

Indtil da

Min dovenskab fÃ¥r mig til at ligne et barn i en karrusel. Jeg vælger det, selvom jeg ikke er et barn. Omvendt vender jeg, fastspændt, med en lyst uden proportioner, bliver syg, men vil ikke hjem, for hjem er det værste, jeg ved. Jeg vælger barnet, hvis lyst er ude af alle proportioner, selvom jeg ikke er en voksen fastspændt til et hjem. Jeg sætter mig sammen med en voksen, en gammel en med strittende tanker, de generer mine øjne og jeg beder ham: Hvor fÃ¥ Ã¥r du end mÃ¥tte have tilbage, vil jeg eje dem. Giv mig din hengivenhed. Giv mig dine forgangne Ã¥r; fortidens nutid, der har forfinet dig. Han tager sine følelser og gÃ¥r. MÃ¥ske en tur i haven eller pÃ¥ internettet, jeg ved det jo ikke, for han er gÃ¥et, og jeg sidder stadig fast i et net af løgne, der alle pÃ¥stÃ¥r, at kende retningen hjem, men løgnene er som fremmede for mig nu, og ikke om jeg tør gÃ¥ med en fremmed hjem! Snubler i det sociale sjippetov, et led af ukendte ekstremer fik mig hylet ud af dem, fra hop til hop, nøj det er flot, siger fotografen til mig, mens jeg anstrenger mig for at smile til ham, nødt til at smile for jeg har kun en løgn at sove i. MÃ¥ lÃ¥ne et hjem, bare for natten, jeg kan ikke vende pÃ¥ hovedet længere, det fører ikke til noget, ikke engang død. Fotografen vil sørge for at verden- veeeeeerden med ødemarker og himmel og sjældent grønligt lys og overlevelses kamp og rettigheder selv til barbarer – eller i hvert fald ugebladets skimmelæsere, fÃ¥r mig at se og fÃ¥r at høre om min præstation, sikke mange lodsedler hun kunne sælge, tænker de og tænker jeg. nÃ¥r jeg tænker over, at jeg ikke ved, hvad det gÃ¥r til og om det vil blive der, og om det overhovedet er ønskværdigt, hvem ved, det er kun en spire endnu, et foster der kan blive til stor skam for menneskeheden, hvis det udvikler sig til en tyran, der modarbejder sine egne. Man ved det ikke. Jeg er bare glad for at jeg er sÃ¥dan et menneske, hvis krop kan afbilledes pÃ¥ tryk; mit ydre kan sidde fast til et stykke avispapir, som andre har muligheden for at læse. Det er et tegn pÃ¥ noget, hvad ved man vel ikke, men noget man roligt kan være stolt over.

Moralens mellemkød

Skal læse om moralens historie, men den bliver ved og ved og længere ud endnu, en aften er en aften, der for tidligt ser sig selv til ende og fører mig til fantasiens repressive fad, og fra det må jeg så gå ud. Mundkød fuld af aften. Læser moralen som en historie, der ophæver alle mine selvhjulpne lyster. Moralen i historien er ikke en om pligt, men om ondskabens tilbagetog. Jeg læser mellem linjerne. En aftenfuld kød. Læser om mig selv, men det handler om noget andet, og jeg hyles ud af den, min aften, jeg må gå ud. Tilbage til moral. Grundene til at gøre. Til at læse. Ikke til at nyde, men til at afholde sig. Fra en aften ude. Mundens aften fylder kødet. Læser meningen, og forelskes i en vel(under)bygget argumentation; det sunde samfund, jatak, dø aldrig, lev ungt og hav kræfter til at holde min entusiasme ud. For moralen handler om mig. Fra det partikulære jeg må man bevæge sig; fra en særlig aften til en generel aften. Fuldkommenhedens komme anes i aftenkødets røde skær. Gå ud af munden, bred moralen ud i hele kødets aften, og lad den befatte sig med dagsrestens åbenbarelser. Bør jeg ville sådan, læser jeg, og finder en mening, en kvinde, hvis lyst man nødigt knægter, for hun har vilje stærkere end det mest principfaste bjerg; hun er orkanen, katastrofen, naturkræfterne, der ikke accepterer ædruelighedens snubletråde, det fantasiforladte levnedsløb, hun hæger om sin krop, så den, som skueplads for nuets åndelige præstationer, forstørrer den flig af æterisk finalitet, aftenhovedets mund allerede i sig selv besidder, så visdom og æstetik kan forenes, et nøgenbad i himmelregn og nøjsomhedens sæbe, foreninger grebet af indignationens frustration og gennemført af skønhedens aktivitet; i kvindens lyst genkender jeg håbets støbning, det, der ikke bare ledsager, men udgør enhver af mine bevægelser. Teksten drypper uden at jeg ænser det, langt ned af mine skuldres blade på en samling vilde træer, nær grænsen hvor stammefolk danser, før de ofrer sig til heroisk død, snart forplanter den sig, teksten helt løsriver sig fra mine seler i kulturens bukser, får sine egne tanker, der forgrener sig så vidtløftigt at tegnet på en ny verdens komme kodificeres i læsernes opfattelser, testen sætter opfattelserne fri fra det arkaiske hierarki, emanciperet fra selve nuet, for teksten fremelsker hele tiden mere lyst, og flere slægter, og skrider over nuet, direkte ind i håbet om det gode; fremtiden, som er det eneste man kan forelske sig i, orgelets befalende toner jeg hyppigt finder mig selv forelsket i, intetanende om nuets, kvindekroppens, eksistens, dybt optaget og betaget af det stores komme. Hverdagen er min ægtefælle, som jeg hader og ikke kan undvære, men teksten er min ansatte, der slider i det for at bringe mig nye konstitutive egenskaber, og jeg tilbeder den i det skjulte for dens mange skatte; offentligt pisker jeg den, så den står frustreret og hiver al fremtidens regn med hjem til mig, så vi kan skvulpe i dømmekraftens bassin sammen, mærke, at reglerne ikke er så vigtige, som grundene til dem, at den våde anger er himlens skatte, en fremtid jeg allerede har nedlagt, en åbning lysten har klippet større. I forsøget, i bestræbelsen, i familienavnet, i nødsituationen, i fascinationen, i den bedste af alle verdner, i kvinden, i teksten. Teksten er en ældre mand, der ikke er bange for at dø, han mener ikke, det er aktuelt endnu, men han er bange for, at kvinden ikke kan give sig hen til hans væsen, når hun ser, åh ja når hun ser ham og hans sprog, hans art, hans bekymringsflugt. Håbet pisker teksten, for at den skal lappe virkeligheden i sig, mens fingrene endnu kan skrive. Giv mig dine år af fortielser, dine spildte minutter, lad mig omkalfatre din mening og agere tyran i kærlighedens ærinde, indlemme i dig en afhængighedens brutalitet, for hvis du tør vide, hvad jeg tør gøre, har du set mig nøgen, og jeg må bede dig ikke tro, at jeg er sådan her, sådan som du ser mig nu, sådan er jeg jo ikke: så forplantende og ude af kontekst, ude af mig selv, nej, min vilje er vellystens jordskælv, som tekstøjet der plirrer, så jordiske flager gennemryster sindet på en grusstøvet vej, og afløser en indelukket aften med modtagelighed. En vellyst er min moralske ophævelse, fordi manden har usynlige skatte, jeg kan læse gennem hans år, mundaftenens hoved er et højtragende fjog, der går ud, mens vellysten i det fjerneste hjørne af virkeligheden klart ser det, der er vigtigere end tekst og læsning, der jo egentlig bare er små forvirrede hoppebolde i en meget større leg; rør mig med det gode.

Bunden

Mit brud. Ligger i splinter og håber. Sådan på flere. Institutioner. At bryde med. For da rejses det. Atter. Op almægtig som. Et alter. Hvorved jeg kan. Knæle. Uden at få. Beton i hovedet. Bruddet er. Den eneste. Der ikke er. Hjemme. Og som heller ikke. Kan finde det.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!