Digtet om melodien

Gid jeg kunne skrive den
Med ord
Melodien i mig

Noder og akkorder kan
Ikke formulere
Eller fange

Melodien
På den kendsgerning at der
Altid og jeg sagde
Altid
Er noget at juble over

For hvis jeg kunne
Skrive
Den melodi ville alle
Høre det kraftfulde
Guitarspil og
Mærke

Melodien
Med den befriende
Effekt der udløser
Rifterne og hullerne som var
Så usynlige før man faldt
i

Gid jeg ikke var så handicappet og
Hæmmet på
Dette papir

End en smuk sangstemme kan
Ikke fortælle
Eller vedholde

Melodien
Der aldrig slipper
Op
I dens patetiske forsøg
På at lære mig om livet og
At livet er

Melodien
Om kærlighed
Den slags der ikke kan
Leves til fulde selvom Oprah
Virkelig prøver
For den er som
En håndsæbe der igen og
Igen
Smutter fra en uden
At man gør den
Noget godt
Udover måske at indse
man aldrig bliver

Melodisk ren
Så ren alle kan synge en
Selv med falske
Struber der normalt
Lyver til mere end hundrede
Teorier

Gid jeg kunne give
Slip helt og aldeles på
Det mesterværk det aldrig
Lykkes mig at

Skabe
Melodien
Med sætninger som nu
Kysser jeg dig altså eller
Tornadoen dræbte min mand
Og datter eller uden
Dig er jeg en plat MGP
Sang eller hvis jeg var
En måge forstod jeg bedre
Hvorfor toget
Altid er så forsinket så
Forbistret forsinket så man må
Stå og vente
I kedsomhed hvilken man
Bilder sig ind er lig
Med forudsigelighed men

Melodien
Som jeg ikke kan skrive
Til
Går så meget rundt og
Tromme pift klaver
Så man tror
Meningen er selve cirklen men
Løverne kan kun se det de
brøler

Melodien udenfor
Er spraglet og vovet
Livlig og grotesk
Ustavelig
Usyngelig
Og minder allermest om

En glidecreme med duft