Elitebarn – fyldt med supergen

I morges vågnede jeg ved, at min hjørnetand forsøgte at pierce sig op igennem min tunge!
Nu hvor min blære vækker mig tre gange i timen, har min øvrige krop åbenbart tilsluttet sig kampen imod min nattesøvn. Sådan tolker jeg det i hvert fald, for helt ærligt, hvad andet end et ledt bagholdsangreb kan det være når min tunge efter få minutters søvn får sneget sig helt ud af min mund, og mit hoved lagt sig selv i spænd op imellem puden og væggen og mine tænder så derpå får lyst til at lege slagter??

Men jeg kan vel også lige så godt vænne mig til at blive “modarbejdet” lidt fra egne rækker. Når min baby engang er moderkageflygtet. Og altså, jeg siger jo ikke, at en nyfødt bevidst angriber forælderen. Men jeg er overbevist om at barnet inden længe vil gå til angreb – helt bevidst. Ikke at det skræmmer mig. Det mindste. Jeg ved altid hvad Supernanny vil sige, inden hun siger det! (Måske til dels de der ”upcomings” skyld..) Så derfor er jeg for så vidt i sikkerhed for et umuligt barn. Bare ikke… hvis nu lige det er, at en anden teori holder stik. Her kan ingen forælder føle sig sikker. Nemlig teorien om at barnet – uanset ædel og royal opdragelse- vil ligne mor/far  – før eller senere i livet. For det betyder jo, at jeg med mine perfekte opdragelsesmetoder ikke kan stoppe tragedierne i at strømme ind over vores lille familie. Det kan ikke undgås, at mit barn begår nogenlunde samme fejl og spiller med samme ringe kort som jeg, hvis det meste er genetikbestemt. Naturligvis ville mit barn træffe andre valg og opfatte livet på anden vis end jeg, for vi har dog set samfundet ændre sig positivt op igennem tiden og det må betyde at børn på et tidspunkt ganske enkelt bliver klogere end deres forældre. (Selvom det i nogle lande og i nogle sammenhænge kan se ud til, at mennesket bare er blevet dumdristigere — http://180grader.dk/nyheder/Mugabe_Mad_eller_stemmeret.php)

Men jeg hepper bestemt ikke på denne teori. En stor del af det at få sig et barn, tror jeg, er menneskets naturlige ønske om at lave en gladere/bedre/sejere udgave af sig selv. Et ønske som rigtig mange ikke just har scoret sig – altså i realiteten, for det betyder jo ikke at man behøver erkende det. Som man i dag kan læse i Politiken er der åbenbart en helt anden, end ærgrelsens, vej at gå som hmm.. ”mindre lykkedes” forælder: http://politiken.dk/indland/article520422.ece

Nej indtil videre vil jeg forberede mig på kamp. Måske er det netop hvad min krop er i gang med… Jeg vil bevare troen på, at netop mit barn kan blive til noget helt og aldeles ekstraordinært – og lad mig lige understrege at tungepiercinger i mig eller mit barn ikke er en del af den ultra-plan!!