En krop er verden

4. January 2014 af Maria Guldager

Tal ord ind i mig- min mavesæk, fyld den op, min strube, kald min skjald, min bikube i klistret samrÃ¥d, min gane og snorlige tunge, sig frem, mine øjenvibrationer og næsekværulanter, vis jer frem, mine knæhaser, mine fødders svaj med hvilke jeg opholder, indgÃ¥r og befinder- med alt hvad du kan finde pÃ¥ min bølgede karakter, pÃ¥ min bare illusion, der vælter promiskuitet ud, fra tilknappede nederdele – Tal nye ord ind i gamle hoveder, mindre end det omvendte, lad støvede forstÃ¥elser krænges ud, i offentligt skue blive kælet for, ord der overgiver sig i fangenskab, sult, slÃ¥skampe, objektivitet der aldrig helmer, ord der i deres lyd er sand og ret og god, i mit gebis, skal de ingen nød lide, men lide mere end sig selv, mærke hvordan min brug af deres old forælder, deres oprind i tvefold, dimensioner, i huler, der bliver ved og ved, og op spises kan ikke den store rest af eftermægle, græske skopos kan ikke ældes til døde, et lÃ¥n i banken er noget ganske fÃ¥mælt, klare beviser, klar til afgang, for fÃ¥ ord, for mange glemte ord gør forskræmte smÃ¥ væsener arme og griske, sat ud for alt hørbart, begribeligt, læseligt, udsigeligt, forfaldets trang er rektanglet, den vil tro pÃ¥ alt der foreskrives  – Tal visionen om ordenes uendelige sidetal, ord mÃ¥ ikke blot fylde ud, ingen trakasserier, men skrives fyldigere, dette jeg skal fylde hele, denne verden, hinsides denne enhed af det eksisterende og paranoia, ordets fylde, fylde subjektet, fylde forstanden og selveste mandens afhængighed, af forgængelighed, omvend en beboer til en rislende stagnation, med successive navne, generøs argumentation uden tingsliggørelsen eller polariseringen, tal sÃ¥ jeg kan røre de fremmedes land, gÃ¥ ind og ud som det passer mig, lad dine ord passe mig op, nÃ¥r dagen har slukket sig for mine ruder, rids min ryg kun med kløgt erfaring og denotation, som en sinde-tatover – Tal ord der strækker mig ud mens de hidser op, tal ord der vil sÃ¥ meget videre end den fysisk krop, den berøring der følger ind i evigheden, der hvor det fysiske begærs forløser troner, hæv mig op i fremmedsprogets højder, sÃ¥ jeg føjer evindeligheden, kom til syne under grunden jeg trænger op fra, gisp efter verbaliseret tavshed, nÃ¥r jeg i djærvhed har trukket alle ord op, som var de mine at frÃ¥se op, tal mig ned, pÃ¥ langs, pÃ¥ alle fire, og befæst mig til ubeskrivelighedens tørre, lad mig ligge i gruset, indtil et køretøj lader en sandstorm hænde, det vil selv frem, støvet vil frem, stien leder frem, det udødelige hjerte ligger stille, efterlad det aldrig uregistreret, reageret, træk med de kraftigste ord mig væk fra filmens gengivelse, sig det direkte, som kirurgens render, pak det overflødige fedt væk, pak mig ind i det tydelige snit, konfrontationens sikkerhed – Tal ord ind som mit indbildende eksistensgrundlag, ord til mit livs madras, min vandhane, min kones adresse, min tillid, min sjælenerve, min ære, mit leje, min afstand til følelser, ord der klæder form af livs, tal ord der vækker meditationens relevans, skæbnedans, der hakker i min etik, i et større blik, gøre din mening til min, gøre mine betingelser til hede drømme, legitimere at chikanere, ord med hvem jeg kan tale højt, længe, sige fra, sige til, sige som, sige sÃ¥, for jeg er kun fri som de er frie, jeg er kun forstÃ¥et, hvis de er forstÃ¥elige, udbredte, gennemskuelige, erfarne, fordrende, fremtidige ord- Tal ord der trænger igennem min fysik, men flytter ud i bjergene, stÃ¥r foder tilgængeligt for min græsning, opsøger mine ørers flugtveje, gÃ¥r til sagen som hidsige violinstykker, ord, lad ord være talt som fedt i hovedbunden, trængt ind og trængt ud, som de dybeste suk, trængt ind og trængt ud, som en klæbende sang, trænger ind og ud igen, sÃ¥ ordene tales af mig, kun for en stund, ord der hverken ejes eller lÃ¥nes, tal ord, der taler sig selv, og bruger mig til frugtsommeligt anlæg, bygninger der kan gro, op og foldes ud i min have, som et barns natur, og jordens tilknytning til rummet, som en beslutning om at være det, du skaber, som en gruppe af mennesker, der udgør hinanden, fordi et ord intet er uden andre, fordi ord skal krænges ud ord – Tal ord ind i det opklarede mord, giv liv til eftertid, stÃ¥ rank for selvrespektens fane, gennemført ridt i logikerens færden, blæs taget i hverdagen helt af, mens min selvbevidsthed blindt ser til, tal om verden, hvorledes og hvorhen, en tendens pÃ¥ arbejdsmarkedet i 80′erne og som nu er skredet, tal nærmere, og længere og mere intenst, sÃ¥ man kan forstÃ¥ sidelæns, og fredet, hvorfor vi er vrede, lad mobiler blinke og computere rinde ud, giv dig hen i andægtige skrud, tal ikke omkring, men indvie indforstÃ¥et, i nærvær og gehør, samlet om dit klaver vil de ivrigste stÃ¥ og plagiere, lad vore mund kun spytte, det ord ud der har en kerne, der ikke kan tygges, men mÃ¥ nydes visuelt, siden skriftligt  – Tal ord, der tager sig af og tager sig ud, tager mig ud, tager mig af, og til, landet hvor tiden afgøres, tal over dig, tal hinsides, tal sÃ¥ forestillingen tilbliver, tal og behersk mine skove, tal til befolkningen, tal til solsystemet, tal ind i og med og omkring og udenom, tal sÃ¥ jeg ved, tal sÃ¥ jeg fÃ¥r, tal sÃ¥ kan, tal sÃ¥ jeg mÃ¥, tal sÃ¥ vil, tal sÃ¥ jeg behersker dine dyder, og mærker min tindrende længsel, blive opslugt, et sekund, eller hvor længe du kan tale i træk

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!