En lille en om hvorfor tidstypisk tv-konceptuel møblement er et, vi alle beskrives vandret i

Latterligt tv er det, der er så perverteret, at det har forårsaget din mangel på intim-kærligheds-association når du hører ordet sex. Men der er også det tv, som umiddelbart ser latterligt ud, men som egentlig illustrerer det mellemrum, du ikke kan formidle med ord, og som er vigtig for forståelsen af menneskets inderste. Sådan et program er en del af et større kunstværk – det er et tidsbillede. DOG: uden tankerne bag de skrålende farver, uden sans for meningen med den type tv, uden et kritisk sind og evnen til at lære lektien deri og ikke blot adaptere sig efter det; ja da er det så sandelig farligt. Musik, teater og mange andre former for kunst udtrykker det samme. Min pointe er faktisk kun den, at tv bliver undermineret, fordi den ikke kun dyrkes af en subkultur, og skal rammeopsættes til mængden, hvilket rigtignok kan være kvalitetsnedsættende, men også afslørende for hvad der angiveligt rører sig i enhver.

Jeg tænker især på det tv-koncept, som vi er ved at udvikle  iris-slidgigt af at se, men når rutine-sang-eller -talent- konkurrencer alligevel har så mange seere er det unægtelig fordi det rammer noget i os. Jeg er blevet grebet af det nye Voice-program. JEG TROR PÅ DIG. Det er ren emotionelt galskab, når det er bedst. Jeg har hylet de tre gange jeg har set det. Bliver så rørt over de to elementer hele tv-konceptet er bygget op på; udlevelsen af en drøm om, at stå på en scene og gennemsynge smukt eller endnu bedre; drømmen om at få eksponeret nogle dybtliggende følelser inderligt gennem sangen og så værdi-beviset (de som går videre). Den ultimative følelsesudløsning der ligger i, at blive set og troet på og ikke mindst bevilliget en intim mesteroplæring, giver mig håb. Både fordi jeg bliver bekræftet i, at det ikke kun er mig der higer efter andres accept og længes efter at komme dertil hvor de andre vil kramme mig og måske endda græde af bare bevægethed over hvor dygtig jeg er, eller ligefrem nå dertil, hvor andre ønsker MIN accept på et professionelt plan. Og fordi det giver mig tankestorm på den fede måde, at selv pengemagerne bag programmerne kender den sandhed om den menneskelige natur. Hvor kan vi også bruge det potentielle i den gode energi og de ekstra ressourcer, der udløses, når vi bliver troet på og inkluderet…?

Der sker noget mellem mennesker. Og man kan ikke se det. Og jeg er usikker på, om man altid kan forklare det.  Om det har jeg lyst til at male et billede af en kæmpe forsamling af mennesker; hvoraf nogle har mange og nogle har få relationer – alle på kryds og tværs. Der opstår minder. Følelser fra sidst vi taltes. Nag eller taknemmelighed, nu iført makeup og høje hæle/slips og hårdt håndtryk. En samtaleåbner, der aldrig fører til mere, for så kommer der andre, og måske er ubehaget ved det usagte med velgenkendte for svært at omringe verbalt nu, hvor der er musik og rundstykker.

Tanker om nu og da og tilfældigheder og image og venskab opstår i det portræt af en forsamling. (Tankespind vil jeg dementere er af negativ art, selvom udtrykket oftest anvendes sådan, da jeg faktisk mener tanker er super konstruktive, berigende og meningsfulde. At tankemylder, hvor intet hænger sammen eller skaber grobund for handling, er negativt, ja det er jeg helt enig i! Dog kan det jeg taler om her, dette ”noget”, denne ordløse luft-fortolkning, være noget ganske andet end uregerlige tanker – måske ubevidste medfødte processer*) Eks.:

Han ser mig som en sådan person, fordi han ved således om mig, og nu hvor jeg gør og siger sådan og så tilmed ser sådan her ud, kan det misforstås, hvis han stadig opfatter mig som den jeg var tidligere, eller som i hvert fald opfattede mig som dengang, men mit jeg fra nutiden forventer noget andet af mig, og andre igen ser mig som sådan og sådan med et tvist af sådan der, og det er jeg ikke; jeg må bryde ud, iføre mig det modsatte, sige det uforventede eller uundgåelige eller hovedvendende interessante, være opmærksom på min ånde, der vil dog altid være hvidløg i- mon han overhovedet gider tale med nogen som helst, vil han hellere hjem; mærker en sær kraft af modsatrettet legitimitet; kan jeg bringe godt humør til hvis jeg initierer, rosa-duft minder mig om sidste sommer;bør jeg føle mig udstødt, fordi jeg lige nu ikke danser- overholder jeg min egen værdi om frimodighed og hæmningsløshed ved at sidde her, kjolen strammer, ih hende der synes så vældigt om mig, jeg ligner også lidt en stjerne, hvem er det derovre, måske opfattes mit blik sådan og sådan, hvem står egentlig til højre, mærker en anspændthed og er i tvivl om det er min eller en andens, for hvorfor skulle jeg være uptight i så festligt lag, der er en voldsom puls og den, den er ikke min

Under alt dette postyr, dette ”noget”, der ikke decideret reciteres som ord i mig, men alligevel eksisterer, har jeg hilst på med et nik og et smil og et ”har du en god aften?”

Uanset hvor lidt selvbevidst og tankefyldt man måtte være, så eksisterer der noget; en slags mellemregning, der har større eller mindre værdi for de involverede. Uden lyd på, når det foregår i virkeligheden, blandt andet derfor er det vanskeligt at få hold på. Erkende, forstå og ændre/acceptere. Netop derfor er det interessant at se tv, hvor følelses-ligninger bliver vist i konkrete spids-situationer, så vi får øje for den fornemmelses-struktur; det der overordnet set udgør os.

Bestræbelsen, øjeblikket og opnåelsen.

* http://ing.dk/artikel/95480-dit-tankespind-raekker-ud-over-hjerneskallen