En skrivelse om selve skrivelsen

8. September 2013 af Maria Guldager

Mine associationer forskyder sig et væk! De overrumples gerne af en henrykket eller mistrøstig følelse- det kan fremme dem, men det kan ogsÃ¥ smadre dem eller trykke dem sÃ¥ hurtigt ud igennem min skjald, at jeg kort tid efter har glemt dem, som det ogsÃ¥ sker hvis jeg hører et intenst digt; jeg distanceres gennem en svigtende hukommelse, eller mÃ¥ske kommer netop glemslen mig til undsætning! For de hvileløse tankers komprimerede og derfor utydelige tavlekridt synes ikke det meste af tiden at kunne fryses fast i forstÃ¥eligheder; man ville da skulle stoppe den accelererende trafik for at gruble over vejen eller udsætte sine reflekterende studier for at tænke sig om. Den slags lader sig kun gøre i tegnefilmen; og ja, det er netop mit tegnebræt her, der skal udmønte den ellers sÃ¥ uovervindelige realitet, lirke den op sÃ¥ de associative trÃ¥de bindes sammen, binder mig op pÃ¥ noget fast. Fastgørelsen stÃ¥r tilbage, som dammen for flyvende ænder, mens jeg selv – nu i en mere samlet udgave- trækkes magnetisk væk og videre af en førsteret.

Når jeg skriver får tankerne altså et hjem. De opbevares og indrettes -som man nu gør det- gennem det i mig tilgængelige sprog. De får betydning, og helst flere på en gang, for ingen tanke er så doceret, som det skrevne afdækker, og derfor lader jeg ofte sproget løbe. I håbet om at flå et gevaldigt eftertænksomt spor op i hælene på farten. En række betænkelige ord med sitrende kommaer, ikke for selv at give sig ud for tanken, men for at begive sig ud efter den. Det, der står tilbage efter at have læst ordene- helst hurtigt på indfølelsens klangfulde hest- dechifrerer idiosynkratiske rudimenter, og repræsenterer de så omtalte tanker. Eller det nye rudimenter nu vil, for det er med intentionen og tanken som det er med form og indhold. Der er en retning, indtil orienteringen bliver en selvhjulpen lovgiver.

Når jeg skriver offentligt, har det at gøre med det, tekst er. Kernen i ethvert budskab er overhørigt, hvis det ikke overleveres, indoptages af nogen. Det er udtrykt på mange måder, men nu gør jeg det atter; det er i læsningen skriften bliver til. For sig selv er den volapyk, egenhændige koder. Derfor er den skrivende aldrig hævet det mindste over sin læser, men betror tværtimod imod hele sin formindskede eksistens til den læsendes opfattelse. Alle mine knuder og flager af nedfældede strømme rummer her online en tilblivelsesmulighed; en som mine mange andre tekster ikke får del i. Teksterne på mit skrivebord taler fortielsens sprog, deres forløsning lader vente på sig, de er ikke blogmateriale og som spontane indlæg designet til at blive slettet igen; deres klippeambition forsinker deres egen mulighed, der er i tæt relation til en andens mulighed, min eller din eller noget andets, men indprenter sig alligevel i min skriftsbevidsthed.

Den frembudte mulighed for at komme til orde (at blive læst!) betyder derved ikke alt, og var det således, ville jeg da også have meget længere igen end jeg nu har, før jeg uden skam kunne se mig selv i spejlet. For da ville den evigt omsluttende afhængighed af sideblikkene være af patologisk karakter, mens indeståendes læsertal beviser et fravær heraf. I spændingsforholdet mellem min mulighed for ikke at fortrænge mig selv (Det er i dag så uhyre acceptabelt at påstå man IKKE er sine tanker, og her aflægger man sig jo også tilforladeligt nok et ansvar for alt det nonsens de kan indeholde, men uden mine forståelsesakkumulerende tanker er jeg ren krop, helt uden at vide det; jeg holder derfor på, at det jeg tænker er en del af mig, ikke en forlængelse til værre eller bedre side, men et og samme som jeg!) og et totalt sammenfald med offentligheden skriver og udlægger jeg gennem højtlæsning. Det er nostalgisk, for så vidt, at jeg modsætter mig at drifte omkring i konstante tab, og det er løfterigt for enhver tænkelig fremtid, idet at jeg overrækker det jeg har til fortsat fortæring. Fremskridtet er det, jeg falder i søvn ved om aftenen og vågner som næste morgen.

Ofte kommer jeg i penible situationer over mine skrivelser, for læserens varetægt er sjælden en mild tildragelse. ForstÃ¥elsen kan mig bekendt tæmmes i greb mine gebærder endnu ikke magter – alligevel lønner det sig for mig at vedblive! Hypotetisk set implicerer den ikke-skriftlige tilværelse for mig de mest omstrejfende og rÃ¥dvilde tanker; fra mig afkoblede betydninger. Hjemløsheden der sÃ¥vel er et individs egen ringeagtelse som et samfunds indolente symptom og skæbne. NÃ¥r jeg taler, prøver jeg naturligvis (eller kulturligvis) at indkapsle leddene som de melder sig i min splittede bevidsthed, men jeg er en vattet skuespiller. Jeg husker hverken det mekanikken skal sige, eller det andre citerer mig for at have sagt tidligere. Ordenes maske falder af mig og kan ikke nÃ¥ op over tærsklen for samtalens bidende stund, hvor jeg ligger forbeholdent bag en busk, trængt inde, og med viljen helt ude i de mange spindelvævsklædte blade, for at fÃ¥ øje pÃ¥ den sollyse klarhed, jeg kender fra det udbytterige erkendelsesøjeblik. Oven pÃ¥ min forsvindende udsigt ligger i tilgift ofte en gammel og fyldig mand og pruster; tovejs samtalen er et fortorv, der ikke alene sænker min fart, men ogsÃ¥ pÃ¥ utilregnelig vis slutter og bringer mig til at træde ud i en ustyrlig sump af dagshistorier (langsommelige pathosforladte anekdoter), for overhovedet at udholde det jeg som socialitet sænket af det levede liv (:skriftens forudsætning og manipulator) ogsÃ¥ er.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!