En uge- min uge

2. April 2016 af Maria Guldager

Det lød vældig spændende. Mit interesseområde, jeg ville. Blive et bedre menneske.  Til en god pris.

Jeg meldte mig ikke til. Jeg havde vel håbet, at jeg skulle noget andet. At jeg var sådan en der skulle noget andet 2. Påskedag og som derfor ikke bare sådan kunne tilmelde mig. En årlig tilbagevendende ting eller noget splinternyt. Som pludselig ville dukke op. Et job. En familie. En vigtig begivenhed.

Tørlagt på alle områder, er det en kollektiv epidemi eller. Er det bare mig, der bliver mere alene for hvert sekund, bliver mig. Selv på ulyksaligste vis uden en rigtig. Mand. En der skærer igennem. Mig. En. Der skriver igennem. Mig. En. Der bevæger sig igennem. Mig.

Klikker for at se notifikationer. Han har ikke skrevet. Jeg skriver igen. Som søgte jeg en. Afvisning. Min afvisning eller en afvisning eller en af hver, har noget.

Ændret sig siden mit sekstende år? Lidt har, lidt har forandret mig.

En lejlighed der er ved at falde fra hinanden, rørene. Under håndvasken lækker og væggene taler deres eget tydelig sprog, gulvets splinter, svamp i badet, tilkalkede fliser, køkkenets larm fra rør og maskiner der sjældent virker, utætte vinduer, døre der ikke kan lukkes, maling der afskaller, mærker, ridser, en uordentlighed. Der spreder sig til mit sind eller er det. Mit sind der har gjort lejligheden usikker, tænk positivt ellers.

Tænk positivt. “Jeg er den jeg skal være”. “Alt er godt”. “Jeg er tryg og sikker”. “Pengenene vælter ind hele tiden”. “Min drøm går i opfyldelse”. “Jeg er stærk og alle elsker mig”.

Advokaten er ikke til at få øjenkontakt med, hans briller. Gør det ud for hans blik og hans intellektuelle tale. Kompenserer for hans størrelse, jeg kan ikke trække vejret. Som advokaten og dommeren taler sammen om deres arbejdsplads, jeg siger i halve sætninger hvem jeg er, og da jeg stopper. Husker jeg ikke hvorfor jeg talte til at starte med. “Jeg er på lige fod med alle andre. Ingen er under eller over mig i menneskeligt værd”.

Døden og livet. Er ikke som en glidende bevægelse, er ikke ligeværdige, døden. Vil altid have overtaget og styre. Det levende, det levendes fokus, det levendes. Frygt.

Jeg fortæller dem at det ikke er min lejlighed. At jeg for et par år siden boede i et stort hus. Alene. Med mine børn og nu. Er jeg her en del, andre steder en del, bor her ikke, men er en del af det, jeg er en del af stedet, andre steder deler mig. De ser på mig. Med samme ansigt som det efterskoleforstanderen skrev til mig. For tretten år siden. “Jeg er ked af, at det skulle ende sådan her” og jeg ser på dem, på samme måde som det ansigt jeg sendte tilbage til efterskoleforstanderen. “Det er ikke endt!” Et selvmordsforsøg er i det mindste et forsøg på noget. At være hjemløs er i det mindste at være.

Jeg tænker positivt.

Jeg tænker negativt om at tænke positivt.

At tænke tærer på mine kræfter, mine initiativer hægter sig fast. I det rene ingenting, herfra. Er alt muligt. Siger jeg uden mere tro at bruge af.

Der kommer kys-ikoner og lyserøde hjerter fra mine skæve skøre veninder, jeg sender. Smileys med hjerteøjne retur, hvad mere kan jeg skrive, en masse. Sludder, intet nyt, jeg er her. Stadig stadig stadig. Stadig spændt for, stadigt. Færre muligheder. Mere ansvar. Mindre plads. Stadigt større drømme.

Jeg tjekker jobs, jeg sender. Mig selv til dem, både de gode og de onde arbejdsgivere, sender mig selv som en pakke, jeg lyver. Og lader som om jeg er en færdig pakke, selvom jeg hverken har fire sider, en top, en bund eller blomstret indpakning, jeg har. Sendt omkring tusind, og jeg falder. Dermed i kategorien med de sørgelige systemkritikere, jamrende ofte for konjunkturene, de sølle stakler der er holdt ude. Af arbejdsmarkedet, markedet for arbejde, markedet for mennesker, marked mig, et marked, mit marked, min magtesløshed, løs magt, hold min nakke, jeg tjekker for jobopslag, jeg tjekker mig, jeg tjekker dem, jeg tjekker hjem, “det handler ikke om. Hvor man kommer fra men hvor man er. På vej hen”, jeg forestiller mig en lille by. Med medium glade mennesker, en by der ville blive henrykte af mit indhold, de ville slet ikke spørge til pakken, de ville. Se mit indhold, falde på halen for det, og jeg. Ville ikke længere lyve, tjekke, crashe, sørge.

Telefonen lyser op, hvem skriver, The Gurdian, Grækenland er et stort kaos, de tvinger flygtninge hjem til Tyrkiet, DR2 Debatten kører og jeg. Undrer mig over at jeg ikke kan høre noget, klokken er 20:35 og jeg forstår ikke ordene, jeg forstår rædslen, jeg tjekker. Men ingen skriver, jeg får et panikanfald, hvis man er typen. Der diagnosticerer. Manglen på luft, en koncentration af håbløshed under øjenlågene, ben der giver efter, gulvet. Der rammer mit hoved, som jeg synker. Sammen og hvisker: HJÆLP Gud, HJÆLP Gud.

“Fra Gud. Ikke fra mennesker, kommer min anerkendelse.”

Telefonen, et billede af mine børn og jeg, to likes, jeg havde håbet. At matche med en på Tinder denne gang, jeg sletter. Den igen, det er for ydmygende, der må. Være andre muligheder, andre mænd, mænd der kan grine af det hele, af situationen, af rytmen og manglen. På mirakler, “min hjælp kommer fra Herren”, jeg ved.

At jeg misforstår, jeg sænker egoet, forventningerne, blikket. Den ringer. Går det ellers godt. Ja jo tak.Han siger noget ind i telefonen, jeg siger noget ind i telefonen, tiden går, jeg bliver træt, kan vi sige på gensyn, ja jo tak i lige måde.

København forvandlede mit liv. Jeg mødte venner, arrangementer, havde oplevelsen. Af at høre til i en by. Jeg havde troet var for meget. For en som mig, men nu. Har København kvalt mig og mange. Andre borgere, der ikke kan bo. Noget sted, mit sted. Er ingen steder, jeg sover lidt her, lidt der og forventer. At jeg kan. Træne, spise, Læse. Som var alt normalt, mit ansigt. Regner, mit ansigt eller et ansigt der ser sig i spejlet. Overfor mig. Mig eller en kvinde. Et spejl eller mit spejl, jeg (kvinden) ser at jeg kaster mig selv i favnen på en min, min mand, altid en. Forkert. Mand. Forkert. Favn. Københavns favn er dunkende varm og mit hjerte. Synkroniseres. Med byens puls. Jeg sveder det ud, ud. Et sted hvor ingen bor. Ingen eller mig. Jeg bor. Ikke. Jeg bor. Ingen. Stederne eller mig. Ingen af os. “Mit hjerte er mit hjem”.

Jeg tager et nyt bolche, jeg har. Allerede tre i munden. Det er ikke bolchet, det er smagen jeg må have mere af, og jeg smager ikke de andre længere, det er jo ikke fordi jeg ikke vil. Jeg smager dem bare ikke. De kunne være et par tænder. En integreret smag som den næste smag skal overdøve. Mine øjne smelter næsten, jeg kæmper. Imod søvnen, jeg skal finde en afklaring, jeg har skulle finde en afklaring i årevis, i dag, i dag, i dag. Det er alt vi har, siger man, og mener det godt, men nuet er så intenst. at jeg ikke kan sove, jeg har ikke et sted at sove, mine steder er løbet tør, jeg må forblive. Vågen, søgende, i min vildrede, i min dag.

Flashbacks. Til min nabos barndomshjem. Deres uorden og afspænding i sofaen. Deres hidsighed og store kærlighed. Deres fladskærm og brede samling af tegnefilm. Deres rod og søskendeforhold på værelset. Det var ikke noget særligt, måske endda lidt dysfunktionelt, men det var bedre. Det var meget bedre. End mit hjem og nu. Er min søn grædefærdig når han ikke kan få lov at overnatte ved sin ven. I hans hukommelse vil et andet barndomshjem lagre sig, og han vil vide at det ikke var noget særligt, men langt bedre end det, han kom fra, vil han, vil han min baby, sige, vil han sige. At hans rodløse mor ikke gav ham. Det han skulle bruge? Advokaten ved det ikke, og dommeren er ude og ryge. Min tale snøres sammen, der er ikke luft til mere. Eller er der. Talen bliver ved lidt endnu, indtil frygten. Får øjne og ser sig selv, ser. Dem se sig. Dommeren og advokaten ser min frygt, jeg kan ikke. Skjule den længere. Skjule mig længere, min frygt, eller en frygt eller. Også skal jeg nægte alt, jeg føler. Mig ikke mindre værd end dem, bare. Fordi de har job og hus og memoreret et regelsæt, jeg åbner alt. Hele min forside, hele min bagside, jeg står ved. At jeg er jaloux, fordi jeg er usikker. På om det nogensinde kommer til at ske, på om noget nogensinde kommer til at ske, jeg er rædselsslagen for at give slip, rædselsslagen for at holde fast, skræmt til døde over livet.

Jeg flytter. Ind i min app. Altid vågen, altid online, altid. Klar til at blive afbrudt, kontaktet, mættet, tappet. Min.

Afhængighed når fra hovedet og. Ned. Med hovedet. Min. Den. Afhængigheden er en skam, bringer med sig skam, klikker. Mig ind for at se. Mine matches. Mine. De her matches. Der er ingen. Intet skæbnemøde. Møde med min skæbne eller bare en skæbne, bare et match, bare en mand, tilfældigt planlagt, bare en hånd. Under mig, hold. Venligt min umiddelbarhed, mens jeg står. Med benene opad.

Ånder ind, der kommer en tæthed. I min næse. Der er noget galt. Jeg suger undersøgende og ihærdigt. Hysterisk. Vejret ind gennem næsen, små. Hurtige træk, jeg kan lugte noget. Eller kan jeg. Taget slår revner. Papkasser, stole, bøger står i flammer. Gyldne blodsprængte flammer. Der har sit tag i mine ting, i andres ting på et. Fælles loft. Vi må. Ud, vi hoster og bander og stikker af med den første og den bedste og tror vi er i sikkerhed i kulden, jeg tager. Mine sår af. Føler mig nøgen kun iført ar. Hopper i havet, så nøgenheden. Giver mening.

Jeg går derhen. Og stopper med at være alene, jeg har fri, og jeg tager fri fra aleneheden. Men jeg er ikke fri. Jeg kan ikke gøre hvad jeg vil. Når jeg selv mangler. Når mit selv mangler. En at ramme lige i hjertet, er det sådan. Her man låser skabet? Okay tak. Jeg stikker ud. For ung, for gammel, for beskidt, for ren, for positiv, for sørgende, for ligegyldig, for ambitiøs, for.

Afhængig. Klikker og erfarer. En hjerteforandring, mit. Hjerte. Siger fra, siger: jeg er mere, jeg. Lever i frustration, i sure sko, i kontrollens ærinde, det. Skal ændre sig, Jeg. Skal ændre mig. Newsfeed. Er der mere.

Jeg var ellers så tæt på. Det er tydeligt at hvis jeg havde drejet af et par andre steder. Så var jeg kommet direkte ud på motorvejen. Hvad er det jeg ikke ser, hvad er det for et billede han har af mig, hvad er det for et billede af mig selv. Jeg skal tage ned. Et forbillede, en musical. Der er en rytme. Den bliver ved sig selv. Selvom jeg ikke bruger den. Jeg tager billedet ned. Tyve år for sent. Senere end hvad, hvad. Stikker ud. En personlighed der falder overbords, drukner. I gamle flammer.

Jeg er nok bare hormonsyg, tænker jeg og ved. Det er ikke kun tid jeg mangler. Også formål. For inden i det mål. Kan dedikationen glide roligt op af. Andres grænser.

Der foregår mange ting. I Kbh, man kan sejle, smage vin eller gå til Knausgaard-foredrag.

Unyttig viden lige nu når man sidder her og gerne vil have gang. I en tradition, men ikke kan komme længere end til spisebordet, hvad med træningen. Jeg har tøjet på, det er mange dage siden. At jeg har gjort min daglige træning. Jeg havner i en sø af udmattelse på måtten, overvejer. At indtale en film af mig selv. Om ensomme på 2. Påskedag, men hvem. Ville se den og hvad skulle jeg grynte, jeg. Har heller ikke plads på telefonen, det er lige før. Søvnen banker på. Men kun lige før, den banker ikke, det gør. Min hvilke umulig, ingen banker på. Og tager mig med til et andet og bedre sted.

Og det er aldrig til at vide om folk. Om de bliver glade for et kram eller. Synes jeg lugter under armene, krammet. Tager til, jeg tager. Turde jeg bare. Tøve mindre. Jeg tænder. Ikke på enhver, får jeg. En klapsalve for det, stående. På stående fod kender jeg ikke mine kardinalpunkter, punkter. På min krop kender jeg, men ikke. Ikke dig, jeg kender ikke dig. På min krop og hvordan skulle jeg lure. Om du hører til i mit gamle mønster. Hvor jeg redder og tøffer hjem. Igen efter et par måneder. Hvordan vide, hvordan basere. Noget på erfaringer når alt er nyt, og jeg. Håber på det bedste. I verden i mennesket i hjerte i situationen.

Slukker for det hele, slukker. For dagen. Andendagen, ligger. Med brystet sømmet til måtten, til natten. Det banker på, de myldrer ind, de snakker, jeg lytter, de snakker, jeg hører snakken, jeg elsker dem, de elsker mig, jeg kryber ud af mig selv, så de kan tage hvad de skal bruge. Med ud.

Så her ligger jeg. Krøbet ud. Faret vild udenfor. Og det eneste hun ønsker er kærlighed, åh hun ønsker blot, hun blotter, hun ønsker

Er der nogen der ser. Om jeg hopper ud nu eller. Kan jeg frit svæve over byen hvor der ingen systemer er, ingen menneskelige systemer. Til at fange mig, gribe mig, holde mig, opføre sig som mig, være mig, udhule mig. Min samling af pæne afvisninger. Hænger om min hals hvorend jeg går. Deres struktur finder mit mørke. I struben; lige der hvor jeg fremstammer: “Måske er det ikke meningen. Måske er min mening slet ikke meningen. Hvor er meningen, gid. Man kunne høre min stemme.”

Han ligger helt stille. Man sparker lidt til ham. Ingenting. Man hvisker. Som kunne han høre deres nedrige tale om den havde været tydeligere. Han ligger som var han blevet tabt på det selvsamme sted, som havde man glemt at vise ham hvordan man rører sig, han gemmer. Ordene under sig, venter. Man på ham venter man forgæves. Vi kommunikerer. I hans stilhed. I hans fravær bliver mit nærvær. Slående. De slår ham. Ordene. Man tror han kan høre, fordi han bløder ud af ørene hver gang hun prøver at skabe forbindelse. Hun ser sine hænder skrive til ham, skrive. Ord der pisker.

Jeg iagttager forbillederne og overvejer. Om det overhovedet er forbilledligt at være forbillede, vil jeg. Ende som et forbillede. Hvis jeg fortsætter som et ærligt menneske, ikke et redeligt. Men et ærligt. Bliver jeg aldrig et forbillede.

Der er ikke en app. Der i dette nu kan gøre mig seende. Jeg klikker ind på det samme ikon igen og igen, hvorfor. Står mine tanker stille. Lysten snurrer rundt i brystet, svirer ud. I hænderne der tager. Fingre. Der ikke har noget sted at sanse, ingen krop at skrive på, ingen sjæl at fedte ind. Min app bliver tjekket igen. Min. En app på min telefon. Min telefon. En app på en telefon. Min lyst efter nogen får mig til at klikke på en app på en telefon. Min lyst. En lyst, en app, en telefon, en lyst der fjerner lysten til min telefon og dens apps, jeg holder mig kørende, jeg mangler det der holder mig levende, jeg burde. Vide bedre, ved jeg bedre. End jeg vedstår. Klikker ind. Ser den samme feed. Igen. Igen. Feed. Min eller. Telefonens. Mig eller telefonen eller.

Før jeg ved af det har jeg glemt. Alt om min beslutning, før. Jeg ved af det, er der gået tre til fem til ti år og jeg. Eller årene. Undrer sig over hvad der er sket, hvorfor. Besluttede jeg, glemte jeg, ændrede jeg. Mig. Slutningen.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!