Endnu er han

15. November 2013 af Maria Guldager

Mens sorg triller ned fra hans kind, samler han det brugte liv op, et slogan;

man hellere vil behandle med medicin, end med respekt,

han synger i søvne, munden er næsten lukket, arret

ses ikke fra scenen, med blændende sorg,

en sang synges om, det kan dårligt betale sig,

at gøre sig besværet, ej heller at lade umagen være, manden fortryder

eller også ved han, at han burde fortryde

For at nå bjergets tinde, behøver han noget at følge,

han lirker døren til det næste op, med lommelygten undersøger han rummet, en ledetråd

er nødvendig, han sorterer i

traditionen som den kan læses i skrifter, eller aflæses i opførsel

her opfinder han dagens potentiale, det nyes

repeterbarhed, dagens talent for gentagelser

Dagen, der er så jammerligt spærret inde blandt andre,

kan ikke løsne sig fra det levendes hukommelse om den, afhængigheden

kommer frem fra under sengen, før han skal synge,

detaljer må indbyrdes konkurrere om pladsen, når han sætter pladser, I utide

bærer han rundt på det han slipper, tid glider fra ham, utid lader ham glide ind i mere utid

Han er sin vægt, midt i et forspil,

sengens knirken lyder ikke af fremtid, sæt

ryggen ikke hænger sammen på ham, han bemærker

ikke som han stiger opad, at det hænger ikke sammen

og det kan ikke lade sig gøre, så han fanger en trivialitet, et snørebånd, og ritualiserer det,

så dagen ser ud af noget, andet end sig selv, og kan opfattes

Idet han spiser af sin pause, bøjer tænder af, næringen rammer tandkødet og han sluger sine tænder, et scenarie

der gør ham ængstelig, tvivlen på det faste er

en farlighed, han ikke ved hvem er farligt for, han går videre,

han kan bare gå videre, eller falde ned og ingen ved, hvad der er dernede

Manden laver mere af sig selv, finere for hver gang, de er måden hvorpå han går videre

op, han ved ikke hvor toppen er, måske står han der nu og hvis han gør, ønsker han kun et;

at bestemme sin egen død; følelsen, metoden, indholdet, konsekvenserne, varigheden, farven

Sagerne kører i horisontale linjer, sager uden ting, sager der både er på

et bjerg og bag en dør på en ryg og bag en mand, knapperne

i hans trøje kan ikke holde det tilbage,

hadet til voldsmanden derude, væmmelsen ved volden i ham selv, og stærkest af alt

afsky for den vold, der kan og vil overgå ham selv, den følger

efter hans skridt, som skyer langs bjergsiden rækker

skyggerne ud over det han kan slukke for, stærke lysglimt

fraviger ikke muligheden for muligheden, hans øjne

svier når han skal begribe sagerne, i horisonten melder

sig et minde, der ikke er hans,

han genkender det ikke, men nu står det klart foran ham og

postulerer om sagernes forholden sig, han tager

hvem han kan finde, ind og trøster sig selv,

det er en mand, der konfronteres med

det mest afgørende vers af alle; er han betydningsfuld, dødelighed

til trods, i hvilken betydning, kan han kaldes

for noget, mere end den afgående, mere end

endnu en.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!