Endnu et bevis på at en iPhone giver dig mere for pengene end fx en kone

Og så sidder vi der. Til et middagsselskab sammen; uden at kende andre end vore partnere, og måske endda uden lyst til, at lære andre at kende. Om et par timer er festen alligevel forbi, og vi vil ikke se hinanden igen, så helt ærligt – hvorfor begynde at lukke op for det varme vand nu? Det ligger lidt i luften, at alle tænker sådan, mens vi tygger os igennem den seje laks.

Men jeg kan ikke lade være. Nå hvad laver du så, okay ja nej den vej kender jeg ikke, men har da hørt om byen- det er nordpå ik? Nej okay øst, men lyder spændende, jow ja mig? Jo gammelsjællænder vel, men ikke-praktiserende hvis du forstår sådan en lille en he he… og det gjorde han så ikke, og det gjorde hans date – en rødhåret lille sag, der vist havde fået et forkert indtryk af mit selskabssmil kombineret med en meget nedringet kjole, som altså sad ganske fint før jeg fødte et par børn, men som nu hele tiden skal skubbes på plads, for ikke at afsløre hele bryster – slet ikke.

Så er det jeg trækker avisen frem. Mest for at holde den op foran mine to flygtende bh-fanger, men også for lige at dreje samtale over på noget FÆLLES. Noget offentligt, noget kultur, noget vi alle har en mening om – perfekt samtaleemne når man ikke kender eller vil kende hinanden, for verden omkring os interesserer os alle.

Som fx kontinentet Afrika, hvori folk rekrutteres til udlandet som soldater, for at tjene en skilling (http://www.information.dk/218019). Ingen respons pånær et ”jow” fra en jeg slet ikke vidste, var med i (den ikke-eksisterende) samtale.

Her er det så normale mennesker (slet ikke ville være kommet til??) stopper! Her læner de sig tilbage og opfører sig som det øvrige selskab – i dette tilfælde var det noget med at rette på mandens slips, hviske ham noget i øret, kigge lidt på de andre dernæst på maden og så uret og ud af vinduet og så lidt mere hvisken i øret og diskret rejse sig, for at låne toilettet og efter en ordentlig slat tis (tidsmæssigt) komme tilbage og spille overrasket over, at vi allerede er kommet til desserten..

Og det kan jeg også godt se, jeg skulle have gjort nu! Men jeg KAN ikke, i sådan situation, slippe det samtalekøkken jeg lige er ved at bygge – selvom det utallige gange er faldet ned om ørene på mig tidligere i lignende situationer med andre selskabs-folk, der ikke, virkelig ikke, gad samtale med mig.

I stedet flår jeg videre i de stakkels lejesoldaters sørgelige historie, og prøver – ganske mislykket- at føre en sammenligning fra deres tilværelse til en dansk kontanthjælpsmodtagers. ”Livet på offentlig forsørgelse, er jo heller ikke nemt – det er ikke gratis penge. De skal rende til så mange ting, ufrivilligt. Det er det der med, at nogle skal bestemme over os, det kan vi ikke lide. Menneskets primitive hjerne vil have sex, mad og magt, og ja for at den sidste kan hænge sammen med de andre, så skal man helst have job så man kan tjene penge, og selv bestemme hvilken mad man vil spise ..Spørgsmålet er så om vi er klar til, at bestemme så gevaldigt over eget liv – det mener de her kvinder i Irland (http://www.verdensjournalist.com/content/irsk-abortlov-under-anklage), som nu angriber den irske abortlov som menneskerettighedskrænkende. Har I hørt om det?”

En enkelt nikker, og de andre skiftes til ur-toilet-rutinen. “Uhm okay, men altså når nu vi skal tænke gammeldags/konservativt, så må vi gå udfra manden stadig får sin bøf hver aften og sin vilje i sengen – ja så må det da snart være kvindens tur til at bestemme noget, fx hendes egen krop, hø hø………….”

Fyren 3 pladser væk, som jeg efterhånden har bemærket lytter med, og helt sikkert kun fordi der ved det lange hestesko-opstillede bord ikke er andre tydelige ”samtaler” at følge, laver thumbs up, eller jeg håber i hvert fald det var det tegn, det er muligt hans fingertegn skulle referere til mænds primære primitive instinkt. Udover ham og en påtaget latter får min monolog ingen reaktion, så jeg tyer til det min mand HADER, når jeg gør; trækker ham med ned i det, efterhånden meget ydmygende, ”kom lad os snakke”insisteren.

“Hey skat, hvad siger du til de der lejesoldater – tror du noget i den stil kunne ske heromkring? Altså nu hvor både økonomi og klima er ved at udslette den virkelighed vi kender?”

Mikael rømmer sig, og jeg kan se han inderligt gerne vil komme i tanker om andet at sige end ”ej mon dog”. Ikke desto mindre kommer der ikke mere fra ham i denne omgang, og mit meget røde hoved og jeg, fornemmer et emneskift igen er på sin plads – eller dvs. at jeg snart lukker er på sin plads, men jeg formår det bare ikke. Hele min krop (og den er stor- husk, to børn!) stritter imod, som var det dens eneste mission i livet, at få klemt et par ord ud af de øvrige festdeltagere.

”Men Mikael jeg tror Jens arbejder med det samme som dig, eller næsten.. ik Jens? Var det støvsugeteknik eller..?”

”Jeg sælger støvsugere i et støvsugefirma”

”Ja netop! Mikael det er ligesom dig ik? Du arbejder også for et firma, eller virksomhed eller hvad man kalder det, ik?”

”Øh jo deeet.. ja det er så godt nok indenfor software..”

Og SLUT, sådan, pyha – der kommer faktisk ord fra andre end mig, da folk begynder at forlade festen, og vi (hele hesteskoens ene side) så derfor også gør det, på én gang endda, og dermed kan vi gå derfra lettede.

Og hvis vi skynder os kan vi tilmed slippe for omtrent halvdelen af selskabets håndtryk. Ud nu! Jalla jalla kom nu Mikael, men nej nej typisk mænd og deres teknik; nu har han og Jens åbenbart båndet, fordi de har den samme telefon. Suk!