Et øjebliksbillede

Jeg gennemgår mange lidelser for tiden, hvis jeg selv skal sige det. Dette indlæg handler om et af de psykiske forhold, for udover at være en mega emotionel strandet hval, helt vildt frustreret over vores bolig-job-situation og egoist udover alle grænser i og med at jeg stadig gruer for at skulle have dette barn, der mildest talt vil spolere alle mine håb for fremtiden – ja så har graviditeten også sat sig i den sparsomme nattesøvn. I kraft af modbydelige drømme.

I nat vågnede jeg op skræmt og ængstelig, og jeg kunne huske hver detalje af drømmen, hvilket sjældent er tilfældet for mig. Det gennemgående var en uhyggelig mand, som jeg ikke kunne undslippe. Det startede med at være min barndomsvenindes far (der fysisk forgreb sig på hende dengang) og ændrede sig så til en anden elitær og uhyggelig mand, som jeg ikke længere husker personificeret. Jeg skulle redde veninden, men vi havde gymnastiktime på vores gamle folkeskole. Og så kan man jo ikke bare stikke af!! Efter timen skjulte vi os i et mørkt og koldt rum, og herefter var venindens fars rolle en anden mand, og nu var han på jagt udelukkende efter mig. Han kontrollerede mig – jeg kunne ikke gå, for så ville han blive sur. Jeg behøvede ham, og skælvede af skræk for ham på samme tid. Jeg blev lukket inde i et rum. Min telefon virkede ikke. Jeg var så bange for ham – han var stor og frygtindgydende.

Den egentlige handling i drømmen, husker jeg ikke.

Alligevel er der flere elementer i drømmen, der kan tolkes. Fx er en gymnastiksal og mig som barn et symbol på nedværdigelse og utilstrækkelighed. Og at jeg hele tiden ville flygte, men var bundet af mandens magt, holdt fange, holdt nede af dette store farlige hankøn-  er nok i kongruens med, at jeg har nogle ret store issues hvad angår mænd…

Men selvom jeg har luret noget af symbolikken, er jeg ret lost i oversættelsen. Det var ren rædsel fra ende til anden………… Sådan vil jeg trods alt ikke betegne mit liv lige nu? Jeg har jordens dejligste børn, der griner til hinanden og hele tiden udvikler sig. Det, jeg så i drømmen var en angst. En sort sky af frygt for den, der er stærkere og kan kvæle mig, og som jeg ikke kan flygte fra. Måske det handler om den gudeskikkelse, jeg virkelig savner? Jeg har jo ikke lyst til at kalde mig ikke-kristen, for så mister jeg mit, nu meget spinkle, håb om noget evigt godt, barmhjertigt og livs-indgribende. Samtidig kan jeg ikke vide det jeg gør nu, og hengive mig til følelserne i lovsange og gamle tros-minder. Men hvad er jeg bange for? Gud eller ensomheden?

Det kan også ske, at have en parforholdsdimension over sig.. Vi står midt i beslutning om flyt, og jeg har svært ved at tage familielivets vilkår til mig. I stedet tænker jeg så ofte over hvor nemt det ville være, at leve solo med børnene. Hensyn, kompromis, forklaringer og fokus på vores fællesskab og ikke bare på mit selskab. Det er hårdt at være to for en rendyrket egotripper som jeg. Og dog så uundværligt. Men på trods af den stærke kærlighed, rammer det stadig nerven i mit livsdilemma nu; Hvad skal prioriteres? Handler livet om at udleve min lidenskab, eller om at være næstekærlig frem for alt… ”Et godt mix” er ikke noget svar, men bare en mangel på stillingtagen.

Til disse indre komplekse samtaler kommer ligeledes, at jeg er ganske frygtpræget som person. Og at jeg pt oplever jeg er STUCK i en nederen krop med et nederen sind. Måske er det i virkeligheden ikke så svært at forstå en drøm, hvor jeg prøver at undslippe dæmonerne…