Gæt der hænger i luften

3. July 2014 af Maria Guldager

Jeg ser ud i luften og ind i fremtiden. Samfundskroppens følelser er krympet i vask. Transformeret til vat. Der forefindes kun en spøgende eftersmag i massens gebis. Med ryggen til hinanden smadrer dyrene resterne af civilisationen. Fortvivlelsen letter som en vag morgentåge. I menneskenes jævne sind skrider det blot langsomt frem, ude omkring dem suser fremskridtet. Penge som et smukt forklæde. Smurt ind i fortiden tager man ikke et opgør med generationsgentagelser. Penge som et grisk glimt i øjet. Klatøjet ser man til fra under en smartphoneregn. De dyre, ja det er de meget dyre, nikker vi med hele samfundshovedet. Talestrømmen danser fra himlen og ned mellem verdenshjørnernes stolper. Det står skrevet i en text og på en snap hvor forfængelig man er. Om tiden spildes eller trækkes ud er foruden uvist en mørklagt kritik. Svarene lyder sejlivet: hallo, hallo hvem er det, er der nogen? Følelsen var en tro væbner til behovet som er forudsætningen for tilfredsstillelsen, og værre end udslettet er følelsen nu instrumentaliseret af sin overmand. Behovet holder følelsen for nar, for at finde øjeblikkelig nydelse og handlens kraft retter sig som hidsige pile mod de overlevende emotionelle siv i landets få vandkanter. Et efter et optager de falske begær, der ikke slår dem ihjel, men spirer til opvoksende overmænd: selvforstærkende behov. Selv altruistiske foreninger er udraderet og udvandet. Følelsens forsvinden leder den ærbødige opdagelsesrejsende til ynkværdig vildfarelse.

Penge som det smukkeste ved mit udseende. Penge som det der afholder mig fra at tænke klart. Penge som det der gør mennesker forskellige fra hinanden. Penge som det eneste der ændrer noget. Penge som en hovedpude. Manglende penge som manglende søvn.

Ve mig, at jeg skulle ende som de andre, alle de andre som er endt som alle andre, hvad skal det ende med? Jeg ser ud i luften og beskæmmer det eksisterende. Hvad ser du på- ser du bare til- løber tiden fra dig- hvad ser det ud til- når du løber rundt om billedet af en sø, der løbende spejler det du ser? En genspejling af et påfund der ikke kan stoppe sig selv. Jeg tegner og forklarer, men ikke en eneste gætter rigtigt. En følelse af at ingen kan mærke uroen, der rider os som en mare. Samfundet er løbet fra uroen, så kroppen ikke længere mærker andet end sin egen hævelse i benene. Rundt om den samme morgen den samme sø den samme enlige kvinde med den samme rigide krop den samme vej hjem efter den samme gulerod som alle andre gulerødder som alle andre ubegrundede rødder som enhver anden løbetur for samme latterlige sponsorater. Penge som retten til en fantasi. Jeg skriver: Den type der lugter af indestængt sorg og den type der spørger og spørger men aldrig involverer sig i et svar andet end ymtende og den type der presser aldersgrænsen, så der går uorden i numrene og ingen forstår hvis tur det er, og typen der har set på så længe, at hun oversvømmes af den udviklingsregn skybruddet lader falde efter syv gode år ligesom de, der har været i fortidens teater og nu møder op ved udlånsskranken med kultur i hele hovedet. Penge som vandet under alt det, der sejler. Penge som vejen til erkendelse. Penge som omdrejningspunktet for enhver løber der spejler sig i midten, orienterer sig efter midten og intet mere end genkender sig selv genkende. At hylde ekstremerne er bare kapgang rundt om samme sum penge, der udelukkende mangler én magt: til at fortælle mig hvad der er på den anden side, hvad er der den anderledes morgen, hvor betaling overflødiggøres.

Fra et sted i jordens indre ser jeg ud af en sprække, der tillige forsyner mig med luft, og stakåndet lever jeg under sæsoners dansende nedbør. Om sommeren bliver man kærester og opdager om vinteren, at man ikke var kærester. På det jeg har indladt hengivelsen af min ånd kan jeg ikke længere tro. Han og jeg er ikke sammen mere. Ved alle mænd er der fordele og ulemper og ulemper og ulemper og instinkter. Kvinden og hendes mand er ikke sammen længere. Det forskansende instinkt. Jeg er ikke sammen længere. Ulempe. Kvinden er ikke den samme som sin mand længere. Fordel. Jeg er ikke den samme som kvinden. Utilfredsheden har dæmoniseret begrebet udvej. Jeg har spildt kaffe på mine dage og det vil ikke gå af. Jeg vil ikke gå af. Selv når jeg går, bliver jeg siddende, fast. Manden er ikke sammen med mig. Det hænger sammen og det går op for mig hvor meget jeg har flyttet rundt. På fordele og ulemper. Jeg har hængt i og hængt mig i detaljerne. Kvalt min ånd i det udsigtsløse reb. Instinkt. Kvinden har flyttet ham længere væk. Sunket ned i flugtens selvfornægtelse. Var jeg en der blev til flere, eller flere der blev til en? Tankerne ignorer mig og jeg dem. Manden flyttede ikke med mig ind i dem. Men fik flyttekvinden mine sager med? Han spørger mig igen: Var jeg bedre da jeg var et mysterie? Var jeg bedre pakket ind end ud? Et forfrossent barn der med forstummede skrig sulter. En masse der stormer mod min dør. En ven med indre blødninger. En masse forkrøbles. Massen og den ene. Den ene masse. De mange masser. En eneste ene. Vi kan bedst lide at her er mørkt, en lille sprække er diviniteten tilstrækkelig.

På talerstolen ryster en mand på hænderne: det er nerver, tænker jeg, men lytter til hans imponerende budskab, jeg tænker gid der fandtes flere som ham; jeg tænker at det, der gør livet så utåleligt er hvor svært det er at finde gode mennesker. Senere afsløres hans rynker for mig. En aldringens ro så stor som rummet, der bukker sig forover af grin over livets små tilfælde. På bakkens top går en mand ud fra sin butik for at holde pause, han ser imødekommende på mig: en tilfældig cyklist, der kører op af bakken samtidig med at han går ud fra sin butik og er imødekommende, jeg cykler bare op, jeg viser ham øjne: jeg kender dig ikke og kommer heller ikke til det, jeg cykler bare parallelt til din pause. Vi rystes ikke, det er jorden der gynger under os. Et nyvasket land der synes mindre uden en gud: definer Gud. Skælvende godhed. Han som over os forbarmede. En nåde overfor den tilfældige cyklist og overfor den mand, der kun går ud fra sin butik for at blive misforstået. Er du ude på noget sleske mand? Er det tilfældig vold forklædt som et rart blik? Nej, siger vi til penge, til hans penge, nej til også forarmelse tænker vi dog og siger nej vi til opdigtede forhold, nej til hardcore realisme, hvor håbet om kærlighed ikke har en chance. Definer realistisk: et renset land af gudsforladte minefelter. Landet ligger ved siden af kvinden i sengen. Inaktiv. Hun opdager at jeg har været bange for, hvilke dele guden skulle opdage af kvindens krop. Taleren er ikke nervøs, siger de til mig, når jeg tilbyder min sympati, han er 83 år, sådan kommer vi alle til at se ud, har du aldrig set en ældre herre før? Afvisende cykler jeg forbi butikken og dens mand, ned af bakken, videre ind i byen der ligger som den lå i går. Du kender ikke timen. Tilfældige penge. Du kender ikke mennesket. Overlagte tilbedelser. Du kender ikke kendskabet, før timen er inde for menneskets afgang. Nu taler jeg igen om døden, om mørket, er jeg så dyster eller har jeg ikke andre kort at trække? Mine nerver byder mig at skælve. Tal højere, siger de med opmærksomhed rettet som våben mod mig og jeg forestiller mig, jeg er en gammel mand: rystelsen er tilforladelig. Aktive samfundskrop.

Man drætter om i varmen, døsige og henslængte ved den nærmeste kilde. Det er udmattende. Privilegiernes begrænsning. Hvor mange gange har du tænkt på mig, når du genlever historien, når du ser i spejlene til alle sider og kun bemærker det lort de vanskelige drenge kastede i hovedet af dig uden at for ballade for det? Dyrene vasker sig i et sløret spejlbillede som er guds. Vandoverfladen lader ansigtet falde i posede forme. En aldring ser sin økonomiske beregning tage alle levende værdier i betragtning til et facit uden puls. Er du da ej blot en tid? Kort, forgængelig og alligevel så uudholdelig? Se mig se dig. Undse hvilket slid det hele er. Man forstår ikke det, jeg tegner. Man forstår ikke mine gener. Man kan ikke hitte på en betimelig konsekvens for mine synder. Det er en kæmpe rovfugl, ser I den ikke, ser I ikke dens klør i mine skuldre, jeg svæver langs intrikate tankerækker, golde marker og en mor så sulten at der ikke er mad nok i verden til hendes mæthed, jeg svæver og rammer først jorden igen når jorden rammer samfundskroppen, sådan tegner jeg, tænker jeg, gæt igen, siger jeg. Jeg foragter moderens spejlbillede som er ophavet. Var det alt jeg kom for? En tøjlesløs bundfri trang har sat mig i verden og ladet mig sejle i syndflod ned over de rige menneskers ansigt, de græder over privilegierne, hvis ikke sulten svier gør uretfærdigheden, der findes ikke privileger, siger den der kan se retfærdigheden. Generne lader mig falde i armene på venner, der tegner og forklarer med lort i munden. Vi spiser junk for at kompensere for rigdommen. Alle er velkommende, skriver vi, og alle kommer som de er eller vil være, men kommer og er sultne, og vi uddeler behørig overskudssult så alle går herfra med flere behov. Vi er smukke og unge og udmattede. Med vat i ørerne bøjes følelserne før kødet. Tillidens muskler er ømme ovenpå al den træning. En ørn griber mig i udsvævende adfærd. Kaster mig ind i et forfattet liv, den tager en blind vej, fluks ind i en stolpe, den slår sig til blods og jeg forlader luften.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!