Et styk i morgen, jatak – med eller uden usikkerhed på?

Lige nu lever vi med en usikkerhed omkring morgendagen. Ja, den sætning er vel altid sand, men for det meste har min mand og jeg en ide om hvad, livet bringer blot et par måneder frem. Ikke i detaljer, men overordnede linjer som hvornår vi bor hvor, og hvem med. På grund af en fyring har vi lige nu ikke netop den basale tryghed. Måske skal lejligheden siges op, ungerne flyttes fra institutionen, omgangskredsen udskiftes, lokale fritidsaktiviteter droppes osv., hvis vi må flytte efter et andet job.

Med to små blebrugere har vi meget andet at være søvnløse på grund af, som fx i nat kl. 3 da sønnen vågnede med bleen fyldt med lort og herefter erklærede dagen for begyndt trods vore mange antitiltag, men vi har da bestemt vendt og drejet os i bekymringens tjeneste.  Nu har vi mere eller mindre gemt os bag nuet, så realiteterne ikke kan finde os.  Jeg tror, vi er på sidste stadie ud af disse tre spontant selvopfundne usikkerhedsstadier her:

- Nå, ja det var en skam, men måske dette ulykkelige skaber nye stjernemuligheder for os? Jada det skal nok gå!

- Fuck fuck fuck, der er ikke kommet nogle muligheder, og der intet i udsigtskikkerten. Vi bliver klientliggjort, og ingen af vore drømme vil nogensinde gå i opfyldelse, for penge er ikke længere det, vi kan sætte vor lid til.

- Op og lege mor og far, studere, opretholde en almindelig hverdag og gemme det dårlige til i morgen. Orker det ikke i dag. Kan smile og være glad ved at løbe fra den forfølgende usikkerheds-sky.

Problemet her er, at det midterste stadie liiige kan være ved at give os noget substantielt at tygge i, men vi oplever ikke at have tænderne til det.. Forstået på den måde, at det der blive bedt mig rumme, er mig for mindblowing til at overkomme. Jeg begriber kun et stykke, og det materiale glemmer jeg i morgen, og udskifter det med en refleks, for i det mindste at blive set, men den fastsættes fejlagtigt, hvorefter jeg sætter gummi på styret, for at føle jeg har noget at holde fast i, og dette fortsætter indtil jeg har en helt vildt trafikskadelig cykel, som jeg så kan sætte mig op på, falde og starte forfra!

Når jeg nævner det her i et blogindlæg, er det for det første et forsøg på at overholde min ærlighedserklæring også om livets tungere menuer. Dernæst er det, fordi jeg synes en almene usikkerhed minder afmægtigt om den døds-frustration, der spøger i ethvert menneskes liv jf. min cykelsammenligning, der faktisk ikke holder ift. min daglige usikkerhed, da jeg har tænkt langt mere over dette.

- Mange er måske stoppet med at tænke efter første stadie. Konstateret at ’nå ja jeg skal dø en dag, mon ikke det går, mon ikke der herefter sker mig noget godt, joda!’. Det kan enten være folk, der har ladet sig grille af en religiøs retning, der giver dem troen på, at det vil gå dem succesfuldt, eller folk der ikke har erkendt hvilke grumme følger døden MÅSKE har, og derfor ikke tænker nærmere over den, når drømmebegravelsen i grove træk er arrangeret og nedskrevet.

Jeg hopper lidt frem og tilbage mellem de to næste stadier. Indimellem er det som om satan stikker min sjæl med sine horn, for at jeg kan se den blødende realitet, jeg skal ned til. Når som helst. For det er også en del af usikkerheden. Hvornår man bor hvor og, hvem med.

Hvis man kender lidt til mig på privat hånd, vil man vide, at jeg må deale med tvangstanker af og til. Ikke som i en rigtig diagnose, men frivillige er tankerne ikke, som jeg ser det. Fx er jeg angst for mange dyr. Især høns, føj hvor er du ulækre, yak! Yhrv med fjer der sidder fast, uuuhhuu nej væk fra den association igen! Men en anden latterlig og ufrivillig tanke er den, hvor jeg ser mig selv splatte ud på vejen, eller fortovet for den sags skyld, og endegyldigt stoppe livet. Hvad nu? Jo, så kan jeg minde mig selv om, at det hører til sjældenhederne at udløbe før holdbarhedsdatoen, men hvorfor sidder folk på 50-100 år så ikke og ryster panisk, hvis døden er mere sandsynlig indtræffelig da?

Måske er de overgået til et fjerde stadie, som jeg endnu ikke har beskæftiget mig med. Måske er det et stadie, hvor alt er soleklart, og tanken om efterliv er som at spise en økologisk sød kartoffel bagt i ovnen med lammekøds- og gedefetafyld. En udsøgt fornøjelse.

Jeg håber det, for jeg hader usikkerhed. Men endnu mere end at jeg hader usikkerhed, hader jeg uærlighed. Og det er et selvbedrag, at henlægge al form for spirituel eksistens og efterlivs dogmer, fordi det ikke passer ind i en rationel tankevirksomhed, for hvornår har noget som helst usikkert, usandsynligt og ulideligt syntes rationelt?

P.s. Det er også en usand fordrejning, når jeg forærer fjerkræ min amygdalafunktion. Ligeledes med det satansbillede, jeg beskriver. På den nu deletede videoblog talte jeg om min forvirring af forskellen mellem følelse og fornuft, og jeg læste op fra en bog af Damasio (Descartes’ fejltagelse), hvori der stod at følelse er en integrerende bestanddel af fornuftens mekanisme. Han beskriver, hvordan man ikke kan adskille de to og at det er positivt. Alligevel finder jeg mig selv prøvende på netop det, fordi min baggrund er den, at jeg har lært visse følelser som værende objektiv sandhed. Derfor søger jeg en opdeling, om end ikke en separation som ifølge Damasio ville være umulig.

Pps.

Hej Guru, hvordan tænker jeg selv?