Før er

22. May 2014 af Maria Guldager

Dine opbrugte år har samlet sig til en rynke

der peger op mod hårgrænsen

næsen overtager, hvor den dybe revne imellem øjnene

slipper

intenst har du levet, som det blik

du har sat dig for at give mig

når jeg chikanerer dig

og glemmer

at du er nogen

er her nogen

du bruger dit blik til at åbne et rum

en oplukker

ubevidstheden samler kapslerne op

så du kan dedikere din opmærksomhed til det

der strømmer

ud af det frie udsyn

En stemme fra fortiden ser sig for

i et flydende tidsbegreb

er jeg her

for sent

jeg må smide mig ned

for at blive set

for bare træer

——————-

Det var lykken, at ingen så os gå ud af rummet

vi forelskede os i aleneheden

ingen så os forlade virkeligheden

vi slentrede alene rundt i fantasierne

Han kunne rumme hvad

end nu

og jeg passede ned i hvad

det måtte være

Unødvendigt at nævne måske, men der var ingen sure miner

Lykken bestod i fraværet

af irritationen, vreden, angeren, snæversynet

Hans nænsomme læber trak mig igennem

nåleøjet

han kaldte min hengivenhed for henrivenhed og

i det hele taget morede vi os

med at bygge huse og børn

men så starter en uudslukkelig ild i mig

heden æsker til raseri

jeg slipper mig selv

og svinger ord ud i stanken fra hans blod

HANS BLOD???

Det er over hele huset, over hele hans personlighed

lugten har trængt sig ind

på min fortælling om lykken

hold det dog inde, dreng

hold det fra min dør, mand

hold dig ikke tilbage, supermand

Supermand kunne rumme

uvirkeligt meget

bare sige: ja dejlig, det er du

og den slags

når jeg opløstes

smuldredes og smeltedes

ned i dejen

som kvinder nu engang gør

før de bages til mangeproducerede sukkersmåkager

Hans vilde blod størkner

historiens løb

før jeg når at handle

ind

han erklærer, at han ikke længere kan

tåle, når tallerknerne

rammer ham

Opsvulmede tunger spyttes ud

rammende taler vi

eller hvem nu end

der var til stede dengang og som stadig er med

Min funktion er en kvinde

med bukserne nede

hos svigefulde drømme

under min seng

—————————-

Den gloende voks gør mig himmelsyg

Fra nu af må du kun kalde mig stjerne,

siger jeg, og forlader ham for evigt

en disput for meget

og vi er alene

i det rumløse, troede jeg,

men jeg kan ikke gå; hvordan er det sket, at jeg ikke kan flytte mig?

Du flyttede jo ind med mig, siger han tavst fra sin skrivebordsstol

Sagde du noget?

Nej

Er jeg flyttet ind ved dig, siger du?

Her bor vi

I virkeligheden?

Ja, her i supernuet, hvor tallerknerne kan flyve og huden

kan lække

——————–

Fremtiden er så rød, mor

Denne morgen er rød, og jeg har været her før, i dit hjertes kø, i din projekterede statuette

Du lader dig ofte bevæge til tårer

Men jeg kan ikke få dig til at rykke

kablerne over, bare en enkelt dag

De gled ud af dig, tonerne i mit dna, tonerne gled ud

af mit repertoire

og nu er stemmerne hæse

af den tavse krigsførelse

Morgenens komme er dagens permanens

dine opskrifter følger du nøje

hver petit ingrediens tilberedes for sig

en helhed åbner gabet

og rækker klangbund til sig

vi mæsker i os indtil lægerne selv henvender sig

den sublime smagsoplevelse forgår

men bliver imod alle anbefalinger siddende

til bords

en konvention

der ikke vil gå væk

selv når den er blevet gået

——————————————–

Situationen er ikke den samme

men har været her før

ligesom jeg

jeg har gjort nøjagtig det samme:

jeg har ventet for længe

jeg har fortrudt for længe

jeg har ladet mig selv slippe med skrækken

jeg har afholdt mig fra

Lykken ved at gå ind af den dør

Transpositionen

Udleveringen

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!