Facebook-fernisering og fejlstemplende fjernsyn

Facebook er en glimrende up2date-scene at forsøge indflydelse på det syn dine ”venner” har på dig. Old news at vi har et umætteligt behov for at blive set. Det nye består i min forståelse af det fænomen. At vi først bliver til, når andre ser os. At vi først der – i andres lys – eksisterer som individ. Dette er jo et farligt anliggende, når vi ikke kan sikre os helt hvordan, andre ser os. Altså, fotograferer andre dig i et forkert lys –forkert efter din mening – da bliver det alligevel de andres billede af dig, der bliver hængt op.

- Der var viiiiirkelig ikke noget på mine tv-kanaler i går aftes efter 21-nyhederne, og jeg havde sådan brug at unwind efter en fantastisk men hård (er det mon sådan ,at for at få noget til at blive helt vildt godt, skal det være lidt hårdt også?) dag med børnene. Ole Henriksen og alle andre livsglade inderlighedstyper ville anbefale mig, at trække vejret dybt og tømme sindet og blot mærke hvordan mine følelsers energi bliver opladt, når jeg sidder der i knibeøvelses-stilling, men øh…ja efter mit seneste blogindlæg ”note to self,” kan jeg ikke undskylde mig med, at så burde jeg også smide mit 86%chokolade stash ud og det ville kræve afvænning, som jeg ikke kan overskue nu og efter mine opdagelser, jævnfør vv-bloggen, kan jeg heller ikke undskylde mig med ”sådan er jeg bare ikke”, for sådan kan hjernen netop trænes til at gøre mig!

Så, fordi jeg bevidst valgte at give mig selv en her-og-nu-oplevelse, selvom jeg vidste det ville skade min nattesøvn og gå ud over de evner min hjerne ellers kunne have opnået igennem udviklende aktiviteter*, slog jeg om til genudsendelsen af ”Hals store kærlighed” på tv2. Og, til trods for overdrivelsens logrende hale til sidst i filmen, formår den amerikanske komedie at stille mig et sandt filosofisk dilemma, inden jeg må slå om på Deadline, der på sørgelig maner lader journalisten ride ranke på uholdbare påstande om kristendommen sadlet op som religioners ”engleeksempel” mod den stygge islamisme.

Frit fra huskeren spørger Hal sin ven hvad der så er virkeligt, hvis ikke det han kan se, lugte, høre, smage, røre og mærke følelsesmæssigt? Vennen svarer at et tredjepersons perspektiv må være enig, hvis noget skal være virkeligt. Men det er problemfyldt at kravet til virkelighed, som venner påstår, er at flere er enige om, at det er virkelighed. Hvor mange skal I så fald kunne sanse og opfatte– i dette tilfælde – personen, før denne kan godtages som virkelighedens version?

I den mere ’ligetil pointe’ ligger der i filmen en kritik af, at vi har dannet os et sæt fælles normbriller, der ikke opfanger de komplementære indre fordele ved mennesker. Hvilket så i filmen gør, at det er uforståeligt for Hal at Rosemary – som i andres øjne er overvægtig og i hans slank og lækker- er så ringe rustet med tillid til sit ydre; noget han snare ville have forudindtaget havde han set hendes former.

- Den ydre virkelighed definerer altså ofte folks indre livsverden. Fordi man ikke kan ændre andre, men blot sig selv**, kæmper vi mere eller mindre bevidst for at passe ind i en af de skabeloner, som i ’det fælles vedtagede virkelige’, ser allright ud. Som Peter, mors dreng, i X-factor der af dommerne fik at vide, at de ikke lige kunne placere ham som kunstner – i forhold til hans ydre fremtræden – i en af de absolutte artist-kasser. Men han gik videre. Dog stemplet som en type ikke passer ind af det medie, der bestemmer det offentliges holdning mere end noget anden. Fjernsynet.

* Beklager ”jeg er træt af alt det der er godt for mig at efterleve” attituden. Den har sin historie, som måske skal gennemæltes i et blogindlæg engang på et tidspunkt.

**Artikel om selvbevidsthedens synlighed i hjernen:

http://www.videnskab.dk/content/dk/krop_sundhed/hjerner_skannes_for_skyld_og_skam