Fiktivt forankret forpligtelse

25. May 2016 af Maria Guldager

Dagen åbner sig over mig

som jeg rammer en kantsten

min krop sløves, mit syn sløres,

etableringen åbner sig over ham

som han rammer en alder

sytten år ældre end mig

for at sige det som det er, sig

at du behøver en stærk kvinde som jeg, sig

at jeg er så lille og nuttet og kun en pige, sig

jeg udlever den ultimative kombination, sig

ingen anden end jeg nogensinde vil slå til,

min dag, min mand, min sag, min forstand

romantikkens atletiske muskler styrkes til et bristepunkt.

I højsædet er et samfund lavet af lego, et der kan åbnes eller gå fra hinanden, i mit projekt

skriver jeg; en fortælling om det, der gør livet værd at leve,

populært sagt, jeg skriver, om en eksperimenterende livspraksis

som den er

eller bør være eller kunne være eller skulle have kunnet være,

det er min måde at opdage livet på, udfaldet

er ikke til at kende, før jeg har konstrueret, digtet og leget

lego med virkeligheden, jeg

flytter rundt på virkeligheden, på stolene, omarrangerer og

giver plads til uvirkeligheden, tage det fra den, der bør bygges op og bevares,

han svarer: men dette er givet, at fiktionen ikke skaber jobs,

jeg tager mig sammen og skriver en problemformulering:

Kan vi nogensinde frisere årene ud

og skelne mellem nyt og gammelt, mellem

genbrugt og opbrugt, mellem

dit lort og mit lort, hvorfor

nuancerer du ikke dit sprog, siger jeg og

kritiserer ham for første gang, kan vi

tåle mere lort, svarer han. Problemformulering og perspektivering.

Hvert eneste ord lever jeg, hvert eneste ord kritiseres, roses, jeg løber

fluks i afgrunden, indtil noget nyt opstår, det slutter

ikke ved angsten, angsten er forskellen der åbner

min erfaring, mit eksistensfundament,

hvis angsten pakkes op som den gave den er, min forskel,

pakkes op, folder sig ud i passion, ud i mødet med livet,

intense blikke, ind og ud og ude-inde inde-ude, hinde, hud,

i åbne retninger, åbne for kærtegn

og for nye folder, krøller, opfindelser, frembringelser

i sig selv, det fremmede selv, det distinkte selv, angsten holder inde

angsten advarer om utrygheden: friheden er utryg; et koncentrat af mod og fantasi.

Det splintrede selv der i ærlighedens strøm bliver helt

ved at forbinde sig med sig selv, forholde sig

til det endnu ikke erkendte, det for bevidstheden uberørte, ukomplette, det endnu ikke afsluttede

et blik der ikke har set endnu.

Dagens skyer advarer mig om brud

under mig, forundrede jeg,

en bølgende smerte starter, udstrakte ulykker, blomsten

udsender ikke længere den rette duft

på en eftermiddag forstenet og ubevægelig, hvorfor

kom kærligheden ud af sin hule, hvis den alligevel vil

efterlade os spejdende ud i den sorte nat, nærmest kvalte

i den dødstille himmel, til sidst løfter jeg hovedet

mod de forsølvede stjerner højt oppe og susende trætoppe længere nede

jeg støder foden, støder andre

mit blik flakker, mit syn er i flager, holder jeg øjnene

stille, dræber jeg natten

med det intense lys, et håb

om tilstande der kun kan bygges med lego.

Frem spirer fra dybet af mit indre

det, der kun kan måles

på følelsen af alligevel at mangle

en, der tørstigt tigger om mit selskab, mit kildespring, jeg giver

mig selv til dem der spørger, og med hans tale om ufrihed

ser jeg mig som en udtørret bæk, jeg

vokser sammen med dem

der tigger, jeg læser fra afgrunden

ord dannet

af stjernerne.

For vinden der indimellem rører på sig

er jeg fuld af glitrende dråber, dyrebar

som en rejsende sjælden stjerne

for ham der stormer og vil frem i livet, videre

til et sted ude i det fri, der hvor øjnene altid er løftet mod himlen,

er jeg en sele, der kryber op af hans bryst

en ramme om hans

indhold og mening, organer og celler,

han synes at vide, jeg er den

familie han kan tale om og savne

mens jeg snitter grøntsager i et rengjort køkken, en udtørret bæk, hvis

jeg er rammen er jeg rund med maven nederst, hoved og tæer

mødes bagom ryggen, jeg er i livcyklusens vold, en aktualiserende tid

tiden i mig, døden i mine erfaringer, det udefrakommende i mit indefrakommende spørgsmål.

Min form er sket

han beundrer den, men vil han gennemleve min form med mig, er der plads

til lego-realisering, alle mine retninger,

han er i nuet, siger han, jeg ved det ikke

men jeg vil gerne have han tager fejl

at vi konstant er i gang med at blive

at vi rummer mere end nu, at vi er

forbundet med frem og tilbage, diagonalt og til det ujævne, det glatte,

de brudte forbindelser der sætter varige spor

i det han kalder nu, som mest handler om forpligtelsens positionering,

hans intuition strider imod tvangen der samvirker

med afsløringen, forandringsproces, skabervilje

han er færdig

med at komponere, han tager diktat, sytten

år ældre, hans evne til at lade sig påvirke

er knyttet til hans hjerte, modtageligheden

der balancerer som en sansende krop

hele tiden må han afgøre om han kan tage ved lære

er det muligt at leve uden bandeord

er det muligt at undersøge livet nærmere

engagere sig i sproget, være til stede

ikke kun nu men også når ordene er sagt

sproget som kulisse for de næste hændelser

eller er du

afhængig af uafhængigheden.

Det er rent, det vi har sammen, smukt og

uden fordomme

med overbevisning.

Svøbt i forførelse

ser jeg musikken

få tanke og krop

få samklang

med min brancheløse stemme.

De nye indsigter træder frem

som zoner på min hud

foldet ind i dit lagen

jeg formes mens han taler

tiden er det jeg ikke kan

undslå mig, jeg producerer

mit efterslæb, min eftertid,

min midlertidighed gennemstrømmer dagen

vores intimitet er et eksistentielt anliggende

hvis sulten på mere ikke fordufter

når mørket konsumerer os, med ryggen først, med kursen mod det ukendte

er han der, bag de lukkede øjne, bag min ryg.

Problemstilling. Findes der en mand, der kan føle sig fri i min bue,

så kan jeg være lys og som åbningsscene

bøje mørket af;

en stjerne der kaster en smal stribe lys

så han kan se kærlighedens uforanderlige natur

det tilblivende i hvert valg, hvert ord der kommer ud

en dag der åbner sig

eller krakeleres

over mig.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!