Flimmer

18. November 2015 af Maria Guldager

Og der sad jeg og havde en god aften

Jeg fjumrede lidt rundt i ordene, men det var en god aften

But who are you really? lød hans stemme og afbrød

min gode aften der blev et forhæng mellem mit selv og min tale

jeg hvilede i mig selv

glad men frihedsberøvet, morsom men på stoffer

ude af kontrol som når man skriver til sin præst

at nu er det nok, at nu kan det ikke gå videre

ikke sådan her.

Som jeg lader tankerne vandre til den aften

hvor han kyssede mig eller prøvede på det

omringede mine sanser eller prøvede på det

lagde mig ned med sine ord eller prøvede på det

slår jeg mig ned i protestlejren, hvor vi er flere tusinde

hjemløse kvinder og børn der må deles

om blikket fra en eneste mand

en ligegyldig mand i en ligegyldig ruin

af vores egen driftighed

i hvilken jeg samler mig sammen af fragmenterede sten

overgår til materialisme i en stille stund

man ænser ikke flugten udefra

men jeg løber, løber væk fra det abstrakte himmelrum

der får mine visioner til at flimre

jeg holder ikke til det mere, giv mig et skærebræt, løber, løber med tårerne

ind i den jordiske dagligdags glæder

og lige lidt opdager jeg, at han spiser

af mit ansigt med en teske

jeg kan ikke se, ikke tænke, jorden ryster

sagde jeg til ham, hvis jeg husker rigtigt,

vandrende sukkede jeg min aften ihjel

uden selv, uden taksigelse, uden noget højere refleksionsniveau

og han sagde But where are you in all of this

og jeg følte mig for første gang mørkhåret

og iført en for varm sweater der gjorde mig så alene at se på

mens jeg indeni ingenting havde; min sweater og mit mørke hår

kiggede på ham og sagde Well who cares anyway

og han prøvede at tegne mig i hovedet

prøvede at tegne mig et hoved

prøvede med sit hoved at tegne mig

Jeg slugte så meget saltvand den aften

havet kom og jeg holdt vejret

men jeg gik op som en smurt dør

og jeg måtte hoste sådan bagefter

hoste de gentagede mønstre op

han sagde: I thought you had changed?

han lå nedenunder mig da jeg hostede

alt indeni op og han fik mit mørke hår og min sweater på

og i en krimi troede jeg, at jeg havde en taget en lur

men da jeg kom tilbage, var aftenen borte

hans spørgsmål: Why would you come here again? svundet

min tur hjem alene i gang og som jeg tænker på denne aften

fra protestlejren med en rystet hjerne

lyser månen i min stive nakke

den lyser uden solens hjælp

“flot” siger stjernerne, endelig lærte du det

endelig kan du af egen kraft lade lys falde

på andres blinde punkter.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!