Forbundet med listende skygger

2. October 2016 af Maria Guldager

Kære liv

det du vil have

hvad end du vil

bare tag det

tag det og gør det

mens jeg trækker vejret

efter mig

som slibrige spor af en barndom der ikke anede hvilken overhængende fare den var i

lille pige jeg ville glad gå med dig ind i din fantasifulde verden

hvis ikke jeg vidste, hvilken forrykt mor du har, en mor der ikke kan skærme dig og fantasiens radikale åbenhed skal skærmes, lille pige, du er så utryg at jeg må græde ned over dig og forklare dig, at det er moderregn der vil få dine hår til at gro, du spørger om du også får bryster af det, jeg beder dig

kære liv

forlad mig omgående hvis jeg skal vandre endnu et skridt uden

modet til at digte videre

at kalde dig mit er en hånefuld absurditet

jeg bøjer mig for dig, du magtfulde tunge hovedliv der ser, hører, lugter, smager, livets hovede kan ikke rokkes, det er der i alt, dømmende, seende, absorberende, hvert et åndedrag tæller det

mens jeg lægger tallene forkert sammen, folder dagene

ud, pakker ordene op og ned, træner

opøver, opelsker, opkøber

have og lande og følelsesriger

intet af det bliver mit

slet ikke livet.

Jeg er den lyserøde gerning

forvildet og forskrækket i nattens mørke bramfrihed

griner et blik, smuldrer min dømmekraft, vakler min henledte opmærksomhed

mod det sublime univers

der er så stort, og jeg er

død bag synsnerven, lavmælte lyde

der siger så lidt så det lyder som ingenting

men det er det eneste jeg har, et stemmeført glimt af hvad jeg en dag kan skabe

kom med

kom skal vi ikke

lad os

kom så reagerer vi

kom så dater vi

kom så familier vi

kom så er vi et vi

kom og rør mig

kom helt ind i mig for ellers, kommer

ingen nogensinde helt derind og jeg ankommer ikke uden

dit komme, se hvordan tiden læger min berusethed, kom

og tag mig før skyggen opstår

ellers lister den sig lige i hælene på min arme

der må slynge sig om sig selv

og sværge til poesien fremfor sindsroen.

Hver dag står jeg op, og må i gang med at håndtere mig selv

mine symptomer og syndromer

planer og haner

jeg ser blomsterne mellem stenene, og forstår deres eksistens som beviser på mit indre liv

vildt og slynget, sådan har jeg det også

småt men giftigt, det stikker hovedet frem under mine arme

blomstret og sirligt, som ville jeg forme mine ører, hvis jeg kunne

alt hvad jeg ser omkring mig, ser jeg i lyset af jammerlige skvulp, jeg tager deres skønhed, kvæler dem i mit eget svælg, planter bliver billeder

på mit bord

på mit sind

billedlige livgivere, de har aldrig

bedt om at blive trukket ind

i mig som kønsneutrale spor efter mine sindssyge forelskelser, det banker

bag mit bryst, hjertet vil ud, men han vil ikke have mig, han vil ikke have mig, han vil ikke have mig, så meget

for positiv tænkning, så lev dog

i dig selv, lev i dig selv, maria, lev

og “gå lige ud” siger jeg til drengen på otte år, der stikker i gråd på min kommando

jeg ved ikke længere hvad der er vigtigst: mine børn eller min sindssyge, en havregrødsportion eller min krop, en virksomhed eller mit livsformål, døren går op

ind kommer rene børn, vi krammer, til min følelse af aldrig at kunne vaske mig ren, som var hele min tilværelse et ophold, jeg venter

på at komme hjem fra, jeg kryber rundt i en tue af mylder,

jeg vækker mig selv, men forbliver i søvnen indtil dagen overtaler mig til at komme ud og lege, jeg vil helst være hjemme, lidt endnu, så meget jeg skal nå inden jeg for alvor kan gå, for alvor kan nå at komme nogen steder, lidt endnu

banker på mit hjerte på

åbningen kommer

siger de

det kommer

hvor skal jeg holde til imens

i mit eget ikke-hjem, i en tue der støver til i min sjæl, der kun holdes mæt af sine egne ord, jeg skriver

til ham igen, skal vi mødes

i min lånte gryde hvor jeg damper tre stykker broccoli i

det skulle være så sundt, ikke at mødes når man har slået op

jeg savner

narko og ro, i min sjælefrakkes inderlomme, hvor lysten sidder, hvorfra den pakker mig ind i gammelt mønster og et hjerte, der

tilhører dig, nu er jeg bare ærlig, jeg er så ærlig, i en sms

smiler du til mig

via et ikon

du er gul som en sol

jeg er lyserød som en elefant

mine ikoner soler tilbage og ved godt

det er game over

for mennesket bag ikonet

men jeg lader ikke en dag forgå, lader den ikke drive bort fra mig

jeg insisterer

indtil verdens hvirvles op af min længsels vind.

Jeg kan ikke finde nogen handsker, ingen nye i butikkerne, ingen gamle i skufferne, jeg kan ikke finde

ud af at acceptere at dagen skal slutte

det er i dag

det er en slette

og bagefter er det slettet, vi går hjem, hvilket hjem og med hvem, det er for koldt

med bare hænder i dag, bare hænder

i en varm sjælesørgersituation der ikke giver nogle svar, jeg kan ikke svare dig, bare guide dig,

jeg tuder dagen ud, til sidst er der ikke mere dag

i mig og jeg finder retningen et sted lang bagude, gid du

havde været mere end en projektion

af lys

kunne du dog bare

have været alle mine dage.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!