Frugten

22. February 2014 af Maria Guldager

Skal det være?

Ja, nu skal det være.

Enighed, sagde de til hinanden, og gjorde sig umage for at finde det særlige ved de almindelige. To, fortælleren skriver altid om to. Tre bliver crowded, fire uoverskueligt.

Bliv i mit kys.

Vi to. Med ensomhed i blikkene nærmede de sig slingrende intimiteten. En blød sofa, bløde stemmer. De overvældede hinanden, skabte røde kinder, og hun takkede ham for initiativrigdommen, og han komplimenterede hende for de nærgående spørgsmål. Det får mig til at klække ud.

Hvordan er din historie? Hvis du kunne skrive den om, hvad så?

Begyndelser og slutninger. Eller delmål, lad os sige delmål, der er altid mere at opleve, sagde han, og insisterede indtil de forestillede sig det samme.

Tag nøgenhed på.

Hvordan var det for dig? Jeg kan mærke det i din nakke. Sådan ser du også ud. Man kan godt høre det på dig. Din lugt er yderst karakteristisk. Du er endt godt ud til trods. Se hvor fint, vi passer sammen. Sådan talte de, og lod sig ikke mærke med at musikken stoppede, folk omkring dem svandt, og selv lyset overlod dem til sig selv.

Smelt ind i min intention.

Så dybt man kan, rører vi hinanden. Jeg vidste ikke, man kunne røre hinanden lige her. Det er ikke, fordi det kilder, det er mere sådan pirrende, men autentisk, det er ikke bare en fantasi, det finder virkeligt sted. De havde ikke noget nyt at sige til hinanden, kærlighed er kedelig i den forstand. Men the same old er revitaliserende på samme tid. Oplevelsen af sig selv i et andet menneske, det er for vildt, sagde de med kroppene, der befandt de sig i en none-tale, i en umisforståelig kommunikation.

Hold fast i dit tag.

I mig, og min tid. Optag dette nu, og slet alle de gamle skriblerier, ideerne, der ikke blev til noget, skildringerne der ikke viste karaktererne, sådan som de står nu, overfor hinanden i et fast greb. Dine lunger skal fyldes med min ånd, derimod, sug mig helt ind, og så tager vi en ny dag sammen, en ny fremtid, er du med? Ja, helt med, med i en samstemmende tankeduo, vi er med i finalen. Den affirmative måde var ynkelig for begge parter, og derfor føltes den så rigtig. Vi kan ikke være til på andre måder. Først her i det fælles ynkelige er vi lykkelige. Eller i hvert fald frie for angsten, hvis man vil forstå fortælleren korrekt.

Men da beruselsen aftog indså de, at de var fremmede. Et intersubjektivt metaperspektiv indhentede deres tøjlesløse hengivenhed.

Vi kan ikke sidde her, og vaske os i hinanden! Det er første gang, jeg træffer dig, og du og jeg! Forargeligt, forrykt! Hvad har vi dog gjort!

Kvinden tog på arbejde i dagene efter, men var indestængt med aggressioner. Først rettede hun dem mod ham, siden sig selv, og det sidste var uudholdeligt. En dag ringede hun til ham, men hvorfor? For at komme i ligevægt igen, overbeviste fortælleren hende. Forsoningen, den gør sig godt i en historie og i et sind.

Det var hans mor, der tog telefonen, for i modsætning til kvinden havde manden forholdt sig selv den sædvanlige hverdag. Vi er sammen nu, sagde hans mor taktfuldt. I røret fik det udsagn bare kvinden til at agte manden, for hans nære moderforhold, tænk måske er han alligevel noget for mig, lod hun sig antage, måske kan vi blive bekendte med hverandre, som en mand er det med sin moder. Sådanne tunger talte hun med, for hendes fortæller var optimist (overordentligt urealistisk). Fryden er stor, hvor blomster gror, digtede hun efter deres samtale. Lige indtil hun besøgte manden igen. I døren blev kvinden mødt af moderen. Adressen hun havde fået af ham var åbenbart til moderens hjem, indså hun, om den kjoleklædte aromatiske kone, der bar manden i sine arme. Chok. Skræk ligefrem, og rædsel og vemod. Der var ellers fredfyldt, næsten saligt, i hjemmet- kvindens anspændte tilstand ikke passede til husets små støvede dekorationer. Kvinden ville gå igen, men moderen insisterede på, at der var aftensmad nok til alle.

Kan I to lige lege lidt, mens jeg dækker bord. Ja, skattemus, det kan vi godt, leflede manden. Moderen lagde manden i en tremmeseng, kvinden satte sig i en udtjent læderstol, deres akavede samvær var diskret, indtil moderen forlod stuen. Kvinden begyndte, at håne ham for sin svaghed, hun blev strengere og strengere i tonefaldet som munden på hende kørte, og aggressionerne lå nu frit fremme ovenpå manden, for enhver at se, men ingen så det, viste fortælleren, der havde en pointe omkring det usynlige i det synlige, eller var det omvendt, der var ikke plads til den her, så det må stå hen i det uvisse. Parforholdets gale tilbøjeligheder levnede ingen overskud til ophøjede linjer, man må hente det subtilt, tænkte kvinden og fortsatte raseriet.

Nederdrægtigt, hvilken regressiv dårskab, skældte hun, jeg forstår ikke, hvem du er længere! At synke så lavt, tænk at du har holdt mig i dine arme. Fosterarme! Du kan ikke håndtere en kvinde, hvilken skam på dit hoved! Man ligger som ens mor har redt, ville moralen objektivt set anføre, men kvinden lod sig ikke belære af en determinerende pædagogik. Anfægtet, som hun var af den nye viden om manden, måtte hun krænge sine aversioner ud, så mandens patetiske og uselvstændige veje i det mindste blev gjort ham selv helt klare.

Stadigt tættere blev luften i stuen. Angerfulde udbrud belagt med køkkendunstens jævnt fordelte invitation til at fylde maven.

Du ved besked bedre nu end før, svarede han langt om længe igen, jeg klarer den ikke uden hende, kom han igen med en kravlende stemme, der kæmpede for at komme rigtigt op og stå. Hun rejste sig, og lod sin brede skygge falde over ham og hans plads bag tremmerne. Hendes forpinte udtryk forbød hende at tale, tårer presser sig på, ser du det, og det har jeg ikke selv valgt, tårer er fortællerens nødsituation, okay?

Hans forklaringer overså hendes hysteri.

Jeg har behov, min moder er den eneste, der elsker mig, det er naturligt, det er du og jeg, der er de fremmede, hvad vi gjorde, piner mig, du skal gå nu, du skal ikke se mig die, det er en stund for min moder og jeg, hørte hun ham hvine, inden hun forlod moderens hjem.

Moderen protestede ikke, da hun gennem køkkenvinduet så kvinden løbe flæbende ud på gaden. Fortælleren var bare vred på mænd, det vidste moderen, og den slags går ikke så godt til flæskesteg med bagte æbler, rødløg og honning.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!