RegneArk

6. June 2017 af Maria Guldager

Nogle mennesker er ikke så priviligerede

De ved slet ikke hvad det vil sige at vågne op dækket i sit eget lort

eller hvordan man må klippe sit hår af, fordi der sidder bræk i det

De ved ikke hvordan det føles at være sovset ind i afhængigheder man ikke vil kunne genkende sig selv uden

De aner ikke hvad man mener med indre mørke eller afvigende følelser der kaster sig rundt i en

De ved ikke, hvordan det er at bære noget afmægtigt tungt, man ikke kan lægge fra sig, fordi det man bærer, er armene

De har aldrig prøvet at sidde fast i fortiden med deres store hale, for de har slet ikke haler, der kan sidde fast i andres sprækker eller endog blive glemt i et gammelt hus der brænder

De har ingen dæmoner at se i øjnene, blive forfærdet over og søge at komme til livs på de mest drabelige måder

De har ikke prøvet at flyve ud af sig selv og have lyst til at blive ved med at flyve ud over virkeligheden og verden og væremåden

De ved ikke, at der ikke er en vej, før jeg tager et skridt og min vej derfor ikke er din vej, for min vej er formet af mit skridt og din vej af dit skridt

undskyld jeg kan ikke høre dig, siger du skidt eller skridt? Nå skidt..

Han lader sin hånd glide ned over min numse

vi er omringet af sværmere, der har fulgt os siden søen

han gør mig opmærksom på ordspillet, den omsværmede

jeg prøver at le, men væmmes ved hans scent, som da han sluger mine safter, jeg skriver i lige dele begær og ubehag

hvor mange mænd

er jeg nødt til at teste

før jeg ankommer det forjættede sted? Landet med de mange navne, gryden med deres arme fortid, mine summende kriterier og en bog der beskriver kærligheden som det der altid er i os, det er slet ikke nødvendigt, står der, at være betaget af en mand, man kan gå direkte til kærligheden, for du er kærlighed

kedelig kærlighed tænker jeg og ser på mit hjerte

jeg er sammen med mig selv, jeg taler med aleneheden, jeg er sammen med aleneheden, men tester endnu en mand, bare her i pausen, fordi min krop beder om forløsning, indtil det er helt tydeligt, at han er en perverteret mand langt under mit niveau

niveau 11 er min søn nået til, er det ikke sejt mor, jo, det tror jeg, hvis det kan være sejt at trykke heftligt på tasterne så en lille mand på en skærm bevæger sig

bevæger følelserne i mig, de slynger sig ind i hinanden, da jeg oplever hvor døde levende mennesker kan være, og hvor levende døde mennesker kan være

i deres eftermægle og ånd

ånden bor i den sætning jeg plejede at eje: Søger du efter en seriøs relation for det gør jeg

jeg har lukket spørgsmålet

ensomhedens ekko lød for højt i det

og derinde i ensomheden bor afskårethed, fravær og altopslugende minderne

jeg er flyttet over i det uhørlige rum nu

mellem verdnernes formørkelse

lysstrålen, den dansende, over vandende, mellem verdner,  det værste jeg ved

er at stå stille uden spørgsmål, uden søgen.

———–

Kære YouTube, når jeg bliver gammel

husker du stadig det korrekte antal

views, for jeg husker dårligt og de store

der ser med på views, ser på seere

vil ikke tage drømmen fra mig, siger de

mens de banker min skal med et baseballbat.

Jeg skovler ind, for at der kan blive mere af mig, mere at høre, mere at gøre,

Hvor meget er et minut værd

hvis jeg har spildt 10, hvor meget har jeg da mistet?

Hvis jeg kunne få samtalen mellem

mine forældre første gang de mødtes

hvad ville den da koste mig? Skal nutiden være dyrere end fremtiden eller fortiden den vi skylder penge?

Er mine film bedre jo flere der ser dem

er min torsdag eftermiddag mere værd jo flere der vil se mig på den

er min krop hvor den skal være

jo dygtigere vi er

til at imitere kærlighedsakten?

Hans krop

er min livline

jeg sidder op og lytter til hans snorken, den beroliger mig, det er ligesom selv at sove

ubevidst flyde gennem livet, hvor stor en del af dig

vil have mig, hvor stort

smilede de til dig da du var baby, jeg fortæller

dig at hun ligner en der blev smilet til som baby, længe og gentagne gange, du smiler bare af mig før en af os siger

jeg kan ikke længere give dig liv

i skyernes hvirvlen om mine ører er jeg gået på kompromis med mig selv

Du må tro på det, Maria, siger de

som om jeg skal gøre noget

man ikke kan gøre, for tro er ikke en handling, siger de, det er en tillid

Har du tillid til dig selv?

hvis du ikke selv tror på det, såeh ..

står jeg her igen som en krop

uden tro

som en tro oven på min krop

som en krop der har forladt sin tro om verden

som en plads i verden til min krop uden tro

som en plads til min tro på min krop i verden uden tillid

Hvor mange gange vil de bede mig tro

før mine følelser glider på en sten

smutter under mine fødder og lader mig teste mand på mand

hensat enhver moral

test på test på niveau på niveau og en krop der kalder på opmærksomhed

man kan høre det hvis man bliver helt stille og lægger hovedet ind til hjertet

slag for slag

skidt for skidt

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!