Genfødsel i min antivirkelighed

7. October 2007 af Maria Guldager

- Der er 46 af det i dig
- Det findes i alle celler
- Det er cirkelformet i bakterier
- Det bliver synligt når cellerne vil dele sig
- Ja og så har Craig Venter netop skabt et kunstigt et af det

Nemlig et kromosom!

Den amerikanske DNA-forsker er meget begejstret for denne første skabelse af kunstigt liv i verden – næsten lige så begejstret som de frejdige folk jeg var ude og spise med i fredags. Jeg fik nemlig fortalt, at en mand i USA havde klonet hele sin familie! Hvis jeg havde haft den fantasi i 1.klasse kunne det være, jeg havde haft større succes med populariteten. Det var først da jeg slentrede hjem, at det gik op for mig, at ham manden i USA jo da vist nok slet ikke havde klonet sin familie, men lavet sin familie i robotter! Lidt noget andet, men stadig en god historie.

Nå men det liv der, som altså er kunstigt men ikke så kunstigt at det er noget jeg selv har fundet på, får vi den grad brug for! I Vietnam sejler de pt rundt med alt hvad de ejer/ikke ejer pga. den tyfon som en million kinesere også er på flugt fra. Altså nu ved jeg ikke rigtig hvordan det fungerer, men mon ikke man kan genskabe de mennesker der dør i den slags katastrofer?

Etik skal vi lige glemme et øjeblik (selvom Kina ellers uppede sig i går i København og skrev under på en aftale der sikrer at dødsdømte fanger ikke længere får skåret deres organer ud og genbrugt dem på andre end nærmeste familie!!) for lad os nu på realistisk vis forestille os, at Ungdomshusets oprører går helt amok i morgen, da det lige er den eneste katastrofe som ikke er naturforårsaget, som jeg kan forestille mig her. De vil ikke længere have en gratis luksusvila – nej de vil erobre hele det ganske land!

Under tåget påvirkning har de opfundet et missil, der vil udslette alle kommuner, der ikke gør hvad de siger og da Jan Boye har travlt med det, man nu laver med en flot blondine klokken 23 om aftenen, så bombarderer de hele Odense.

BRRAAAAAAGHHH!!

Jeg befinder mig nu nedenunder det dominovæltede Vollsmose, og redningsfolkene (de tre der ikke lige strejker, fordi de ikke kun vil hjælpe mennesker i deres levetid, men skam da også tjene penge, flere penge for det kan da ikke være rigtigt, det er da for hårdt og helt ærligt så er de da skidetrætte af discount cornflakes) prøver at kommunikere med mig på trods af min fladmaste krop og annihilerede talerør.

De giver mig valget mellem to “piller”. Enten kan de bruge alle deres kræfter på måske at få mig op af murbrokkerne som den komplet hæmmede grøntsag jeg er blevet ELLER de kan stikke et celle-sugerør ind til mig og snuppe mine kromosomer og skabe en helt ny MIG!!!

Jeg ville naturligvis sikre mig, at redningsfolkene fik suget cellerne til det mest stabile ved mig med op. Nemlig mit neglelakskromosom! På den måde ville valget være mig let.

Kast en mursten mere i hovedet på mig, og skab så en helt ny mig. Det kan jeg forholde mig til! Det er ligesom brun sovs og ribsgele for mig. Ligesom at skrubbe toiletkumme. Eller pille næse på en fremmed.

Lige så bombastisk som denne min antivirkelighed:

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!