Gid jeg middelmådig på den måde andre middelmådige er middelmådige

Min blogs kerneinteresse er, at udforske sandhed, herunder ærlighed. Så er det sagt. Igen.

Som fast læser af min blog ved du, at jeg lider neurotiske tankeanfald. Fx bliver jeg ofte angrebet af tanken om, at der sidder ny læser og scroller ned herinde på siden, og bare ikke kan overskue hvad det er for noget. I sådan en tanke popper straks to spekulative sider op – den rationelle og den aah knapt så.

Den første siger mig, at jeg jo ikke engang selv ved, hvad det her er for noget, og mon egentlig ikke der er vigtigere forhold, jeg skal gå ind nu, i stedet for at sidde fast i skønhedsfejlene.

Den anden siger, at jeg da for katten må tage mig sammen og tydeliggøre lige her på den første side man ser, hvad det er,  jeg vil have frem om forskellige sandheds-vinkler, om gruppepåvirkning ift. hvad man oplever som sandt, om hjernen der på trods af/pga. sin komplekse funktioner jo i den grad kan blive narret – måske især af emotionelle udbrud.

Suk..ja..det er vigtigt – jeg har lyst til at råbe mine opdagelser ud, og få feedback om andres tanker. Det er bare et fåtal, der synes mine teorier er relevante. Samtidig ved jeg godt, at folk har tænkt alt før mig, og på den måde er det ikke så vigtigt, om jeg får formidlet noget. Sammenlignet med nød og ulykke er filosofiske åbenbaringer ligegyldige og dog så ufatteligt væsentlige. Hmm jeg er både og. Jeg er enten og eller. Jeg er fatamorganaet og den virkelige vare på en og samme tid.

Der er jo hamrende positivt, at have ambitioner og at ville udmærke sig. En lidenskab, der driver en ud på nye højder – jo det er sandelig positivt. Men jeg forestiller mig nogen gange, at livet var nemmere såfremt jeg var imbecil eller bare uinteresseret. Eller udelukkende fodbold-fikseret.

Hvis du har læst forrige indlæg om effektivitet (blandt andet), så frygter du måske, at dette tager samme drejning. Jeg er stresset og træt af presset, og alligevel er det jo godt nok for noget. Nej, det her indlæg må gerne lige sænke dig en etage eller to længere ned under.  Måske og kun måske, kan denne anekdote klargøre min pointe:

”Jeg hader middelmådighed”, sagde Nadia, en mørkhåret pige på 25 år. Hun var meget mørkhåret og meget 25-årig. Hun så altid henrivende ud (i mine øjne), og var så feminin og intelligent, at mit sind hægtede sig på hendes, så muligheden oprandt. Jeg ville vide alt om hende. Vi sad i en taxa på vej til Jerusalem, da hun for alvor åbnede op for mit trængende sind. Hun talte om også kristendom, men jeg husker bare, at hun viste stor afsky over middelmådige mennesker –mennesker der var ligesom alle andre, og ikke selv kiggede døde dyr i øjnene. Hun følte ikke trang til at bryde ud – hun VAR brudt ud. Af konformitet og almindelighed og kristenhed.

Jeg reagerede som jeg altid gør; jeg forsvarer gerne det, der bliver kritiseret.  Ja det lyder så flot, men der ligger en analytisk angst bag, for tænk nu hvis jeg selv indeholdt de forhadte elementer! Det er ikke, fordi jeg er paranoid og tror der ligger hentydninger skjult alle vegne, men snare at jeg indeholder meget, der ikke kan ses og jeg synes altid jeg i en vis grad indeholder det, der bliver landsforvist i hårde udsagn.

Normalt glemmer jeg den type samtaler igen, men Nadia, der var udlært kok men bestemt ikke lignede en,  gjorde indtryk på mig. Flere gange, og især i denne taxa. Hun afsluttede snakken ved at tage fat i min overarm. Det var sådan noget hun gjorde. En armhilsen. Det betød noget forskelligt i hver sin kontekst, men som regel noget anerkendende. Måske med ønsket: ”må middelmådigheden holde sig fra dig”.

I dag er jeg kommet frem til, at jeg nok i mange tilfælde er middelmådig, men i alle tilfælde nærer et ønske om ikke at være det.  Hvilket i sig selv er ret middelmådigt – altså at ønske at være lidt bedre end normale mennesker, er normalt nok.

Men når narcissismen stiller sin varme velmarkerede overkrop til rådighed, kan det godt lige gå i glemmebogen. Og det er tit alle tiders, at vi ikke ved hvor ordinære vi er, for uundværlighed er demotiverende. Men for mig fungerer det ikke altid som en fordel, at visse hjertesager bliver vigtige i urealistiske dimensionsmål! Og hvad sker der når 4-5 ting er LIGE vigtige? Klart nok går noget tabt. Vi forsømmer alle, passionerede eller ej. Men når man er en tak mere idealistisk indrettet end mængden, så er det katastrofalt, når det vigtige mislykkes. Det hjemsøger, plager og ekstralagrer selvfjendtligheden.

Så hvordan undgå stress og præstationsfnat, når den passionerede rytme i hjertet – af forskellige årsager – ikke kan komme til orde?

Måske jeg skulle starte med at smadre min egen teselskabs-forventning om, at jeg bør svare på det……

Læs den her – ultimativt vigtigt: http://www.information.dk/228773

Ps. I kernesundfamilie-konceptet har de omtrent 30.000 punkter man skal og ikke skal. Jeg kan slet ikke holdet ud. Nå men jeg har fundet EN jeg vil benytte: “Sig aldrig noget negativt om din krop”.