Snoet ryg

10. January 2016 af Maria Guldager

Jeg møder hendes smil i mørket. Bløde øjne. Vi hører virkeligheden dryppe ned udenfor. Havde næsten glemt virkeligheden. Hun nusser mit ansigt med sine små hænder. Jeg putter dynen ekstra godt om hendes ryg, nusser hendes hår, ansigt; de smukkeste træk verden endnu har set. Hun smiler. Som om klokken ikke er 5:45. Dagen har fået øjne og lige nu er de smilende, aende, lette, gavmilde med sjæl. Det er tydeligt for mig, at hun elsker mig, men det er naturen. Man elsker sin mor. Regn, kalder man det mor, regn der slår ned på vores tag. Stærkere end den naturlige kærlighed og afhængighed af mig mærker jeg hendes utrolige beundring af mig. Jeg fortjener ikke din pris, lille pige, tænker jeg imens jeg fortæller hende hvor enestående hun er. Hun ved det. Siger hun, hun siger at det har jeg jo altid sagt til hende. Hun nærer drømmen om min egen perfektion ved hvert ansigtsstrøg og hver gang hun synger mine yndlingssange på sin egen måde: “nnn baba you shull go n love yoursef”.

Og alderen imellem os er så lille og fin. Kær og nuttet. En rygsøjle lavet fra min rygsøjle.

Problemet med at være excentriker er overtrykket. Hvad sker der når jeg kuldsejler i træningen til træningen til træningen til træningen jeg overbeviser mig selv om er yderst nødvendig?

Jeg ligger i mudderet. Nogle af mine tidligere venner spytter på mig idet de går forbi. Andre af dem rækker hånden ud for at hjælpe mig op. Det er endnu værre. Siden hvornår har jeg været sådan en man skulle hjælpe.

Længe. Måske lige siden jeg blev født. Måske har jeg lige siden jeg blev født bare ligget og higet efter mælk. Mælk fra hvem som helst.

Og jeg har drukket mig fed i det. Drukket mig beruset. Drukket mig ældre. Drukket mig mildest talt sindssyg.

Din rygsøjle er tvistet, siger eksperten. Dit liv er tvistet, din personlighed er tvistet, ligesom verden er tvistet, fortsætter han bag mine ribbens fangekælder.

Vi overdøver hinanden du og jeg. Du med din ambivalens, din

jeg vil, men jeg ville ikke

jeg

med min forgudelse af dig, mit

momentum for i ring gående komplimenter

og du beder mig respektere, at det er slut, og jeg bukker i ydmyghed, jeg træder af i min tjeneråndsfunktion, jeg lægger mig fladt ned og ruller ud af rammen. Men snart begynder det at sne. Vi der ligger, kæmper om de hullede tæpper og madrationerne, og vi får et sammenhold ingen lykke nogensinde vil være stor nok til at bryde.

Alderen var ikke til at overse. Smilelinjer, ængstelsesstreger, stivnet fremtidshåb.

Jeg overvejer, hvad der skal til. Isolation?

I stiheden finder jeg tørst, sult, forfrysninger og travlhed.

Isoleret har jeg travlt med at vedligeholde mig selv.

Sammen med andre har jeg travlt med at ændre mig selv.

Hele tiden laver jeg – noget- om- mere- mindre. Enten sover jeg, eller også er jeg vågen, der er ingen pause, imellem vejrtrækningerne, de flyder

sammen som dag og nat og dag og nat, ingen pauser, intet udefineret rum til at tjekke ud til.

Alderen har fordele, uuuuuuhhngdommens drømmerier. Alle de visioner jeg får når jeg cykler, kunne potentielt ændre fremtiden. Men alle som en begraves de i vasketøj og mere seriøse huskelister om ting der skal tilmeldes eller pakkes eller købes eller flyttes eller noteres eller hæftes eller kokkeres eller inviteres eller redes op eller lægges i blød eller bestilles tid til. Jeg fantaserer på min cykel. Fantaserer om et lækkert gulv, thats it.

Jeg beder om et gulv. That’s all. Et trægulv, et slebet et med olie og lakering og som et både glat og stabilt. Jeg skal kunne rulle mig hen over det, rejse mig og strække mine ben i hver sin retning uden at skride ufrivilligt. Hold af mennesker skal stå og strække sig på gulvet, de skal rode rundt på gulvet i ren frihedsbegærlig leg, de skal løsne op for sig, skal fralægge sig alderens tyngde. Men vigtigst på det polerede skridsikre underlag: de skal mærke hinanden. Ingen går hjem uden først at se en anden sjæl. Ensomt vandrer en excentriker der ingenting er uden forbindelserne, når man går hjem, for at gå hjem, ikke for at følges, ikke for at forstå, ikke for at mærke et brysts indebrændthed. En workshop om at finde sig selv eller en om chakraerne eller en om selvkærlighed og hormonbalance. Vi får ting at vide, vi gør ting, vi bliver nye ting. Men kropskontakten er ikke inkluderet i prisen og jeg mærker alle mine led smutte fra hinanden, ingen forbindelser, ingen grunde til at forblive i live, ingen grunde til at gå, når jeg ikke kan se noget lys for enden. Jeg løber efter to af dem, to lys, tager upassende den ene på skulderen, for jeg har glemt deres navne. Men hvad syntes I? MMh det var da dejligt, siger de og fortsætter gangen i samme tempo, læberne pakket væk under varme tørklæder og huer. Jeg holder hætten spændt om min hals med hånden, blæsten tager næsten min pose med skiftetøj med sig. Jeg burde gå hjem, jeg skal slet ikke denne vej, med blå hænder burde jeg vende om nu. Men det her med grænser, fortsætter jeg. Man skal vel ikke kun passe på dem, men også bryde dem? Joh, siger de og så siger de ikke mere og da jeg stopper ved et busstoppested, siger de stadig ikke noget, da jeg råber og vinker efter dem, siger de stadig ikke noget. Jeg råber så højt mit hjerte kan. Men de siger intet, ingentingssnakken sidder fast i halsen og smitter mig så min stemme bliver lam, min tale bevæger sig ikke, mine pointer rører ikke på sig, forfrosne som mine ører. Jeg bliver et offer for deres offerrolle.

Hun stikker sine albuer ned på det bord jeg står ved, det bord jeg gemmer mig bag, det bord jeg lader som om, ikke er akavet at stå og holde ved, for jeg er en fri kvinde, jeg er ikke bange, jeg er modig og jeg hører til her. Min krop der ikke altid hører efter, må have afsløret mig for hun spørger nok ikke ud af det blå: “Du der, hvordan har du det egentlig?” Jeg eksponerer mig ikke frivilligt. Ved knapt nok hvordan jeg kunne vise det frem, hun spørger efter, hvis jeg ville. Min krop tøver ikke med at vise min tøven. Kom dog videre, tænker jeg om mig selv, til mig selv, som mig selv. Kroppen trækker vejret, men kun fra brystet.

Et gulv, et glatpoleret gulv jeg kan rulle hen over, jeg kan glide hen over, jeg kan hoppe hen over, jeg kan slå vejrmøller hen over, jeg kan indtage og gøre til mine ben, mit ståsted. Det kan jeg ikke svare. Vores aldre er ikke langt fra hinanden, men vores verdener er.

Jeg sidder på en cafe med en mand og tænker: jeg burde ikke sidde på denne cafe med denne mand. Alderen er pinlig. Min fars alder. Tør knapt sige det. Tør knapt være mig selv lige her i den situation jeg har sat mig selv i. Hvorfor sidder jeg her? Havde jeg håbet at netop denne mand på denne alder, alligevel ikke ville være en mand på denne alder? tænker jeg imens hans snakker. Han har meget at sige. Jeg tør ikke slippe hans blik med øjnene, tør ikke møde blikkene fra andre på cafeen. Hvad rager de dig, Maria, tænker jeg imens hans snakker; nu om indianerne og solsystemet. Jeg er ikke uinteresseret, jeg kan bare ikke høre efter så længe; du burde have en bedre koncentrationsevne, Maria, tænker jeg og siger jeg afbrydende. Han ler, mest fordi jeg ler, han hører vist ikke hvad jeg siger. Jeg siger, at jeg ikke orker høre mere, måske kommer jeg aldrig til at orke at høre sandheden, jeg er blot en celle i en kæmpe organisme, jeg kan ikke tage højde for altet. Noget i den stil siger jeg, hvilket minder ham om noget der tager de næste fyrre minutter at fortælle med mine øjne plastret til hans ansigt, jeg må tisse. Ikke rigtigt, men jeg kan altid tisse lidt, især når jeg hopper.

Deres varme kinder gør mig kulret med livet. De larmer og roder og tigger og keder sig og danser rundt og spørger om en helt masse; jeg genkender mig selv i dem, kan ikke hidse mig op, kan kun elske, elske at elske dem og vide at min talje stadig kan strække sig. I hvert fald til at rumme dem, altid rumme dem. Kunne jeg bare have et gulv til dem hvor vi kunne være. Fester, leg og danseskole. Vi kan gøre alt på det gulv, det bliver et magisk gulv, jeg kan være hvem end det skal være, på det gulv, hvem end jeg vil være.

Sidder med avisen, en høj skygge falder ind over teksten. Jeg ser det med det samme. Ser han det også? Hans duft er forkert, hans måde at tale på, måden konsekvent at forveksle det, jeg siger for at man skal skraldgrine af det med noget, jeg siger for at få svar, seriøse svar. Er forkert, forkert mand.

Blokke så balancen bliver nemmere. Puder for at bløde det op. Tæpper for at give varme. I rødlige nuancer det hele. Og inspirerende posters der bliver udskiftet hver måned. Kloge ord og to live by. Kæmpe spejle, smukke kroppe. En tillid til Gud der ser bønnesvar på bønnesvar på bønnesvar. Her på det rene og stabile dansegulv. Sagde jeg danse? Kom, vi gør det. Uden grund, uden musik, uden euforiserende stoffer, din dans liver stedet op.

Kære Gud i Himlen

Jeg beder dig om at manden i mit liv må dukke op og genkende mig for hvem jeg virkelig er. I hvert fald hvem jeg i virkeligheden gerne vil være.

Og tak for alt du gør.

Jeg beder også om verdensfred og mit eget yoga-gulv.

Amen.

Et STORT BLANKT GULV. Vi rutsjer hen over det. Jeg suger det ind i mig. Ind under mig. Mit under. Alle bruger det, til at skubbe halebenet ind under sig selv med, og alle mærker at fundamentet er livgivende. Vi skaber fred med vores hænder og knæ og underliv.

Men sig mig hvem har lært ham, at tage en kvinde på ordet? Hvis han bare forstod. At komme til mig med den rette sveddunst. Den rette.

Er det sandt, at det rette sidder i åndedrættet? Til hvem siger jeg da: Træk vejret, hvis min bevidsthed leger skjul, leger at den kan være alle steder på samme tid. SÅ VÆLG DOG. Råber mit hjerte til mit hjerte. Men jeg kan ikke stå og falde i staver foran spejlet. Opgaver, opgaverne.

Gamle venner skriver til mig, venner der ikke er venner mere, venner der gør min nakke stiv, fordi jeg burde, en masse bør, men jeg er en hel bro væk nu, en hel række af år med forandrende begivenheder i, mit fokus er et andet, min sjæl er vel den samme og det svarer jeg så tilbage i beskeder, ingen kan overskue at svarer på og jeg er okay med, at der ikke kommer svar for jeg danser det ud og it’s all about that base.

Min fødselsdags komme spiser sig ind på mig.

I mellemtiden føles som om jeg har tabt mit alder. Et fjernt sted, måske endda doneret den, til nogen der brød sig om den. Men jeg mindes det ikke. Den er ligesom bare sunket i gulvet hvor jeg tramper til rytmer og former venskaber med dem der har øjnene åbne og sjælen blankpoleret.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!