Hænger det sammen?

10. May 2016 af Maria Guldager

Der går en krop og

smiler, der går en krop og

smiler, der går en krop og den

smiler

og den går. Er det sådan her jeg skal røre

i gryden, skal jeg røre

i gryden, er det sådan

gryden skal røres i, er det

dig jeg skal spørge, smiler

din krop den går rundt og

smiler, er det dig jeg skal spørge

eller

smiler du ikke til nye mennesker.

Jeg er det nye menneske. Jeg er i en virkelighed, jeg ikke vil være i. Det er mig muligt at drage over i en anden virkelighed. Men i den anden virkelighed er det som om jeg i virkeligheden ikke er virkelig, flyet. Får mig til en anden verden, flyet. Skal bære mit tunge jeg over landegrænser. Mod har du, mod har du, mod har du. Vejret er varmt og varmen fører til vildfarelsen, det er luften der trækker mig ud steder, jeg ikke ønsker at være, og sådan bliver det ikke, siger jeg til mig selv, i år. Bliver det, bliver jeg, anderledes. Jeg får kramper i maven og må stoppe øvelserne. Gad vide hvad der sker derinde i maven, gad vide om det er noget alvorligt, gad vide om det er muligt at løbe fra det jeg har gjort, tie om det jeg engang mente, holde mig fra de lange skygger, når jeg om natten føler mig forladt. Der findes kun sange i mit hoved, ingen forbindelser, ingen punkter der forlænger sig til en mening, der forlænger sig fra punktet mellem mine øjenbryn til punktet mellem mine skamlæber, der forlænger sig fra min bagside til min forside, fra forsiden til accept af stagnation, af situation der bliver i sin situerethed, er jeg. En situation eller en grammofon- plade, der hakker mig over med gammel lyd af swing, lyden af en mand der gerne vil have selskab, men ikke have sjælskab, jeg bliver overrasket. Og hvorfor bliver jeg overrasket, når de siger de kan lide mig, jeg der er så fuld af selvaccept overraskes når frivilligt er i samme stue som jeg, bruger deres tid med mig, lytter til min stemme, til mine konstante vejrtrækning, bærer over med min skæve ryg, og løse latter, de overraskes. Når jeg afslører, at jeg ikke kommer fra et hjem med social kapital, kapital fra punktet mellem mine fingre til punktet for lovovertrædelse, forlængelse er noget man kan søge om, udsættelse er noget man svarer os med, der findes kun afbrudte sange, der overtager hinanden uden at informere mig om det, gonna spend it like no other, oh that summer, it was a crush, but I couldn’t get enough, jo flere tårer i mine øjne, jo klarere ser jeg.

“I’m scared that you are a pervert..” Han ser på mig på sin norske måde og forsikrer mig: “I’m not, I just really like your body, in fact I can’t live without it!” Han lægger en hånd på min numse som jeg skubber væk med det samme, efter lidt siger jeg: “Well I don’t want you to die” og jeg tænker ikke på at han kunne gøre mig fatalt syg da jeg giver efter. Jeg giver efter, for han kan ikke mærke mig, han kan end ikke få den op og stå og jeg spørger om han vil have et glas vand men han vil bare have mig. Uden beskyttelse. Jeg slapper ikke af og skubber ham væk, når han kommer, jeg sover ikke. Hele den nat eller ugen efter, indtil jeg omvender mig fra mine lysters vold til kærlighedens enestående frihed, og jeg springer. Lige i favnen på en højstemt salme der henvender sig til den Almægtige, for ingen andre kan redde mit tabte ansigt, jeg har tabt det da jeg gik ud med skraldet hvor min sjæl lå og sov, nu brændes det op og mit blik lugter af røg, jeg kalder ud til Gud: “Hjælp mig til at bære dette mit liv”, og jeg stivner, jeg græmmer mig, jeg kaster mig ned på jorden bag en busk for jeg hører en puslen i træerne, er det. Et menneske eller bare et gemmedyr, er der nogen? Andre i kirken end mig, det runger. Når jeg sukker lettet, for der er ingen og jeg kan gemme skammen væk igen. Til der kommer nogen. Der har set mig, nogen, der synes jeg er selvoptaget.

“Har du lyst at mødes.. på et tidspunkt..altså bare..hvis du lige og jeg lige kan?”

“Hvad mener du, er der noget galt?”

“Nej nej, altså jeg vil bare gerne måske blive..ja det ved jeg ikke…”

“Venner”?

“Er det så dumt?”

“Nej…det er bare…”

“Du tror ikke det ville fungere..?”

“Er det ikke ligemeget hvad jeg svarer dig nu?”

Det foregår i en kælder på Nørrebro, det indre.

Forestil dig en humorforladt verden. En hvori alt jeg siger bliver taget alvorligt, en hvor formelle skrifter er vores eneste ansigt, og hvor evnen til at more sig bliver forhånt som klovnagtigt. Luk så øjnene. Hvorfor.

Bliver jeg overrasket. Når jeg møder et menneske der gider røre mig, et menneske der siger til et andet menneske, at det ser godt ud, at jeg er sådan en han har lyst til at røre, at jeg har en god krop, en hvad, hvorfor. Bliver jeg overrasket.

Jeg skruer op for musikken for at overdøve din energi. Det hjælper ikke. Der er to døre imellem os, men jeg kan stadig ikke trække vejret dybt, når du sidder i min sfære. Det er en gammel energi, den er træg og den hiver mig ned, længere ned fra ned og tager risidens i mig, den er mig, jeg må ud, ud af dig, ud af det hjem hvor du sidder, i mig, jeg kan ikke. Høre mig selv som den jeg er i dag, den dag jeg har i dag, sætter sig på tværs, mellem mig og det gamle og jeg kan ikke. Trække vejret imellem vægge, imellem tidsaldre, får jeg. En chance for at leve uden dig i mig.

Efter en time opdager han, at det er mig. At hans makker hele tiden har været mig. Hele relationen ændrer sig. Vi var lige blevet gode dansepartnere. Nu ser han, at det er mig, måske var det mit hår, der satte sig på en bestemt måde da jeg lod hovedet falde bagover, måske var hans egen tankeassociation der endelig afslørede at jeg er den kvinde han mødte for 7,5 år siden på en trappe i Munkebo, men tilbage står. At jeg ikke længere er mig, nu er jeg. Den han husker.

De giver high fives og synes jeg “the shit”, jeg prøver ellers. At undgå miljøer med den slags fordummende sprog. Jeg overraskes over entusiasmen, den minder om min, som om jeg smittet dem med min, min nakke. Har sat sig fast, fordi jeg spændte helt op da jeg skulle løsne hendes skuldre, hun giver mig high five med beskidte lapper, jeg lapper det i mig, five high, oh ho so and so, jeg svinger mit hår til en side som om jeg var født med en sideskilning.

Mens jeg modarbejder min fordøjelse hoster jeg dårlige dates op. Skal jeg vælge Bruno der læser psykologi og står smilende med en smeltende is i hånden eller Jens der skåler med vennerne på stranden og skriver: “no duck faces” eller Finn der ligger i sin seng mens han tager en lummer selfie, jeg vælger. En der hedder Arnold. Han som ser høj ud, fordi han har taget billedet nedefra, ude på et toilet vist, han er ikke så høj i virkeligheden men han siger de magiske ord: “Kom ind i mit liv” og min ånd er nødt til at lystre og sammen har vi en aften, der bliver til dagen efter, og det var ikke meningen, men han siger det rigtige så jeg gør det forkerte, han siger. At han må have mig, at han bare må. Og så må jeg på sin vis også, for det føles pludselig ægte, pludselig føler jeg mening igen, der er behov for min krop til at gøre en mand hel.

Jeg elsker at have fri. Men kun hvis jeg spolerer friheden med noget at lave. Ellers jeg sitrer jeg af angst over at have Frihed. Hvem er han? Den høje mørke fætter med et bat i hånden, han lister sig ind på mig en almindelig tirsdag aften, hvor alt er aflyst og jeg har læst 30 godnathistorier med mine børn, der for længst er væltet omkuld. Hvem er han og hvad vil han og hvad koster han og vil han købe mig, selvom jeg er gratis for tiden? Og vil han lave yoga med mig? Hvis han lægger sig ned i sin uendelighed og holder sig fri til at fise dagen lang, så stopper min angst, stopper min tiltrækning og jeg har giftet mig med laboratorierotte, han skal undgå friheden for at bejle til min frihedstrang.

Dit værd kommer fra Gud. Kun han kan bekræfte dig. Det eneste du skal gøre er at følge ham. Sådan siger de uden lige at informere om at han er usynlig og at jeg må anfægte hver en time der kastes imod mig, for at overhovedet at have muligheden for at følge andet end mit eget hoved, min egen angst, og der står jeg med mit store lyse fyldige hår, og peger folk hen til garderoben. Hun er en meter lavere end mig, står lidt usikkert og som jeg nærmer mig hende for at hjælpe, genkender jeg øjnene, øjnene der misforstod alt hvad jeg sagde, mine øjne lod hendes øjne misforstå, jeg skal ikke bo her mere, jeg skal ikke komme i jeres fællesskab mere, jeg skal ikke komme mere flere anmassende vittigheder. I nærheden af jer, for vi skal skilles, og som hun står der på udebane, hilser jeg uden et kram, en lydløs mangel på fysisk berøring bliver til en intens samtale på tyve sekunder, for der er en anden, der er altid en anden der også skal have hjælp og som er berettiget til hjælpen, hun gør mig utryg, som om hun har taget hele min historie med sig over broen, som om min historie stirrer mig lige i ansigtet, som om skammen stirrer min selvaccept lige i ansigtet. Jeg kan ikke se. Min vej ud, for tabt er tabt.

I rynkerne på mændene- dem på Tinder for det er de eneste mænd jeg nogensinde ser- ligger tunge sjæle, der må trækkes med en hot karriere og en livsudfoldelse med standarder der dyrkes i de højeste standardskasser. Jeg møder dem – på billederne- en for en for en.

Fra nu af nægter jeg at undskylde for følgende:

- At jeg skriver mange mails

- At de er lange og uoverskuelige

- At jeg sender forkerte mails til forkerte personer

- At jeg mailer og spørger flere gange om det samme, hvis jeg ikke får svar første gang

- Alt med mails

- Alt uden for mails

Nuet startede for længe siden. Jeg har længe nægtet det. Jeg har længe gjort det alligevel. Jeg ser mig selv ligge aldeles uforstyrret. Længe. Ingen stimuli, kun dynen over min nøgne hud, jeg skriver ikke engang mine tanker ned, ingen iagttager mig, ingen vil i kontakt med mig, ingen udover mig selv, jeg ser mig selv være utilgængelig, være opslugt af intethed imens jeg nægter. At der er en pædagogisk teori der kan forklare det. Hvis du er blevet frastødt mange gange, frastøder du pludselig dig selv. Så ligger du bare der. Længe og tænker ubegribelige tanker om opgaver, du gerne vil i gang med, mens tiden går så hurtigt som aldrig før, så du ikke når nogle af dem. Det er som om du ikke kan nå at tænke til det. du vil gøre, før tiden til at gøre dem, er omme.

Det var helt rart at føle, at jeg havde en kæreste igen. Det varede 16 timer, og jeg nød det, nød. At holde i hånd, sidde i solen sammen, spørge hinanden ud, trykke hans bums ud, blive slået i en samfundsdiskussion, Bringer dette mig nærmere helvede eller himmel? Jeg ser op, fordi fuglene angriber hinanden. Besynderlige små hjerner.

Brødbetyngdet sakker jeg bag ud, jeg ved. Jeg har syndet igen, at jeg er en synder uden stop, at jeg. Må holde op med at fokusere på mig selv, jeg foragter. Virkeligheden, jeg foragter at prøve at forstå en uforståelig menneskelig natur, jeg. Kan ikke stå indefor mig selv, kan ikke stå udenfor mig selv, kan ikke stå indefor mig selv ude foran andres mening, kan. Ikke få et gennembrud før jeg slipper ondskaben i mig, jeg synker. Sammen, synker. Sammen ind i mig selv, som øjne der løsnes fra øjenhulerne og triller om bagerst i hovedet, jeg dingler. Fra en klippe som folk tror er kulisse, en del af showet, jeg råber: “Hjælp mig med at bære dette liv” og straks klapper man, enten fordi jeg tolkes som et komdiedrama eller fordi man bifalder min egen selvaccept af situationen.

Alt har forrådt mig, min lyst. Forråder mig dagligt, min tro, mine venner, min ihærdighed, min gennemsigtighed, min intention og alt andet, forråder mig og lader mig stå i skyggen af deres selviske gerninger som skyldige øjenbryn, der har bedst af en trimning, “I er ikke velkomne her”, siger en ansat i Netto to gerningsmænd, ja de er gerningsmænd for de er blevet fanget på kamera, alle, alle kan se at de ikke hører til i friheden, i Netto, ude blandt menneskers mening, de har taget fra kassen, tjent kassen, taget det der ikke var retmæssigt deres og først da alle i butikken kigger måbende husker jeg. At jeg reagerer anderledes end de fleste. At det normale er at tie, og at jeg stadig taler, taler mine hemmeligheder op så jeg åbnes, så jeg revner og det fosser ud med guldmønter, de fråder om munden af bare begær efter mine indvolde, som sultne ulve står mændende, men holdes tilbage af den rest af pli der endnu er i dem, han tilkalder. Ikke politiet, de går selv, mens de råber at ikke har gjort det, den ene er ved at snuble. Over ledningerne, de forlader butikken, jeg forlader min seng, forlader punktet mellem mine øjenbryn og skriver en sms for at høre. Jeg skriver den for at høre. Ikke for at skrive, jeg giver ikke for at give, men for at få. Jeg vil bare lige høre, om du har lyst til at ses igen? Munkebo er længe siden, jeg husker ikke engang præcis hvordan haven så ud, jeg husker bare dig, og det er sikkert fjollet at skrive til dig, men jeg bliver ikke længere sur på mig selv at jeg skriver, sådan er jeg, jeg skriver, jeg udtrykker hvem jeg er gennem skrift og jeg er. Ikke den du husker, husker du mig fra da du ikke vidste, at jeg også var hende du husker fra Munkebo? Jeg vidste intet dengang. Jeg har grædt hver aften i 5 år af bare forlegenhed over min egen væremåde. En tekst ryger min vej dagen efter: “Jeg har ikke tid til at læse alt det du har skrevet. Måske skulle du se lidt udover dig selv. Du er god nok Maria. Du skal finde accept”.

Der går en krop og dummer sig

en krop der går på en dum vej

en vej der går på en dum krop

der går en dum krop

den snor sig når man går

på den, man går på en krop

på en dum vej, en krop der går på en vej

der dummer en krum krop sig

der krummer en dum krop sig

der dummer en krum vej sig, krum krop, dum vej

dum da daj da da dum da dajmmm

mmm

mmm

ere musik til dumme kroppe dumdigdadaadada

Jeg sætter mig uden at vide den plads i solen, den plads på bænken, er midt i roen, jeg befinder mig godt i roen i dag, som om roen havde ventet på at jeg kom, og det har taget sin tid, og roen får også kun en ganske kort tid med mig, for jeg skal jo videre, jeg skal vokse, blive en voksen, jeg har endelig forstået hvad de mener med “voksenundervisning”. Man skal være voksen for at undervise der, og man undervises indtil man ikke umiddelbart kan forvokse meget mere i sine prioriteringer og hagehår og i fornemmelsen af at der ikke er nogen der hører efter, kan jeg

være en glad krop der ikke dummer sig

være en lige vej der ikke krummer sig

være en glad gryde der rører i sig selv

Det koger over fordi drømmen ikke kan bære den virkelighed der altid slæber sig efter mig, jeg ser spor i sneen, der må være andre herude, andre gryder der har spildt deres overskud, der er ikke en vej, bare en kæmpe plads, jeg går over og rundt på, men aldrig udenfor

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!