Hader dig for at få mig til at hade dig

6. March 2014 af Maria Guldager

Tager bad i hans dunst, han siger, vansirer mit navn, jeg skal tage initiativet, men det kan jeg jo ikke, alligevel, når du først har bedt mig, argumenterer jeg, i luften og på jorden, for så er det dig, der tager initiativet, jeg vil blot være håndlanger, hans logik preller af, og frem kommer et selvværd, hvilket monster, jeg har aldrig før set noget lignende, jeg: sårbarheden, prøver at vaske mig med giganten, jeg vil have scrubbet min ryg, men det er for tungt til mine skønhedslege, tænk hvis jeg taber det ned over mine tæer, jeg spørger ham om jeg må røre, forsigtigt, i det mindste, og han fralægger sig ethvert ansvar, og jeg klemmer det lidt i kinderne, som for at sige det er nuttet, som for at vise at jeg gerne vil ses igen, det begynder at græde, fælde silende tårer, hvorfor kommer dog dette vand, undrer jeg mig, men selvværdet kan ikke gøre sig forståelig, det kan knapt nok gå, men det går efterhånden, det slæber sig selv af sted, hvor skal du hen, fremfører han sig, manden, hvis dunst jeg bader i, og selvværdet stirrer ind i os, i os begge på samme tid, og det havde forventet vi ville knase som mandler mellem tænderne, men vi bøjer af og står presset igennem, men vi får sære vaner som følge af dets forsøg på at spise os, jeg begynder at komme for sent til ting, du ligner en, siger man, der har fået trukket tiden ud af sig, og jeg, der hver aften ligger på gulvet for at overbevises om, at jeg har en ryg, flade ud, sætter mig op ved at trække mavemusklerne sammen, ti gange og ti mere, og således gennemstirret af selvværdet og sammentrukket til en vane ser jeg på manden, han kan ikke svede længere, han har sat sig på et trappetrin under et billede af sin mor, han bruger sin tid ikke på at tænke, men på at huske det, han lige har tænkt, og jeg blander mig, men han er ikke typen, der kan håndtere en mobiltelefon, jeg tænker ikke over det, jeg føler, det hele på een gang og mere til, og med en utrættelig motor løber jeg ud efter selvværdet, der har bevæget sig ud på badeværelset, her er stadig vådt, undskylder jeg for at sikre at staklen ikke går i stykker i et fald, og introducerer mig selv i næste åndedrag, jeg er svigt, nej, du er ej, bider det barnagtigt af mig, jeg overrumples af dets indsigter, jeg falder ned af en trappe, helt uden forsøg på at afværge ulykken, jeg griber ikke ud efter noget, jeg kan ikke se noget, indtil jeg skal på scenen, og hører, at det klarede jeg da så fint, jeg lister ud på badeværelset i pausen, og der står monsteret nu med briller som følge af alderdom, det tager fat på mig som den mest søvnlullende sang, behageligt men upassende, jeg får tid af det, masser af tid, jeg keder mig og kan ikke holde de her trin ud, og nu hvor jeg efter mange strabadser endelig er helt tæt på selvværdet er jeg den, der må træde tilbage, regrediere, fortsætte tilbage, badeværelset er rummeligere end jeg husker, jeg kan gå langt tilbage, til 4-års alderen formentligt, det er uklart og noneverbalt, som en nøgen kvinde, ingen kan udtale hendes åbne hjerte, og på den mest perverterede måde jeg nogensinde har hørt mit navn, (“S å R b A r H e D e N”), gjalder selvværdet at jeg skal stande og jeg befaler det at fortryde mig, nu hvor det ikke længere græder, så kan man tillade sig at stille krav, at forvente, et løft, men selvværdet snubler over en badeand, (“boooost”, siger det) og kan ikke forfølge det vi var så tæt på, og jeg skynder mig ned til manden, her er jeg siger han, så jeg ved det er ham, selvom han er lugtfri nu, og uden at udtrykke yderligere hjælper vi hinanden med at få mig op i rammen over hans hoved, jeg vil undgå at vise min venstre side hvor min næse har et ar og mit øje er større end det bør, men om det bliver vi ikke enige, og da jeg tror vi skal kysse giver han mig et slapt farvelknus, og det er temperaturen tænker jeg, og mener det man ikke selv er herre over, noget jeg har svært ved at afgrænse, når folk spørger mig hvad jeg vil være, men jeg får atter øje på selvværdet, det der i sin tid hoppede ud af manden og ned på et vådt gulv (det gulv jeg dagligt betræder med min udtørrende aftenånde) det sidder bag et par solbriller og får sig en manicure, jeg er ikke sådan en, der siger hej til de kendte, de har brug for fred og det er min form for hjælpepakke hverken at hilse eller lade dem vide sig bemærket af mit synsfelt, så jeg går lige forbi det, men jeg fortryder da jeg når til Holte station, jeg maler et højtragende slot for at få det tilbage, selvværdet, selvom det så ofte holder mig for nar, den nar, og hvad mere er: jeg maler mig selv, som en der maler, uden nogensinde at vise nogen billederne, for de er ligesom mine tekster, uinteressante for de reguleredes liv, de liv der knævrer i tågerne og tager sig så meget ud for at være noget, at jeg bliver til intet, henkastet i den stille stunds tomme mave, tom selvom jeg er i den. Jeg spoler mig tilbage, linje for linje, finder selvværdsmonsteret der har fået skinne på benet som følge af varig skade, det  hårde fald ned af trappen forklarer det mig, da vi isoleret fra byens larm har indtaget en frokost, vi nærmer os en gensidig forståelse, hvis det er svagt er der mere magt til mig, men giganten undviger sig min kradsbørstige genforeningsmetode, det vil ikke op i min lomme, men på verdenskortet, jamen så skyder jeg dig, siger jeg og trækker en pistol, men monsteret er ikke sådan at få ram på, det glider forbi mig helt uden jeg bemærker det, hvor er du, bander jeg, mens jeg hører manden hyle, han vil at jeg skal komme og ligge med ham og kravle ind i ham, når jeg har båret ham ind i seng, og det er det sidste jeg ikke magter, vægten mod mine ømme muskler, ikke denne morgen, den stille stunds tomme mave irriteres, og jeg kaster mig eller hvem end jeg er op over, at han, den hylende mand, ikke iagttog mine selvbærende initiativer imens han kunne og agtet mig for noget egentligt, i stedet elsker han mig først nu, hvor jeg er drevet så langt ud i omgivelserne, nu hvor jeg ikke ejer en seng, der er lille nok til ham, han vil jo lynhurtigt forvitres af mine dragedyner og mit kvælerhår, jeg tilgiver dig ikke for det, du gjorde ved mig, svaret er sårbart selvom det censurerer sig selv og forsøger at fremstå som et, der har greb om virkeligheden og er noget i sig selv, og jeg fortsætter ud af tangenten, jager igen selvværdets trone, der pludselig ingen steder er at se.

Kropsdele verdensdele procentdele

Søvnen vil viske de spredte ideer ud

Og skrabe sammen til atter en påklædning

Ved ikke at smile godmorgen har du taget

Det jeg troede jeg skulle køre på hele dagen

Min morgensang

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!