Gående i gulvet

14. December 2014 af Maria Guldager

Jeg drikker to flasker hvidvin, hurtigt, jeg gider ikke stoppe, jeg gider heller ikke blive ved, men nu er jeg i gang, jeg bæller uden at skele til min velvilje. Noget til, noget stærkt, jeg drikker, jeg føler, mere tørst, ingen spørgsmål.

Derpå spiser jeg en frisk chili, jeg har ikke engang skyllet den, selv den grønne stilk for toppen sluger jeg. Og et par mere får jeg til at glide ned med en skefuld sennep, grovkornet. Jeg tømmer hele glasset, størrelsen ænser jeg ikke for mine øjne vander mine kinder og min næse falder af. Ud løber i hvert fald lange baner af slim, men som det rammer hagen ved jeg ikke hvad der er næsens vækst fra mundens. Om jeg sidder eller står ved jeg ikke helt, men gulvet omringer mig, præcis som jeg vil have det til, det er kontakten med gulvet der er min øvelses formål. Så vidt jeg husker, jeg kan ikke rigtig holde på en tanke. Hvorfor jeg tænker og hvad på er mig uklart, gulvet er det eneste fuldstændigt klare. Og kolde. Sikke koldt et gulv kan insistere på at være, skønt man yder alt det man kan for at varme det med sin krop. Jeg taler og taler og taler og jeg gentager at jeg taler, men lige vidt. Forstærkelsen af min tales tilstedeværelse ændrer ikke kulden. Jeg mærker endog hvordan jeg fryses fast til gulvet, jeg kan ikke rejse mig, jeg er som et ansigt mast helt op imod den koldeste frostvæg. Man kan ikke løsne mig herfra uden jeg smertes, uden at miste hår og hud derved. Det er til at klare, tænker jeg ansigtsløst, jeg ved ikke hvorfor jeg tænker det, og jeg ved ikke hvad det indebære at tænke således, slet ikke hvorhen det fører at tænke uden nogen partikulær personlighed, alene med brystets dragelse mod jorden.

Mine venner går gerne på besøg, endnu hellere på natklub. De siger ord som: omstændighed, retfærdighed, anstændighed. Og jeg beder dem gå igen, gå med jeres grunde, det er jo midt om natten, jeg må da have natten i det mindste fri fra grunde, for min frie udtryknings grund.

Mine ben begynder at krampe, jeg må reagere, jeg må demonstrere, op og stå og så falde tilbage i skødet på gruppen, i protestmanifestationen i den halve filosofi bag den halve begivenhed.

Det er den utaknemmelige hån, det, at pinen stammer fra mit eget kærlige indre, som jeg indigneres til at stoppe; koste hvad det vil, og det koster både hud og hår og andre værdigenstande, men alt det kan jeg adskille mig selv fra. Ingen kan adskille sig selv fra smerten, fra den rædsomme pine når nervestyrende strenge indeni kroppen knækkes over og forårsager eksplosioner, direkte terror dybt indeni mit ben, et eller to ben, jeg kan ikke mærke forskel på mængden af ben. Den gnavende banken får mig til at proklamere: jeg vil slet ikke eje ben mere! Det er en overreaktion, vil man mene, mens  jeg dansende underpræsterer, helt stille skriger jeg til gulvet: l ø f t m i g o p. Men jeg må trækkes med det ben, trækkes med mig selv, trækkes rundt på gulvet, som gulvet, for får jeg først nogen til at tage benet af mig, vil jeg da også snart mærke pinen i låret, i ballen, i maven og hvordan skal frasorteringen da stoppe? Hjernen, der synes så famøs disse dage, har vel ingen at styrke, om resterne af mig ligger i fragmenter, delte, adskilte, ligger og skriger et dødens kor. Nej, jeg må synge versene, synge flere vers til live, livets vers, åh ja nu taler jeg, jeg taler så det kan mærkes i den terroriserede gulvkrop. Og det er sådan man må lære hinanden at kende. Gulvet og himlen, ham og hende, fru hvem og hr som helst.

Ved at tale skal man kende og kendes, men om hvad taler jeg? Hvad skete der med krampen, var det blot en mindre seance eller står jeg endnu og hviner sagte og hjælpeløs på en gade, der i sin travlhed overdøver ethvert forsøg på at få hjælp, opmærksomhed om  du vil. På gaden råbes der: “kom og køb!” og jeg kan hverken komme eller købe. Mangler ben, mangler købekraft. Jeg, som har fyldt mig med kraftige sager, har ingen kraft tilbage, kun forvirringens kraft, og den er til gengæld stor. At kende tiden er det største privilegium,  og jeg har endnu ikke gjort mig fortjent til det. Derfor fortsætter jeg i rollen som barnet, som oldingen, som den middelaldrende, mens den ungdommens rabalder får mig hylet ud af den nu og da, nu da. Og mine tanker om hvor historien skal ende, kan jeg ikke skelne fra tanker om historien, der allerede har udspillet sig. Det ene er så meget i drømme som det andet. Nu er det min mave der kramper. Det mærker jeg, men jeg ved ikke om det er et minde eller en fremtidsanticipation, den gør frygtelig ondt og jeg må kravle hen i et skamfuldt hjørne, sørge for at ingen ser noget, men lyden kan jeg ikke hindre, åh min magtesløshed triller sig i sneen og bliver kun større for hver omdrejning.

Jeg’et bestemmer sig for at købe. Mens min krop stadig ligger på gulvet, derhjemme, kold, klistret og sølle måske, men i kontakt allright.

Forbindelsen bliver dog ikke ved. Mine euforiserende forsøgs virkninger fordufter og snart vågner jeg i gamle dage; dage jeg kender fra tidligere. Riller. Længsler. Upåagtede fortrængninger. Dynen er forvandlet til en passiv tilskuer, og det eneste talent min race har, er kopiens.

Sådan er man udstyret med en usselhed, fortæller jeg, og smører et tykt lag peberrodscreme på min mad, det er balancen, det handler om, fortæller jeg, og undgår på den måde at sige noget om det, jeg lige har beskrevet, det, som mine tilhørere ikke ved hvad reelt går ud på, det som vi antager i sidste ende handler om balance. Men hvordan beregne hvornår den sidste ende er præsent, når det lineære ikke er en hjælp, men et koldt gulv, der fryser sine elskere fast til sig, så de kun hænger fast i livet ved dets understøttelse. Og hvordan måle balancen, når mængderne ikke er tydelige, når mængderne er flydende, elastiske og uens? “Kom og køb balance, så skal du få frelse!” Nej, gentager jeg, og varmer mig ved noget stærkt.  Talen kører stadig på mig. Den lader sig ikke beskære af ærgrelsen eller mørkets frembrud. Den er det organ, der får mig videre, hverken frem eller tilbage, men videre, nogen vil sige væk, men væk er for meget sagt, det er for uimodsigeligt, væk er for usynlig for foragtelsen.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!