Her er en lille mand ved siden af en fyldig kvinde

2. May 2016 af Maria Guldager

Jeg overvejer at skrive en sms. Om at han ikke skal kysse mig. Om at jeg har fået for meget fysisk berøring. Om han mon kunne lære mig at kende, uden at røre, det kan man godt. Andre har gjort det. Aldrig jeg, jeg ved ikke hvad jeg taler om, og jeg tør heller ikke. Vende hovedet bort da han insinuerer ved nusse min nakke let, læne sig hen mod mine læber, jeg er fange. I en intimsfære.  Det er en sær automatik, jeg hælder ud, som om. Min krop bare gør det, der forventes, som vi sidder krøbet sammen på en kold bænk en nat i oktober, flettet ind over hinandens ben, ubestemmelige læber, en mand der tøver med alt andet end sin lyst, en kvinde der er kold og låst, tvivlen er hendes bedste ven og hun ikke kan få sig selv til at sige det, hun tænker, en tøven der komprimerer hendes fylde, gør hende lille.

Det er en nænsom form for automatik, sansende, næsten ægte, men min lyst til ham forstummer. Enhver der kender mig ved, at det største faresignal af alle, er min tavshed. Det er ikke stilhed, det er fortielse, der er noget, der er altid noget, i stilheden, jeg ikke siger, ikke altid. Ved jeg selv hvad det er, men det er der. Lige nu ved jeg det, jeg ved. At jeg har besluttet mig for at leve et gudsfrygtigt liv, og at jeg kun er interesseret i den lille mand pakket ind i jakke og bukser fra det forrige århundrede, hvis han undlader. At være fysisk. Kan vi. Er det sådan. Kunne vi. Kan man egentlig. Altså jeg er også meget træt. Jeg forestiller mig, at jeg har drukket og prøver at snyde mig selv til at være mere åbenhjertig, men det kommer ud i fragmenter og han forstår det ikke, det er jo ikke som om jeg er jomfru, og nej, det er ikke fordi jeg ikke har lyst, må jeg sige som en redningsbåd. Til et strandet selvværd, til en svækket, ja skrumpet, maskulinitet.

Sæt dig op her på mine fyldige krop, så padler jeg dig i land med armene. Jeg skal også lære ham at træne, han siger. Jeg også skal lære ham at være sund, jeg siger. Jo, jeg kan godt lære dig at leve i harmoni, vitaminer og åndsfrihed; bare sæt dig op, jeg spreder. Vingerne og vi flyver, jeg følere mig tungere end sædvanligt, og han holder sig for øjnene, ikke så hurtigt, ikke så hurtigt hviner han fra min lænd. Jeg basker mig forsigtigt ned til jorden, men bliver i det samme slået ned af lynet, hvad sker der.

Er det en test? Hvor mange gange skal der gå brænd i mig, hvor mange gange skal jeg lade en lille mand vandre henover mig, fordi. Han siger jeg er underskøn, jeg trænger. Til at blive kaldt underskøn, måske er tvivlen slet ikke på min side.

LAD DEM DRUKNE, råbes der fra himlen idet jeg bøjer mig ned og hiver. Efter vejret, han faldt, da der gik stød igennem min krone, nu er vi begge i sikkerhed. I en samtale om usikkerhed, du er perfekt, alt er okay, jeg forsikrer ham og sender mere kærlige smser, som han har efterspurgt og jeg angribes indefra: “hvorfor lader du din krop sidde her, når jeg ved bedre”. Min intuition. Så skide selvhøjtidelig. Klar med et modsvar hver eneste gang. Kan jeg ikke trække vejret uden at den melder sig, fortjener jeg ikke at møde kærligheden, vi snakker om hjertemassage.

Det er længe siden jeg har hørt efter, så kedelige familieorienterede historier. Han mener, at jeg selv bragte det på banen. Men jeg talte om, at manden bør give kvinden en fornemmelse af, at hun kan slippe kontrollen, at han kan beskytte hende, jeg mente jo ikke genoplive… Han får øje på en svane og peger på dens store rede for enden af søen. Mit militær råber. Så rejs dig dog op i den planke, igen, igen igen, maskulinitet, kernearbejde og styrketræning hver dag, cardio hver dag, kæmp kæmp kæmp, s a m l d i g s e l v o p. Hver dag, han siger han hellere vil bruge lang tid på at gå langsomt mod sit arbejde, end at nå at hænge ting op på væggene, det er et hængeparti, siger jeg, men han registrerer ikke humoren, ej heller at den er blevet ringere, jo ringere samtalens kvalitet, disciplin. Virker som noget han søger i en kæreste, yep du kan finde det i mig, jeg hører. Ikke til her. Han fortæller endnu en historie som min tålmodighed får store muskler af at trækkes igennem. Han mener ikke, han går for meget i detaljer, og jeg tvivler. På om jeg sidder her med et rent motiv.

Jeg trækker forsigtigt min hånd ud, affletter mit lår fra hans, men han drejer hovedet og kysser mig igen, og jeg kan ikke afbryde, jeg er spærret inde af fornægtelse og kærlighedsdrømme, mærker det i min maven, mærker han. Sin mave, hvorfor er det forkert for mig, hvis ikke for ham, vi taler. Om de gange han har været kærester med en næstbedst pige, måske. Er hans tarme sprukket af det, og nu flyder alle kønne piger bare lige igennem ham, uden påstyr. Han siger, at alle jo ikke kan være lige så unge og spændstige som jeg. Et kort øjeblik tror jeg, at det er real love. Men så kysser han mig igen. Og jeg ved det er slut.

Det er en klichee at kysse nu ligesom hans avisartikler. Den værste amatørstreg er den der kopierer de etableredes, who cares, hvorfor. Skal jeg tvinges til at læse i deres format, regn mig for ude. if anyone cares, er jeg ude,  U D E. Men hans mangel på selvbeherskelse dækker mig til. Jeg mærker jeg ikke ses og høres længere, jeg står i skyggen af hans lyst og jeg ved ikke engang hvem hans lyst er, er den en viking eller en konge, en hest eller en dinosaur? Jeg bliver en skygge ved søen i oktober, uden ansigt, handling, grænser.

Det er med smiger og underkastelse, at han ophøjer mig,  anstrenger. Mig for ikke at rødme, hov se den smukke sø, og jeg spekulerer. Videre, hvorfor møder jeg ikke oftere en mand der ser mine ben, hører mine arme, ved, forstår, anerkender, mærker, værdsætter det han har i sit selskab. Med en oplyst konges lyst. Han er en ener, den lille mand, han roser og nusser, mens mit hoved er ude og flyve. Men tungen der rører min, tilhører almindeligheden. Højst mere ynkelig for han kan ikke svømme, og på vej videre fra bænken ligner han et offer for kolde brusbølger, han skælver og jeg ved, at denne mand aldrig vil kunne passe på mig. Almindelighed er ligegyldighed, der siges intet, menes intet, grines af intet.

Vi krammer på gensyn, selvom  jeg skal ikke se ham igen, hvis jeg skal være mig. Skal der være et sammenhængende indeklima i mig, skal jeg ikke forelske mig i en bådflygtning. Han siger. At han er helt alene. I København. Der hvor han kommer fra, er der helt anerledes, pigerne. Er ikke sådan nogle som mig, de er ikke lige så unge, de er mere som min ekskæreste, pruster han, hende jeg stadig ser, vi er bare venner, og det roder. I mit sind for hvert ord han udgiver, og jeg ønsker. Jeg kunne være sådan en, der tænkte på tal og på arbejde og ikke fortvivlede i tide og utide og atter og atter igen må lære lektien.

Han er en lille mand,  jeg er en kvinde der kan se stort på hvem som helst.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!