Hvad hun bringer til bordet

11. May 2015 af Maria Guldager

I et normaliserende blik

tegner hun sit kontor, forandrer møblerne fra akavede stofpolstrede træstumper til intentionelt designet inventar

hun taler med håndens normaliserende sprog, det er en glattende bevægelse der dekorerer rummet med ansvar og respekt

hun tager sin hånd til sig igen, klemmer den om kuglepennen, hun ser på mig, det er et respektfuldt blik, hun giver mig et stykke ansvar og jeg bliver opmærksom på hvad jeg har spist i dag, hun

ser på papiret, på mig, på døren, på bordet, på vinduet, på papiret, på mit punkt mellem øjnene, på sin taske, på sit papir, på sit armbåndsur

hun afbryder sig selv igen og igen, med mere af det samme, jeg opfatter kun hendes øjne, mit sind er for udmattet til at bære lyden

af hendes tunge vilje og jeg tvinger mit kropssprog til at udtrykke interesse, men den trænger sig ind pÃ¥ mig. Ulysten og jeg glemmer øjnene men hun irettesætter mig, hun gentager sine argumenter indtil jeg retter brynene ud. Der er orden i mit ansigt nu, ikke en rille af tvivl kan indfinde sig nu, jeg har trukket læberne ud i en glat halvmÃ¥ne, man kan se den om natten og sige: “Wauw” og lægge armen om sin elskede intetanende om rummet bag den funklende himmel

og jeg har sådan set skrevet sandheden, siger jeg, men det skulle jeg ikke have sagt, det er ikke filosofi det her, det er praksis og ord er hvad ord er, intet andet. Og sådan mundhugges vi i neutrale vendinger. Hun bruger en kendt kliche. Jeg bruger en endnu ældre kending. Måske virker den bedre på engelsk, men også her erindrer jeg den kun fragmentarisk. Det lyder godt alligevel, for vi er trænede, professionelle, og kan pege på relevante emner i et væk, og snart er vi vel væk, men det føles som er jeg omringet af et minut, jeg er i et rundt minut der bobler op og ned som viseren rykker sig, slag for slag, jeg kæmper for at få luft, for minuttet er tæt. Jeg får det varmt og jeg indser at alle er sultne efter at natten ender, åh men natten har trængt sig igennem til mig, den fylder, udvider, skaber sig selv i mig.

Hun fanger mit blik, går målrettet mod det, bliver i mit blik hele aftenen idet hun taler ind i mig, hendes ansigt

er et man flytter ind i, jeg har aldrig set et så gæstfrit ansigt, så inviterende, så lyst, stabilt, kærligt, interesseret, sjovt, jeg lægger mig

i hendes store smilende øjne, liggende tager jeg imod, al det ansigts godhed, og på tre og et halvt minut

har jeg givet hende min sjæl, uden at sige noget, uden at være nogen, bare ved at stå i hendes blik og møde

mig selv med accept i overflod, jeg tager dit ansigt med hjem, skønt jeg ved

jeg ikke bør, det er jo dit, du er ikke til stede længere, du gik efter tre og et halvt minut, du skulle se til nogle andre, pleje dem med dit lægende åsyn, du skylder mig intet, du kender mig ikke, forstår mig

ikke engang men jeg kan se, at hvis vi havde lidt længere tid, så ville du forstå og det er

nok.

….

Og jeg møder hende pÃ¥ toilettet den følgende tirsdag, vi har spist den samme ret, viser det sig, en ubetydelig kendsgerning, viser det sig, for der er ikke mere at sige til hinanden og det handler jo heller ikke sÃ¥ meget om at sige noget, men mere om at sige noget nyt, for denne samtale, om menu nummer to, er slidt lige sÃ¥ hurtigt som jeg har sagt: “NÃ¥, der kan man bare se”, som et billigt tyggegummi, der gør tungen blÃ¥ men efter to kæbe sammenbid er drastisk dalet i underholdningsværdi, sÃ¥ vi stÃ¥r bare der med spejle omkring os, hun bruger vandhanen, presser det sidste skum ud af sæbebeholderen, ubehageligt varmt luft raser mod hendes vÃ¥de hÃ¥ndoverflader, der bliver sagt ‘hva’ et par gange, det er lige til at grine af men det gjorde vi ikke, det var ikke sjovt og det var ikke vigtigt, lutter høflighedsfraser og jeg kan ikke finde hendes øjne, jeg samler mine ting i min hÃ¥ndtaske, gÃ¥r ud mod restauranten. Jeg har ryggen til hende og til interessen for hendes øjne for jeg ved, at min ærlighed er for lang, for knusende, for uafskærmet til et dametoilet og jeg mÃ¥ nøjes med min forestilling om hvordan det kunne være gÃ¥et.

Om morgenen har hun børstet sit hår, renset tænder, parfumeret sig, smurt sig ind i olier, iklædt sig skjorte og nederdel som for at give mig noget andet at tænke på. Det er hendes måde at give sig selv til mig på. Her kommer jeg og har kun ret til et papir, men hun giver sig selv. Der er et bord imellem os, et blik imellem os, en tid imellem os, en umulighed imellem os. Det er ikke en optimal forestilling, jeg prøver igen.

Om morgenen er hun faldet ud af sengen, trillende, roligt men også alarmerende, man bør ikke kunne drætte ned i søvne, det er ulogisk at hun ligger her, ikke sovende men dagdrømmende, hun forestiller sig en Gud, en magt der kan flytte hende ud af sig selv. Det starter, tænker hun, med en forrygende tanke, med et fald. Hun samler sig selv op. Tager på arbejde og tager arbejdet på sig og tager imod mig i den fysiske verden, døren er åben, hånden klar til at samle mine uvaner op, de smurte stykker ruller ud af hendes mund, som hun selv er rullet ud af sengen, sammenhængende og dog tilfældigt henvendt til mig eller hvem hun end forestiller sig sidder på stolen overfor hende. Hendes Gud ser ned på hende, forestiller hun sig, og glemmer hvad hun skal sige til mig. Hvad vil Gud sige, kommer hun til sige, det ville hun ikke have sagt, siger hun og jeg siger, at det er forfriskende, så forfriskende at nogen tør sige sådan. Hun bliver forvandlet til en psykolog med skrappe men omsorgsfulde øjne, der lejlighedsvist titter ud over brillerne. Bare husk på, siger hun, at alt hvad der er til, er noget du digter indeni dig selv. Derfor er det så afgørende om du tænker positivt eller negativt, der er kun dine tanker. Jeg falder ned af stolen, ruller ud af kontoret, ind i en misopfattelse af der leder til et højere alkoholforbrug end vanligt og urimelig høj mængde af muffins, de har en særlig slags lige rundt om hjørnet fra hvor jeg bor, de er bløde indeni, nærmest smeltende og de knaser udenpå, det stivnede chokolade mod mine tænder er det bedste, det bedste jeg ved i månedsvis. Dage bliver til månedsvis. Tanker, bekymring, sorger bliver til månedsvis. At blive oppe lidt længere i aften bliver til månedsvis. Det er ikke en forestilling, det er en realitet. Mine tanker har skabt et liv for sig selv, mit liv.

….

Det er ikke for at være uhæderlig

men ingen kender hende her, så hun kan lige så godt gøre det

ingen ved at hun ikke kan gøre det

så hun gør det

hun får sig selv til at gøre det

og det mindsker afstanden imellem dem, den kvinde hun er og den kvinde hun siger hun er.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!