Hvis de døde skrev

13. July 2014 af Maria Guldager

Ja, så havde de nok skrevet om livet og ikke det ophør de var, siger han med ulidelig lethed.

Det er sådan set ikke så svært at leve, siger han højt, indtil hun næsten tror ham.

Man indånder luften, mens man spekulerer over hvor længe, det bliver ved og drives så i øvrigt frem af ens uvidenhed.

Hun gør sig tvær. Men det skinlevende udspiller sig når aftalerne, arbejdet, børnene, husholdningen, litteraturen, relationerne, planerne, opgaverne, byerne bestemmer mit hjertes rytme. Når forbindelser, nødvendigheder, ting og sager bruger mit liv på støj. Sådan tænker hun, sådan mener hun, men hvorfor forstyrre mandens verdensanskuelse med sine uselskabelige tankegenstande, han om det, hun om sit.

Man må forberede sig, forberede sig på at gå ind i sit eget liv og blive den, der lever det, siger han. Man er udleveret, siger hun, til hvad end livet er: tilfældighed, determinisme, en stigen op, en stigen ned, man er prisgivet det forudgivne.

De drømme, der ellers strutter af håb, og glædeligt forøger deres omfang, men som ikke kan finde deres plads i de forhåndenværende muligheder, gør den enkelte ude af stand til at erobre sit liv, gør den enkelte patetisk i sin skam over at være distinkt og fra andre adskilt, selvforrådelsen gør ude af stand og lader skønheden leve mennesket, datoerne leve mennesket og ikke omvendt. På den vis skifter livets formål med tiden, og gør mennesket ude af stand og ude af kontrol, ude af ægteskab og ude af arbejdsmarked, tabuerne får frit løb i håret på staklerne: moderigtige eksistensbeherskere.

Han nikker for sig selv, til sig selv, og hun kvitterer for hans stilhed med tavshed, tavse tanker.

Man sidder foran spejlet, det er et tilfælde, at der er et spejl overfor hvor man sidder, og ser til sin skræk- eller snare bange anelser- at brysterne, trods skønhedsindgreb, alt for nemt når knæene når ryggen krummes, hvilket nærmest sker af sig selv, ryggen kan ikke rettes helt op længere, for englevingernes hårde materiale hælder forover som havde en eller anden bevidst bøjet dem i denne holdning, man ser med formasteligt blik ned af sit hærgede selv, ser hvordan maven i takt med vejrtrækningen udvider sig til en stadigt større fosterhule, en tom en, man ser sig selv forrevet, for man ser sig selv igennem en kulturel standard for hvordan man skal se ud, man kan ikke se sig fri af den, man sidder og forældes lige der, inaktiv som en ophævelse af dømmekraften, med en stærk trang til at slukke for spejlet som var det et tv, der kun portrætterede en andens virkelighed. Til det er tøjet en god hjælp. Det dækker og afværger, at man giver sig til at skrive om sit forfald til sin kæreste, hvilket vil ligne den rene pigeleg, en forstillelsesleg, igen lever man ikke selv sit liv, men hopper direkte ned i en på forhånd syet dragt, der ikke engang prætenderer at have overvejelsens kunst i sig, men bare er en facon, en måde hvorved man søger et helt særligt svar, et trick som adskillige kvinder har udøvet på deres mænd, men som- i det mindste nu- vil virke som går man fluks i sin egen nedrige fælde, for manden vil bruge det imod en, han vil kalde det en pigeleg og indse hvor uselvstændig og usikker man er, hvordan man kraftesløs læner sig op af tidligere kvinders smukkeseringsleg, og man mister således herved håneretten eller det stærke kønsflag, man er åndeligt forfalden til udstilling af egen ynkværdighed indtil spejlingen klinger ud.

Gør din vilje des mægtigere, om han håner dig, kvinde, siger hun til kvinden der fortæller hende om manden.

Livet som vi kender det, og dagen som vi redte den, render stik imod teorierne, og med gru må det levende se til at misforståelse følger efter misforståelse.

Jeg har ikke nogen mand, sagde kvinden ved brønden, dér sagde hun noget sandt, og Hans vand gennemblødte fortælleren som en syndflod.

Man lever, det er nemt, så længe det nådens lys fra medmennesket oplyser vejen. Tænd, sluk, tænd, sluk. Man kan ikke binde knude på et venskab, de rene linjer forhindrer permanente fletninger. Sådan siger hun, sådan græder hun.

Det er ikke så svært egentligt, kan man sige for at parkere tanken, at leve. Sådan prøver han at hjælpe hende ud i sollyset. Du er så anderledes end mig, indser manden. Så anderledes, en radikalt anden end jeg. Ja, siger hun og forklarer.

Jeg er vokset op uden en familie, og den familie var konstant omkring mig.

Med normer og værdier der satte dumheden i højsædet  forgreb de sig på min lange tid som barn, og jeg blev en skarnsunge. Jeg forstod Emil fra Lønneberg, jeg forstod at fortryde sig selv til det sidste.

Livet er luftigt. Man kan enten se lige igennem det eller slet ikke se det. Se det som et narrativ eller for hvad det er: der er ingen kronologi- det er en moderne opfindelse, som man siger om det, man opdager ikke har eksisteret før oplysningstiden, i så fald kun hos en enkelt filosof i antikken.

En fortælling om en filosof eksisterede før tidernes begyndelse.

En mand, der er fri af alle lyde, og fejlfrit koordinerer sine bevægelser til kvindens bistand. Vores sukker er vores underskud, dette ved han, og lydløst plukker han bær til hele familien. En daglig løbetur og en olivenolie af højeste kvalitet, han ved den slags, og hans kvinde begærer ham for hans sunde krop og kyndige hoved.

Det er let at ødsle livet bort i sådanne små platte gaveønsker. Sådan fordrives tiden i et personligt fængsel, der hænger ikke noget personligt på væggene, de er overdængede af andre fangers grumsede fortielser, det personlige består i, at hvad end der foregår, ser det ud til at foregå bag tremmer, man er spærret inde i sig selv og fanget i tillid til sin omverden, for ikke nok med man er underlagt forhistoriens ubevægelighed, man er også sig selv nærmest og ude af stand til at nærme sig et andet menneske uden sine tremmer. For at gå må man nære tiltro.

Til jul ønsker jeg mig en amerikansk veninde. Sådan en gennemsnitlig amerikansk pige der går i bad hver dag, og vimser omkring og stråler, ikke melankoliens stråler som har forgiftet så mange af os, men med helbredende lysenergi, der får det lave humør løftet op. Hun, amerikaneren, er et lettere drømmende ønske for min eksistentielle udformning: det omvandrende fængsel, jeg medgiver at jeg romantiserer, siger hun og forvisser ham om, at det platte kan være gennemtænkt. Min amerikanske veninde er godmodig og sjov, letsindig og bleg, hun har mange venner som alle er glade og griner i solen. Hun har glinsende hår, der bare sidder, hun har ansigtsfolder der gør hende til indbegrebet af et glad menneske, hun oser af overskud og bekymrer ikke sin dag væk eller smider sit gode rygte overbord til fordel for noget andet, for lige meget hvad hun vil, tager det gode rygte automatisk del i det, det gode navn er tæt klistret til hende, hun er så naturlig som en naturvejleder og så talentfuld som en talentkonkurrence, hun har talrige egenskaber og potentialer og en ægthed der glammer, om folk skulle nærme sig for meget. Hidsig bliver hun kun i overfaldssituationer, hun forstår med andre ord at bruge sig selv helt rigtigt, livet er som hun vil have at det er.

Hun udgrænser ikke sig selv. Hun erobrer sig selv. Det tror jeg, det er ikke til at vide, for man kan ikke komme så tæt på hende, at man kan få det at vide, heller ikke om hun er ens julegave.

Han skriver hendes ønsker ned, men lader hende vide, hvor fejlagtige de er.

Livet er ægte, alt for ægte, det er så autentisk, at man selv må dyrke det, pleje det, hive det op ved rode, vaske jordet af det og tilberede det til et ønsket formål; dog ikke hvilket som helst for pastinak smager ikke godt i valnøddekagen. Man må altså udse sig et mål, der stemmer over ens med det liv man har. Det lyder som en dårlig film, en rigtig skodfilm. Så ægte og autentisk er livet, at det ikke egner sig til spillefilm.

Livet starter med, at noget skal forbedres.

Et liv er et forsøg på at rette op på noget. På de dødes synder. Hun fortæller ham det, imens han lydefrit ser ud af vinduet i tiden.

Dette skal være helt anderledes, sagde jeg til mig selv, husker hun, da jeg fik mine børn. Man taler om “da min fik sine børn”, misvisende når ikke det er tvillinger egentlig, tænker hun, der skete mange ting i mellemmånederne, i minutterne, husker jeg. Djævelen er i detaljen, også ved livets begyndelse, og havde man set ordentligt efter, altså set grundigere efter end sygeplejersker og sundhedsplejere gjorde, havde man set hvor lemlæstet min sjæl var, og hvorledes min frygt og min dumhed burde kræves uddrevet førend jeg fødte. Nogen burde stoppe mig. Holde fosteret derinde, indtil jeg var opgaven moden.

Livet er et korrektiv eller en fejl, og mennesket har ikke en jordisk chance for at skelne mellem disse. Han ligner en skilsmissefar og hun har et ægteskab gemt i sig, men de utætte søvndragter gør øjnene flakkende og det er ikke til at se en fælles fremtid for dem.

Hvad er det, du siger, udbryder han, afbryder han, nedbryder han, omstøder han hendes beslutninger.

Kærligheden eller fortvivlelse, til tider synes de lige fortrinlige/slette. Øjenkontakten er blevet usynlig, fortæller kvinden sine lyttere.

Det er ikke livet, der er det svære. Det er flugten fra de andres liv. Udgangen er ingensteds, og bedst som man tror, man har fundet den, viser den sig at være omringet af hovedets egne forbud, der sørger for at den levende leves af andre, det fungerer som en sikkerhedssele.

Han bryder sig ikke om det, hun klandrer tilværelsen for; at den ikke tilhører den enkelte, at den enkelte blot er livets sikkerhedsforanstaltning. Han pudser vinduet. Ophævelsen af selvet udelukker skriften, og da må man sande, at livet er det eneste, om hvilket den levende kan lære; at gå til grunde er bare de levendes italesættelse af det om hvilket de intet aner, det om hvilket der ikke kan læses, siger han, for første gang noget sagligt, der vedrører den sag der vedrører sagen. Han taler længe, som er ordene den måde han styrer sit liv på, og var blevet ved, om ikke nogen havde brudt ind.

Kærligheden er den standard, man bør se sig selv ifølge, det alle bestræbelser bør begrundes med, så ægte og ren kærlighed som uforurenet luft, der aldrig lader livet forlade sig, men er en bestandig og blid plejer for fortvivlelsen, der vokser direkte op af den naturlige jord. Sådan havde de nok skrevet, om muligt, slutter han.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!