Den tomme talerække

4. March 2014 af Maria Guldager

Følelsen af at være en opbrugt ting, udtjent og revet i for mange stumper til nogensinde at kunne samles igen

fordufter

når man har sovet længe nok og vågner

til et kys eller et slag, det er lige meget, man er klar igen.

Om restitutionens magi er kroppens eller tidens eller skaberens er ukendt for en som jeg, der bare er en amerikansk film. Jeg er delvist god. Jeg er fordummende og moraliserende på samme tid. Jeg føles så godt. Indtil man får nok og holder sig væk. Hvis man ikke holder sig væk, er man et fjernsyn. Jeg er minderne om tilbøjelighedernes selvstyre. De skramler rundt i gaderne i lige linjer efter vinden. Tilbøjelighederne har ingen steder at sove. Dvælen er deres selvudslettende ønske, og ingen vil jo udslette en anden, hvor end meget den anden måtte ville det. Jeg er et hus, der ikke længere findes rester af mig i. Barndommen er tom, som i en isolationscelle, som i hjertet på det mest afsides og forladte menneske. Det lyder sørgeligt. Men hvis læseren ser efter vil denne se det klareste vand bag de skrattende måger. Ikke en trevl af mig findes i det hus, og det er den største succes i menneskehedens historie. Hvis jeg var selve menneskeheden. Det er jeg nogen gange, men som regel er jeg hende, der vil skilles. Fra noget, helst fra det hele, især fra søvnen. Det har gået op og ned for længe. Jeg er hende, der er fortrængt af en ny tanke. Så kærtegn dog søvnen og ikke bare puden! Splittelse. Det sejler i det lykkelige kongerige, siger jeg højt, og får tårer ind i munden på mit menneskelige ideal. Den, der har saltet mine tårer, har visseligt også formet min ensomhed. Uden nedslag i teksten  eller empirien fortsætter min aberration, så man næppe forledes til at tro, at jeg er en blog i Berlingske, der bider sig fast i det andre har sagt og gjort. Ligeledes er jeg ikke – længere- en frelst blog, der remser al elende op og så redder sig selv, men først og fremmest alle mulige andre (ikke de umulige) ved fem gode råd til en bedre livsform. Ligesom mine tårer er jeg noget flydende. Jeg kan gå til og fra, jeg kan endog ved anstrengelsens kraft regulere mig selv. I grunden, hvis der er en, er jeg et bekendelsesskrift. En blotlagt virkelighed afslører dog den mindre bemidlede. Jeg har ingen løsningsforslag til hvordan man bekender det, der faktisk bør be/erkendes- foruden gennem ignorancen. I lyset af mit indre ser jeg ud, og i lyset af mit ydre ser jeg ud. Mit indre kan ikke komme længere ind end som når det ser ud, og mit ydre har sin yderligere funktion, en begrænset og begrænsende funktion.  Det er en delikat situation, der kalder på en forandring. En som alle disse skriveøvelser eller alle disse dage eller alle disse afbrydelser eller alle disse nætter eller alle disse venner eller alle disse kilder eller alle disse meninger tenderer imod. At jeg ikke græmmer mig over belærende blogindlæg bør derfor ikke give anledning til undren. Jeg har selv fået skribenten til tasterne ved at flakke sådan omkring, ved at erodere. Det må endelig ikke komme sarkastisk igennem til læseren; jeg skriver ikke mig selv ind i en underlegen position, for kontraintuitivt at få den kloges blog til at virke som skurken. Det simple pøbelmedlem, der suger sympatien ud af folk, når hun beskriver den lærdes hårdkogte dom over hendes usle og spinkle levned. Nej, jeg foragter ikke dem, der skriver nedslående indlæg om tidens tilstand, selvom jeg hader at læse det, de skriver. Hadet skyldes, at jeg tager ting for personligt, det ville min gamle værelseskammerat sige om mig. Men min elsker er så hamrende ligeglad med min tidligere værelseskammerat; han orker ikke min identifikationsleg. Det er vigtigt. mener jeg, at han ved hvem jeg taler om, især dem, jeg ofte taler om. Han giver mig ret, før jeg selv tager retten. Min ret overskrider alle principper. Konteksten negeres. De skratter de forpulede måger. Træerne får mit temperament til at stå stille, jeg læner mig op af flere af træerne, på skift, jeg er et skift. Det naturforløste menneske er så privilegeret, at det privilegerer sig selv langt videre end formålet. Her stopper vi. Lader jeg den anden om at sige, og så starter sidestikket, det, der skulle være sat i gang længe før. Intuitionen, vil man nu virkelig beskylde den for tragedien? Er intuitionen noget, er følelsen noget, er passionen noget, er kærligheden og hadet noget som hjertekirurgien ikke fikst kan slukke eller starte? Og tilfældet, hvad med det, eksisterer det egenrådigt, hvis ingen har set det foruden sammen med en vis portion dumhed? Hvad er det, jeg vil opnå med denne form for ærlighed; det hele fremstår så falsk for min bevidsthed, så omskrevet, så fremmed, så materielt betinget. Det kommer an på hvor mange fagord, man har til rådighed. Og kvadratmeter til deres opbevaring. Hierarkiet er en naturlov. Jeg afbryder mig selv. Slår om og op. Tempi forskyder sig, mine ben vibrerer, hele min krop ringer, hvem er det, det er mig, det er mig, jeg mangler anerkendelse i en fart. Jeg er et tomt hus enhver, der har råd til mig, kan flytte ind i. Og det er den uproportionerede store stue/anerkendelsen, der ikke vil slippe sit tag i mine alerte sirener om aftenen. Anerkendelsens ængstelse i mit nervesystem forpurrer søvnens imperium i at føre mig. Min psykolog siger, at der er mange mennesker i dag, der kæmper med give sig hen, når de skal sove om aftenen. Vrangforestillinger generer min helt almindelige tilstedeværelse i en helt almindelig samtale om et så udbredt fænomen; det er for at gøre budskabet sjovere, at min indbildningskraft fremmaner kæmper, grandiøse mænd, der kaster med klatter af søvn for at jorde hinanden. Det er sårbart, siger psykologen, som sår på et barn, mener hun nok. Fra min elskers udsigtspunkt får jeg et glimt af hovedstaden. Ovenfra, småt men stort. De føler noget, hver og en, prikkerne, og jeg føler det med dem. Anerkendelse er mere end et begreb. Åh, selvfølgelig er det mere, for som begreb fungerer det fint, ingen indsigelser imod det. Nej, ængstelsen forekommer i udfoldelsen, i praksis, i den situation, hvor jeg har den andens anerkendelse og vil bevare den, have mere eller opnå endnu en andens anerkendelse, måske en hel gruppes. Det er rystende. Ikke negationen i sig selv. Anerkendelsens indbyggede trussel er frygtelig. Jeg vil skilles fra opmærksomheden. Fra den latente enegang. Fra psykologien og min egentale. Min røst min røst min røst. På togstationen overhører man mit hysteri. Hvilket man også skal, ellers mister man sit job, og det er en lavine. Ulykkesfugl. Det er et skældsord men også en inkompetence. Og dem mangler vi her i landet. Åh, jeg er en politik, siger jeg, men jeg er ikke politisk. Man skal kunne se ud over sig selv, hæve sig, forstå det almengyldige fra det specifikke. Begær er et psykologisk stadie. Åh tænk at jeg dette skal bivåne; at ligegyldigheden bliver et med den stærkeste higen. Om hun stræber eller om hun destruerer, det skramler alligevel hvileløst gennem gaderne, og man får lyst til at slå op i en ordbog. Der må være et begreb for det. Han peger på en lille prop, der går skråt over vejen. Forsigtigt, men alligevel, hvad gør han forkert, lyder quizzen. Man tror atter, jeg er en lærebog. Jeg er ikke noget svar, jeg er en række af ord efter hinanden. Sætninger, der afbrydes, omskrives, ordnes af de andres betydninger. Det er i orden, siger min psykolog til min ugentlige annullering og finder en ny tid til mig. Aftalerne rykker sig rundt i min kalender. Planen for mit liv, bliver mit liv, bliver rykket rundt, forbliver planen, blivende liv, rykkes op, bliver ordnet. Det er til at falde i søvn over. Dette rend ind og ud af nye senge. Mens alle er vågne. Hvem alle, alle folkeslag? Nej, alle vennerne. Om disse kan man sige det samme som om søvnen. Tal med dine venner, ville der stå, hvis jeg var en rådgivende blog. Ikke tilfældige venner, men de nærmeste, dem der kan få dig til at skraldgrine. Latter er ligesom søvn. For hjernen. Lige så viljeløst overgiver legemet sig til en tilstand, det i princippet ikke kan styre. Styringen styrter i armene på afgrunden, men mærker vennens puls på halsen som den griner, den, ja den, søvnen, vennen, og ikke den fremmede, som man så ofte må lyve for. Når man har haft fødselsdag, og responderer på høflighedsfrasen som man skal, uden at bekende, hvor ensom man var, og hvor meget man dog savnede en fest og en gave eller endnu bedre; en familie. Den fremmede talker vidt og bredt; julen har sat sig på hans mave. Og at hans familie er flødeskummet på den kage, han har spist. Han siger det ikke på den måde, hans måde er jordnær, jordskrabende som om han ikke skal andre steder hen end der, hvor han allerede er. Ikke fordi man kommer langt ved at omskrive de trivielle vendinger til de sjovere, men fordi han ikke kommer i nærheden af mig, hvis han er så konform som hans hvide T-shirt og blålige jeans giver indtryk af, og det bilder jeg mig endnu ind, at han gerne vil. I nærheden af mig, score mig, blive sammen med mig, mit liv, der rykker sig, op, rundt, planmæssigt og planløst. Indtil han i vores farvelknus hvisker, at hans uge ikke har været i bad. En hel uge! Tænker jeg, men siger ikke andet end taktak, og det er ikke et enkeltstående tilfælde. Psykologismen gør mig døv; jeg er allerede inde og må nødvendigvis søge ud, men jeg kommer indefra, jeg vil altid komme indefra, jeg afhænger af jeg! Det er et politisk spørgsmål, for så vidt politikken kun angår mig selv, altså mig helt generelt. For jeg siger ikke det, jeg tænker, når jeg tænker det. Jeg stopper mig selv, jeg stopper min tænkning inden den bliver til tilværelse. Og producerer i stedet skrifter i stor stil, så stor og gerne tæt stil, at ingen tænker på at læse det, i hvert fald tænker de ikke, når de læser det. Jeg har engang skrevet til en professor, bekender jeg som vi sidder i toget på vej til anerkendelse. Han griner af mig. Ikke den fremmede, min ven griner af mig, og det får mig til at gennemskue vennen. Aha, vennen er noget andet end mig, ræsonnerer jeg, så på hvilken måde er vennen, da ikke også bare en fremmed, som jeg ikke kan hengive mit legeme, min ydre såvel som indre anskuelse, til? Sæt det på begreb, så jeg forstår, hvad jeg taler om. På vennens iltre opfordring fremviser jeg min til professoren sendte email, vi læser begge den deforme tekst, der er i vildrede med sig selv og sit budskab, den når ikke frem til noget, ikke det, jeg troede den nåede frem til, da jeg skrev den. Det var til en opgave, men mit bud på besvarelse var ekstraordinært; professoren skulle ælde mig gennem en korrespondance og selve udvekslingen ville lære os begge noget, jeg om Habermas og professorens studietid under ham, og han om. Helt sikkert om noget. Udveksling, mesterlære, relation, der først og fremmest skal give indsigter på tværs af generationer og karakterforskelle, det tror jeg på! Min ven læser hvordan professoren havde insinueret, at jeg manglede hjælp, psykologisk bistand. Vennen skraldgriner. Jeg føler mig eksponeret i toget hvor vi sidder, hvor andre sidder, hvor alle sidder. Vi er på vej videre, og der er intet formål med at huske noget fra denne togkupe, jeg lader minderne sidde, da vi stiger af. Vennen indrømmer sin svedige krop overfor mig, fordi vi er fremmede, og fordi han allerede har en kæreste. I en sms fortæller han mig det, som det er. At han aldrig kunne leve med en, der skulle omskrive ham så meget, som jeg gjorde. Var hans ordvalg ikke poetisk nok, var det det? Og det skriver han virkelig, det er ikke min fortælling om ham, sådan falder ordene. Faldet, og ordene i det, får mig til at drømme om det gode selskab. Jeg svinger et glas op og holder en formidabel tale, stående applaus og hjertelige omfavnelser, personer, der har noteret hele hæfter med min tale. Ved nærmere blik ser jeg, at hæfterne kun er variationer over mine ord. Festkjolerne hælder talk på mig i uanede mængder. Jeg tager mig selv i at bladre i deres noter, i stedet for at lytte til komplimenterne; men det gode selskab har jo helt misforstået, hvem har de egentlig noteret i hæfterne her? Jeg skriver det om. Ret. Strege ud og sætte mine led hist og pist, i den handlingsorden de hører til. Men det kan man da ikke, protesteres der, og læseren vil tænke, at jeg er sådan en, der skriver om det man normalt ikke gør, og derfor er jeg god, det er godt i sig selv, at få det gode selskab til at protestere. Men det var en drøm, bare en drøm om at jeg havde noget at sige, og at der blev hørt efter. I virkeligheden er jeg en dokumentar om forholdene på et universitet. Jeg er det indblik, verden aldrig før har fået. Verden har ikke fået det, fordi det er overflødigt. Som de fleste gaver man får er. Indblik eller indpakning. Som mange jobs er overflødige; ja, jeg er en film om, hvor overflødigt mange film og dokumentarer og reklamer, der indspilles, sådan en udsendelse er jeg. Jeg er også den eneste seer, for alle andre sover. Ih, hvor du ævler, siger vennerne, jeg sætter mig ned igen. Det middelmådige selskab er en national film. Vi kysser lidt, og han sparker mig ud af døren efter længere tids tavshed. Det er en omskrivning, eller det er et psykologisk stadie. Man kredser over det samme – hele livet igennem- ville jeg tilføje, hvis jeg var pessimist eller på nogen måde træt, fx af at høre mig selv tale. Min tale forstummer, idet mikrofonen anmoder om min holdning. Min juice sprøjter ud til alle sider, som toget gør voldsomme bump og i processen sluger jeg min mening. Er jeg nu her igen, på vej videre? Den er ikke til at få op, min mening, selvom kameramanden prøver alle mulige stillinger. Nej, konstaterer han tørt. Skandaløst, tænker andre, og når jeg skriver andre, er det ikke fordi jeg eller læseren ikke er en af dem, der tænker sådan, for det gør de fleste faktisk, når de ser bagsiden af markedet, både det frie og det regulerede. Mekanismerne er så klare, at jeg lader andre skrive om det, så klare, at jeg lader andre læse om det. Sæt dig på min ryg, siger jeg pludselig til min ven, så kravler jeg dig i stedet for det her evindelige tog. Han bliver overrasket, for han har allerede en kæreste. Det gør man ikke; kvinde mand. Nåh, forklarer jeg, og tænker højt. Min fortælling er gået i stykker, det er derfor. Han spørger ikke rigtig ind, sætter sig bare op, jeg kravler, jeg kan ikke mærke ham, men han siger han er der, og så må jeg tro på det. Jeg vil altid være der, siger man. Jeg kan ikke længere høre ham. Det er en del af ham, der stadig er her, en del, som hele tiden er her, den del, hvor jeg savner ham, og jeg er ikke en bestseller eller en popsang. Fraværet er ikke efterspurgt på det internationale marked. Det sover i min seng som en fremmed, jeg længes efter at kende. Længslen skal ikke nødvendigvis adlydes. Man må henvise den til fornuften, dvs. man må forstå hvad længslen er et derivat af. Er jeg et normbrydende begær? Eller har jeg som eneste genstand, når alt overflade pilles af, normen selv, eller det normen har defineret for mig? Ha, nu stiller de mig spørgsmål igen. Det er mange år siden, jeg har holdt jul, forklarer jeg, men det er ikke længere det, samtalen handler om. Alle disse skamløse afbrydelser! I mindst 10 minutter har jeg stået her og prøvet at begribe, hvad de taler om, det er åbenbart ikke jul. Det er noget med smør, og. Så vandrer mine tanker. Sætninger, der sidder tungt i en kupes hals og lader sig køre med, imens nogle yngre folk gør sig selv til grin. Det er to venner, de klistrer deres indre op som kampagnefremstød på togets ruder, nærmest som om de vil have togets sætninger til at evaluere deres værd. Hver for sig. Den, der griner, og den har grines af. På en skala. Det forarger læseren, og derfor vender han tilbage, det er grundtanken for avisens debatsider, og når læserens forargelse er grundtanken, er længslen den efter en bedre økonomi, væksten, og genstand for mere kapital, mere magt, er mit inderste begær, at se ud, se ud som den, jeg er. Og opføre mig sådan, naturligvis, men det hænger sammen. Handlingssætninger. Jeg lover en række ting ved at sige, at jeg elsker dig. Bagerste række, basics. Min kærlighed i sig selv henføres ikke under andet end sig selv, men ‘jeg elsker dig’ implicerer handlinger, kun den anden kan præcisere. Søvn, venner, elsker. Begær, magt, livsform. En hjerne, der ser sig selv i øjnene. Den, jeg siger ‘jeg elsker dig’ til, får en magt; måske føles ordene derfor så godt at modtage. Og kun delvist godt, at udsige. Jeg får en sms om, at den fremmede, ham jeg længes efter, gerne vil ses igen, hvis jeg uden omskrivninger kan holde mig til den nærværende virkelighed, han skriver ikke den nærværende, men det må være den, han mener.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!