Den tomme talerække

4. March 2014 af Maria Guldager

Følelsen af at være en opbrugt ting, udtjent og revet i for mange stumper til nogensinde at kunne samles igen

fordufter

når man har sovet længe nok og vågner

til et kys eller et slag, det er lige meget, man er klar igen.

Om restitutionens magi er kroppens eller tidens eller skaberens er ukendt for en som jeg, der bare er en amerikansk film. Jeg er delvist god. Jeg er fordummende og moraliserende pÃ¥ samme tid. Jeg føles sÃ¥ godt. Indtil man fÃ¥r nok og holder sig væk. Hvis man ikke holder sig væk, er man et fjernsyn. Jeg er minderne om tilbøjelighedernes selvstyre. De skramler rundt i gaderne i lige linjer efter vinden. Tilbøjelighederne har ingen steder at sove. Dvælen er deres selvudslettende ønske, og ingen vil jo udslette en anden, hvor end meget den anden mÃ¥tte ville det. Jeg er et hus, der ikke længere findes rester af mig i. Barndommen er tom, som i en isolationscelle, som i hjertet pÃ¥ det mest afsides og forladte menneske. Det lyder sørgeligt. Men hvis læseren ser efter vil denne se det klareste vand bag de skrattende mÃ¥ger. Ikke en trevl af mig findes i det hus, og det er den største succes i menneskehedens historie. Hvis jeg var selve menneskeheden. Det er jeg nogen gange, men som regel er jeg hende, der vil skilles. Fra noget, helst fra det hele, især fra søvnen. Det har gÃ¥et op og ned for længe. Jeg er hende, der er fortrængt af en ny tanke. SÃ¥ kærtegn dog søvnen og ikke bare puden! Splittelse. Det sejler i det lykkelige kongerige, siger jeg højt, og fÃ¥r tÃ¥rer ind i munden pÃ¥ mit menneskelige ideal. Den, der har saltet mine tÃ¥rer, har visseligt ogsÃ¥ formet min ensomhed. Uden nedslag i teksten  eller empirien fortsætter min aberration, sÃ¥ man næppe forledes til at tro, at jeg er en blog i Berlingske, der bider sig fast i det andre har sagt og gjort. Ligeledes er jeg ikke – længere- en frelst blog, der remser al elende op og sÃ¥ redder sig selv, men først og fremmest alle mulige andre (ikke de umulige) ved fem gode rÃ¥d til en bedre livsform. Ligesom mine tÃ¥rer er jeg noget flydende. Jeg kan gÃ¥ til og fra, jeg kan endog ved anstrengelsens kraft regulere mig selv. I grunden, hvis der er en, er jeg et bekendelsesskrift. En blotlagt virkelighed afslører dog den mindre bemidlede. Jeg har ingen løsningsforslag til hvordan man bekender det, der faktisk bør be/erkendes- foruden gennem ignorancen. I lyset af mit indre ser jeg ud, og i lyset af mit ydre ser jeg ud. Mit indre kan ikke komme længere ind end som nÃ¥r det ser ud, og mit ydre har sin yderligere funktion, en begrænset og begrænsende funktion.  Det er en delikat situation, der kalder pÃ¥ en forandring. En som alle disse skriveøvelser eller alle disse dage eller alle disse afbrydelser eller alle disse nætter eller alle disse venner eller alle disse kilder eller alle disse meninger tenderer imod. At jeg ikke græmmer mig over belærende blogindlæg bør derfor ikke give anledning til undren. Jeg har selv fÃ¥et skribenten til tasterne ved at flakke sÃ¥dan omkring, ved at erodere. Det mÃ¥ endelig ikke komme sarkastisk igennem til læseren; jeg skriver ikke mig selv ind i en underlegen position, for kontraintuitivt at fÃ¥ den kloges blog til at virke som skurken. Det simple pøbelmedlem, der suger sympatien ud af folk, nÃ¥r hun beskriver den lærdes hÃ¥rdkogte dom over hendes usle og spinkle levned. Nej, jeg foragter ikke dem, der skriver nedslÃ¥ende indlæg om tidens tilstand, selvom jeg hader at læse det, de skriver. Hadet skyldes, at jeg tager ting for personligt, det ville min gamle værelseskammerat sige om mig. Men min elsker er sÃ¥ hamrende ligeglad med min tidligere værelseskammerat; han orker ikke min identifikationsleg. Det er vigtigt. mener jeg, at han ved hvem jeg taler om, især dem, jeg ofte taler om. Han giver mig ret, før jeg selv tager retten. Min ret overskrider alle principper. Konteksten negeres. De skratter de forpulede mÃ¥ger. Træerne fÃ¥r mit temperament til at stÃ¥ stille, jeg læner mig op af flere af træerne, pÃ¥ skift, jeg er et skift. Det naturforløste menneske er sÃ¥ privilegeret, at det privilegerer sig selv langt videre end formÃ¥let. Her stopper vi. Lader jeg den anden om at sige, og sÃ¥ starter sidestikket, det, der skulle være sat i gang længe før. Intuitionen, vil man nu virkelig beskylde den for tragedien? Er intuitionen noget, er følelsen noget, er passionen noget, er kærligheden og hadet noget som hjertekirurgien ikke fikst kan slukke eller starte? Og tilfældet, hvad med det, eksisterer det egenrÃ¥digt, hvis ingen har set det foruden sammen med en vis portion dumhed? Hvad er det, jeg vil opnÃ¥ med denne form for ærlighed; det hele fremstÃ¥r sÃ¥ falsk for min bevidsthed, sÃ¥ omskrevet, sÃ¥ fremmed, sÃ¥ materielt betinget. Det kommer an pÃ¥ hvor mange fagord, man har til rÃ¥dighed. Og kvadratmeter til deres opbevaring. Hierarkiet er en naturlov. Jeg afbryder mig selv. SlÃ¥r om og op. Tempi forskyder sig, mine ben vibrerer, hele min krop ringer, hvem er det, det er mig, det er mig, jeg mangler anerkendelse i en fart. Jeg er et tomt hus enhver, der har rÃ¥d til mig, kan flytte ind i. Og det er den uproportionerede store stue/anerkendelsen, der ikke vil slippe sit tag i mine alerte sirener om aftenen. Anerkendelsens ængstelse i mit nervesystem forpurrer søvnens imperium i at føre mig. Min psykolog siger, at der er mange mennesker i dag, der kæmper med give sig hen, nÃ¥r de skal sove om aftenen. Vrangforestillinger generer min helt almindelige tilstedeværelse i en helt almindelig samtale om et sÃ¥ udbredt fænomen; det er for at gøre budskabet sjovere, at min indbildningskraft fremmaner kæmper, grandiøse mænd, der kaster med klatter af søvn for at jorde hinanden. Det er sÃ¥rbart, siger psykologen, som sÃ¥r pÃ¥ et barn, mener hun nok. Fra min elskers udsigtspunkt fÃ¥r jeg et glimt af hovedstaden. Ovenfra, smÃ¥t men stort. De føler noget, hver og en, prikkerne, og jeg føler det med dem. Anerkendelse er mere end et begreb. Ã…h, selvfølgelig er det mere, for som begreb fungerer det fint, ingen indsigelser imod det. Nej, ængstelsen forekommer i udfoldelsen, i praksis, i den situation, hvor jeg har den andens anerkendelse og vil bevare den, have mere eller opnÃ¥ endnu en andens anerkendelse, mÃ¥ske en hel gruppes. Det er rystende. Ikke negationen i sig selv. Anerkendelsens indbyggede trussel er frygtelig. Jeg vil skilles fra opmærksomheden. Fra den latente enegang. Fra psykologien og min egentale. Min røst min røst min røst. PÃ¥ togstationen overhører man mit hysteri. Hvilket man ogsÃ¥ skal, ellers mister man sit job, og det er en lavine. Ulykkesfugl. Det er et skældsord men ogsÃ¥ en inkompetence. Og dem mangler vi her i landet. Ã…h, jeg er en politik, siger jeg, men jeg er ikke politisk. Man skal kunne se ud over sig selv, hæve sig, forstÃ¥ det almengyldige fra det specifikke. Begær er et psykologisk stadie. Ã…h tænk at jeg dette skal bivÃ¥ne; at ligegyldigheden bliver et med den stærkeste higen. Om hun stræber eller om hun destruerer, det skramler alligevel hvileløst gennem gaderne, og man fÃ¥r lyst til at slÃ¥ op i en ordbog. Der mÃ¥ være et begreb for det. Han peger pÃ¥ en lille prop, der gÃ¥r skrÃ¥t over vejen. Forsigtigt, men alligevel, hvad gør han forkert, lyder quizzen. Man tror atter, jeg er en lærebog. Jeg er ikke noget svar, jeg er en række af ord efter hinanden. Sætninger, der afbrydes, omskrives, ordnes af de andres betydninger. Det er i orden, siger min psykolog til min ugentlige annullering og finder en ny tid til mig. Aftalerne rykker sig rundt i min kalender. Planen for mit liv, bliver mit liv, bliver rykket rundt, forbliver planen, blivende liv, rykkes op, bliver ordnet. Det er til at falde i søvn over. Dette rend ind og ud af nye senge. Mens alle er vÃ¥gne. Hvem alle, alle folkeslag? Nej, alle vennerne. Om disse kan man sige det samme som om søvnen. Tal med dine venner, ville der stÃ¥, hvis jeg var en rÃ¥dgivende blog. Ikke tilfældige venner, men de nærmeste, dem der kan fÃ¥ dig til at skraldgrine. Latter er ligesom søvn. For hjernen. Lige sÃ¥ viljeløst overgiver legemet sig til en tilstand, det i princippet ikke kan styre. Styringen styrter i armene pÃ¥ afgrunden, men mærker vennens puls pÃ¥ halsen som den griner, den, ja den, søvnen, vennen, og ikke den fremmede, som man sÃ¥ ofte mÃ¥ lyve for. NÃ¥r man har haft fødselsdag, og responderer pÃ¥ høflighedsfrasen som man skal, uden at bekende, hvor ensom man var, og hvor meget man dog savnede en fest og en gave eller endnu bedre; en familie. Den fremmede talker vidt og bredt; julen har sat sig pÃ¥ hans mave. Og at hans familie er flødeskummet pÃ¥ den kage, han har spist. Han siger det ikke pÃ¥ den mÃ¥de, hans mÃ¥de er jordnær, jordskrabende som om han ikke skal andre steder hen end der, hvor han allerede er. Ikke fordi man kommer langt ved at omskrive de trivielle vendinger til de sjovere, men fordi han ikke kommer i nærheden af mig, hvis han er sÃ¥ konform som hans hvide T-shirt og blÃ¥lige jeans giver indtryk af, og det bilder jeg mig endnu ind, at han gerne vil. I nærheden af mig, score mig, blive sammen med mig, mit liv, der rykker sig, op, rundt, planmæssigt og planløst. Indtil han i vores farvelknus hvisker, at hans uge ikke har været i bad. En hel uge! Tænker jeg, men siger ikke andet end taktak, og det er ikke et enkeltstÃ¥ende tilfælde. Psykologismen gør mig døv; jeg er allerede inde og mÃ¥ nødvendigvis søge ud, men jeg kommer indefra, jeg vil altid komme indefra, jeg afhænger af jeg! Det er et politisk spørgsmÃ¥l, for sÃ¥ vidt politikken kun angÃ¥r mig selv, altsÃ¥ mig helt generelt. For jeg siger ikke det, jeg tænker, nÃ¥r jeg tænker det. Jeg stopper mig selv, jeg stopper min tænkning inden den bliver til tilværelse. Og producerer i stedet skrifter i stor stil, sÃ¥ stor og gerne tæt stil, at ingen tænker pÃ¥ at læse det, i hvert fald tænker de ikke, nÃ¥r de læser det. Jeg har engang skrevet til en professor, bekender jeg som vi sidder i toget pÃ¥ vej til anerkendelse. Han griner af mig. Ikke den fremmede, min ven griner af mig, og det fÃ¥r mig til at gennemskue vennen. Aha, vennen er noget andet end mig, ræsonnerer jeg, sÃ¥ pÃ¥ hvilken mÃ¥de er vennen, da ikke ogsÃ¥ bare en fremmed, som jeg ikke kan hengive mit legeme, min ydre sÃ¥vel som indre anskuelse, til? Sæt det pÃ¥ begreb, sÃ¥ jeg forstÃ¥r, hvad jeg taler om. PÃ¥ vennens iltre opfordring fremviser jeg min til professoren sendte email, vi læser begge den deforme tekst, der er i vildrede med sig selv og sit budskab, den nÃ¥r ikke frem til noget, ikke det, jeg troede den nÃ¥ede frem til, da jeg skrev den. Det var til en opgave, men mit bud pÃ¥ besvarelse var ekstraordinært; professoren skulle ælde mig gennem en korrespondance og selve udvekslingen ville lære os begge noget, jeg om Habermas og professorens studietid under ham, og han om. Helt sikkert om noget. Udveksling, mesterlære, relation, der først og fremmest skal give indsigter pÃ¥ tværs af generationer og karakterforskelle, det tror jeg pÃ¥! Min ven læser hvordan professoren havde insinueret, at jeg manglede hjælp, psykologisk bistand. Vennen skraldgriner. Jeg føler mig eksponeret i toget hvor vi sidder, hvor andre sidder, hvor alle sidder. Vi er pÃ¥ vej videre, og der er intet formÃ¥l med at huske noget fra denne togkupe, jeg lader minderne sidde, da vi stiger af. Vennen indrømmer sin svedige krop overfor mig, fordi vi er fremmede, og fordi han allerede har en kæreste. I en sms fortæller han mig det, som det er. At han aldrig kunne leve med en, der skulle omskrive ham sÃ¥ meget, som jeg gjorde. Var hans ordvalg ikke poetisk nok, var det det? Og det skriver han virkelig, det er ikke min fortælling om ham, sÃ¥dan falder ordene. Faldet, og ordene i det, fÃ¥r mig til at drømme om det gode selskab. Jeg svinger et glas op og holder en formidabel tale, stÃ¥ende applaus og hjertelige omfavnelser, personer, der har noteret hele hæfter med min tale. Ved nærmere blik ser jeg, at hæfterne kun er variationer over mine ord. Festkjolerne hælder talk pÃ¥ mig i uanede mængder. Jeg tager mig selv i at bladre i deres noter, i stedet for at lytte til komplimenterne; men det gode selskab har jo helt misforstÃ¥et, hvem har de egentlig noteret i hæfterne her? Jeg skriver det om. Ret. Strege ud og sætte mine led hist og pist, i den handlingsorden de hører til. Men det kan man da ikke, protesteres der, og læseren vil tænke, at jeg er sÃ¥dan en, der skriver om det man normalt ikke gør, og derfor er jeg god, det er godt i sig selv, at fÃ¥ det gode selskab til at protestere. Men det var en drøm, bare en drøm om at jeg havde noget at sige, og at der blev hørt efter. I virkeligheden er jeg en dokumentar om forholdene pÃ¥ et universitet. Jeg er det indblik, verden aldrig før har fÃ¥et. Verden har ikke fÃ¥et det, fordi det er overflødigt. Som de fleste gaver man fÃ¥r er. Indblik eller indpakning. Som mange jobs er overflødige; ja, jeg er en film om, hvor overflødigt mange film og dokumentarer og reklamer, der indspilles, sÃ¥dan en udsendelse er jeg. Jeg er ogsÃ¥ den eneste seer, for alle andre sover. Ih, hvor du ævler, siger vennerne, jeg sætter mig ned igen. Det middelmÃ¥dige selskab er en national film. Vi kysser lidt, og han sparker mig ud af døren efter længere tids tavshed. Det er en omskrivning, eller det er et psykologisk stadie. Man kredser over det samme – hele livet igennem- ville jeg tilføje, hvis jeg var pessimist eller pÃ¥ nogen mÃ¥de træt, fx af at høre mig selv tale. Min tale forstummer, idet mikrofonen anmoder om min holdning. Min juice sprøjter ud til alle sider, som toget gør voldsomme bump og i processen sluger jeg min mening. Er jeg nu her igen, pÃ¥ vej videre? Den er ikke til at fÃ¥ op, min mening, selvom kameramanden prøver alle mulige stillinger. Nej, konstaterer han tørt. Skandaløst, tænker andre, og nÃ¥r jeg skriver andre, er det ikke fordi jeg eller læseren ikke er en af dem, der tænker sÃ¥dan, for det gør de fleste faktisk, nÃ¥r de ser bagsiden af markedet, bÃ¥de det frie og det regulerede. Mekanismerne er sÃ¥ klare, at jeg lader andre skrive om det, sÃ¥ klare, at jeg lader andre læse om det. Sæt dig pÃ¥ min ryg, siger jeg pludselig til min ven, sÃ¥ kravler jeg dig i stedet for det her evindelige tog. Han bliver overrasket, for han har allerede en kæreste. Det gør man ikke; kvinde mand. NÃ¥h, forklarer jeg, og tænker højt. Min fortælling er gÃ¥et i stykker, det er derfor. Han spørger ikke rigtig ind, sætter sig bare op, jeg kravler, jeg kan ikke mærke ham, men han siger han er der, og sÃ¥ mÃ¥ jeg tro pÃ¥ det. Jeg vil altid være der, siger man. Jeg kan ikke længere høre ham. Det er en del af ham, der stadig er her, en del, som hele tiden er her, den del, hvor jeg savner ham, og jeg er ikke en bestseller eller en popsang. Fraværet er ikke efterspurgt pÃ¥ det internationale marked. Det sover i min seng som en fremmed, jeg længes efter at kende. Længslen skal ikke nødvendigvis adlydes. Man mÃ¥ henvise den til fornuften, dvs. man mÃ¥ forstÃ¥ hvad længslen er et derivat af. Er jeg et normbrydende begær? Eller har jeg som eneste genstand, nÃ¥r alt overflade pilles af, normen selv, eller det normen har defineret for mig? Ha, nu stiller de mig spørgsmÃ¥l igen. Det er mange Ã¥r siden, jeg har holdt jul, forklarer jeg, men det er ikke længere det, samtalen handler om. Alle disse skamløse afbrydelser! I mindst 10 minutter har jeg stÃ¥et her og prøvet at begribe, hvad de taler om, det er Ã¥benbart ikke jul. Det er noget med smør, og. SÃ¥ vandrer mine tanker. Sætninger, der sidder tungt i en kupes hals og lader sig køre med, imens nogle yngre folk gør sig selv til grin. Det er to venner, de klistrer deres indre op som kampagnefremstød pÃ¥ togets ruder, nærmest som om de vil have togets sætninger til at evaluere deres værd. Hver for sig. Den, der griner, og den har grines af. PÃ¥ en skala. Det forarger læseren, og derfor vender han tilbage, det er grundtanken for avisens debatsider, og nÃ¥r læserens forargelse er grundtanken, er længslen den efter en bedre økonomi, væksten, og genstand for mere kapital, mere magt, er mit inderste begær, at se ud, se ud som den, jeg er. Og opføre mig sÃ¥dan, naturligvis, men det hænger sammen. Handlingssætninger. Jeg lover en række ting ved at sige, at jeg elsker dig. Bagerste række, basics. Min kærlighed i sig selv henføres ikke under andet end sig selv, men ‘jeg elsker dig’ implicerer handlinger, kun den anden kan præcisere. Søvn, venner, elsker. Begær, magt, livsform. En hjerne, der ser sig selv i øjnene. Den, jeg siger ‘jeg elsker dig’ til, fÃ¥r en magt; mÃ¥ske føles ordene derfor sÃ¥ godt at modtage. Og kun delvist godt, at udsige. Jeg fÃ¥r en sms om, at den fremmede, ham jeg længes efter, gerne vil ses igen, hvis jeg uden omskrivninger kan holde mig til den nærværende virkelighed, han skriver ikke den nærværende, men det mÃ¥ være den, han mener.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!