Indskrevet

6. November 2015 af Maria Guldager

Man skriver mig ind

i tabeller der angiver antallet

der ikke levede op til kriteriet

for at have succes

med kriteriet man har sat

for at skolingen kan føre

til yderligere gennemførelse

af skoler man har sat

sig ned og talt med

angående tidligeres års gennemsnit

af trivselstal, uddannelsesparathed og bundne prøver

af frie elever der ser paradokset

men ikke ved bedre

men ikke får at vide at de ved bedre

men ikke har mulighed for at erkende i hvilket omfang de ved bedre

men ikke kan gøre noget ved formodningen om at det de ved, er langt bedre

mens man vurderer i et samarbejde

at eleverne hvert år

hver dag

hver time

hvert sultent øjeblik

skal blive dygtigere

end sig selv og de fagligt svage

gøres til små tal med kommaer

kommaer an på hvordan man ser det

siger de måske, ingen hører dem længere,

de er talliggjort og er nu et anliggende for en handleplan

underskrevet af gode intentioner

der indikerer at man behøver en ansat

for at blive dygtigere end sig selv

og til at udarbejde linjen mellem ret og uret

i halsen på en teenager

der ikke har lært at læse

det der står skrevet

om historiske begivenheder i al deres væsentlighed

en teenager der på trods

af sin fedtede hud og umodne tankevirksomhed

har klaser af pigebekendtskaber

der eeeeeelsker ham

som ide, for nok er han snusket og ejer kun to forskellige t-shirts

hans pandehår dækker øjnene

og som han skyder det til en side, ser de byrdefuldheden

men i et mix af hormoner og kedsomhed kommer de

til hans bord, kredser om ham, ler

lader kavalergangen falde ind over hans sorte skriverier

om bortførsler der tager overhånd

i et mindmap der åbner op

for usandsynlige scenarier

inspirerende synes de han er

indtil hans sabotage bliver

til fremskridt afspejlet i lærerens velvilje

der lugter af håbløshed

vasket i meningsfulde konstruktioner

rettet til med perspektiveringer

der hele tiden skifter

hænder, snart manifesteret hos den ene, snart den anden

plads til det indkaldte møde

om hvor galt det kan gå når man ikke hører efter

sit hjerte, for det er det, der er sket Maria

du har forelsket dig i et vejr

der nu ikke længere er

ligesom du ikke længere er

i samme humør som før

nu cirkler dine fingre på dit hjerte

som du nægter er moderligt

skønt det uden stop beskæftiges af varme følelser

for dit barn der leger i sneen

med sine venner, du ser at det er godt

med nærhed i afstanden

mellem dig og det der skal opnås

ifølge paradigmet der skriver dette ‘du’

ind i alt hvad der stræbes efter

på et kollektivt plan

understøttet af mine observationer

af folk der spilder kaffetiden

udover sig selv

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!