Ingen teori er så kompleks som den virkelige verden (og vores kontingensproblem)

Jeg er nødt til at sige det her en gang for alle:

Det kunne være dig!

Så få ”detaljer” (det vi betragter som detaljer indtil de ikke er der mere), skal fratages dit liv, før du slår dig hårdt, når du falder.
Fra mit liv er blevet taget alt, hvad der hed sammenhængskraft. Selvom netop tilhørsforhold fra min start var mangelvare, formåede jeg da at stable noget op; noget der nu er væltet, itu, smuldret og fortrukket.

Kernen i min suppedas er ligestillet med frustrationen over, at der ikke var et underlag, da menings-samlingen forholdsvis langsomt gled og til sidst drættede helt sammen. Jeg kan blive ved med at gruble over kausalitet – hvorfor var der ingen til at dele liv og hverdag med, hvorfor udholder andre familier hinanden, hvad skulle jeg have stillet op med boblen, med afmagten, med ensomheden, hvorfor, hvordan, hvem og hvis nu… Men helt ærligt;
Jeg har ingen, jeg kan bebrejde.
Det er bare sket. Omstændigheder. Vilkårlige faktorer.
At mit virkelighedsbillede stadig er til diskussion er ikke en formildende faktor, når jeg som en anden ufaglært kok prøver at bikse en familie sammen uden opskrift, uden typiske ingredienser og med adskillige personligheders trivsel som indsats.
Sammen med troen forsvandt de nære venner, kunne man sige. Men så simpelt er det ikke, for jeg bliver først en ligestillet aktør i det sociale spil, hvis jeg internaliserer normer fra det omgivende, og der er jeg kvag flere segmenterede rammer (ekstroende, livsfilosoferende*, ung-mor, skilt, studerende, BA-mor og uden støttende netværk)  en del af en unormaliserbar margin.  Et menneske er i høj grad et produkt af dets miljø, men min pointe her er, at mennesket også afhænger af sit miljø! Din handlemåde styres af de systemer du indgår i.
En del af det sociale spil er, at skjule hvor meget man behøver de andre. Man skal tro på sig selv, følge sin egen vej, og stå ved den man er. Enig. Men vi er hinandens forudsætninger. Du lever i kraft af mig, og jeg dig.
Jeg skal ikke sige ret mange ærlige ord, før jeg afslører hvor stor en livskrise jeg er i, og hvor desperat jeg søger forståelse og varig omfavnelse.
At mennesker med identiske livsforløb kan eje en enten gennemgående lykke eller depri-følelse er ikke sært set i lyset af, at vi er født med vidt forskellige ånder/sind, der er individualiseret i deres mulighedshorisont. Andres iagttagelse – som basis for at erfare og mærke- må respekteres højt i forsøget på, at forstå den formbare frihed enhver har til rådighed.
De færreste mener selv, at de dømmer.
Alligevel har vi en angst for det, der er egen normalitetsopfattelse for fjernt. Det er ikke empati, at forestille sig hvad man selv ville have gjort i den andens sted – nej man må nødvendigvis indbefatte alle de ovenfor-nævnte faktorer inden konklusionsdragelse, og måske må man bare opgive forståelsen, og skynde sig over i ydmyg accept af den andens oplevelse.

I den tilgang ligger både tillid og agtelse.