Inkognito

24. June 2014 af Maria Guldager

- Jeg tager lige dit slidte hÃ¥r her, siger den høje karamelfarvede skønhed, og sprayer et behagende stænk af parfumeret hÃ¥rlotion. Frisøren smiler til hende i spejlet, klipper i et excentrisk tempo, smiler for at behage og det gør at hun ved hun har en lidelsesfælle, behageligt, og hun beslutter sig for at sige noget hun har tænkt pÃ¥ hele tiden: Du ligner hende fra S.O.A.P, kan du huske dengang, de hittede? Det kommer ud lidt pludseligt, der er grader af hende, energiniveauet eller skal vi kalde det kækhed er forklædt som selvtillid klædt ud som mod pakket ind i interesse gennemsyret af aversion mod stilhed, uroens frosne flod hvorpÃ¥ sÃ¥ meget kan foregÃ¥ men om hvad man sÃ¥ lidt kan ane, bare glide. Frisøren ler højt (behageligt højt, behagende kunstigt) og siger at kunden ogsÃ¥ ligner Sofie Lassen-Kahlke og om hun kan huske dengang hun kom frem pÃ¥ film, den med ham fra Ã¥h du ved, og sÃ¥ siger hun: Vi havde nok været venner, hvis det var os, altsÃ¥ hvis vi var de kendte. Der blinkes og poseres til spejlet. Den ukendte men velfriserede og cremestylede kunde nikker og tager inkognito hjem og googler “gode følelser”, hvilket hun trænger til, hvilket hun opsøger ved hver given lejlighed som til sine yogahold; sessioner hvor hun ligger og kniber til det sidste, sammen, sammen bides de to vÃ¥dsidede smattende flapper, de kan høres langvejsfra nÃ¥r hun gÃ¥r uden at stramme sig op, lyden af en overproduktion af spyt er skamfuld, det er ubehageligt for slet ikke at tale om underlivets smaskende sjask af skam, spandfulde af skam, og telefonen lyser ved siden af den blÃ¥ mÃ¥tte, ingen andre ser det men hun ser det og ser afsendernavnet og ser sit snit til endelig at være i gang med noget, der gør hende ude af stand til at læse hans tekst omgÃ¥ende som en anden smaskende sjuskejas der ikke kan stramme sig lidt an for ikke bare at vælte ud til alle sider, og hun kan bagefter sige at hun lige lÃ¥ og kneb og hun kan føle hun gjorde noget godt for sig selv som han aldrig vil fÃ¥ glæde af, anstrengt men godt, det vil føles godt senere hen som yogalæreren siger, og det er slut med dem, med parret tror hun for man kan aldrig vide, om han alligevel siger noget der kan vende det hele rundt og det er sikkert sÃ¥dan noget teksten handler om, og hun trænger bare til gode følelser, og hun træner sig til gode følelser sÃ¥ de gode følelser vil vokse ud af hende som flotte planter op af velplejet jord, javel nuvel sÃ¥ velholdt og velsagt og velsagtens selvsagt som stÃ¥r det allerede pÃ¥ internettet gratis, kvit og frit og uden salær til yogalæreren og hvad sÃ¥ hvis kvinderne pÃ¥ mÃ¥tterne ikke kender hende, inkognito, de bør hilse, netop derfor hilse fordi de ikke kan se hvem hun er, sige velkommen med ansigtet, nej hele kroppen, man bør give gode følelser ud gratis og især ved døren nÃ¥r man gÃ¥r hjem efter et nærgÃ¥ende eller i hvert fald udkrængende, næsten krænkende fællesbad, et stort regnskyl nedover kønshÃ¥rsmarkerne og hvis det ikke var fordi hun selv er radmager pÃ¥ høflighedsfraser sÃ¥ havde hun initieret, inviteret sÃ¥ havde hun krævet en god tone ved selv at være et højrystet forbillede, et velholdt med rystende billede af imødekommelse, en varm smagfuld sovs man kan spejle sig i og ikke se sort kjole og grÃ¥ skjorte tilsat guldsmykker, pangfarver derimod og hun spiser en is underkroppen boret ned i puderne, mens hun føler sig som sovsen, hun spiser isen og væmmes over sig selv, er det en pude eller et lÃ¥r, hun spiser en is til for ikke at mærke væmmelsen og det sker om og om igen, forfra fra før det nogensinde er sket indtil det sker igen og før det sker det atter og pÃ¥ den mÃ¥de fÃ¥r hun aldrig hilst med hele kroppen, eller besluttet sig for at starte et sted for hun synker ned i puderne og de i hende og isene i puderne og puderne i følelserne der udstoppes og udstilles for enhver at se, gÃ¥ forbi og se og som hun sidder der i frisørstolen og ikke siger en lyd, nÃ¥r sølvpapiret hensynsløst hives ud og den kradse kur efterlader en beskadiget hovedbund over flakkende tanker om pop og skønhed og tomrummet derimellem, imellem den betalende og betalte, og puderne spiser hende som isene synker fedtet og hun synker ned i egentilværelsen pÃ¥ sit eget værelse og der genkender hun med foragt sig selv. Telefonen lyser og en hvas mandestemme svarer den, hvor har du været hele ugen?

- Jeg elsker hende som man elsker en uddannelse. Jeg kan ikke rigtig tænke udover hende, jeg bliver til igennem hvad end hun siger og gør, og nÃ¥r jeg elsker hende, er det fordi hun udgør mig, altsÃ¥ i det omfang det er muligt for to mennesker at være sÃ¥ sjæleligt forbundne, mener jeg bare, siger manden der ligger pÃ¥ læderbriksens rÃ¥hvide papirmellemværende og plirrer let med fingerspidserne pÃ¥ sin kaffekop, han holder om koppen med begge hænder. Næppe fordi han forkrænker noget herved er det alligevel hans plirrende fingre, der udløser den brillebærende og siddende mands afbrydelse: Du skal ikke bedømme dig selv, Janus. Du befinder dig som du ved i en hypnotisk tilstand og hypnose er ikke som man ser pÃ¥ fjernsyn; der er tale om et udvidet bevidsthedsrum, intet andet. Befind dig som du vil her, her skal ingen fortælle dig hvad der er ret og falsk, her er bare en mangfoldighed af emner du normalt ikke kan tilgÃ¥. Fortæl mig dem, det vil forløse dig. Janus sukker dybt, som har han hørt smøren et par gange før for kort efter at glemme den, meningen, og blive flov over hvor usammenhængende han egentlig er, for tilstanden er ham i en sand udgave, er ham i al egentlighed. Han vil lære sig selv at kende, og gennem kendskabet lære sig selv et par ting, ting der vil forbedre ham. PÃ¥ terapeutens foranledning fortsætter han: Jeg tænker pÃ¥ mine sko, pÃ¥ hvor udtjente de igennem Ã¥rene har været, jeg har smidt ud og smidt ud, men jeg bliver ved med at have udtrÃ¥dte smudsige sko, der ogsÃ¥ burde smides ud, ikke fordi de fortjener en sÃ¥ besudlende skæbne, de har lagt grund under min aktivitet, indtil jeg var segnefærdig, de har støttet min krops holdning loyalt til alle tider! – Godt, siger terapeuten, som for at anerkende at den liggende siger noget trivielt og meningsforladt. Anerkendelsen føles sÃ¥ godt, at Janus bliver noget nær overmodig: Det jeg vil have er en abort, siger han, og afventer ikke terapeutens opklarende spørgsmÃ¥l: For graviditeter dominerer, ja determinerer udfaldet af ens selve liv, jeg mÃ¥ gribe ind, hvis ikke det skal vokse videre i mig imod min vilje, og spolere bÃ¥de mit aktuelle og mit potentielle virke. Under de lukkede øjne bevæger sig to øjenæbler som læste de op: Jeg gÃ¥r rundt om en sø i mine slidte træningssko, der er nok 6 kilometer, og sÃ¥ fosser det ud af mig, der gÃ¥r simpelthen hul. Og det er det min kæreste vil lære mig, at holde sammen pÃ¥ det hele, trække musklerne eller hvordan er det hun siger det, musklerne trækker sig sammen, sÃ¥ ingen lukkes ud, ingen akavethed og umanerlige lyde for slet ikke at sige vandet, al det vand jeg sÃ¥ svært kan holde i mig siden min graviditet. Han flyder ned af briksen som vand ved tanken om kærlighed og parforhold, det flyder, det er noget for ellers kunne det ikke flyde ud, men hvad er det, han kan ikke gribe ud efter det for det ville kræve en arm ja helst ogsÃ¥ en hÃ¥nd, men alt er flod pÃ¥ det store velindrettede kontor, der netop ligner et hjem han vil bo i, for han vil indrettes af andre, han vil bo som andre har smag til, fiks og fint.

Terapeuten sniger sig om bord, det er hans hensigt at bevidsthedstilstanden holdes i skak af en guidende samtale, der dels skal befordre en vis overensstemmelse med det mulige, det virkelige: Janus, vi er så vant til fra vores arbejdsliv, at der skal foreligge produkter, når vore tankerækker er omme, men i dette forum hylder vi resultatløsheden, og du skal ikke digte en historie her, bare fortælle hvad der falder dig naturligt ind. Han er ikke i stand til at dølge sine indfald eller forstå hvad terapeuten siger, at der overhovedet er en der siger noget, han fortsætter ufortrødent: Det maleri, der lærte mig hvad ordet idyl betød, det var i 6. eller i 8. klasse og klassekammeraten, der sagde ordet idyl fik megen ros af læreren der havde taget os med på museum i anledningen af noget, jeg ikke husker, men siden har jeg husket maleriet, dette stille vand under en gylden sols lange lys, ikke et eneste menneske, bare idyl. Idyl hjælper, siger Janus, der regner med at terapeuten kender sådanne metoder til selvbeherskelse, tegnede malede orkestrerede metoder der slutter sig om sindets flod som stødhegn uden låge. Tiden er gået og manden der har hypnotiseret en mand med problemer i parforholdet eller i forhold til at være par, lægger sine briller på bordet som han går en gang rundt om, det ser ikke helt bevidst ud, inden han rækker den nu stående og fuldt bevidste mand hånden og deres højder mødes for anden gang i eftermiddag som der afregnes og aftales og afsendes, farvel og tak, og han cykler med sin forkalkede barndom hjem til kvinden, som han ikke kender alle detaljerne om, men som han hver aften ligger med på et tæppe i hendes stue over vibrationerne fra anlægget, der spiller storslåede klassikere, så de henrykkes, og sammen er deltagere i en lidenskab, der normalt spoleres af oppumpede historier, sammenhængenes forklaringer, led der danner en velkendt ring af indspiste floskler såsom barn-ung-voksen-ældre-død eller købe-bruge-købe-bruge-dø eller arbejde-hjem-arbejde-dø eller vaske-tørre-folde-dø forfladiget under et strygejern eller installere- konkurrere -placeres- slukke osv.

En dag er det som om han har elsket hende for længe. Som når en mor har frembragt et barn der af hende kræver alt, men ikke kan gengælde moderens hengivenhed.

Han føler at hun bruger tvivlen, ja misbruger tvivlen, for hun har hele tiden sagt, at hun var sikker, vildt sikker, så sikker som man overhovedet kan blive, men nu gør hendes voldsomme sikkerhed hende alligevel i tvivl: hun siger, at når man er så sikker på noget, så er det højst mærkværdigt, hvis det ikke er en fejltagelse, for sikkerhed er jo at overse visselige huller, og det forstår han trods spøgende indbildskhed men hans godmodige forståelse rækker ikke til ikke hendes tvivl, for han mener deres kærlighed er uden skrømt, og at man derfor ikke kan måle den på den sædvanlige tro-skala, der har et element af offentlighedserklæring i sig. Vi har en inderlig kærlighed og din tvivl er rettet udad, det er dit perspektiv. Det er den slags argumenter hun ikke kan hamle op med, den slags retoriske spekulationer, som hun kalder dem, som hun ikke kan modsige og som får hende til at synke græs og kaste fedtet på andre, som gør at hun får puder i halsen når hun skal tale, som gør at hun lapper hullet som på et tvivlsomt cykeldæk, og lægger sig lydefrit på et tæppe hver aften ved siden af ham, vistnok ham i hvert fald til overdøvende musik, klassikere der overdøver musikken, kendte gennembrud der bryder med tapetet og sammentrækningerne, reduktionerne der udvander og levner det rene ingenting i et parforhold eller som snare levner resterne af deres gode følelser under en kold stråle vand.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!