Jeg bliver, jeg er, jeg var – til

Det har været så svært, at starte på dette blogindlæg. For det første er det svært at få noget inderligt ud, når jeg for tiden føler, jeg skal holde sammen på alt det indeni – gemme det lidt, klare den alene. Min mand er ved at forberede vores flytning, og derfor har jeg været selv med børn i 14 dage. Når der tilmed er tale om en på 9 måneder og en på 25 måneder, som begge er enormt tryghedsafhængige, så er det bare ikke verdens smalleste sag at have dem selv i tom lejlighed, og med et fysisk overskud på 0-punktet. Jeg brokker mig gerne til mine omgivelser. Fortæller hvor hårdt det er, hvor svært det er at klare skærene, når de små reagerer på, at far ikke er hjemme. Men jeg får igen og igen tilbage, at det jo er mit valg at få børn med så lidt aldersforskel. Og hvis det er noget, man selv har valgt, så er man åbenbart ikke berettiget til at have lyst til at kaste sig i graven over det.

Meget bliver derfor holdt inde. Det føles jo også urigtigt, at brokke sig over de to i min verden jeg elsker allermest…

For det andet kommer jeg nemt til at forenkle sagerne på sådan en sum side her. Det er jo store spørgsmål jeg har, og jeg vil så nødigt give en opfattelse af, at jeg har et eneste svar. Når jeg bliver til (udvikler mig), bliver jeg i virkeligheden væk (forsvinder fra et til noget og måske til sidst til ingenting.) Måske er denne blog, min facebook og mine øvrige streger på livets tapet, et forsøg på at få lov til at være her – seriøst. Mine tanker forsvinder ofte, før jeg husker jeg havde dem, og hvem ved egentlig hvor meget pis jeg skal finde mig i hver dag, for at få mine børn velopdragne og lykkelige? Tålmodigheden, blikkene, sangene, bekymringerne og alt det andet usynlige kommer muligvis børnene til gode, men på den anden side er der også mange, der har måttet passe sig selv og i øvrigt kun leve af hvede og juice, som i dag klarer sig på lige fod med alle andre. Jeg er ikke nihilist, og jeg tror på, det betaler sig alt det jeg gør. Både med børn og i andre forhold – derfor gør jeg det. Men i det mindste kan du som skuespiller se tilbage på dine indspillede film, og være stolt af dit værk. Vi andre har ingen garantier. Visse resultater kan vi måske få folk til at huske, men hvad med alle de andre kraftanstrengelser? Alt bliver ædt op af tidens hast. Minder eller forestillinger om hvordan det mon var dengang, vil sjældent være korrekte, og jeg har ingen magt over sekundernes slag. Det er for engang skyld ikke for at tale om livets slutning. Selve livet nu og her kan bare synes så ligegyldigt, når jeg intet greb har om det. Ingen ser, ingen hører, ingen mindes- hverken jeg eller andre.

Altså medmindre der eksisterer en Gud. Men jeg ved snart ikke, om jeg i så tilfælde vil bryde ud i dans. For så ved denne Gud jo også, at jeg konstant gør egoistiske og tåbelige ting. Og så vanker der nok konsekvenser.

Jeg tror egentligt, at alle mennesker bare venter (ubevidst) på at møde et menneske, der vil gøre deres liv bedre. Ven, veninde, kæreste, adoptivmor – you name it! Det skal bare være en, der kan opfylde et basalt behov som anerkendelse indefra og ud, for så er man sindsmæssigt til stede.

Jeg’et er her mere, når det får sine bekræftende fix. Om det er fra en kærlig gut, eller en åndelig oplevelse ved en gudstjeneste. Det handler om at blive godkendt.

Der er flere veje til en godkendelse, men et vigtigt led er at opleve forståelse. En egenskab jeg selv så konstant craver at blive mødt med, for dog blot ofte ikke at kunne give den selv. Det er nemt at nikke forstående til en tragisk historie, men noget længere er der til mit empatiske væsen, når forståelsen skal gives til en anden part i vort skænderi.

Engang betragtede man tavshed som en dyd. Det er i hvert fald ikke en, jeg praktiserer her. Tværtimod så jeg helst vi smed de intetsigende lænker, og stod ved hvad vi er som mennesker. Ikke altid lige kloge.

Vi er til. Vi er her. Ikke mere eller mindre – det er blot følelser, der stikker os noget på ærmet. Jeg klamrer mig til min eksistens – derfor får jeg lavet øjenbryn. Man skal kunne se mig, se min ånd. Men jeg ved det jo godt. Min tilværelse er forbigående, og mit liv er nok det dummeste at holde fast i, når nu tidens orkan ikke har tænkt sig, at lade nogle blive stående.

Ved at gøre andre synlige, bliver vi det også selv, kan det synes. I behovet for at blive godkendt, ligger også behovet for at være værdig til at godkende andre. Men stadig kun i en tid. Venskaber går over, familiebånd bliver uægte, følelser og tanker flytter sig – tiden river det hele fra hinanden. Hvad kan redde mig? Selveksponering har jeg hermed argumenteret for ikke kan. Gud?