Jeg har lyst, derfor er jeg

Øjne er ikke sjælens vindue, men min datter på 7 måneder har ikke opgivet ”nedstirring” i håbet om at få lidt at vide – hun er yderst tryllebundet af ansigter. Dukkers, menneskers, Lego med øjne, you name it! Det er vist meget almindeligt for piger. Det er som om hun vil IND (hvorfor det naturligvis skal sanses med munden lige som alt andet), og hun er helt klar over hvilket legetøj, der potentielt har sjæle.

Men hvad er derinde bag øjnene, under huden og alt det synlige – udover det krampagtige begær efter at blive elsket, velanset og personificeret? Svaret er; Det eneste der adskiller os fra hinanden – vore lyster (hvilket, ifølge mig, udgør talenter, drømme, viljestyrke, overlevelsesevne osv.) !

Efter mit brud med kristentroen (en sætning, der stadig får mig til at skælve) betragter jeg lysten som den positive drift, der gør os i stand til dagens modvind. Lysten til selv at have det gode liv, er den kraftigste af alle, og er den der har motiveret mig allermest EVER.

Måske vil man stemple det som værende udtryk for, at kristne lever for andre mennesker, mens jeg nu lever for mig selv. Det kan dog også bare være, at jeg her er i kontakt med min sande natur. Kristne vil indvende, at det netop er menneskets sande natur, man bør kæmpe imod som kristen.  Eller rettere sagt vil kristne nok sige, at menneskets sande natur blevet fordærvet af synd, og det er så den syndige del, der kæmper imod den rene guds-billedlige.

Når jeg NU bruger termet ”sand natur”, så tænker jeg på nogle fysiske forhold som feromoner, der bestemmer hvem vi tiltrækkes af, og laver gode børn med, samt hjernestruktur og teorier om menneskets dyriske tendenser osv. Ift. det indre tænker jeg på det JEG, som man dybest set er – enten pga. arv/ evolution/skabelse  eller miljø- men som let skubbes i baggrunden til fordel for nyere personlighedselementer.

Sand natur handler om lyst, og lyst er afhængig af forestillingen om det gode liv for en sig og sine.

Altså; Før så jeg det sådan, at der var de dårlige menneskelige lyster, og så de gode gudgivne lyster. Nu ser jeg livets drivkraft meget mere nuanceret. Fx er det gået op for mig hvor kontekstbestemt en livsdrøm er. Når 3.G’er fumler rundt i deres uddannelsesønsker, og ærligt må svare ”jeg aner ikke hvad jeg vil være”, så er min teori, at det er fordi de befinder sig i en række af sammenhænge. Havde de primært en type venner (/relaterbare personer i omgangskredsen)  – eksempelvis venner med klar og prioriterende holdning overfor videregående uddannelser – så ville visse muligheder allerede være lukket. Når der sker et boom på min facebook med bekendte, der rejser land og rige rundt, ja så er det fordi norm-drømmen er sådan i netop den kreds. Mens andre FB-kredse kan være nok så lokale, og slet ikke ønske sig ud af egen by.

Udover det, kan det være selvtillidsproblemer, der forårsager en forvirring om livsvej, men typisk tror jeg, det handler om, at man ikke har stået med hænderne i netop en kontekst, for da vil man typisk udvikle drømme indenfor den arena.

Da jeg startede på mit studie var jeg dybt motiveret. Det er jeg stadig. Jeg har udviklet drømme indenfor den branche og gjort mig mange forestillinger om hvordan det bliver, at være færdig engang. Da babyen kom, fik mine omgivelser at vide, hvor uønsket en drøm, der lå i min mave nu. Men jeg har indset, at kontekstdrømme også kan stoppe en i at udvikle et naturligt liv i overensstemmelse med det JEG, man ikke kan vælge sig til, men blot indeholder. Indviklet skrevet ja, men kort sagt er jeg lige nu en omstillingsfase, der skal få mig til at omfavne det liv, der bliver givet mig.

Jeg er typen, der bedst kan lide det mad jeg selv har lavet, og det er ikke nemt for mig, at skulle affinde mig med at få frem for at tage. En ting er, at de fleste i min omgangskreds ikke er børneklar og jeg derfor kan føle mig alene med de opgaver der hører til mor-livet (og derfor ikke liiige synes en tre’er er på sin plads nu), men en anden ting er, at jeg ganske enkelt ikke har en umiddelbar lystfølelse ift. det at være SÅ meget mor. Sådan til tre så små (og dermed krævende) børn, og med en mand der gerne vil arbejde 70 timer om ugen. Jeg synes ærlig talt, at jeg giver alt hvad jeg har i mig til de to udklækkede…

Men hele min pointe i det her blogindlæg er, at menneskets sjæl rummer flere kraftfyldte lyster, hvoraf dem vi normalt taler om og følger er selvvalgte kontekstbestemte. Såsom “jeg vil gerne have den uddannelse, og forme den karriere”.

Der må være et lag nedenunder. Noget vi ikke ser til daglig. Lyster, der ville komme til udtryk, hvis man havde et liv i et helt andet miljø. De lyster må vi hive op til overfladen, når livet tager en uventet drejning. Lysten til det gode liv, som man ikke selv lige havde planlagt sådan.

Jeg må indeholde en stærk moderlig lyst, der ville have været synlig for mig, hvis jeg tilhørte en kultur, hvor jeg ikke var noget værd uden børn. For eksempel. Hmm sjælen er formelig, thank God. Og øjnene er bare for syns skyld.

PS:

Baby kom frit frem – mit hjerte smeltede da jeg så dig på scanningen. Lange ben som de andre to. Smuk og livlig. Lover at elske dig- please vær levende, når du kommer ud omkring den 31.december….