JEG SKRIGER EFTER EN OMVEJ

6. April 2014 af Maria Guldager

Som forfatter må man skrive sig ind i en tradition

Som forfatter må man skrive sig ind på et hotel

Som forfatter må man tjekke ind med sin kritik

Som forfatter må man tjekke ind med sin bagage

Som forfatter må man ikke flyve let hen over historiens idoler og komplet ignorere disses fodspor, for så er man slet ikke forfatter, men en vagabond, der nok har udgivet sig vidt omkring på den ganske klode i egne udtrådte levesko, men hvad kan han? Ikke huske, ikke blive. Ikke læses, ikke bo. Den, fra de lærde løsrevne, lyser med sin naive eller erfarne menneskelighed op, og hvem tør se et menneske, endsige adskillige mennesker, i det kolde skær, som kun findes løsrevet fra alle undskyldende historiske skygger; nej, man vover sig ikke ud af litteraturens mulm, men glider ind i en dennesidig hvile, under et videnåg fra hvor man offentligt stønner rim: i vagabonden er der kim- vi drikker noget vin- som første og sidste trin- om man ikke magter sin- lalalala lærde lim.

Krystalkuglen fra fortiden blænder menneskets forståelser som et sjippetov, man ikke ænser roterende i hænderne, mens der springes over, spring over, spring over. Hent det hjem, der allerede er blevet sagt, og sig det igen og igen til det sætter sig som en krans om oplysningens skikkelse. Sveden rasler ned foran øjnene, der ikke kan se bagom arbejdet, det arbejde, han af lynne trællet af en kultur må gøre til sin valfart. Med hjem i flyet til vores tidszone har den, for hvem fly og offentlighed er beskåret, porøs viden fra andre tider uden vagabondens mider, og sådan kultiverer den lønsommes bedrift læserne op og ned af supermarkedernes forstandige boggange. Fx forfatterstilen, der minder om en appelsin, men er en anelse større, lidt mere bitter i det og noget sejere i kødet, end standardformen. Den frugt er både genkendelig og moden, siger læserne, og skifter deres hoved ud med kronen.

Den omstrejfende, hvis destination er en vej ud af sig selv, kropsprænges af en indvendig vældig latter, når han ser de lærde kalde det i så mange forholdemåder indespærrede for objektivitet. Tag kronen af og se, siger den, fra al sveden kultur løsrevne, l y s e t b o r i d i g. Den iturevne vælter rundt i veletablerede samfund som den skrivende, den rivende, den der skriver stykker, river i stykker, er i stykker, who caaaaaaaaares, yes who really cares a lot, flot flot flot. Se op til mig, og tal mig ned med upassende tilnærmelser, termer, sværmer, undvær-mig, chok chok chok.

Kald mig en afbrydelse, hvis du vil, ja kald mig hen til opmærksomheden for at vælge mig fra igen. Afbrydelsen er en omorganisering af tid, et valg om stoppe op, bare for at stå der, uden at blive set, uden at fordærves af det menneskelige behov som opsluger mennesket, der ikke kan se en vej ud af sig selv, og derfor slet ikke sig selv, højst gennem forsømmelser; alle de sider med ord, der ikke røber hvor det er, eller hvordan det forlader stedet igen. En hyldest til det ufærdige:

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!